Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Håbløs

Om hvordan Martin Bentsen kom til tro på Jesus.

Sådan kom jeg til tro XVI

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

martin-bentsenDrengen i busken

Hun kunne godt være gået forbi. Men det gjorde hun ikke. Da hun blev klar over, at der inde i busken sad en dreng og græd, stoppede hun op. Hun kaldte på ham, og han kravlede ud. Det var en lyshåret dreng på 6-7 år. Hun kendte ham ikke, men hun ville gerne hjælpe ham. Så hun spurgte, hvad han var ked af. Han fortalte, at der ikke var nogen, der elskede ham, og at han kun ønskede at dø.

Ordene gik ind hos hende. Nu var der to, der græd. Hun sagde nogle ord for at trøste ham. Men det vigtigste skete, da hun kom hjem. Hun besluttede sig for, at hun ville bede for denne dreng. Hun ville bede om, at han måtte lære Jesus at kende som sin frelser. Det bad hun om – i mere end 25 år.

Drengen udviklede sig til en af de mest hårdkogte voldsforbrydere i Danmark. Han fik 16 domme for vold, grov vold og mordforsøg og tilbragte mere end 10 år i fængsel. Han blev medlem af rockerbanden Bandidos, men selv hos dem blev han sat under skærpet tilsyn på grund af sin ekstremt voldelige adfærd. Han blev opgivet af læger, pædagoger, psykiatere og kriminalforsorg. Ingen kunne nå ind til ham. Ingen kunne hjælpe ham. Han var håbløs.

Men hun blev ved at bede for ham.

Kvinden hed Ellen Jensen, og drengen hed Martin Bentsen.

Uroen indeni

Martins mor var 17 år, da hun fik ham. Det var i september måned 1979. På grund af morens manglende evne til at tage sig af ham, blev han tvangsfjernet og kom i pleje hos sin mormor. Hun ville ham det bedste, men hun havde at gøre med en dreng, som havde en konstant indre uro og ubalance, og som derfor konstant rendte ind i problemer:

Jeg blev smidt ud af folkeskolen i 3. klasse. Jeg var hele tiden urolig og dybt provokerende. Jeg svarede igen, kom med underlige kommentarer og underlige lyde, fløjtede, og lavede ballade. Jeg var hele tiden oppe at slås med andre elever. Det var stort, hvis der gik en dag uden en eftersidning og en besked til min mormor i meddelelsesbogen.

Jeg tror, at min uro udadtil handlede om, at jeg prøvede at få ro indadtil. Men det hjalp ikke.

Da jeg var blevet smidt ud, gik jeg hjemme et halvt år. Så fik de mig ind i skolen igen på en ordning, hvor jeg kom, når de andre børn gik hjem. Ifølge loven skulle jeg have 10 timers undervisning om ugen. Så de gav mig to timer hver dag fra klokken 2 til 4.

Jeg kom til en skolepsykolog, som mente, at jeg havde DAMP. Det er det, man i dag kalder ADHD. Men det ville min mormor ikke høre på. Hun mente, at hvis man fik sådan en diagnose, betød det, at man ikke var helt normal med sin intelligens, at man ikke kørte på fire cylindre. Og det var ikke var mit problem.”

Lukket institution

Fordi min mormor ikke ville samarbejde med psykologerne, blev jeg til sidst tvangsfjernet og sendt på en lukket institution.”

På den lukkede børneinstitution blev Martin i udgangspunktet placeret i en afskærmet bås, når der var skoletime, så han ikke kunne se de andre elever. Han skulle bevise, at han kunne være rolig for at få lov at sidde sammen med de andre elever.

Men Martin lærte ikke at være rolig. Til gengæld lærte han at gøre rent:

Når vi havde gjort rent på vores værelse, kom pædagogerne og rykkede sengene ud og lod fingrene glide hen over fodlisterne, og de gjorde det samme på panelerne over dørene. Hvis de fandt noget støv, fik vi stuearrest i en eller to dage – uden mad. Dengang tænkte jeg, at det var normalt. Bagefter har jeg fundet ud af, at det ikke er normalt.”

Martin blev fortrolig med to begreber, som havde deres særlige betydning på institutionen: at tiden kunne gå i stå, og at den kunne gå i sort.

Når der var nogen, der havde lavet hærværk eller noget i den stil, så gik tiden i stå. Så blev vi børn samlet i spisesalen, og så skulle vi sidde der, til nogen indrømmede det. Det kunne vare fra 8 om morgenen til 4 om eftermiddagen. Hvis ingen ville indrømme det, blev vi taget ud én for én for at blive forhørt, og hvis det ikke hjalp, blev vi taget ud igen for at høre, om nogen ville angive en anden.

