Drømmen om den frie vilje I
Olav Valen-Sendstads bog ”Drømmen om den frie vilje” har sat dybe spor i manges liv. Den viser en dybde i hjertets trods mod Gud og en dybde i evangeliet, som få har set. Det er en afslørende, afklarende og befriende bog, som gør Guds nåde stor. To gange har den været udgivet på dansk, men er nu udsolgt. Olav Valen-Sendstads arvinger har givet tilladelse til, at vi bringer en række uddrag fra bogen.
Et bundet evangelium?
Spørgsmålet om den frie vilje har medført megen og ofte bitter strid i den kristne kirke i verden. Det var genstand for striden mellem Augustin og Pelagius, mellem Luther og Erasmus, og senere mellem protestanterne indbyrdes.
Jeg har ikke skrevet et ”teologisk” skrift eller et stridsskrift, men et vidnesbyrd om, hvad jeg, et menneske, er, og også om, hvad Jesus, Guds Søn, er for den, som tror. Jeg ved, at mit vidnesbyrd her og der vil virke både saltet og krydret; men da Guds ord selv er salt og lys, vil jeg ikke tage mig af de mange klager, som utvivlsomt vil lyde, fordi man mener, at det er for salt. Vor tid kræver åndelig mad uden smag – dvs. allerhelst destilleret vand. Men det kan man ikke leve af. Derfor har jeg fundet det bedst at tilberede maden efter Guds ords opskrift. (…)
Jeg må indrømme, at det følgende er skrevet med megen smerte – nemlig i smerte over, at vort lutherske kirkes arvegods, det frie evangelium, er blevet ødet bort, så det er så vanskeligt at føle sig rigtigt hjemme i den ”moderne” ”lutherske” kirke. Det frie evangelium hører nemlig sammen med de bundne viljer.
Når så det, man lever af, bliver moralprædikener og kristelig-religiøse formler i tilknytning til en selvforstået hævdelse af den ”frie vilje”, ak, da er evangeliet bundet. For hvor mennesket af fri vilje gør sig stort, der binder det evangeliet. Men hvor Guds ord får lov til at binde mennesket, der gør evangeliet det frit. (…)
Dog må jeg sige, at jeg også har skrevet med stor glæde. Det skaber altid glæde at se sandhed og tale sandhed.
Mit skrift er ikke blevet til som en frugt af det, der er blevet sagt af Augustin, Luther, Melanchton, Calvin, Rosenius, og hvad de nu ellers hedder, disse mænd, der så og talte sandheden efter Guds ord. Selvsagt kender jeg en del til disse mænd og det, de har skrevet, for Kierkegaard har ret i dette, at den, som vil skrive en bog, gør vel i at læse, hvad andre har skrevet om det samme emne før ham, så han ikke gør unødigt arbejde.
Men ingen af disse mænd har haft afgørende betydning for mig. Jeg er så god en ”lutheraner”, at jeg ”blæser” på Luther; det gjorde Luther også selv, blot Guds ord måtte stå og gælde. (…)
Bliv anderledes!
Gud nærer et helligt had til vore synder, for de er fremmede for hans væsen. Derfor lader han os heller ikke få samfund med sig uden at skaffe vore synder bort fra sit åsyn. Vore synder er jo grunden til, at Gud og vi er skilt fra hinanden (Es 59,2); fjernes denne skilsmissegrund, så har vi evigt samfund med ham. Fjernes den ikke, så er vi skilt fra Gud for evigt.
Derfor er dette det første, Gud begynder at tale om, når han kommer os nær: de synder hos os, som må bort, og det gode, som vi må iføres. Lovens første tiltale er en tale mod hovedsynden i vort liv: Bort med afguderne og egoismen! Og det første og største ord om den hellighed, som han vil have i vort liv, er: Elsk Herren over alt og din næste som dig selv!
Når han nu begynder at tale med den enkelte sjæl om dette, så åbenbarer han sin visdom på den måde, at han indretter sin tale til og behandling af os nøjagtig efter det, vi kan kalde vort samvittighedsniveau.
Der er jo mange og til dels store forskelle mellem de enkelte menneskers samvittighed. Samvittighedens ”niveau” er et ganske andet hos en mangeårig kristen end hos en nyom-vendt, og atter et andet hos en uomvendt, som er vokset op i et ”kristent” land, end hos en hedning, som er vokset op midt i hedenskabet.
