Troens vished

Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv (1 Joh 5,13).

Altid aktuelt

I 1937 udgav Lutherstiftelsen i Norge et lille hæfte om frelsesvished af Olav Valen-Sendstad. Han indleder hæftet med følgende sætning: ”Det kan ofte undre en, hvor lidt der i denne tid tales om frelsesvished.”¹

Den sætning er ikke blevet mindre sand siden dengang.

Da jeg var ung og begyndte i ungdomskreds med mere, var det et af de emner, der jævnligt blev talt over. På bibelcampings og lejre var der ofte et seminar eller en formiddagsbibeltime om frelsesvished. På KFS-lejre var der også ofte et valgfrit seminar med samme overskrift. Som regel med god tilslutning. Også til bibelstudier talte vi om det.

Men det er som om, det er forsvundet ud af synskredsen. Samtidig kan man få det indtryk, at det er et emne, der mest hører hjemme blandt de unge. Det er ikke noget, man beskæftiger sig med ved menighedens hovedsamling eller almindelige møder. Selv husker jeg kun at have hørt det som ”hovedforkyndelse” på en bibelcamping på Haderslev Næs i 1989 og senere til et almindeligt møde i 2018 eller deromkring.

Men det angår ikke kun unge. Det angår alle uanset alder. Læser man for eksempel Olav Valen-Sendstads bøger, vil man se, at troens vished er noget, han kommer ind på flere gange og i forskelligt omfang.

Vished i troen er ikke noget, man opnår som ung, og så varer den livet ud. Det er ikke meningen, at man skal vide sig frelst på en sådan måde, at man så kan slå sig til ro. Troens vished er ikke noget statisk, men noget dynamisk.

Det vil sige: Det er noget, vi må tilegne os – eller mere rigtigt: få givet – igen og igen og igen. Den er den anfægtede tros kamp, og den kamp driver den til Ordet igen og igen.

Olav Valen-Sendstad antyder, at en af årsagerne netop kan være, ”at der i vore dage råder megen falsk sikkerhed i frelsesspørgsmålet”.² Det er blevet en selvfølgelighed at være frelst. For mange er det nok, at man er med i menigheden, lever et pænt og ordentligt liv eller bare er døbt. Det kan jeg frygte, er sandt også om vores tid. Derfor er talen om troens vished altid aktuel, uanset hvem man er.

Uvished

Når overskriften for denne artikel hedder ”Troens Vished” i stedet for ”Frelsesvished”, så er det ikke, fordi det skal tænkes som modsætninger. Men det er, fordi det er min erfaring for egen del, at ordet ”frelsesvished” let kan forbindes med noget, jeg skal opleve inden i mig selv. En bestemt følelse af fred eller lykke og glæde. Men da bliver visheden bygget på noget i mig selv – noget, jeg oplever eller mærker – og det er ingen sikker grund.

For med det forholder det sig som C.O. Rosenius siger i sangen ”På nåden i Guds hjerte”:

Jeg føler ofte skiften,
det stadigvæk slår om,
snart er jeg rørt af Skriften,
snart kold og død og tom.

Men indledningsverset fra Første Johannesbrev peger på, at vishedens grund ligger et helt andet sted uden for mig selv. Vishedens grund ligger i Ordet, som Gud har talt. Det er ved Guds ord, vi kan have vished om vores frelse. Det betyder, at troens vished skabes af det, som Gud tilsiger dig i ordet.

Det kan så medføre gode oplevelser, varme følelser, fred i sjælen og andet, som vi må glæde os over og takke for. Men samtidig må vi også være opmærksomme på, at der findes et væld af andre ting, der kan give os sådanne erfaringer, også i kristenlivet.

Som eksempel kan nævnes, når vort andagtsliv lykkes, vi har gjort en god gerning, givet en gave til missionen, er med i et arbejde i menigheden, når vi har overvundet en synd osv.

