Velfærdsyngel

De små børn i vore nordiske velfærdsstater (Del 4)

Jeg har haft det privilegium at møde de moderne unge mennesker, og mange af dem har givet mig lov til at ”kigge ind” i den moderne personligheds rum.

Jeg mødte unge, som meget ofte konstant skulle bekræftes af deres omgivelser for at føle sig godt tilpas. Unge, hvis selvværd var usikkert, og hvis selvtillid kun hvilede på den seneste anerkendelse.

Jeg mødte unge, som spillede roller hele tiden, skiftende roller med forskellige, ofte indbyrdes modstridende normsæt – som blev væk for sig selv, ofte ikke kunne finde sig selv.

Jeg mødte unge, som grundlæggende havde et konfliktfyldt forhold til deres egen krop – som om de aldrig rigtig havde taget bolig i den og derfor måtte lytte til den hele tiden, forme den, omforme den, iscenesætte den.

Jeg mødte unge, som havde svært ved at knytte sig til nogen eller noget. Unge, hvis relation til andre havde redskabskarakter, et værktøj af varekarakter til kortvarig behovs-tilfredsstillelse.

Jeg har mødt unge, som klager over livets meningsløshed, unge, som fægter fortvivlet med, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert – og ender med en situationsbestemt øjebliksmoral og dertil hørende adfærd.

Jeg møder til daglig en gruppe dejlige unge, som har det mere skidt, end godt er.

Jeg har kaldt dem velfærdsyngel. De er formet af en opvækst i et velfærdssamfund, som ikke prioriterede deres behov og vilkår højt nok i tide.

Mors betydning

Er mor den bedste i verden? Al teoretisk viden og erfaring fra min praksis tilsiger mig, at dette spørgsmål må besvares bekræftende.

Betydningen af det tidlige samspil mellem moder og barn er efterhånden blevet dokumenteret i massivt omfang. Antagelsen må nu betragtes som sikker viden – en viden, som imidlertid – ulykkeligvis – ikke har sat sig igennem politisk i velfærdssamfundet.

På tværs af tid, sted, kultur – mor har hovedrollen. Andre kan spille betydende roller, supplerende roller, men mor-barn-relationen, og dens forløb er afgørende for barnets udvikling.

I moders liv udvikler fostret sig eksplosivt i et dybt indviklet samspil med sin moder – de ”taler sammen” og ”lærer hinanden at kende” – på måder, vi kun overfladisk fatter. Relationen mellem moder og barn er således dannet godt og grundigt før fødslen – samspillet er i fuld gang.

Hvor megen vægt man kan tillægge denne førfødselsbinding er usikkert. Men moder har ubetvivleligt et forspring i relationsdannelsen, som udnævner hende til hovedperson.

Det nyfødte barn har behov for kontakt med sin far – og omvendt. Men fædre kan ikke og skal ikke amme. Der er en verden til forskel på mor og far – og det bør der efter mit bedste skøn også være.

I tilbageblik virker mine halvfjerdsererfarin-ger om de hyppige forsøg på at lave faderen om til en halv moder i ligestillingens hellige navn som groteske.

I pædagogisk avancerede kredse forekom det endog, at moderen afstod fra amning – af hensyn til ”ligestillingen”.

Jeg tror, vi som kultur og samfund gør klogt i at tage udgangspunkt i, at moderen er hovedpersonen og bør danne hovedrelationen til spædbarnet og småbarnet – med faderen som en uhyre vigtig supplementsfigur. Spædbarnet er ikke skabt til at dele sol og vind lige.

Fars betydning

Det betyder ikke, at fædre ikke skal skifte eller bade deres spædbarn – eller give dem mad, når de er klar til det. Tværtimod foreligger der ganske spændende tanker om fædres betydning for specielt pigebørns tidlige identitetsdannelse. Det nyfødte barn har behov for far – og omvendt.

En ofte upåagtet faderopgave i løbet af det første år er at lære det lille barn at møde og mestre angsten. Der er noget næsten uragtigt, instinktivt over scenen: Fader står med det lille barn i hænderne, løfter det op over hovedet, lader det falde, griber det igen. Ikke sjældent begynder barnet at skrige af angst, men ender med at hvine af fryd. Vi lærer det, at efter angst kommer tryghed. Det er en mandlig specialitet.

Senere i barnets udvikling vokser denne mandlige specialitet til en lidt bredere opgave – at lære barnet om den aggressive kropskontakt og den fysiske smerte. Kort sagt – at slås for sjov.