Skønt der er forskel på den måde, hvorpå den guddommelige visdom sætter sig i forbindelse med os netop på det ”niveau”, hvor enhver af os befinder sig, så er det sådan, at ingen er så tåbelig, at Gud ikke kan nå ham, og ingen er så vis, at Gud ikke er visere og forstår at fange den vise i hans visdom (1 Kor 1,20).
Gud regner med de naturlige betingelser, som er til stede hos os med hensyn til at høre denne lovens første tiltale. Han sørger blot for, når og hvor han selv vil det, at lade et ord ”træffe os”, et lovens ord, som svarer til vort niveau, passer ind i vort naturlige liv, så vi bliver ”stukket i hjertet” og ”slået i samvittigheden” (ApG 2,37).
Han kan bruge de mest forskellige ord for at nå os. Men hvilke ord han end bruger: Når de kommer fra ham, så er de altid gennemsyret af hans hellige afsky for synden. Gennem dem alle går som grundtanke et helligt råb: ”Bliv anderledes!” Dvs. bliv anderledes, end du er nu, gør anderledes, end du hidtil har gjort, lev anderledes, tænk anderledes og føl anderledes!
Hvem af os har ikke gang på gang mødt den slags konkrete og klare ord, som traf vor samvittighed og sagde: ”Bliv anderledes!”
En gang lød det til os: ”Du må blive anderledes hjemme.” En anden gang: ”Du må bryde med dine verdslige venner.” En tredje gang: ”Du må høre op med dine syndige vaner og fornøjelser.” Eller måske: ”Band ikke”, eller: ”De utugtige lyster må ud af dit sind”, eller: ”Din hidsighed – din æresyge – din uærlighed – dit hovmod – din pyntesyge – din forfængelighed – osv.” (…)
Forskellige samvittighedsniveauer
Når sådanne ord fra Guds ord ”rammer os”, da bliver samvittigheden ligesom aktiv. Den begynder at bekræfte og vedgå det, som ”rammer”. For sådan er samvittigheden: Det, som passer til dens niveau, det kan den bekræfte og indse, men det, som ligger over dens niveau, det mestrer den ikke, og den bøjer sig ikke for det, hvor sandt og rigtigt det end er.
F.eks.: Taler en kristen med en uomvendt om menneskehjertets store fordærv, så vil de fleste uomvendte mennesker blive meget oprørte og forargede, ganske enkelt fordi deres samvittighed ikke har niveau til at indse det rigtige i denne tale. Taler derimod to kristne sammen om denne sag, så forstår de hinanden og er enige, selvom de i øvrigt er uenige om mange ting. Begges samvittighed har nemlig niveau til denne sandhed (om samvittig-hedernes forskellige niveauer taler også Paulus i Rom 14,1ff. og i 1 Kor 10,23ff.).
Her får vi øje på den dybe fylde i Guds visdom, mht. hans måde at omgås os på. Han forsøger aldrig at trumfe noget igennem eller at tvinge os, for hele hans fremgangsmåde begynder og slutter med den tanke, at han vil overbevise os, dvs. tvinge os indefra, i os selv.
Derfor ser vi aldrig, at Jesus diskuterer mennesker til tro. Han satte aldrig problemer under debat, når han talte med tvivlesyge og hovne fornuftsdyrkere. Havde samvittigheden ikke det niveau, han behøvede for at overbevise nogen, så satte han altid fingeren på netop det ømme og sårbare punkt i disse menneskers liv, sendte folk bort fra sig og sagde: Gå nu bort og lev sådan, som jeg siger; kom så tilbage til mig, da kan vi tale videre om sagen (Luk 10,37; Mark 10,21).
Han gjorde dette med fuldt overlæg, havde det så at sige som et princip. Derfor sagde han også: ”Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv” (Joh 7,17).
Det er samvittighedsoverbevisningens vej, erfaringens vej gennem det at gøre det, Gud siger og kræver (Jak 1,22ff.; Matt 23,3).
Derfor er det også et usvigeligt kendetegn på vækkelse ved Guds ånd, at der i os optændes en vilje og et forsæt til at gøre det, vi ved er Guds vilje. (…)
Beslutningen om omvendelse
Når vi så har truffet beslutningen om at begynde et nyt liv, så er vi tilbøjelige til straks at tænke: ”Nu er jeg omvendt til Gud.”
