I Nyt Livs blad nr. 3-2016 bragte vi en artikel af Mikkel Vigilius med titlen Efter Keller. Artiklen behandlede spørgsmålet om, hvordan vi bedst formidler evangeliet til ikke-kristne i vor tid. Artiklen forholdt sig blandt andet til noget, som Børge Haahr Andersen har skrevet om dette spørgsmål.
I forlængelse af artiklen har redaktionen modtaget et venligt brev fra Børge Haahr Andersen med supplerende tanker og kommentarer til emnet. Han ville gerne, om hans brev kunne blive formidlet til modtagerne af Nyt Livs blad. Det har vi forståelse for, og vi har valgt at lægge brevet ud herunder. Brevet bliver ledsaget af et svar fra Mikkel Vigilius og en afsluttende replik fra Børge Haahr Andersen (følg link i bunden).
Mikkel Vigilius kommenterer i sidste nummer af Nyt Livs blad (nr. 3-2016, s 37) en artikel, jeg skrev til tidsskriftet Budskabet om, hvordan vi bedst når ikke-kristne med Guds ord i vor tid og kultur. Mit spørgsmål var blandt andet: Er det tilladt at gå langsomt frem, så vi begynder med de emner, der vækker en erfaringsmæssig genklang i mennesket?
Mikkel Vigilius og jeg er enige om selve sagen, og vi har kæmpet skulder ved skulder, da vi var engageret i det evangeliserende arbejde i KFS. Mikkel Vigilius citerer med tilslutning D. A. Carson, som siger, at det at vise mennesker deres forhold til Gud og lede dem til tro på syndernes forladelse kan ske på mange forskellige måder. Det kan blandt andet ske ved, at man tager udgangspunkt i nogle af syndens ytringer i menneskelivet og sporer dem tilbage til menneskets hjerte og det brudte gudsforhold. På den måde kan en prædiken tage udgangspunkt i et alment erfaret, menneskeligt problem og gennem en bibelsk belysning vise tilhørerne, at dette problem ret beset er sekundært og blot et symptom på det store og egentlige problem: synden i hjertet, et brudt forhold til Gud og Guds vrede over synden (3-2016, s. 44).
Det er jo interessant, at en ikke-luthersk teolog som Carson og en, som i den amerikanske evangelikale verden ofte har markeret sig sammen med Tim Keller, så præcist kan sætte ord på et luthersk anliggende.
Men her får Carson sagt noget væsentligt, og jeg tror ikke, vi kan sige det for ofte. Hvad enten det er den gamle vækkelsessang Der bor en længsel i hvert bryst hernede, eller det er de moderne strømninger fra den engelsktalende verden, som vil kalde til evangelisation og mission, så forenkler de ofte nogle ting, så kristendom bliver svaret på de spørgsmål, det syndige, fortabte menneske stiller. Her må vi fastholde alvoren i den bibelske forståelse af arvesynden, at ingen søger Gud, og dybden i evangeliet er, at Gud finder den, som ikke søgte ham.
Lad mig fremhæve en anden ting, hvor Mikkel Vigilius efter min mening får sagt noget vigtigt. Nemlig at vi må skelne mellem vores rolle som medmenneske og vores rolle som forkynder og vidne.
Vi er kaldet til at elske vores medmennesker, også selv om de ikke ønsker at lytte til vores tro på Jesus, og vi må engagere os i dem, selvom vi må leve med, at der kan gå lang tid, før vi får en naturlig anledning til at sige et ord til dem om forholdet til Gud (3-2016, s. 42). Der er nemlig forskel på vores daglige omgang med familie og naboer og den situation, der skildres i Apostlenes Gerninger, hvor Peter eller Paulus får en række anledninger til at forkynde evangeliet på missionsrejser, i forbindelse med forhør eller i andre situationer, hvor de er undervejs ud i verden med evangeliet. Det betyder, at de skal vidne, lære, grundlægge menigheder og så ellers overlade til de lokale nykristne at være lys og salt i deres hverdag. I et formanende afsnit i Første Petersbrev 3,1 taler Peter om kvinder med vantro mænd, som må vindes uden ord. Troen kommer af det, der høres, også for denne gruppe. Men nogle gange skal vi tro på Ordets virkekraft, også selv om vi ikke har anledning til at følge det op med andet end menneskelig godhed og omsorg. Vi skal altså gå langsomt frem.