At tumle med tumlingen har i årevis været forsømt. Mødre og kvinder i den pædagogiske verden har udstedt forbud mod den legende aggressivitet – med ganske alvorlige konsekvenser for både piger og især drenge.

Den mandlige aggression handler efter min opfattelse om at stræbe, kæmpe og vinde – men ikke om at destruere. Aggression er medfødt, men kultiveres naturligt, såfremt kulturen giver den rum til at udfolde sig i. Hvis den forbydes, antager den farlige eksplosive former.

Generelt er det min vurdering, at vi udviklingspsykologisk har undervurderet betydningen af forholdet mellem fædre og drengebørn. Når drengebørn skal udvikle deres kønsidentitet, har de brug for identifikationsfigurer.

Der er tale om en indvendiggørelse af et andet menneske – en inderliggørelse af et andet menneskes normer, værdier – tænkemåder og adfærdsformer. Denne dybe, emotionelt orienterede sjælelige proces forudsætter, at den mandlige model har en høj grad af nærhed og betydning for drengebarnet.

På det såkaldt videnskabelige felt findes et utal af overfladiske undersøgelser på dette område. Ikke sjældent ender de i en konklusion, hvor man klapper kage af begejstring over at kunne konstatere, at drengebørn ikke bliver homoseksuelle af at mangle en faderfigur i det daglige.

Disse undersøgelser hviler ofte åbenlyst på et værdigrundlag om, at der ikke eksisterer nævneværdige biologiske kønsforskelle, at køn er en kulturel konstruktion – som vi med sindsro kan negligere eller afskaffe.

Tørt vil jeg konstatere, at ni ud af ti af de drengebørn, jeg har mødt på behandlingshjem, ingen far havde haft – eller havde haft mange og skiftende.

Mænd og fædre er vigtige for kønsidentitetsdannelsen for både drenge og piger.

Moderne forældre

Spædbørn kan ikke bare gå fra hånd til hånd, krop til krop uden omkostninger.

Spædbarnets billede af sin egen krop læser det i moders øjne og mærker i hendes hænder på puslebordet. Er jeg smuk, er jeg dejlig, er jeg bare o.k.? Andres tindrende øjne tæller med, faders, søskendes, bedsteforældres og måske en nær venindes – men så er det også slut. Mere kan skabe kaos i det spæde sind.

Moderne forældre har en indbygget tendens til hurtigt efter en barnefødsel at ville tilbage til det moderne liv – leve som før. De forsikrer omverdenen om og sig selv om, at man fortsat kan gå i byen med vennerne, gå til idræt to gange om ugen og i øvrigt klare karrieren. De vil også have soveværelset for sig selv igen, helst hurtigt.

Det lader sig bare ikke gøre. Ikke uden at gøre vold på barnets behov. Det lille barn skal sove sammen med sin moder – ikke nødvendigvis i samme seng, men inden for en arms afstand – indtil det fylder to år.

Det er meget morsomt at høre moderne forældres begrundelse for at flytte barnet hen i et barneværelse med en magisk babyalarm: ”Det fremmer selvstændigheden”, ”det skal trænes til at kunne tåle ensomheden”, ”ellers bliver det for afhængigt” …

”Alene og stærk-tænkningen” er fejlagtig. Når spædbarnet vågner op i mørket skal det høre lyde og lugte mennesker – vide, at det ikke er alene.

Moderne forældre er præget af holdningen om de materielle værdiers betydning. Rigdom er lykke. De forventer at kunne bevare deres levestandard uændret, når de får børn. De forventer at kunne leve som før i tiden. De forventer at kunne bevare deres karriereforløb.

Kravet om at prioritere barnets behov før deres egne opfatter de som gammeldags. De mener, at børn har bedst af at have glade forældre. At tilsidesætte eller udsætte egne behov af hensyn til et barn vil efter moderne forældres opfattelse nok skade barnet i sidste ende.

Kvindekampen vil have meget vanskeligt ved at forlade de vundne bastioner. At opprioritere moderskabet og dets betydning for barnet vil møde massiv modstand og blive betragtet som et tilbageskridt.

Men at være voksen betyder også at være i stand til at udskyde sin behovstilfredsstillelse eller at kunne finde nye måder. I takt med barnets udvikling skal det så i øvrigt selv lære at udskyde tilfredsstillelsen af sine behov.

Daginstitutionen

På en konference i Trondhjem fik jeg udleveret en fin brochure om de norske daginstitutioner. Den understregede i indledningen, at alle norske daginstitutioner var målrettet opbygget til at opfylde barnets behov.