Det har sine gode grunde, for beslutninger af den slags indebærer ikke kun en vis dom over det liv, som vi hidtil har levet, men griber oven i købet ind i vort liv på en temmelig betydningsfuld og afgørende måde. Sådan ser det i alt fald ud. Når vi ifølge vor beslutning virkelig bliver anderledes derhjemme, blandt venner, blandt naboer, i handel og vandel, er vi så ikke også blevet omvendt?
Hvorvidt nu også sådanne beslutninger virkelig er i stand til at udrette det, vi vil, det tænker vi slet ikke på. Det forekommer os som en selvfølgelighed. (…)
Man mærker en stærk glæde ved at have taget en beslutning, har en lykkelig bevidsthed om, at man nu er i overensstemmelse med sandheden, ejer en vældig frimodighed ved endelig for en gangs skyld at være gået lige til sagen og ved at være blevet enig med sig selv og Gud om den livskurs, som nu skal følges.
Hvor ofte møder vi ikke vakte, som ligefrem stråler af glæde og siger: ”Nu er det slut med mit gamle liv!” Eller: ”Nu har jeg overgivet mig til Gud!” Eller: ”Nu har jeg taget skridtet!” Eller andre lignende udtryk.
Ofte kan denne følelse af frigørelse gennem længere tid vise sig at være en kraftig ansporing og drivkraft, endda i en sådan grad, at man ligefrem føler sig forvisset om, at Guds kraft er kommet ind i ens liv på en ny og herlig måde. Ja det kan endda komme så vidt, at netop denne tro på, at beslutningen og Guds kraft er et og det samme, i længere tid synes at give sejr over synden på en måde, som man aldrig før har oplevet.
Og dog er det hele dybt kødeligt, fordi det i bund og grund handler om glæde over mig selv og tro på noget i mig selv.
Sand frigørelse
Når da oprigtige sjæle lever i denne falske ”frigørelse” og kødeligt udsmykkede glæde over sig selv, så sørger Gud Herren for, at deres åndelige øjne skærpes. Han lader dem se synd og urenhed i sig selv, han lader dem se onde lyster og ugudelige tilbøjeligheder, han lader dem til tider også falde dybt i synd.
Igennem dette skaber han en ny slags erkendelse i os, nemlig den, at vor frelsesgrund må være stabil, pletfri, fuldkommen, ulastelig og hellig. Da vi imidlertid ikke er i stand til at finde noget sådant i os eller i vort eget liv, så gribes vi af den største rådvildhed, og vi ved ikke, hvor vi skal gå hen.
Ud af denne rådvildhed findes kun to veje, hvilke altid er de samme i alt, hvad Gud gør med os: Enten forstokkes vi i viljen og ønsket om at have frelsens grund i os selv – og begynder derfor at søge efter ”åndelige oplevelser”, i hvilke vi kan blive syndfrie, få syndens rod rykket op og således få klippegrunden i vort eget hjerte (hvilket faktisk er en slags forhærdelse, og derfor mod Gud og med Djævelen) – eller også ydmyges vi og ved ikke, hvor vi skal hen, før Herren gør os stille, så vi kan høre og tro evangeliet om Jesus.
Og frigørelsen i evangeliet, det er den sande frigørelse. (…)
Her kan man ikke længere finde nogen grund i sig selv, men alt står og bygger på den usigelige hemmelighed, at Gud er åbenbaret i kød, altså uden for mig. Gud er en person forskellig fra mig; Gud taler til mig i et ydre, lydeligt og læseligt ord; Guds Søn har uden for mig sonet mine synder på Golgata; jeg skal bestå for Guds dommerøje i en anden person, i en stedfortræder; Gud selv skal bo i mig, ved at jeg erkender ham uden for mig; han vil virke i mig, ved at han udvirker noget gennem Ordet, som er uden for mig; troen i mig lever af Ordet uden for mig. (…)
Så længe jorden står, skal der ikke eksistere mere end én sand frigørelse, nemlig evangeliets. Men så længe jorden står, skal det, at man vil have noget, ja alt, i sig selv, også være et kendetegn på hedenskab, kødelig filosofi og idealisme og falsk udsmykket ”kristendom”, som er lutter kød. (…)
Det fordærvede lovsind, der vil have alt i sig selv, bliver knækket og frataget livsbeting-elsen af Gud i lovens sande skole. Dette sker, når Guds Ånd på en hemmelig og skjult måde gennem vor samvittighed konfronterer os med urenhederne i vort indre hjerteliv, så vi, trods al kristelig tale, ikke længere i vort hjerte kan finde noget, som er rent og fuldkomment i Guds øjne.
