En kristen er bundet
Da Luther for snart mange år siden skrev Om et kristent menneskes frihed, skrev han om den frihed, som en kristen står i og om den bundethed, en kristen til stadighed står i.
Det er en utroligt vigtig sandhed at nå til erkendelse af: at vi over for Gud i vores samvittighed er frie og rede til at møde Gud for Jesu skyld. Alt er rede for dig, alt er fuldbragt for dig. Der er slet ingen fordømmelse mere for den, som er i Jesus, ingen fordømmelse i samvittigheden, end ikke en. Han er for samvittigheden den Freds Fyrste som Esajas siger, han skal kaldes (Es 9,5).
Kødet og Ånden
Men vi ved også, at et kristent menneske består af både kød og ånd, og vi ved fra Skriften, at de to ligger i strid med hinanden. For det, som er født af kød, er kød, og det kan ikke fatte det, som kommer fra Gud. Derfor kan dette kød ikke leve i nogen form for frihed. For i en kristen er der to naturer. Den ene natur – den, som er født af Gud – vil det gode, som Paulus taler om. Men den anden natur står Ånden imod og vil det onde – det, som er synd.
Fordi vi alle både er kød og ånd, så taler Guds ord til både kød og ånd. Det var derfor, Luther i Om et kristent menneskes frihed skrev, at en kristen er en fri herre over alle ting og samtidig bundet.
Fred med synden
Tænker vi over det? At vi i vores liv og gøremål i alle ting er bundet, så vi ikke kan gøre, som vi selv vil, men må være lydige tjenere! Tænker du på, at Gud kalder dig til at leve i nøjsomhed og gudsfrygt? Tænker du på, at Paulus siger, at hvis vi har mad og tøj, så skal vi lade os nøje, og at han hermed fortæller dig, hvor stort et materialistisk stræb, vi skal have – mad og tøj! Tænker du på, at du er kaldet til at elske din næste og være lydig over for ham eller hende?
Bibelen har så mange formaninger til os kristne om at lade os finde i uretten, om ikke kun at gøre godt mod dem, som er gode ved os, men også at gøre godt mod dem, som er utaknemlige. At vi for eksempel skal være villige til at låne ud, også til dem, som ikke kan betale tilbage. Læser vi ret Guds ord, så vil vi se, at vi i alle forhold er bundet til at gøre det gode til gavn for vores næste.
Det gode – Paulus siger et sted, at det er det, som loven ikke er imod. Hvorfor er det vigtigt, at vi gør det, som loven ikke er imod? Jo, fordi det, som loven er imod, fremstår som synd.
Jeg ved ikke, hvordan du tænker om synden, men der kan nemt snige sig det forhold ind til synden, at det vist ikke er så farligt, da Jesus jo har frelst os fra al vores synd. Men tænker vi sådan, så ved vi ikke, hvad synd gør ved os. Det er sandt, at Jesus har taget alle vores synder på sig, sådan at vi kan stå helt frie over for Gud i ham. Men synden har det ved sig, at den leder i trældom. Bliver synden ikke til stadighed afsløret hos os, så vi bekender den for Gud, så leder den os tilbage i trældom, og så sker der det, at vi mister Jesus. Ikke fordi, han ikke vil tilgive, men fordi, vi ikke vil bekende synd som synd mere.
Vi har nemlig alle en trang til at slutte fred med synden igen. Vi vil så gerne slappe af, ja vi længes efter hvile.
Troens kamp
Vi læser i Johannes’ Åbenbaring om dem, som står foran Lammet, at de kommer fra den store trængsel. Og det er denne trængsel: Hele vejen hjem til Himlen er der en kamp inden i mig; en kamp mellem kød og ånd, fordi jeg gerne vil det gode, og jeg samtidig elsker synden. Det er en trængsel for en kristen. Det er derfor, vi igen og igen må sukke under forkrænkeligheden. Det er derfor, vi venter på vort legemes forløsning: fordi vi konstant ligger i strid med synden i vore lemmer.
Et kristent menneske er bundet, fordi kødet ikke skal have lov til at fare ud i synden, men må tvinges til lydighed mod Guds ord. Det er ikke et spørgsmål om at nå frem til, at man næsten ikke har nogen synd at bekende for Gud. Nej, det er et spørgsmål om at blive bevaret i troen på Jesus og nå frem til målet med troen i behold.
Og der er sandelig kamp om sjælene, så ”Satan alle vegne står i vejen med sin lænke”, og alle vegne lurer synden ved døren. Vi fristes igen og igen til at give op og finde en kristendom, som er mindre radikal over for synden, mere overkommelig. Men en sådan kristendom finder du ikke i Bibelen. Det er en god strid, omend den er hård og sej. Omend troens vej er smallere, end vi troede, så kan vi kæmpe med fred, for hvis vi synder, så har vi en talsmand hos Faderen, det husker vi.
Men der er en kamp i dag, hvor synd ikke længere er synd. Mange vil ikke leve som en ufri tjener, der er bundet. De vil selv bestemme. De vil gøre godt, ja, men deres godhed kender en grænse. De vil leve sparsomt, men ikke nøjes med mad og tøj. De vil elske næsten, men hvis han viser sig ikke at være elskværdig, så får det hurtigt en ende. De vil være sandheden tro i kærlighed, men når det viser sig, at sandheden ikke er sjov og underholdende og opleves svær og tung, så er troskaben så som så.
