Da skal du erkende, at jeg er Herren, og at de, der håber på mig, ikke bliver til skamme (Es 49,23).
Troen er en vedvarende og fast overbevisning om Guds nåde, som han har lovet os i Kristus, og ved den hænger hele hjertet og sindet fast ved Gud.
På samme måde er håbet en tålmodig og fast forventning, en bien efter det, man tror på.
Det kristne håb er altså ikke noget andet end den tålmodige, faste og ventende tro indtil enden.
En urokkelig grundvold
Om dette håb siger Paulus, at det ”gør ikke til skamme” (Rom 5,5). Det skyldes, at håbet har en urokkelig grund, som er Gud selv. Det har et grundlag, som er fast, evigt og urokkeligt. Derfor er også håbets fred, glæde, ro og trøst evig. Ingen og intet kan gøre håbet så stærkt bedrøvet, at det ikke finder en tilstrækkelig fred og trøst mod det fra sin urokkelige klippe, som det holder sig til.
Omend uvejret og stormen kommer, frygter håbet ikke, for det er grundfæstet på en klippe (Matt 7,25).
Håbet må altid have denne faste og urokkelige grundvold, som ikke vakler. Og da alt timeligt og jordisk er noget ubestandigt og flygtigt, så søger håbet ikke den timelige velstand, ære, glæde og ros, men hviler alene i Gud og roser sig af Herren. Dér finder det varig hvile og frede.
Derfor står der også i Salmernes Bog: ”De, der stoler på Herren, er som Zions bjerg, det rokkes ikke, det står fast for evigt. Bjerge omgiver Jerusalem, og Herren omgiver sit folk fra nu af og til evig tid” (Sl 125,1-2).
Håbet til den flygtige lykke
Men dem, der lægger timelige ting til grund for deres håb, såsom jordisk ære, lykke, rigdom og glæde, de må altid leve i frygt, i sorg og angst. De må ligge for verdens fødder og fare hid og did med den flygtige lykke som på havets bølger. De har ikke fred og ro i længere tid, end verden og deres naboer vil.
Fastheden i håbet skal prøves ved korset. For når et menneske kommer i anfægtelser, vil det blive åbenbaret, hvad han sætter sig håb og sin tillid til.
Da viser det sig ofte, at vi ikke håber på Gud selv, men på hans gaver. Vi håber på den jordiske lykke, og vi bygger derfor på sand, ja, vi gør de skabte ting til vores gud.
For så fordrejet er vores blinde og fordærvede natur, at den bliver hængende ved de skabte ting, selvom de netop skulle lede os videre til Skaberen. Det er jo derfor, Gud giver mennesker timelig lykke og velstand; det er, for at de ved det skal blive løftet til Himlen og tragte efter ham, som giver alt dette, nemlig Gud selv.
Gaverne skulle lære os at kende, elske, frygte og ære ham og håbe på ham alene. Men den fordærvede natur er så blind, at den nøjes med at give sig hen til gaverne, som et svin bader sig i sølet, og man glemmer helt gavernes giver.
Håbets kamp
Det er af den grund, Gud må sende kors, sorg og modgang på vores vej. Det er derfor, Gud må tage den velstand fra os, som han har skænket os. Det er, for at vi kan lære at håbe på ham; kende, love og prise ham.
Af natur sætter vi vores håb til os selv, til vores egne evner, kræfter og gaver, og derfor må Gud så ofte sende os megen modgang. Han må ligesom bryde os ned, gøre os til intet, ydmyge os, tømme os helt og tage os selv fra os, sådan at han i stedet kan give os sig selv. Og det kan ikke ske, før han helt får udryddet det håb og den fortrøstning til os selv, som strider allermest mod hans nåde.
Derfor findes det kristne håb altid i kamp og strid mod al tillid til os selv, til vores egne gaver, vores fortjeneste, fromhed, herlighed, lykke, ære og rigdom. Håbet må kæmpe sig vej gennem disse forklædte djævle, for at det kan skjule sig i Gud alene og hvile i ham.