Thi så længe et menneske mest har øje for det gode, som vi skal gøre i det ydre med mund og hånd og gennem vor væremåde, så længe kan man også drømme om at blive fuldkommen, syndfri og pletfri i sig selv. Men når Gud begynder at pege indad mod hjertet, ind mod selvlivet og det egocentriske, ja da ved vi ikke længere, hvad vi skal stille op med os selv.
Det egentlige kendetegn på Guds Ånd i vort liv og i vor samvittighed er, at han gør samvittigheden urolig over denne urenhed, der er i hjertet. (…)
Herligheden smuldrer hen
Læg mærke til, hvordan Gud handler.
Når vi har kæmpet og stridt, og det ikke er blevet til noget, når vi begynder at blive trætte, tvivler på alt og føler os urolige, så sørger Gud atter for at lade de rette ord komme på vor vej. Det er ord, som rammer os og slår os. Han benytter mange forskellige anledninger i vort liv: det kan være under bibellæsning, under samtaler om åndelige ting, ved møder, eller mens vi går ved vort arbejde og her ”pludselig” husker noget, som vi har hørt eller læst. Han sørger blot for, at der et øjeblik bliver stilhed i vor sjæl, så vi kan få en lidt samlet forestilling om os selv og vort liv. Og efter denne mere samlede forestilling påhæfter han så en lille kommentar som ”du er håbløs” eller tilsvarende.
Til én lader han komme et ”du er fortabt”, til en anden et ”din plads er i Helvede”, til en tredje et ”du er umulig”. Til andre gives: ”du er helt borte fra Gud”, ”det nytter ikke mere for dig”, ”du er ugudelig”, osv.
Til nogen kommer der ikke præcis et sådan ord i deres bevidsthed, men snarere en smertelig følelse af hjælpeløshed og af afstand fra Gud, en følelse af at være fortabt og uden håb.
Hvad er det egentligt, der sker i alt dette?
Jo, der sker det, at synderens stilling over for Gud bliver fuldstændig afsløret, mens Gud selv er skjult. Netop fordi han selv er skjult i dette, har vi denne smertelige følelse af, at alt brister for os, vi kan ikke finde Gud, vi er langt borte, vi har det, som om vi må lukkes og låses ude fra Himmelen for evigt. Dette er det, Skriften kalder at dø under loven (Gal 2,19).
Loven er Guds hellige tale, og derfor en tale uden skånsel, ikke en tale, hvor synderen blot kaldes en synder og så alligevel finder nåde. Nej, ved talen dømmes han også, bliver til støv for Gud, således at det er sandt, hvad David siger: ”Når du tugter en mand med straf for hans brøde, smuldrer du hans herlighed hen som møl; kun et åndepust er hvert menneske” (Sl 39,12, DO 1931/1948).
Ja, stillet over for lovens sidste tiltale ”smuldrer al vor herlighed hen som møl”. Tag et møl mellem dine fingre! Klem det ihjel! Se så efter, hvad der er tilbage af det! Støv – intet andet end støv! Ikke engang så meget som antydningen af, at det engang var et levende væsen!
Da svinder vor ”herlighed” over for ham, den ene, evigt hellige.
Hvor blev alt det af, som vi satte vor lid til? Vore beslutninger? Vor vilje? Vor forstand? Vore sejre? Vor ærlighed? Guds gerninger i os? Her er ingen anden herlighed tilbage end en sønderbrudt ånd, en afklædt synder, en nøgen sjæl og et afmægtigt hjerte. (…)
Troen tændes
At tro det er at råbe til Herren. Det er det, som frelser os i vor nød, og det skal vi tale om i det følgende.
”Så kommer da troen af det, som høres (forkyndes)”, siger apostelen (Rom 10,17).