Sådan er det ikke for en kristen! Når næsten viser sig utaknemlig, så kender den kristne sig selv som den, der ofte er utaknemlig over for Gud. Når næsten tager æren selv, når han er blevet hjulpet, så kender den kristne sig selv som den, der ofte er blevet hovmodig, når Herren lod det gå godt. Når næsten ikke behandlede de gaver, som man gav ham, klogt og godt, så kender den kristne sig selv som den, der har ødslet sin herres ejendom bort.
Den kristne kender i mødet med sin næste, at hans synder og fejl er en splint imod den bjælke, som er min. Er min næste det mest uelskværdige, så udelukker det ikke min næste som berettiget til min kærlighed – for jeg er til stadighed helt uelskværdig, men bliver alligevel taget i favn som det kæreste eje igen og igen hos Gud.
Derfor må vi give Guds ord ret, når det taler imod os om det liv, vi lever. Vil vi ikke det, så er vi ikke de lykkelige, som David taler om i Salme 1, der ikke følger ugudeliges råd. Nej, for så følger vi det ugudelige råd, som til stadighed kommer inde fra vores hjerter. Følger vi det råd, så får vi også et evigt ulykkeligt endeligt.
Jesus har så mange ord om ikke at lade synden få plads i vores liv. Derfor skal vi ikke være som verden. Derfor skal vi ikke samle os skatte her på jord. Bibelen siger ikke, hvor mange penge vi må eje, men den taler om, hvad der er vores skat. Det er det, som vore hjerter er fyldt med.
Hug hånden af!
Hvad er din og min skat? Det er det, vi må se i lyset af Guds ord.
Hvad så hvis for eksempel mange penge fører os til fald – hvad skal vi så gøre?
Jesu tale er klar: ”Hvis din hånd bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå lemlæstet ind til livet end med begge hænder i behold at komme i Helvede” (Mark 9,43).
Altså: Har du et job, som giver dig stor løn, og som så fører dig til fald – hvis ikke du kan andet, så gå ind til din chef og bed ham om lov til at gå ned i løn. Gør du det, så vil du nok blive betragtet som et af de dummeste mennesker, der har levet. Men det er bedre at gå dum, i andres øjne, ind til livet, end at bevare sit gode rygte og komme i Helvede. Det er Jesu klare tale om vores forhold til synden.
En fri og glad samvittighed
Derfor er kødet ikke frit, men bundet, og må tvinges i alle forhold til at gøre godt, være mild, venlig, tålmodig, overbærende, gerne låne ud, vende den anden kind til og leve nøjsomt og stilfærdigt i denne verden. I denne kamp vil kødet gøre oprør, og det er i sandhed en smal vej, vi må gå i troen. Men samvittigheden – den er fri og glad, også selv om der er tider, hvor alt mislykkes i denne kamp. For der er ingen, end ikke én fordømmelse for den, som er i Kristus Jesus. Ingen fordømmelse – for jeg har alle mine synders nådige forladelse. Jeg er i min samvittighed ikke gift med Guds lov, men med Kristus, og han bryder ikke det ægteskab. Jeg er frelst.
Men mit kød skal sandelig ikke kende til den frihed, for da vil den fare ud i synden! Og husk så på, hvis du i din samvittighed mærker, at du bliver bundet: Guds nåde og tilgivelse er konstant, uafhængig af dine synder. Hvad det angår, kunne vi bare fare frem i synden og synde alt det, vi ville. Det ville aldrig kunne ændre på, at alle synder er slettet og taget fra dig og lagt på Jesus på Golgata. Det kan dine synder ikke ændre på. Du er købt helt fri! Der er ingen fordømmelse for dig, for Jesus har taget det alt sammen på sig og båret straffen. Du er fri. Det er ikke Gud, som ændres af vore synder, det er dig, som ændrer dit forhold til Gud, hvis du lader synden få frit løb i dit liv og ikke vil bekende det, som er synd, som synd for Gud.
Frafaldets fare
Giver vi synden plads på ny i vores liv, da vil vi ende med et ubodfærdigt hjerte, borte fra Gud i trældom under synden, bedraget af løgnens fader, Djævelen. Derfor må vi leve hver dag i lyset og dagligt bekende og vedkende os vor synd.
Der tales ofte så utrolig meget om mission og om, at vi må være vidner. Men se nu til, at du selv når frelst hjem. Mission er ikke dit eneste og vigtigste kald, nej, det er først og fremmest at nå målet selv. Begyndt er ikke endt, husk det nu! Der er så mange, som er gået fortabt og er kommet bort fra Jesus. Fordi de skulle frelse alle andre, så glemte de deres egen besøgelsestid.
Ét er nødvendigt. Der er kun ét, som er nødvendigt: Hør Herrens ord, og gør derefter. Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv (Jak 1,22).
Skriftens ord
Derfor: Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. For hele loven er opfyldt i det ene ord: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt! Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.
Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.
Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden (Gal 5,13-26).
Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. Men ingen, som bliver fristet, må sige: ”Jeg bliver fristet af Gud;” for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død (Jak 1,12-15).
Hvis synden får lov til at vokse op i dit og mit liv, så føder den død, åndelig død, borte fra Gud, evigt fortabt. Det er tid nu til at vende sig til Jesus og bekende vores synd – nu, mens det er nådetid.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2017. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