Dette fører mig så til et punkt, hvor Mikkel Vigilius og jeg måske ikke er enige.
Når jeg spørger: ”Er det tilladt at gå langsomt frem?” så svarer jeg selv JA og har praktiseret det i de sammenhænge, hvor jeg har haft anledning til at formidle evangeliet.
Mikkel Vigilius svarer derimod med et betonet NEJ. I Apostlenes Gerninger og i øvrigt, når de nytestamentlige vidner talte med ikke-kristne om Gud, da så de det som deres kald og forpligtelse at tale med dem om det ene og evigt nødvendige – med det samme! (3-2016, s. 39). Igen og igen betoner Mikkel Vigilius formuleringen med det samme.
Lige fra jeg som 16.årig kastede mig ud i mine første famlende forsøg på at tale med mennesker om Gud, har jeg overvejet form og indhold.
Da jeg stod i kantinen, som jeg ofte gjorde det som KFS-sekretær, eller holdt et religionstimeoplæg, reflekterede jeg over, om jeg nu fik det væsentlige sagt, og om det blev enkelt, klart og tydeligt nok. Da jeg fik den platform, som et præsteembede er, kunne jeg ikke holde en begravelse og forberede en prædiken, som ofte var en evangeliserende forkyndelse til ikke-kirkelige mennesker, uden at jeg måtte tænke igennem: Hvordan møder jeg mennesker, hvor de er, og får peget på Kristus for dem? Når jeg fik 10 minutter til årets Sankt Hans-aften ved Utterslev Mose til en båltale, var jeg taknemmelig for, at hele menigheden var med i en række sociale aktiviteter for derigennem at skabe en platform for en forkyndelse af evangeliet gennem båltalen.
Fyrre års erfaringer har givet mig mange nederlag og afsløret pinligheder, hvor jeg ind imellem har stødt folk væk, ikke pga. evangeliets dårskab, men pga. min egen ubehjælpsomhed eller at jeg ikke fik det sagt så klart og enkelt og tydeligt, som jeg gerne ville. Men også stjernestunder, hvor evangeliet har skabt tro og lydhørhed, og hvor jeg har tænkt, at nu stod jeg midt i det mest meningsfyldte, man kan stå i som menneske og som præst.
Min erfaring er, at ofte er vejen fra vantro til tro en proces over tid for den moderne dansker. Ikke nødvendigvis fordi vi kristne er utydelige med vores vidnesbyrd og pointe med at formidle evangeliet, men fordi sådan er de åndelige vilkår i vores folk for tiden.
Der er også mennesker i Danmark, der bliver omvendt på et splitsekund ligesom Paulus. Men manges livshistorie er, at vejen fra vantro til tro har været en lang proces over tid.
Langsomt eller med det samme?!
Dette har ført til en række overvejelser hos mig:
1) Det er sjældent, at jeg siger det ene nødvendige med det samme, når jeg får anledning til at møde en moderne dansker med evangeliet. Jeg starter der, hvor han eller hun er, forsøger at give seriøse svar på indvendinger og spørgsmål, som de har, også selv om de ligger ude i periferien af den kristne tro. Jeg bruger god tid på at tale med dem om første trosartikel. De fleste erfarer livet og deres livsvilkår som noget givet. Jeg fortæller dem, at den skjulte giver er Gud, og jeg forsøger knytte en kontakt mellem deres umiddelbare livserfaring og troen på Gud som skaber.
I begravelsestalen, som i en årrække var et tilbagevendende møde med mennesker, tog jeg udgangspunkt i menneskers sorg og erfaring af livets flygtighed og indbød på den baggrund dem til at komme til Jesus og lægge livet i hans hånd, for ellers var vi fortabte ikke blot her i tiden, men for evigt. Jeg forsøgte hver gang at have en berøring med centrum, men brugte god tid på at møde mennesker der, hvor de var.