Men der var noget, som var værre. Det var, når tiden gik i sort. Det skete, hvis nogen havde gjort noget imod en af pædagogerne, f.eks. hvis nogen havde stjålet noget fra en pædagog. Så skulle der være fysisk afstraffelse. Så kunne vi stå udenfor i underbukser i sne til knæene, indtil en havde meldt sig.

Tanken var, at jo mere fysisk afstraffelse man fik, jo bedre blev man. Men det virkede ikke. I hvert fald ikke på mig.”

Hjem til mor

Da Martin var 13 år, kom hans mormor på besøg på den lukkede institution for at fortælle ham, at han nu skulle hjem for at bo hos sin mor. Det vakte ingen glæde hos ham. Han havde intet forhold til sin mor, og han følte sig vraget af sin mormor.

I et par år forsøgte Martin at følge undervisningen i en almindelig folkeskole. Det viste sig, at han var rigtig god til fysik. Men den primære grund til, at han interesserede sig for faget, var, at han gerne ville lære at lave bomber. Midt i 9. klasse lykkedes det ham at sprænge et af skolens toiletter i stykker. Så blev han smidt ud af skolen.

På vej ud af skolesystemet var der en pædagog, som fortalte Martin, hvad han havde at se frem til: ”Du er uden for pædagogisk rækkevidde. Du kommer til at sidde i fængsel i resten af dit liv. Du vil aldrig kunne indordne dig under andre autoriteter.”

Straks efter begyndte Martin at opfylde forudsigelsen.

Martins mor gjorde ikke noget for at holde øje med ham, så nu var han på egen hånd. Han blev spontant tiltrukket af de drenge, som mindede om ham selv. Det var fyre, som lavede hærværk, som stjal, og som forsøgte at overgå hinanden i at være seje, hårde og samvittighedsløse.

Jeg tror, vi alle sammen har brug for at være sammen med nogle, som vi får anerkendelse og accept fra. Det var noget, som jeg ikke havde fået i mit hjem eller i skolen, og som jeg ikke fik fra nogen voksne. Så jeg opsøgte det hos nogle jævnaldrende, som havde de samme interesser som mig selv. Lige børn leger bedst.

Når jeg hørte om nogen, som havde begået hærværk eller vold, så satte jeg mig for, at jeg ville overgå det. Jeg ville gøre det værre. Jeg hørte om en, der havde stjålet 10 biler på en nat. Det ville jeg overgå, så jeg stjal 16. Jeg hørte om en, som havde slået 5 mand ned på en nat. Så slog jeg 10 mand ned. Det gav respekt. Når folk sagde om Martin Bentsen, at han er syg i hovedet, for han har gjort det og det, så blev jeg glad. Jeg følte, jeg var sej, at jeg havde et godt ry, at jeg havde fat i den lange ende.”

Kriminel og narkoman

Allerede som 15-årig fik Martin sin første dom – for 23 tilfælde af indbrud, biltyveri og vold: ”Jeg kan huske, at de skrev i mine papirer, at Martin Bentsen trods sin unge alder allerede er særdeles godt kendt af politiet. Og jeg kan huske, at jeg var stolt af det. Jeg ved godt, at det er sygt, men sådan havde jeg det.”

Som 16-årig kom Martin i fængsel for første gang: ”Det var en skræmmende oplevelse, rigtig meget faktisk. Jeg kan huske, at jeg stod i en kø i fængslet for at få mad, og så var der en bag mig, der spurgte: ’Hvor gammel er du?’

16 år,’ svarede jeg.

Du når ikke at blive 17 år herinde.’

Det var ikke nogen god oplevelse. Men da jeg kom ud, lod jeg selvfølgelig som om, at det havde været helt fint. Ingen problemer! Piece of cake! Og det gav respekt.”

I løbet af få år udviklede Martin et stofmisbrug. Det begyndte med hash, derefter amfetamin og til sidst kokain. Stofferne gav ham en forbigående oplevelse af ro indeni, og de gav også en oplevelse af at have styr på livet.

Den kristne kvinde

På et tidspunkt hørte Martin om en, som havde holdt sig vågen i 4 døgn på amfetamin. Det ville han overgå. Han fyldte sig med amfetamin i syv dage. Efter en uge uden søvn satte paranoiaen ind. Martin så soldater uden for sit vindue. De forsøgte at skjule sig bag buskene, men han kunne se dem. De var kommet for at hente ham. Han svedte, havde det forfærdeligt og kunne ikke bringe sig selv til ro. Hvad skulle han gøre?

En af hans venner fortalte ham om en kvinde, som var kristen, og som boede i et hus længere nede af vejen. Måske kunne hun være god at snakke med. Martin gik ned til huset og ringede på.