Alle sådanne ting kan også give en oplevelse af glæde og fred i sindet, for nu har jeg gjort det, som forventedes af mig, eller som min samvittighed anklagede mig for eller krævede af mig. Men det er ikke troens vished. I stedet er der fare for, at det kan blive til selvretfærdighed, og de to må vi lære at skelne mellem. Det første er en gave fra Gud ved Ordet i nådens midler, det andet er en synd, vi må bekende for ham. Det første beror på Gud og er forankret i ham og hans gerning for os i Kristus. Det andet beror på os selv og vores egne gerninger.

Selvretfærdigheden fører også let ind i et åndeligt slid og slaveri under loven, dvs. lovtrældom, som til sidst betyder afsked med kristendommen. Det bliver for tungt, svært og trist at være en kristen. Altid er der noget at leve op til, noget, som ikke er gjort. Altid er det ufærdigt og aldrig godt nok. Der er ingen hvile. I stedet er der en stadig nagen i samvittigheden: Er jeg god nok nu? Har jeg gjort det godt nok nu? Og så videre.

Det fører ind i en tyngende uvished, som intet menneske, intet sind og ingen samvittighed kan bære i længden. Derfor er det vigtigt at have den rette grund for troens vished. Der er der fred.

Den falske vished fører til, at du ser på dig selv og leder i dig selv efter noget, der kan give vished. Den sande vished fører dig til at se på Jesus og forvente alt godt af ham. Den første virkes af vores gerninger, den anden af Guds ord, af evangeliet om Jesus.

Det evige liv – allerede nu

Men hvad er det så egentlig, vi skal have vished om? I verset fra Første Johannesbrev siges det, at det er vished om at have evigt liv. Og at have det evige liv er i Det Nye Testamente at være frelst. Det er at være benådet i Jesus og retfærdig for Gud ved troen på ham. Det er at være friet fra Guds vredesdom over min synd og fra evigheden i Helvedes ild. Det er at være befriet fra dødens herredømme og syndens slaveri.

Lad det samtidig her i parentes være sagt, at det evige liv ikke kun er noget fremtidigt. I Bibelen er livet med Gud altid et evigt liv. Uanset om det leves her i tiden på jorden eller i herligheden hos Gud. Her i tiden er det et fysisk liv i tro. I herligheden hos Gud er det et fysisk liv, hvor vi ser ham.

Jesus siger selv flere steder, at den, som tror, har (dvs. i nutid: lige nu) evigt liv. Det begynder med genfødslen, som sker i dåben, eller ved omvendelsen, som sker ved Ordets forkyndelse. For alt menneskeliv begynder med en fødsel. Det gælder også det evige liv. Du er begyndt at leve det evige liv allerede nu, så sandt du tror på Jesus.

Ud over verset fra Første Johannesbrev så lad os kort se et par steder, hvor Jesus selv siger dette:

”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham” (Joh 3,36).

Her hører vi, at den, som ikke tror, ikke bare bliver eller går fortabt ved døden, men allerede er det her i livet i tiden, dvs. i dag.

I Joh 5,25 hører vi det samme: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.”

Læg her også mærke til ordene ”gået over fra døden til livet.” Det understreger den sandhed, at døden har mistet sin magt over den, som tror.

Evangeliet: Din skyld er båret

Hvordan er alt dette sket? Det er sket ved Jesu gerning i dit sted. Helt og fuldt uden din eller nogen andens medvirken. Han levede et fuldkomment menneskeliv efter Guds lov uden synd.

Han bar din skyld og alle dine overtrædelser af Guds lov, dit hjertes oprør og fjendskab mod Gud op på korset på sit legeme. Det vil sige: Han døde det syndige, fortabte og forbandede menneskes død i alles sted.

Der findes altså ikke, og der kommer aldrig mere nogen synd eller overtrædelse af Guds bud på denne jord, som ikke er blevet straffet helt og fuldt. Der findes intet oprør og intet fjendskab i noget menneskes hjerte, som ikke allerede er blevet fordømt, forbandet og forkastet af Gud. Der er ikke længere nogen synd, hverken i fortiden, nutiden eller fremtiden, der ikke er sonet og betalt for med Jesu dyrebare blod. Da han blev naglet til korset, blev din synd og din ufuldkommenhed, ja hele verdens, naglet til korset. Jesus tog det hele på sig. Der står jo: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29. Se også Kol 2,14).