Rettet mod det usynlige
Håbet holder sig – ligesom troen og kærligheden – Gud alene for øje. Den, som håber på noget andet eller stoler på noget andet og ikke på Gud alene, han håber og stoler på intet. For uden Gud er alle ting intet, og et håb, der retter sig andre steder hen, er dømt til at gå til grunde.
Tro, håb og kærlighed er en helt igennem åndelig treklang. Der er ikke noget jordisk i den. Troen, håbet og kærligheden retter sig mod det usynlige og har Gud alene som grundvold.
Derfor siger Paulus også: ”Et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se?” (Rom 8,24).
Den, som sætter sit håb og sin tillid til det synlige, har ikke den usynlige Gud som grundvold for sit håb, men blot en skygge. Derfor må håbet gå til grunde sammen med verden og blive til skamme.
Tiden og evigheden
Hvis man rigtigt skal forstå det kristne håb, må man sammenligne tiden og evigheden.
Evigheden er uomskiftelig, for i den er der ingen forandring. Men i tiden er der forandringer fra dag til nat, fra uge til måned, fra måned til år, fra vinter til sommer. Ja, himlens skyer står ikke stille et øjeblik, men ruller af sted i stadig forandring.
Derfor kan man ikke finde nogen sand ro i de timelige ting. Alting går bort med tiden, og alt som er under tiden, må gå til grunde.
Men i evigheden er der en varig ro og hvile, som både onde og gode har en længsel efter. Den opnås dog kun ved at forsage sig selv i Kristus, som er den evige hvile.
Når selv de bedste gaver tages fra os
For at vores håb skal være sandt, må det prøves. Det sker, ved at Gud tager de gaver bort, som man før satte sin lid til, endog de allerbedste gaver. Det gør han, for at vores håb skal blive rettet mod Gud alene.
Og det er grunden til, at Gud også leder os igennem store anfægtelser, hvor han tager enhver følelse af hans nåde bort fra os, så vi ikke kan finde noget andet hos os selv end det modsatte af håb, og så vi ikke kan se og mærke andet end Guds brændende vrede. Det synes fuldstændigt, som om alt håb er ude, sådan som Jeremias klager over (Klages 3 og 4), og som om Gud helt har forladt os.
Da må man håbe, hvor der ikke synes at være noget håb.
Dette skal forstås sådan, at i et frygtsomt hjerte, som ikke føler andet end skræk og ængstelse, der findes der endnu et håb, nemlig troens håb, om det så er aldrig så lille og svagt. Dette håb er grundet på Guds ord, på hans ufejlbarlige tilsagn og løfter. Og dette håb er imod håb, det vil sige: imod fornuftens håb.
For står det til fornuftens mennesketanker, er der ikke noget at håbe på. Lige så lidt håb finder vi i hjertets følelser og fornemmelser. Vi finder kort sagt ingenting at håbe på, når vi ser ind mod os selv og på vores eget frygtsomme hjerte og plagede samvittighed. Tværtimod føler vi en stor skræk og sjæleangst: Gud tager sin nåde fra os, al trøst og alle de gaver, vi før stolede på.
Men når Gud således tager alt vores eget fra os, bliver der kun Gud tilbage at stole på. Vi må som Abraham have håb imod håb (Rom 4,18). Som Kristus må vi blive helt afklædt og forladt af alle, ja af Gud selv. Som ham må vi klage: ”Alle, der ser mig, spotter mig, de vrænger mund og ryster på hovedet. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Sl 22,8.1).
Utålmodigheden og hjertets suk
Når det gælder enhver anden trængsel, er det kun tålmodigheden, ydmygheden, bønnen og kærligheden, der bliver prøvet. Men i samvittighedens hårde anfægtelser bliver også håbet prøvet og fristet. Da bliver et menneske ofte frataget alle sine gaver, men alligevel kronet med håbet, som ikke gør til skamme.
For selvom vi ofte i sådan en stor fristelse kender til utålmodighed og bespottelse og knurren mod Gud, sådan som vi ser det hos Job og Jeremias, så vækker Gud dog et lille suk i os, som modsiger denne utålmodighed; som hader den og strider mod den og beder om nåde.