Kvinden lukkede ham ind og hørte, hvad der var hans problem: ”Der er kun én, der kan hjælpe dig”, sagde hun, ”og det er Jesus!” Så talte hun med Martin om hans synd mod Gud og om Jesu frelse, og så bad de sammen om syndernes forladelse og frelse i Jesus.

Da vi havde bedt sammen, var det som om, jeg var blevet 20 kilo lettere. Paranoiaen var væk. Jeg havde en underlig ro indadtil. Det var vildt.”

Inden de skiltes, fortalte kvinden, at de to havde mødtes før. Det var 11 år tidligere ved en busk, hvor Martin sad og græd. Kvinden var overbevist om, at det var Gud, der havde ført dem sammen igen. Nu ville hun gerne hjælpe Martin til at begynde at komme et sted, hvor han kunne høre Guds ord.

Martin var lydhør. Kort efter begyndte han at komme til gudstjenesterne i en kristen menighed.

To år under loven

Martin mente det oprigtigt med, at han gerne ville være kristen. Han brød med de kriminelle vaner og det kriminelle miljø og med narkoen og satte sig for, at han nu ville være en helhjertet, radikal og disciplineret kristen.

Jeg stod tidligt op om morgenen for at løbe. Jeg begyndte at gå på gaden for at fortælle andre om Jesus. Jeg tog sågar til udlandet for at missionere og hjælpe folk i nød. Jeg pacede mig selv for at leve som en god kristen.

Men drivkraften var forkert. Jeg knoklede stadig for at få anerkendelse, denne gang hos Gud. Jeg kæmpede for at gøre mig fortjent, for at gøre alt det rigtige og for at gøre det godt nok. Men det var aldrig godt nok. Jeg levede under loven, og livet under loven fører os ikke tættere på Gud. Det fører os på afstand til Gud. Paulus siger, at alle dem, som er under loven, er under forbandelse. Det var det, jeg oplevede. Alt det, jeg gjorde, det gjorde jeg for at gøre mig fortjent til frelsen eller for at bevare frelsen. Men det var aldrig godt nok, og derfor oplevede jeg mig fordømt og forbandet.

Jeg levede i frygt for Helvede og følte mig fordømt af Gud. Jeg havde ikke forstået evangeliet: at der ikke er nogen fordømmelse for den, som er i Kristus Jesus.

Når evangeliet går op for en, så ser man – og jeg får gåsehud bare ved at tale om det – så ser man, at jeg får lov at leve i frihed – i Jesus! Jeg er retfærdiggjort i Jesus ved tro på ham. Gud ser mig i Jesus. Jeg er perfekt i Guds øjne i Jesus. Når det evangelium går op for en, så kommer det nye liv indefra. Det er ikke noget, jeg beslutter mig til. Det er noget Gud skaber i mig, og som jeg så bare kan se, når jeg ser mig tilbage. Jeg kan se, at Gud har gjort noget i mit liv – gennem evangeliet. Men alt det var jo ikke noget, jeg kendte til på det her tidspunkt.”

Kristenlivet var et præstationspres for Martin. Han blev stresset af det. For at dæmpe sin stress begyndte han at tage kokain igen. Men han kunne godt selv se, at det var uholdbart: at tage kokain for at leve som en kristen.

Efter to år i den kristne menighed, måtte han erkende, at han ikke klarede at leve som en kristen. Han trak han sig tilbage fra de kristne og vendte tilbage til det kriminelle miljø. Han havde tidligere været hård og grov i sin kriminalitet. Nu blev det værre.

Ellen var ulykkelig over at se, hvad der skete med Martin. I de år, som fulgte, blev Martin gradvist opgivet af alle sine kristne venner. Men Gud blev ved at minde Ellen om den lille lyshårede dreng i busken, og hun blev ved med at bede for ham.

Kriminalitetens mørke

Volden eskalerede. Skridt for skridt. Jeg er selv rystet, når jeg ser tilbage, over alt det, jeg kunne gøre, og hvor lynhurtigt jeg kunne vænne mig til det. Jeg kan huske, at når jeg overskred en grænse til en ny slags vold, så tænkte jeg første gang, at det her er vist ikke så godt: første gang jeg angreb en anden med en knust flaske, første gang med et baseballbræt, første gang med en kniv. Men det var utroligt, så hurtigt det blev normalt. Så kunne jeg gøre det uden at føle noget ved det. Jeg fik det endda godt af at gøre det. Det gav ro.

Det er vildt skræmmende, at man som menneske kan gøre de ting, jeg gjorde. Jeg forstår ikke, at jeg kunne se mig selv i øjnene. Men det kunne jeg, og jeg var endda stolt af det, jeg gjorde, for det gav respekt. Jo mere syg i hovedet, jeg var i mine voldsforbrydelser, jo mere respekt fik jeg rundt om i byen.