Ja, Bibelen siger, at Faderen lagde det på ham og lod ham bære alt alene for at kunne sige til dig og mig: Søn/datter, dine synder tilgives dig. Du er fri. Du er frelst ved min kære søn Jesus Kristus. Det er fuldbragt af ham. Ikke bare som en begyndelse eller en hjælp, men som alt, hvad du behøver for at stå foran Gud. I går, i dag og i morgen. Han er Guds velbehag.

Det forkynder Guds ord for dig, men der er mere end det. For Jesus opstod igen fra de døde. Ikke som et genfærd eller en ånd, men som et helt og fuldt menneske. Gud modtog hans offer og lod ham opstå igen, fordi han ikke døde for sin egen, men for andres synd og led straffen i andres, dvs. vores, sted. Nu kan vi ved ham tilregnes hans retfærdighed og få del i hans opstandelsesliv ved troen på ham. Det er ikke vores fortjeneste eller gerning. Det er helt og fuldt af nåde. Det er for intet. Og vi får ved Jesus Guds velbehag og del i alt, hvad Jesus har. Så gavmild er Gud, og sådan er evangeliet.

Grundvolden – uden for mig

Det er den frelse, troen må have vished om. At det, Jesus har gjort, har han gjort for mig og i mit sted. Vished om, at det gælder for mig, og at jeg ved det er frelst, blevet et Guds barn og har fået evigt liv. Uden noget hvis eller men, der kaster en opgave eller betingelse tilbage på mig. For troens vished må bygge alene på, hvad Kristus er og har gjort for os, for mig.

Det er en grundvold, som ligger uden for mig selv. For ingen af os har haft det fjerneste at gøre med Jesu gerning for os. Ingen var med ham, da han fuldførte frelsesværket. Han gjorde det helt alene. Selv Gud forlod ham. Men netop i dette er troens og vishedens grund.

Det synger vi også i en af vore salmer:

Den grund, hvorpå jeg bygger,
er Kristus og hans død;
i Jesu pines skygger
er sjælens hvile sød.
Der har jeg fundet livet,
selv er jeg intet værd;
hvad Jesus mig har givet,
gør mig for Gud så kær.
(DDS 666).

Her er det også værd at bemærke den sidste sætning: ”Hvad Jesus mig har givet, gør mig for Gud så kær.” Det er ikke mine gerninger, eller hvad jeg er, der gør mig kær for Gud. Det er Jesus og hans gerning for mig. Det er deri, livet og Guds velbehag er at finde. Det er det, troen må have vished om.

Ordets løfter

Alt dette møder du i Bibelen. Her taler Gud til dig om Jesus og hans gerning for dig. Her indbydes du til at komme til Jesus og få frelse. Du indbydes til at gå væk fra alt dit eget og hen til ham. Ikke som et syndfrit menneske, men netop som en synder. En, der er faldet og ikke er det værd og ikke magter at ændre på det. Men det er dig, han indbyder.

Han siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28). Denne hvile er netop troens vished. Hvile i at synden er gjort op og tilgivet. Der er betalt, og Gud er forsonet.

Byrderne kan være mange. Kampen for en større tro eller et mere fromt liv. Uværdigheden på grund af gentagne fald og nederlag til synden. Det kan være syndens mangfoldighed i dit liv eller én bestemt synd, du falder i igen og igen.

Men Jesu ord og indbydelse er den samme: Kom, og jeg vil give jer hvile. Det er hos Jesus, hvilen er. Det er hos ham, visheden er at finde. Det er i modtagelsen af den uforskyldte tilgivelse, den uforskyldte nåde. Ikke i din egen kamp mod synden. Ikke fordi du er værdig, eller dit liv er lykkedes. Nej, ene og alene fordi Jesus lover det til dig.

Et stik i hjertet

Men alt dette indikerer også, at der går noget forud for at finde vished i troen. Der går nemlig det forud, at et menneske bliver overbevist om at være en synder og mangle det evige liv. Dette sker, ved at Guds ånd ved loven dømmer synden i vores liv. Han dømmer ikke kun vores gerninger ved loven, men fører dommen helt ind i vort inderste tankeliv, så vi ikke ved hverken ud eller ind.