Det finder vi en lang række eksempler på i vor Bibel. Blot ved at høre det, Jesus havde at sige, kom Natanael til tro på ham som Guds Søn (Joh 1,47ff.). Ved at høre Peters pinseprædiken kom tre tusinde til tro på pinsedagen (ApG 2,41). Ved at høre evangeliet blive forklaret kom den etiopiske hofmand til tro (ApG 8,35ff.). Ved at høre evangeliet blive forkyndt kom hedningerne i Kornelius‘ hus til tro og fik Helligånden (ApG 10,44ff.).
Det var også derfor, Paulus spurgte sine åndelige børn i Galatien: ”Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger (dvs. ved noget, I selv gjorde) eller ved at høre i tro?” (Gal 3,2); og til sine venner i Efesus skriver han: ”I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd” (Ef 1,13). (…)
Nu kan vi spørge: Hvordan kan troen dog blive til i hjertet, blot ved at man hører, ved at man får et tilsagn, ved at man får tilsagt et løfte?
For det er jo åbenlyst på baggrund af de eksempler, vi har nævnt, at troen egentlig opstår, når den er som en sultende, der tilbydes brød, som en tørstende, der tilbydes vand, som en fattigmandshånd, der tilbydes en gave. Derfor har Jesus selv så ofte talt om dem, der ”hungrer og tørster” (Matt 5,6; Joh 4,14; 6,35; 7,37).
Evangeliet forkyndes i verden, netop for at det skal møde dem, der hungrer og tørster, dem, som har trang, behov og nød for Gud, så det kan skabe troen i deres hjerter, mætte dem og tilfredsstille dem. Og den tro tændes i virkeligheden netop i det øjeblik, hvor den sultende bliver klar over, at han rækkes brød, den tørstende bliver klar over, at han rækkes vand, dvs. i det øjeblik han gennem tilsagnet og løftet, indbydelsen og gaven bliver klar over, at det et noget, som ”passer” til hans behov.
Dette siger Paulus så fint i Galaterbrevet, 2,16:
”Men fordi vi ved (indser), at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus.”
Han siger, at da han vidste (indså), at han i troen på Jesus havde den retfærdighed for Gud, som han ikke selv kunne bringe i stand, da troede han.
Ud fra dette kan vi da slutte, at ingen bare giver sig til at tro. Gud kan heller ikke skabe troen uden først at vække behovet og trangen, længslen og håbet efter Jesus. (…)
Troen kommer til Jesus
Det er kun ganske naturligt, at troen altid må ytre og vise sig i, at vi kommer til Jesus, eftersom vi overalt indbydes til at komme.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”, siger han selv (Matt 11,28).
I en række af sine lignelser har han desuden fortalt, hvordan Gud Herren til alle tider sender sine tjenere, Ordets forkyndere, ud, og gennem dem siger: ”Kom til brylluppet, for alt er rede” (Matt 22,2ff.; Luk 14,16ff.). Allerede gennem profeten Esajas lød indbydelsen: ”Kom, alle I, der tørster, kom og få vand! Kom, I, der ingen penge har! Køb korn, og spis! Kom og køb korn uden penge, vin og mælk uden betaling!” (Es 55,1).
Da Guds ord således er gennemsyret af indbydelser til at komme, så både vil og må troen komme. Ikke sådan at forstå at det at tro og det at komme er det samme. Ikke alle, som kom til Jesus, kom i tro. Der var nogle, som kom for at friste ham, for at diskutere med ham og for at sætte ham på prøve.
Ikke alle, som kommer til Jesus, tror på ham (Mark 10,17; Luk 10,25). Men alle, som tror på Jesus, kommer til ham.
Det vil sige, at Ordet er det første, det at komme er det andet. Troen må først være der, så kan troens handling og gerning, det at komme, indfinde sig. Troen er livet selv, det at komme er livets ytring. Troen er roden, at komme er det, der skyder ud fra roden. (…)
At drages til Jesus
Men hvordan opstår troen og tilliden i os midt i vor sorg? Hvordan kommer vi i det hele taget på den tanke at gå til Jesus, kalde på ham og søge ham i vor sorg og nød, i ”døden under loven”?