Det er grotesk. Daginstitutioner har aldrig været bygget til at opfylde børns behov, hverken i Norge eller Danmark. Altid har de primært været arbejdsmarkedsinstitutioner til opbevaring af børn, så forældrene uhindret kunne deltage i produktionen af materielle goder.

Det barn er endnu ikke opfundet, som af sig selv ville banke på døren til en daginstitution og ansøge om otte timers ophold dagligt. Intet småbarn ønsker at forlade sin mor.

Daginstitutionslivets såkaldte velsignelser er gennem årene blevet garneret med en række pseudovidenskabelige overvejelser. Når det nu ikke kan være anderledes, må vi hellere lade, som det er godt for børnene.

Vort hykleri kender ingen grænser.

Sandhedens øjeblik kendes dog af de fleste mødre. Når et lille barn skal ”indkøres” i en vuggestue, sker det med gråd og tænders gnidsel. Pædagoger og mødre indgår i en uhellig alliance – i at forsikre hinanden om, at det hele er en overgang, at det går over. Vi klynger os til løgnen, fordi sandheden – at der ikke er tale om en overgang, men et svigt, et brud – er for smertefuld at bære.

Det går over. Gråden hører op – og børnene overlever. Men tyve år efter står jeg med en gruppe unge, som dybt i deres erindring er blevet forladt, overladt til vildtfremmede voksne og en tilfældig gruppe andre forladte børn. Det er ikke en småting at blive forladt af sin moder i seksmånedersalderen.

Den eneste ene, – livgiveren, fødegiveren og tryghedsgiveren i en kaotisk verden – forsvinder, dukker godt nok op igen, men – livet er ikke til at stole på, menneskene er ikke til at stole på.

Daginstitutionens pædagogik

Selvforvaltning har været daginstitutions-pædagogikkens store mantra i nogle år. Alle børn skal respekteres og støttes i en udvikling, hvor de lærer at erkende deres egne behov og får rum til at tilfredsstille dem. Børnene skal ses, høres og respekteres i deres egenart.

I praksis er selvforvaltningstænkningen mange steder blevet udlagt til, at børnene skal bestemme selv. De skal bestemme, hvornår de skal spise hvad sammen med hvem. De skal selv bestemme, om de vil være ude eller inde. De skal selv finde ud af, om de har lyst til pædagogernes aktiviteter eller ej. De må selv afgøre, om andre bør må være med i deres leg. Om de skal tage trøje på, kan de nok bedst selv vurdere. Og ture ud i verden er naturligvis ikke tvungne. Sove eller ej? Nej, nej.

For mig er denne pædagogiske tænkning et tragisk spejlbillede af et samfundsfællesskab i opløsning. Nu vover de voksne end ikke selv at formidle klare fælles normer og værdier til børnene. De sætter børnene til at opfinde sig selv, for sig selv!

Jeg vil hævde, at der i selvforvaltningstænkningen gemmer sig et ekstremt individuelt menneskesyn, hvor barnet skal tage udgangspunkt i sig selv.

Skyld og skam

Tillad mig her et sidespring om skyld og skam.

Jeg har i mange år undret mig over, at skyld og skam er blevet negativt ladede begreber i pædagogernes og psykologernes verden. Børn må for alt i verden ikke føle skyld eller skam – det bør alle opdragere undgå. For mig er det et mysterium, hvordan man opdrager uden skyld og skam.

Naturligvis kender vi alle eksempler på forældre, som helt urimeligt spiller på børns talent for skyldfølelse og undergraver deres selvfølelse i et sådant omfang, at de skammer sig over at være til.

Men der er også en skyldfølelse, som fører til, at du vælger at gøre noget andet, end du ellers ville have gjort – uanset om der er ydre kontrol, om andre opdager det.

Personligt bruger jeg mest vreden i opdragelsen af mine børn. Omkring børn bør vi efter min opfattelse respektere, at de i takt med deres alder og udvikling har et voksende ansvar for deres handlinger. Vi viser dem respekt ved at kunne blive vrede på dem.

Jeg har den opfattelse, at jeg har både ret og pligt til at blive vred, når mine børn overtræder de normer og værdier, som jeg som person står for, og som de i et vist omfang forventes at følge.