På et tidspunkt var det nået dertil, at jeg ikke behøvede at banke folk mere for at få dem til at gøre det, jeg ville. Jeg kunne bare ringe og sige: ’Det er Martin Bentsen’, så lovede de med det samme, at de ville betale.

På den måde begyndte jeg at høste frugten af min levevis. Folk vidste, hvad jeg var i stand til, og hvad jeg tidligere havde gjort. Jeg syntes, det var dejligt, og jeg tænkte, at nu kunne jeg begynde at slappe af. Men det kunne jeg så alligevel ikke, for der var stadig noget inden i mig, der var forkert.”

Som fuldtidskriminel udviklede Martin sin helt egen logik:

Jeg syntes, almindelige mennesker var idioter. For hvorfor gå på arbejde og spare penge sammen til en bil eller et fjernsyn, når man bare kunne røve en bank eller sælge noget kokain og få pengene på én dag?

På en måde er det kriminelle liv egentlig let. Du kan være ligeglad med alle andre mennesker og kun fokusere på dig selv. Det, der er svært, det, der kræver rygrad, det er at stå op og gå på arbejde og lægge penge til side til det, man gerne vil have. Dem, der gør det, det er mandfolk. At leve efter de almindelige normer og regler, der er i samfundet, det er det svære – skulle jeg hilse og sige!

Jeg blev medlem af Bandidos, men der gav det problemer, at jeg var så hidsig og voldelig. Jeg kunne ikke få ro på andre måder end ved at smadre et eller andet eller en eller anden. Men det blev for meget for de andre: ’Du kan ikke bare gå rundt og slå folk ned!’

De gav mig en prøvetid på tre måneder, hvor jeg skulle lade være med at begå ubehersket vold. Jeg tænkte: ’Hvor svært kan det være? Jeg skal bare slappe af i tre måneder.’ Men det var lettere sagt end gjort. Når man har et hidsigt temperament og sniffer kokain fra morgen til aften, så er det svært. Men det endte med, at de alligevel accepterede mig som medlem.”

Opgivet af alle

Efter sin tilbagevenden til det kriminelle liv fik Martin den ene dom og det ene fængselsophold efter det andet. Men det ændrede intet ved hans levevis. Han var heller ikke mindre voldelig i fængslet end udenfor, snarere tværtimod. Ved den mindste provokation reagerede han med ubehersket vrede og vold. Det blev en rutine for ham at blive bæltefikseret: 5 dage i cellen, 2 dage i bæltefiksering, 14 dage i cellen, 3 dage i bæltefiksering. Sådan gik det. Den længste bæltefiksering varede i 21 dage.

Det var meningen, at alle de indsatte skulle arbejde, mens de var i fængsel, men ikke Martin: ”De gad ikke have mig. Jeg var helt afspændt, ustyrlig, blæst.”

I 2002 blev Martin idømt en behandlingsdom. Han skulle udredes og behandles psykiatrisk i en lukket institution, og der var ingen udløbsdato på forløbet. Det kunne i princippet vare hele livet. Ved indledningen til forløbet var Martin til samtale hos en psykiater, som havde gennemlæst de papirer, som igennem tiden var udarbejdet om Martin. Han havde også læst psykologens vurdering af Martin, da han blev smidt ud af skolen anden gang: ”Martin er uden for pædagogisk rækkevidde.” Den vurdering reagerede psykiateren mod: ”Det er en falliterklæring. Der er ikke nogen, der er uden for rækkevidde. Man kan nå ind til alle. Det kræver bare, at du har tid nok.”

Efter seks års behandlingsforløb med Martin, fra 2002-2008, havde psykiateren imidlertid skiftet mening. Han havde intet opnået og konkluderede: ”Martin, du er uden for rækkevidde. Der er ingen, der kan nå ind til dig. Jeg ser intet håb for dig. Du er håbløs.”

Den psykiatriske udredning førte ikke til nogen psykiatrisk diagnose. Martins sind og adfærd svarede ikke til kriterierne for nogen af de anerkendte psykiske lidelser. Han var bare ekstremt uligevægtig, aggressiv og voldelig:

Du er ikke sindssyg, du er personfarlig.”

Det var psykiaterens vurdering, og i forlængelse af den blev Martin overført fra behandling til afsoning i et almindeligt fængsel.

Psykiateren regnede næppe med, at hans ord nåede ind til Martin, men det gjorde de, i hvert fald de sidste:

Ord er skabende. Ordene fra psykologen, da jeg var 13 år, om at jeg var uden for rækkevidde, og om at jeg ville sidde i fængsel resten af mit liv, de bed sig fast i mig. Nu skete det samme med psykiaterens ord om, at jeg var håbløs. Jeg begyndte at acceptere, at det var sådan jeg var: håbløs. Der ville ikke ske noget positivt med mig. Det var sådan, mit liv skulle være.