Hør, hvordan Jesus forklarer det:
”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham” (Joh 6,44). ”Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig” (Joh 12,32). ”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig” (Joh 6,37).
Her hører du forklaringen, den skjulte, dybe årsag til, at nogle i det hele taget kommer til Jesus, og altså tror. Det skyldes ikke deres vilje og forsæt, siger Jesus. Nej, det skyldes, at der sker noget i Himmelen eller fra Himmelen, nemlig det, at Faderen giver os til Jesus og lader en dragende magt komme over os. Når den dragende magt når til hjertet, så begynder vi at længes efter Jesus.
Sådan var det med kvinden i farisæerens hus, hun græd med længselstårer efter ham (Luk 7,36ff.). Sådan var det også med Zakæus, han havde en længsel i sit hjerte efter at få Jesus at se: Han ville gerne se, hvem Jesus var (Luk 19,2ff.).
Og når den dragende magt når til hjertet, da begynder vi ligeledes at råbe og bede til Jesus. Ikke alt, som kaldes bønneråb, er troens bøn, men alt som kaldes tro, giver sig udslag i bønneråb. Kan bøn frelse? Slet ikke. Men troen frelser.
Så er det at komme til Jesus intet andet end at længes efter og håbe på ham, at sukke og bede til ham, at råbe og kalde på ham. Og over dette hviler løftet: ”Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort.” (…)
Al sand og levende tro, som kommer til Jesus, har det i sig, at den kommer til ham som til den eneste, som til den sidste udvej, som til det eneste håb. Det har alle dage været sådan, at den levende tro må sige og bekende: Jesus, den eneste, helligste reneste.
Troens sikreste kendetegn er, at den regner Jesus for den eneste udvej.
Min egen omvendelse
Der er få ting i mit liv, som har gjort et så gennemgribende indtryk på mig som min egen omvendelse. Jeg har haft grund til at undre mig over, hvorfor jeg råbte til Jesus. Jeg er mig nemlig bevidst, at jeg lige til det øjeblik, jeg blev omvendt, stod inde for det standpunkt, at jeg kun troede på Gud.
Jesus var for mig ikke andet end et mønster og et ideal for et menneskeligt liv. Jeg afviste bestemt enhver tanke om, at Jesus var stedfortræder og Gud.
Men hvad skete der så med mig? Jeg kommer hjem en aften, og inden jeg går i seng, bliver jeg fyldt af tanker om og anklager mod mit verdslige liv, mine synder og vaner, det onde og urene sind, tanker og anklager, som jeg ikke kan styre. Den slags ting tænker vi mennesker ofte på, når vi er alene med os selv, og samvittigheden trænger sig på.
Det var ganske vist ikke første gang, jeg sad alene med disse tanker, for jeg havde været vakt i flere år. Jeg greb imidlertid min Bibel, slog op i den, og mine øjne faldt på Romerbrevet 7,14ff. Efterhånden som jeg læste, blev jeg klar over, at jeg var et helt umuligt menneske; og så skete det, som jeg indtil nu ikke har fundet nogen tilfredsstillende forklaring på: Da brast jeg i gråd under trykket fra Guds ord og min samvittighed, jeg faldt på knæ ved min seng og råbte til… – ja, hvem råbte jeg til? Det var ikke første gang, jeg bad. Åh nej, jeg havde bedt meget og ofte i den forløbne tid. Og dog blev jeg først nu omvendt. Jeg opgav mig selv, ja endog ”Gud” og ”Faderen” opgav jeg, kun ét kunne jeg sige: ”Jesus, Jesus – jeg kan ikke slippe dig.”
Jeg råbte til Jesus som til min Gud – uden at være klar over det. Gud gjorde op med al min religiøse og ”akademiske” snusfornuft og vinkellogik og brugte sin dragende magt til at drage en stakkels fjende af korset hen til den korsfæstede. Jeg glemte mine mange refleksioner og al min tomme og forkvaklede selviagttagelse, jeg glemte mine tåbelige teorier og tanker om kristendom.
Imod al rimelig fornuft og imod al menneskelig visdom råbte jeg til en person, som jeg nok kendte af navn, men aldrig havde set eller hørt, og om hvem jeg derfor ikke vidste, hvorvidt han var død eller levende.