”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4,12).

Han fratager os ethvert håb om at kunne redde os selv og virker den erkendelse i os, at vi i os selv er (bemærk nutiden) fortabte i både tid og evighed, fordi vi har gjort oprør mod Gud. Det bliver til et stik i hjertet som for jøderne på pinsedag, da de hørte apostlen Peters prædiken: ”Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: ‘Hvad skal vi gøre, brødre?’” (ApG 2,37). Dette stik er lovens gerning, når Helligånden bruger den på os mennesker. Det fører til rådvildhed og afslører menneskets natur. En natur, der med det samme spørger efter gerninger at gøre.

Det samme ser vi med fangevogteren i Filippi i ApG 16,30: ”I gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” Det ligger i menneskets natur, at det kan frelse sig selv ved gerninger, blot vi får at vide, hvad vi skal gøre. For intet menneske ved af sig selv, hvad det skal gøre for at blive frelst. Og det kan heller ikke engang loven svare på. Men af naturen tror vi, at vi skal gå lovens vej.

Blikket vendes

Men der må noget helt andet til. Det er evangeliet. Det er budskabet om Jesus og hans gerning. Det er Ordet om korset. Ved det vendes vort blik bort fra os selv hen til Jesus. For selv alt det bedste i vore liv ville ikke være nok. Gud regner kun med det, Jesus har gjort i vort sted.

I stedet for at se ind i og på os selv, får vi vist, at Jesus har gjort alt for os. At det er fuldbragt – før vi selv begyndte at tænke på det.

Bibelen siger jo: ”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Rom 5,8). Og lidt senere: ”For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde” (v.10). Og det er dér, troens vished er at finde.

Olav Valen-Sendstad skriver i sit lille hæfte: ”Det er kun syndere som bliver frelst og får frelsesvished. De egenretfærdige, som aldrig har klaget over synd, får heller ingen vished. Når du bliver uren for Gud, da får du vished om renselse i Jesus. Når du bliver en synder for Gud, da kan du forvisses om forladelse. Når du får at se, hvem du selv er, da kan du tro, hvad Jesus er. Og når du tror på Jesus, sådan som du er, da kan du få vished om, at du er et Guds barn, sådan som du er, Guds barn i ham.”³

Når derfor loven kræver fuldkommenhed i alt og afslører, at syndens fordærv stikker helt ind i dit inderste, ja udspringer derfra, så svarer evangeliet ikke med at fortælle, hvad du skal gøre, men med at fortælle, hvad der er gjort. Ikke af dig, men af Jesus. Du får ham at se som din redning. Som Guds velbehag, der kan blive din ved tro, fordi Gud har sagt det til dig i Ordet.

Troen holder sig til Ordet

Det er troens vished i Ordet. At vide, at jeg, som er en uværdig og falden synder, er elsket med Guds uendelige kærlighed, tilgivet af Guds grænseløse nåde, sat fri fra synd og skyld ved Jesu blod. At jeg på trods af daglige fald og nederlag må være barn af Gud og kalde ham far og have samme rigdom hos ham som Jesus selv.

Alt dette fordi han selv siger det i Bibelen:

”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,32).

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse” (Ef 1,3).

Og når det går op for et menneske, så begynder det at erfare, hvad der står i Es 57,15:

”For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte.”

Og når troen holder sig til det, Ordet siger, og ikke hvad der føles, mærkes, ses eller opleves, da vokser visheden frem. For da ser man ikke længere på sig selv, men på det, som Gud har talt. Man glemmer på en måde sig selv, fordi det bliver Jesus, der kommer til at fylde. Hans person og hans gerning for mig.

Det dobbelte vidnesbyrd

Da sker det, som apostlen beskriver i Rom 8,16: ”Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.” Det ord fortæller, at troens vished ikke er en følelse eller bevægelse i mig. Den er et vidnesbyrd – et dobbelt vidnesbyrd. For Skriften lærer os, at der skal to vidner til at afgøre en sag (5 Mos 19,15).