Men det var ikke de planer, Gud havde for mig.”

Afslag og bibellæsning

I 2011 kom Martin i fængsel endnu engang. Han havde ikke længere rede på, hvor mange år, han havde siddet inde. Denne gang blev han dømt, fordi han tog skylden for en anden:

Men det er den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv. For det var under denne afsoning, at jeg begyndte at læse i Bibelen.”

Før Martin vendte sig til Bibelen, vendte han sig til det offentlige bandeexit-program. Det er et program, som hjælper bandemedlemmer ud af kriminalitet og bandeliv.

Martin oplevede, at hans liv var i opløsning, at han sank dybere og dybere ned i mørke og meningsløshed, og at han intet kunne gøre ved det selv. De psykiatriske fagfolk kunne tydeligvis heller ikke hjælpe. Hans sidste håb var bandeexit-programmet. Det var principielt set for alle, men han blev afvist. Da lederne af programmet havde læst hans papirer, konkluderede de, at de ikke ville bruge tid, kræfter og penge på ham: ”Du har en historik, som taler imod dig. Du kan ikke forandre dig. Vi vurderer, at det er udsigtsløst at hjælpe dig.”

Det var efter det afslag, at jeg begyndte at læse i Bibelen. Det var vendepunktet. Efter at jeg blev løsladt igen, var jeg til folkemøde på Bornholm, og der mødte jeg en af repræsentanterne for bandeexit-pogrammet. Og jeg måtte bare hen og takke hende, fordi de havde afvist mig. For det var det, der førte til, at jeg mødte Jesus.”

Bibelen vidner om Jesus

Martin havde aldrig tidligere fundet nogen glæde ved at læse: ”Jeg har aldrig kunnet samle tankerne om det. Jeg har siddet og banket hånden i bordet af utålmodighed, når jeg læste, og så har jeg alligevel kunnet læse den samme tekst 20 gange uden at huske noget af det.”

Hvorfra kom idéen om, at han nu skulle begynde at læse Bibelen? Martin ved det ikke. Men han ved, at der var en kvinde, som bad for ham, og at der var en Gud, som ville frelse ham.

Da jeg begyndte at læse i Bibelen, oplevede jeg noget, som jeg aldrig havde oplevet før. Jeg forstod det, jeg læste, og der kom ro på mig, mens jeg læste. Jeg oplevede det spændende, og jeg begyndte at få åbenbaringer gennem det ord, jeg læste. Jeg fik åbenbaringer om Gud og mit forhold til ham, om synden og om Jesus som min frelser. Jeg oplevede, at jeg ikke kunne lægge Bibelen fra mig.

Den ene måned tog den anden, og det eneste, jeg gjorde, var at læse Bibelen og bede til Gud. Jeg læste halvdelen af Bibelen igennem på en måned. Da jeg var kommet igennem hele Bibelen, begyndte jeg forfra og læste den én gang til. Jeg isolerede mig fra de andre fanger og blev fuldstændig opslugt af Bibelens budskab. Jeg begyndte at strege under i Bibelen og skrive notater for at få overblik over Bibelen i sammenhæng. Jeg tænkte over det, jeg læste, og det begyndte at synke ind.

Jeg blev især optaget af sammenhængen mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente – alle profetierne om og forbillederne på Jesus som frelser. Det er fantastisk at læse om tabernaklet i lys af Det Nye Testamente. Hvordan det hele vidner om Jesus ned til den mindste detalje. Og påskelammet, som der ikke måtte knuses én knogle på. Og Salme 22, som handler så klart og stærkt om Jesus på korset. Det er helt vildt; det peger alt sammen direkte på Jesus, og intet er tilfældigt.

Indsæt citat

Lidt efter lidt kædede jeg det sammen, og jeg forstod, at det hele i sidste ende handler om, at jeg er tilgivet på grund af Jesus. Det var det, som gik op for mig – at jeg er frelst af nåde alene på grund af Jesus. Det handler ikke om, hvad jeg har gjort, men hvad Jesus har gjort for mig.

Det blev utrolig stort for mig, at Jesus gik til korset for min skyld. Han blev på korset, fordi han elskede mig og ville frelse mig. Det er Gud! Sådan er Gud! Det er for vildt. Og det var nødvendigt, at Jesus døde, for der sker ingen syndsforladelse, uden at der udgydes blod. Og det offer, Jesus bragte, er evigt gyldigt.

Det er det, Hebræerbrevet fortæller os. I kraft af det offer er forhænget til det allerhelligste flænget, vi har en fri adgang til Gud, og vi har fuld frimodighed til at gå ind. De velsignelser, som de havde i den gamle pagt, er vand i forhold til det, vi har nu: en fuldbragt frelse, frihed i Kristus, en mellemmand mellem Gud og os, og en hel Bibel, som skærer alt det her ud i pap for os. Tænk, at vi har Bibelen! Dens ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd, og den leder os til Jesus og giver os tro på ham!”