Hvorfor var det sådan? Man vil sikkert fortælle mig, at da jeg var opdraget kristeligt, så var det kun naturligt, at jeg kendte Jesu navn. Og det er sandt nok, jeg vidste meget om Jesus – men jeg var en fornægter.
Hvorfor råbte jeg så alligevel til ham? Hvorfor glemte jeg alligevel helt og fuldt alt det, som jeg før mente og havde en teori om? Var det nøden i min samvittighed, som gjorde mig forvirret i et svagt øjeblik? Nej, nej – det var hans dragende magt, det var det, at hans navn ved hans egen Ånds virkning ikke længere blot var et navn og et symbol, et ideal og et mønster, men nu betød en levende person for mig. Han var en person, som hørte mig, som så mig, som ikke havde opgivet mig. (…)
Tror jeg godt nok?
Lad os sige det på følgende måde. Hos den, der i sandhed sørger over sig selv i hjertet, er troen intet andet end: den sørgendes længsel efter Jesus – den hjælpeløses håb til ham, som til den eneste – den bedendes råb til ham, som om der ikke var andre, der hørte – den sukkendes suk til ham – den nedslåedes fortrøstning og tillid til ham – den søgendes tilflugt til ham.
Misforstå mig ikke. Jeg mener ikke, at alle disse grader og arter af nød må føles i hjertet samtidigt, sådan at troen ikke kan være til stede, uden der hersker sort fortvivlelse. Vi ser ofte, at det kødelige lovsind griber fat i evangeliet og siger: Uden så og så megen fortvivlelse er en sand tro ikke til stede.
Hertil er der at sige: Sand tro opstår i hjertet i samme øjeblik, det er sandhed for mig, at jeg ikke tror på mig selv og mit, men i stedet råber til Jesus. Troen frelser nemlig ikke i kraft af fortvivlelsens kvalitet og grad, men troen frelser i kraft af, at den ikke stoler på sig selv, men rettes mod Jesus.
Dvs., når det gælder vores frelse, så spørges der overhovedet ikke efter troens kvalitet. Troen er slet ikke en ”kvalitet”, eller med andre ord: Troen er ikke noget, man kan tage og føle på, ikke noget, man kan tænke eller ville, føle eller sanse, ikke noget, som er sandt og godt i sig selv. Tro er, når hjertet er rettet mod Jesus. (…)
Tro på troen frelser ingen, for så tror man i sidste ende faktisk på sig selv. Men tro på Jesus frelser. Om min forstand er bedømt til at være fuld af mørke og blindhed og ikke kender en eneste dogmatisk sætning ud over Jesu navn, og at Jesus har været i verden, så er min tro til frelse, blot den vender sig til denne Jesus som til sit eneste håb.
Og om min vilje er så svag og vaklende, at jeg intet godt formår, men er dømt som en ugudelig fjende af Herren, så gælder det dog, at er der i mig et suk i den til synderes frelser og en gnist af råb til barmhjertighedens kilde og den gode hyrde, så bliver jeg frelst. (…)
Glæde i Herren
Vi taler på denne måde om den svage tro, for at vi skal se og forstå, hvordan vi ganske frit, uden vor værdighed eller ros, bliver frelst af nåde alene, for Jesu skyld. Og når vi bliver klar over det, da bliver vi glade, og da bliver vi stærke.
For det er sandt, som et ord siger: Den, som Herren vil gøre stærk, gør han først glad. ”Glæde i Herren skal være jeres styrke.”
Vi bliver ikke frelst på grund af noget i os selv, men for Jesu skyld, fordi han har værdigheden, som Guds ord siger (Åb 5,2-10). Ved Jesu fuldbragte værk, ved hans soningsdød og lidelse, ved hans retfærdighed og lovopfyldelse, ved at han tager alt vort og gør det til sit, og giver os alt sit og gør det til vort – ved alt dette frelses vi.
Ved dette bliver vi nye og glade, stærke og frimodige, så vor tro ikke længere er det svageste i verden, men det stærkeste, ja så vor tro er den sejr, som har sejret over verden (1 Joh 5,4).
Så ser vi da, at troen er en gave og en hjertesag, en tillid og fortrøstning i vore hjerter; givet og meddelt ved Ordet.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2012. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Olav Valen-Sendstad
Olav Valen-Sendstad (1904-1963) var sognepræst og dr.phil.