Det er håbløst umoderne i en tid, hvor forældre nærmest undskylder over for børn, at de har normer omkring mad, druk, sex – eller bare almindelig venlighed, hjælpsomhed og næstekærlighed. Det moderne barn skal helst vælge sine normer og værdier selv, nærmest opfinde dem fra grunden af.

Jeg er af den opfattelse, at enkle normer og værdier som venlighed, hjælpsomhed og næstekærlighed er ”varig valuta” i alt mellemmenneskeligt samspil.

Det handler om samvittighedsudvikling. I løbet af udviklingen dannes i en ret kompliceret proces et samvittighedsrum i personligheden, hvori barnet indoptager en række normer, typisk først og fremmest fra forældrene. Der er to værelser i samvittighedsrummet: ”Du bør-værelset” og ”du må-ikke værelset”.

Det er her, normer og værdier bor. Hvis de sidder fast, bliver du i nogen grad et indrestyret menneske. Du lytter til din indre stemme fra de to ”værelser”. Når du overhører stemmerne, vil du naturligvis føle skyld og skam. Min konklusion er, at de to følelser i sig selv ikke nødvendigvis er negative.

Pædagogen og barnet

Daginstitutionsforskningen har i de senere år gjort store fremskridt. Videooptagelser i alle rum og på legepladsen har gjort det muligt at analysere relationen mellem det enkelte barn og pædagogen. Forskerne har blandt andet registreret, hvor megen en-til-en-kontakt hvert enkelt barn fik med sin kontaktpædagog eller andre medarbejdere i løbet af en typisk otte timers dag.

Det forlyder, at pædagogerne var ved at lynche forskerne, da resultaterne blev lagt frem. Typisk fik hvert barn omkring tre minutters nærvær per dag, ofte mindre! Hvor meget selvværd kan der produceres på den tid?

Der var i øvrigt store variationer i pædagogernes forhold til de enkelte børn. Nogle børn er vindere og erobrer et kvarter af pædagogen per dag – andre er ”tidsrøvere” på grund af uacceptabel adfærd – andre igen er næsten usynlige med en kvote på et minut.

Også det var et chok for pædagogerne. Her gik man og troede, at man delte sol og vind lige, spredte sin kærligheds gave jævnt ud over hele flokken – og så afsløredes det, at man havde ”favoritter”, ”dengser”, yndlingsbørn i et omfang, man ville have forsvoret.

Kan pædagogen være en ”betydende anden” for et institutionsbarn? Den følelsesmæssige del af relationen mellem småbarnet og den voksne er afgørende for barnets senere sociale, følelsesmæssige og kontaktmæssige udvikling. Det står forhåbentlig klart, at jeg generelt ikke finder, at daginstitutionen kan levere den livsnødvendige nærhed til det enkelte barn. Daginstitutionen leverer mange overfladiske kontakter og et utal af kontaktbrud.

Trods halvtreds års forsøg på at fortrænge disse behov med pseudovidenskabelige bortforklaringer ved vi alle inderst inde, at vi gør vold på vore børn i dag. Tiden er inde til et massivt holdningsskifte.

Vejen frem

Hvad slags menneske vil vi gerne have?

Lige nu producerer vi det tilknytningsforstyrrede, ensomme massemenneske.

Lige nu laver vi børn med lavt selvværd, usikker selvtillid, afhængige af konstant ydre bekræftelse.

Lige nu dyrker vi børn uden en stabil samvittighed og indrestyring – uden integrerede faste normer og værdier for godt og ondt, rigtigt og forkert.

Lige nu former vi usociale børn, hvis indlevelsesevne i andre er meget begrænset.

Er det det, vi vil? Jeg vil ikke.

Jeg vil et fremtidigt menneske, som igen kan indgå i længerevarende, gensidigt forpligtende relationer uden stor frygt for frihedstab – et menneske, som kan elske, endog betingelsesløst.

Jeg vil et indrestyret menneske, som har samvittighed, udviklet i et samspil med voksne, som selv har fundet ud af – og står sammen om – hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert, og tør formidle det.

Den måde, vi indretter vilkårene for børnefamilierne på, er afgørende for den type mennesker, vi producerer. Tiden er ved at være moden. Smertegrænsen ved den nuværende behandling af vore småbørn er tæt på at være overskredet.

Jeg fornemmer det rigtige i påstanden om, at det 21. århundrede enten bliver etikkens århundrede, eller også ender det her!

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2013. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Ole Schouenborg

Ole Schouenborg er klinisk psykolog, seniorlektor og ass. professor med mange års erfaring som seminarielærer bl.a. på Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium. Far til tre.