På et tidspunkt hørte Martin om en medfange, som havde planer om at stikke ham ned. Martin valgte at gå til ham, han rakte ham en kniv med skæftet vendt mod medfangen og opfordrede ham til at gøre alvor af det, hvis det var det, han ville. Medfangen afslog, men det endte med, at Martin blev beskyldt for at have angrebet medfangen. Konsekvensen blev, at Martin røg i isolationscelle i en måned.

Det blev en rig måned for Martin. Han var alene med Bibelen og med Jesus. Der var én times gårdtur i døgnet. Men hvis der blev kaldt til gårdtur på et tidspunkt, hvor Martin var fordybet i et berigende stykke i Bibelen, eller når han var ved at få overblik over noget vigtigt og spændende, så sprang han over. Der var heldigvis kun et døgn til næste gårdtur.

Jeg oplevede, at Guds fred kom til mig, og en frihed, jeg aldrig har oplevet før – ’Den, som Sønnen får gjort fri, skal være virkelig fri!’ Det var det, jeg oplevede.”

Forvandlet

Da Martin kom ud af isolationscellen, mærkede både medfangerne og fængselspersonalet, at der var sket en forandring med ham. En af fængselsbetjentene gik til ham: ”Martin, hvad er der galt? Du råber og skriger ikke, som du plejer.”

Martin undrede sig over spørgsmålet, for han mærkede ikke selv nogen forandring.

En fra det psykiatriske personale spurgte om årsagen til forandringen: ”Det kan da ikke være isolationsfængslingen, der har gjort det!”

Martin forklarede enfoldigt og ligefremt, hvad han havde oplevet – at han havde mødt Jesus som den, der havde taget sig af det mest grundlæggende og afgørende problem i hans liv:

I kan jo ikke hjælpe mig med mine synder. I kan gøre det ene og det andet. Men min synd er det kun Jesus, der kan hjælpe mig med. Han har frelst mig!”

En måned efter isolationsfængslingen kom endnu en fra personalet og spurgte: ”Er du ved at blive deprimeret?”

Martin var hovedrystende over for spørgsmålet: ”Hvad mener du? Jeg har aldrig haft det så godt i hele mit liv!”

Efter endnu tre måneder var der en misbrugskonsulent, som spurgte ind til forandringen: ”Kan du ikke selv se, at der er sket noget, Martin? Du plejer at råbe og skrige og angribe ved den mindste anledning. Du plejer at ryge ind og ud af bæltefiksering. Nu har der ikke været én eneste disciplinærsag med dig i fire måneder.”

Da hun sagde det, tænkte jeg: Hold da op! Det er jo egentlig rigtig nok. Men det var ikke noget, jeg havde gjort. Jeg bemærkede det ikke engang. Gud havde gjort det, og han havde gjort det ved evangeliet. Evangeliet er Guds kraft både til frelse og til forvandling.”

Omkostninger

Martins omvendelse var ikke uden omkostninger:

Før jeg kom til tro på Jesus, var jeg toppen af kransekagen i fængslet. Men efter at jeg var blevet kristen, ændredes alt. Jeg ville ikke have noget med narko at gøre, jeg lod folk beholde de penge, de skyldte mig, og så sad jeg i cellen og læste i Bibelen og bad. Det blev set som et svaghedstegn. De andre fanger så det bestemt ikke som et tegn på, at jeg var kommet til fornuft og havde fundet meningen med livet. Det er jungleloven, som hersker derinde.

De omkostninger, det havde for mig, og det, jeg oplevede fra andre indsatte, fordi jeg kom til tro, det er ikke for børn. Men jeg er glad for det, for jeg kom ud i meget sværere situationer end dem, som jeg vil opleve uden for fængslet, og jeg klarede det. På den måde fik jeg bekræftet, at der var sket et mirakel med mig, at det var Gud, som havde gjort det ved evangeliet, og at han var med mig.”

Da Martin skulle ud af fængslet i sommeren 2014, krævede fængselsmyndighederne før hans løsladelse, at han skulle anerkende, at han var narkoafhængig. Men med troen på Jesus og et nyt liv indefra var Martin blevet løst af sin afhængighed. Han ville ikke anerkende noget, som var løgn.