Da bliver det menneske også tilgivet, og da bliver det reddet som et stykke brænde, der er trukket ud af ilden, befriet som en ørelap fra løvens gab (Zak 3,2; Am 3,12).
Hos det menneske er der heller ikke nogen fortvivlelse, for modstanden mod Gud bliver modsagt af hjertets suk; men det er håbets store prøve og anfægtelse. De suk, som man finder her, er de uudsigelige sukke, som Paulus taler om (Rom 8,26).
Lutret i ilden
De mennesker, der går igennem sådan nogle kampe, er de største helgener. De er Gud nærmere end de stolte ånder, der sætter deres håb til sig selv, men i virkeligheden med alt det, de roser sig af, er de største gudsbespottere.
De, som strider sådan i håbet, er Guds kæreste børn, som vi ser det hos Job og David. De bliver renset og lutret som guldet i ilden. De bliver flyttet bort fra deres egne gaver og deres egen ære og bliver flyttet ind i Gud, hvor det er så meget bedre at være. Da bliver der ikke noget tilbage, som det stolte menneske kan rose sig af.
På denne måde lærer mennesker at håbe på Gud alene og ikke på noget andet. Ham kan man ikke miste. For når alt bliver taget fra os i trængslen, så kan dog Gud ikke tages fra os:
Og tage de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn!
Dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.
Bøn
Gud, du evige sandhed, du, som evigt holder det, du lover, og som aldrig gør den, der håber på dig, til skamme!
Jeg bekender for dig, at mit fordærvede kød og blod hænger så meget fast ved det timelige. Jeg ser altid efter timelig og legemlig trøst, og jeg glemmer ofte dine løfter, din almagt og barmhjertighed.
Herre, tilgiv mig denne store synd, og vend den hårde straf, som du truer med, bort fra mig. Du siger jo, at den, som sætter sin lid til det timelige og forgængelige, ikke skal se og erfare trøsten, som kommer.
Udslet det falske og bedragelige håb i mig, som forsvinder som røgen og rimfrosten. Tag alle unyttige bekymringer bort fra mig. Lad mit hjertes håb og tillid altid være rettet mod dig, så de gode og kærlige strømme fra din nåde ikke bliver hindret i mig, og så mit hjertes tillid og ro i dig ikke bliver forstyrret. For alt håb og begær, som ikke hviler i dig, må forblive i evig uro.
Lad mit håb i al modgang og sorg forblive i dig alene og være fæstet til dig som et trygt anker på en fast grund, og lad mig vente på din hjælp med stor frimodighed.
Den rette grundvold og støtte for mit håb er, at din elskede søn er kommet til jord som menneske. Jeg sætter min lid til hans hellige, dyre fortjeneste, hans opstandelse og himmelfart. Ved det har du genfødt mig til et levende håb, som ikke skal blive til skamme. For i Kristus er jeg allerede stået op af graven og faret op til Himlen.
Derfor har jeg i Kristus Jesus, min Herre, allerede det evige liv, og jeg venter nu bare på, at den kommende herlighed skal åbenbares.
Lad mig derfor, gode Gud, håbe på dig i alle ting, så du alene må være det, mit hjerte ønsker og begærer. Lad mig i nød og sorg ikke blive alt for bedrøvet over, at du tøver med din hjælp; for jeg ved, at jo længere du holder hjælpen tilbage, jo herligere bliver din hjælp.
Jeg beder dig om, at du må lindre mit kors og min modgang, så jeg ikke skal blive alt for træt og udmattet. Styrk mig altid med din trøst, så jeg sammen med dem, som håber på Herren, kan få nye kræfter og ikke skal falde, men for evigt må stå trygt og fast som Zions bjerg, ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.
Oversat af Henrik Gren Hansen fra bogen “Den sanne kristendom“, Lutherstiftelsen 1974, s. 409-413.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2016. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Johann Arndt
Johann Arndt (1555-1621), tysk præst og forfatter.