Sådan har jeg også gjort i mere end 30 år i en åben bibelstudiegruppe. Gennem de bibelske tekster har jeg ønsket at føre mennesker ind til centrum og at gå vejen sammen med dem. Men fremgangsmåden har været langsom og eftertænksom. Nogle gik efter mit skøn i stå midt på vejen mod troens liv med Jesus, og jeg har forsøgt at vente tålmodigt i tillid til Ordets virkekraft.
2) Sankt Hans-aften har jeg selv talt til 4-500 mennesker nogle gange, men de fleste år har jeg lyttet til andres taler. En del af dem har efter mit skøn ramt ved siden af, fordi de ville sige alle de væsentlige ting med det samme. Evangeliet er blevet formidlet i tre eller fem punkter med Jesu stedfortrædende død for vores synder som centrum, men kritikken bed lidt i mig, da én tilstedeværende sagde til mig, at det var sikkert udmærket, men helt uforståeligt. Måske skyldes det en afvisning af det foragtelige evangelium, vi kommer med. Men der er også den mulighed, at problemet var ophobningen af ord og problemstillinger, som var ude at trit med den enkeltes liv og hverdag. Taleren gav sig ikke tid til at møde mennesker, der hvor de var, men fik i farten svaret på en række spørgsmål, tilhørerne endnu ikke var klar til at stille.
Det var derimod et pletskud, da en taler tog udgangspunkt i fællesskab, fællesskab ved bålet, ved kaffebordet, de små fællesskaber i husene i lokalområdet og så kirken som et fællesskab, hvor vi mennesker får et evigt fællesskab med vores Gud og skaber. Efter mit skøn nåede hun at berøre centrum, selv om Jesu stedfortrædende død og syndernes forladelse ikke blev udfoldet. Men i vidnesbyrdets form fik hun indbudt mennesker til det kristne fællesskab og tænkte, at lykkes dette, så kan vi tale videre med mennesker om andre dele af den kristne tro.
3) Indrømmet: man kan gå så langsomt frem, at man aldrig kommer til centrum. Det sker, hvis man bliver stående ved menneskers følte og erkendte behov og formidler kristendommen som et svar på det. Måske gør Tim Keller det i nogle af de bøger, der er blevet oversat til dansk, fordi han lader sig opsluge af de menneskelige spørgsmål og behov, som styrer det moderne menneske. Jeg kan selv have brug for at blive mindet om at trække ind mod centrum og har i den sammenhæng brug for at blive mindet om en pointe hos Mikkel Vigilius.
Men jeg tror også, man kan gå for hurtigt frem, eller at man kan forkynde centrum så ensidig, at budskabet ikke når frem. Tilhørerne forarges ikke over evangeliets dårskab, men over formidlerens måde at gøre det på.
Vejen mellem afvejene, for nu at bruge et udtryk, som Mikkel Vigilius er fortrolig med, må være at bevæge sig fra anledning til centrum, sådan at man hverken forsømmer det, som er anledningen, den menneskelige situation hos tilhøreren, og heller ikke forsømmer centrum, ordet om korset. Vi må ikke forsømme eller fortie hverken anledning eller centrum.
Selv har jeg forsøgt at knytte de ydre anledninger sammen med et længere forløb, sådan at dåben og dåbssamtalen bliver efterfulgt at gode kristne tilbud til børnene og deres forældre, konfirmationen af konfirmandklubber og teenagearbejde, vielser af ægteskabskurser og familiearrangementer og begravelser af sorggrupper og ældremøder. Jeg finder det ofte mere vigtigt at bruge 100 timer på ét menneske end én time på 100 mennesker.
Jeg er ikke klar over, om Mikkel Vigilius og Nyt Livs læsere vil være meget uenig i det, som jeg her forsøger at sætte ord på. Det er ikke så vigtigt for mig. Jeg vil gerne kalde til eftertanke og fortsat samtale om et emne, der er en del af vores identitet som kristne: Hvordan forkynder vi for ikke-kristne i dag?
Læs Mikkel Vigilius’ replik til Børge Haahr Andersens indlæg.
Udgivet af
Børge Haahr Andersen
Børge Haahr Andersen, København, rektor på Dansk Bibel-Institut