Jeg følte, at jeg fornægtede det, Gud havde gjort i mit liv, hvis jeg sagde, at jeg var afhængig. Jeg ville heller ikke ind i det hjælpeprogram, de havde. Programmet var en kombination af menneskelig anstrengelse og religiøsitet, hvor man skulle søge hjælp hos en højere magt. Det mindede mig om det, som Paulus skriver om i Kolossenserbrevet 2,23, hvor han taler om en ’selvvalgt gudsdyrkelse’, som bare tjener til ’kødelig tilfredsstillelse’. Jeg følte, at jeg ville tage æren fra Gud og evangeliet, hvis jeg gik ind på det. De fortalte mig så, at hvis jeg ikke anerkendte min afhængighed og gik ind i programmet, ville de beholde mig i fængslet, de ville sætte mig i isolation, og de ville tage min udslusningspension fra mig.

Men jeg ville ikke.”

Resultatet blev, at Martin røg tilbage i isolation, blev nægtet løsladelse og fik frataget sin pension. Men det varede kun et par dage. Så blev han lukket ud af isolationscellen, han blev løsladt, og efter et par uger fik han sin pension.

Det nye liv i tro på Jesus

I Martins fængselspapirer står der, at fængselsvæsenet har haft med to forskellige personer at gøre under samme navn: Martin Bentsen, som han var indtil 2012, og Martin Bentsen, som han blev efter 2012. Forandringen var radikal, varig og menneskeligt set uforklarlig.

Ved afslutningen af min afsoning spurgte de mig, hvordan jeg kunne forandre mig så meget på så kort tid. Jeg svarede dem, at det måtte de spørge Gud om. Det er ham, der har gjort det. Det er ikke menneskers værk. Jeg kan ene og alene give Gud æren. Det er sket, fordi jeg har lært Jesus at kende som min frelser og herre. Han gør alle ting nye, og det har han gjort i mit liv.”

For Martin er der en afgørende forskel mellem de år, hvor han bekendte sig som kristen i sin ungdom, og det liv, han lever nu i troen på Jesus. Det er forskellen på åndeligt mørke og åndeligt lys, lov og evangelium, fordømmelse og nåde. I sin ungdom ville han gøre sig selv kristen ved at se på sig selv og arbejde med sig selv udefra og ind.

Nu har jeg set, at Guds største ønske er, at jeg skal se mig frelst i Jesus og glæde mig i ham. Det nye liv kommer indefra, når jeg ser på Jesus.

Da jeg skulle tage kørekort i Aalborg som ung, fortalte min kørelærer mig om et autoværn, som man havde fjernet, fordi folk kørte ind i det igen og igen. Det var sat op på en vejstrækning uden for Aalborg, hvor der var en meget flot udsigt. Udsigten var så flot, at den distraherede førerne af bilerne, og så kørte de ind i autoværnet. Til sidst fjernede man det, og så endte bilerne i stedet ude på en mark.

Den historie har mindet mig om det, som sker, når vi hører og læser om Jesus. Så bliver vores blik rettet mod ham, og så bliver vi ført hen til ham og får åndeligt liv ved tro på ham. Vi kan ikke selv beslutte os til at tro på Jesus. Det er noget, Gud må virke i os. Men han gør det, når vi hører om Jesus. Troen kommer af det, som høres.

Paulus siger, at han ikke skammer sig ved evangeliet, fordi det er Guds kraft til frelse. Det vil jeg også sige som mit personlige vidnesbyrd. Evangeliet er ikke noget, som vi kan få folk til at forstå og tro, hvis vi bare forklarer det godt nok. Det er en dårskab for verden. Men samtidig er det Guds kraft til frelse. Det er det middel, Gud bruger til at give os tro på Jesus. Det er et mirakel, der sker, når mennesker kommer til tro. Det er en åbenbaring, som Gud giver os – gennem evangeliet.”

Martin mærker fortsat synden i sit liv indefra. Derfor er kilden til trøst og glæde i hans liv ikke, at han er blevet anderledes, men at han er i Jesus:

Gud ser ikke på vores syndige natur. Han ser os i Jesus, og her er vi perfekte. Det er sandt, at når vi tror på Jesus, så virker Helligånden et nyt liv i os indefra og ud. Det er helliggørelsen. Men det fantastiske er, at vi er retfærdiggjorte med det samme, når vi kommer til tro! Vi er retfærdige i Jesus. Han har opfyldt loven for os. Frelsen er fuldbragt, og gælden er betalt. Derfor kan vi slappe af og glæde os i Jesus.

Det er Guds største ønske for os, og det er kilden til liv. Når jeg tænker på det, får jeg lyst til at knække en grydeske af begejstring! Det er virkelig frihed!”

Et svært nyt liv

Livet efter kriminalitet og fængsel har ikke været enkelt for Martin:

Det har ikke været en dans på roser. Det er ikke, fordi det har været svært at lade være med at lave vold og kriminalitet. Det har jeg ingen lyst til længere. På det punkt har jeg været helt chokeret over mig selv. Jeg har været vant til, at I nogle bestemte situationer, så har jeg spontant reageret med vrede og vold. Og så oplever jeg nu, at der ingen reaktion er indefra. Der er ikke engang noget, som jeg skal styre. Jeg kan selvfølgelig blive sur, men det er noget helt andet.