Åndens vidnesbyrd er Guds vidnesbyrd. Det er derfor Skriftens vidnesbyrd, for Gud vidner ikke noget for dig, som ikke står i Bibelen. Og Åndens vidnesbyrd er Jesus. Jesus siger jo selv i Joh 15,26 og 16,14, at Ånden skal vidne om Jesus og herliggøre ham. Ud fra det må vi slutte, at Åndens vidnesbyrd er evangeliet. Det er forkyndelsen af, hvad Jesus har gjort for dig og mig. Det gør han stort for os og oplyser vort hjerte med dette lys.

Når vi så overbevises om det, da vidner vores egen ånd om, at det er sandt: Ja, Jesus gælder for mig! Jesus er min frelser, og Gud er min Far.

Det vidnesbyrd kan kun komme, der hvor synden er gjort op. Der hvor et menneske erkender, at Guds ord har ret, når det dømmer mig som en fortabt synder, og det har ret, når det siger, jeg frelses ved Jesus alene. Da stemmer de to vidnesbyrd overens: at jeg er et Guds barn for Jesu skyld.

Og da får troen vished. En vished, som er skabt af Gud ved hans Ord og Ånd. For begge vidnesbyrd er knyttet til Guds ord, som står fast uden for os selv.

Vished under anfægtelser og prøvelser

Denne vished bringer det med sig, som vi så ofte sukker efter og gerne vil have: varme følelser, glæde, taknemmelighed osv. Men alt det er en frugt af visheden og ikke visheden og slet ikke troen selv. For alt dette sættes så let over styr, når vi ser på synden og dens følger i vore liv. Så kommer uvisheden, og vi anfægtes.

Samtidig er Satan klar med sine løgne, som han hvisker ind i hjertet: Nu er det slut for dig. Du kan ikke være et Guds barn længere. Du har misbrugt Guds tilgivelse. Det er helt umuligt, at Gud elsker dig mere. Nu er alt tabt.

Eller når Gud lader dig møde modgang, lidelse og prøvelser i livet. Det må være, fordi du har syndet mod ham. Nu har Gud forkastet dig, og du er ikke længere hans barn. Hans kærlighed til dig er ophørt.

Ja, sådan kan Satan og vores syndige natur så tvivl og anfægtelse i vores sind. Og det er dødsensfarligt. For det kan dræbe troen.

Det skyldes, at vi begynder at mærke efter, om vi har det som før. Vi søger efter følelserne og oplevelserne, vi havde. Men de er borte. Så regner vi med, at troen også er borte. Men troen er ikke lig med følelser og oplevelser. Troen er tillid og fortrøstning til Jesus og hans gerning for dig på trods af det, du føler og oplever. For troen holder sig til noget helt andet. Den holder sig til Guds Ord. Det er jo det, vores indledende vers fra Første Johannesbrev forkyndte for os.

Paulus siger det samme i 1 Kor 15,1-2: ”Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det – ellers var det til ingen nytte, I kom til tro.”

Troen holder sig til nådemidlerne

Troen er helt og fuldt afhængig af, at Gud har talt sit ord (Rom 10,17ff.). Troens vished lever af Guds ord, af nådens midler. Derfor må disse midler aldrig tilsidesættes eller erstattes af noget andet. For uden dem er vi efterladt i åndeligt mørke og med en døende tro. Det er ikke os, men Jesus der skal flytte lysestagen, og indtil han gør det, må vi gøre flittigt brug af nådens midler og holde fast ved dem. Koste, hvad det koste vil.

Både den store og den lille tro lever af det samme og ejer den samme frelse, og troen kan altid kun få og have vished ved disse midler.

Hvorledes kan jeg vide,
at jeg er født af Gud,
at Jesus er min frelser,
og synden slettet ud?
Spørg ej dit gamle hjerte,
det er bedrageligt,
men se og læs i Herrens ord
og få det skrifteligt.

Min frelsesgrund er ikke
min tro, min kærlighed,
omvendelse og bønner,
ej livets hellighed.
Nej, grundvolden er Kristus,
Guds søn urokkelig,
og andre grunde frelser ej,
det har jeg skrifteligt.

Udgivet af

Preben Skov Jensen

Preben Skov Jensen, sognepræst i Rækker Mølle Pastorat.