Det, som har været svært, har været det, som for andre er en selvfølge – det helt almindelige hverdagsliv. Det tog f.eks. lang tid for mig at klare sanseindtrykkene fra alle de mange mennesker, fugle og biler, som man møder, når man går ned ad en gade i København. Tidligere tog jeg en masse stoffer, som bedøvede mig. Nu gik indtrykkene lige ind.

Den store udfordring har været at få en dagligdag til at fungere med at stå op, planlægge at gøre noget, købe ind osv. Det har været svært, rigtig svært. For to år siden kunne jeg ikke følge en indkøbsseddel. Hvis der manglede noget i butikken, opgav jeg det hele.”

Jeg har ikke haft arbejde i næsten 20 år, så det med en hverdag i faste rammer har været helt ukendt for mig. Jeg fik førtidspension i 2003, fordi mit liv var et kaos, og det ikke så ud til nogen sinde at blive anderledes. Nu er jeg i gang med at tage en HF. Men det er hårdt. I den første tid faldt jeg om, når jeg kom hjem fra skolen, og faldt i søvn i en stol med tøjet på. Nu går det bedre.

Der er stadig nogle ting, der følger mig fra min fortid. Når jeg skal ned på kommunen og tale med min sagsbehandler, må jeg f.eks. ikke gå ind på rådhuset. Det er et forbud, der går tilbage til tiden med vold. Men det bliver åbenbart ikke ophævet, selvom det er meningsløst nu. Så jeg bliver nødt til banke på ruden og tale med min sagsbehandler gennem en åben rude.

Der er sket utrolig meget i de sidste par år. I dag kan jeg faktisk se mig selv i rollen som et almindeligt familiemenneske. Det er fantastisk! Jeg er begyndt at spille violin og tværfløjte og oplever, at det med musikken kommer meget nemt til mig. Ved siden af HF-forløbet arbejder jeg som flyttemand.

Målet med min HF er at komme ind og læse teologi og mission på Dansk Bibel-Institut i København. Mit højeste ønske er at få lov at vidne om Jesus.”

Bibelen og Jesus

Martin er Bibel-studerende, og han ønsker at blive ved med at være det hele sit liv. Han har brug for det:

Jeg beder morgen og aften og forsøger at læse i Bibelen hver dag. Der kan være dage, hvor jeg ikke får gjort det. Men går der to dage, så kan jeg mærke det. Når man lever i evangeliet, tænker man, at man kan beholde det hos sig. Men prøv at fjerne bøn og Bibel fra den ligning. Det er helt vanvittigt, hvad det betyder. Vi kan undre os over, at israelitterne under ørkenvandringen så hurtigt glemte, hvad Gud havde gjort for dem. Men det er præcis det samme med os.

Jeg var på en bibelcamping på et tidspunkt og så, hvordan græsset så ud under et telt efter bare et par uger. Sådan går det med vores tro på Jesus, hvis vi forsømmer at høre og læse Guds Ord. Jeg bliver nødt til at læse og høre om Jesus, for at min tro kan bevares og styrkes.

Troen på Jesus bringer Guds fred med sig. Når jeg ser, at Jesus er død for mine synder og har fuldbragt frelse for mig, så fyldes jeg af Guds fred, som overgår al forstand. Den fred kan kun komme ved troen på Jesus – ikke ved stoffer, ikke ved terapi, ikke ved noget som helst andet, men ene og alene ved troen på Jesus.”

Den lille dreng og den bedende kvinde

For 30 år siden sad Martin i en busk og græd. Hans sorg var, at ingen elskede ham. Den sorg er nu slukket. Martins yndlingsvers i Bibelen taler stærkt om Jesu kærlighed til ham, Galaterbrevet 2,20: ”Jeg lever ikke længere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.”

I dag er Martins biologiske mor død. Han nåede aldrig at få et nært forhold til hende. Men der er en anden, som han nu kalder ”mor”. Det er den kvinde, som stoppede op ved busken for 30 år siden, og som i mere end 25 år foldede sine hænder for ham og bad om hans frelse. I dag kan han knapt tale om hende uden at få tårer i øjnene.

Ellen så alt det, der skete med mig, også i de år hvor jeg var allermest hård og voldelig. Menneskeligt set virkede det umuligt, at jeg skulle blive en kristen. Men Gud mindede hende om at blive ved at bede for mig, og Guds magt udfolder sig i vor afmagt. Det, der er sket, er Guds gerning ene og alene. Tak til Gud for hans nåde i Jesus!”


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2016. Hele bladet kan læses her.


Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

  • Lyd

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.