En himmelsk tryghed

Sange med hjertet

Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.

En salme, der bringer håb

Mange forskellige sange kan bruges i denne serie. Sange, som er skrevet med hjertet og går lige til hjertet. For mit vedkommende faldt valget på en meget kendt og højt skattet salme. En salme med livgivende indhold, trøst og hjælp i svære tider, med råb til Gud om råd. Den giver styrke og glæde midt i sorger og bekymringer. Den gør mørket til lys.

Hele livet er den brugbar. Den bliver brugt som børnesang, midt i livet og også som begravelsessalme. Mange af os ældre har lært den udenad i skolen, eller også har vi sunget den så mange gange i kirken eller andre kristne sammenhænge, at den hænger ved. En vidunderlig, fredsgivende, opmuntrende salme.

Forfatteren Paul Gerhardt (1607-1676) har skrevet mange sange, hvoraf ca. 20 er med i Den Danske Salmebog. Her vil vi standse for Befal du dine veje, der fortæller om de krogede veje i livet og peger på en løsning. Den understreger, at det er Gud i Himlen, der styrer alt.

Jeg er vokset op med salmen, har ofte hørt den sunget, og også i skolesammenhæng har den været med. Det var dog for et par år siden under en bibeluge i Sydtyskland, jeg igen blev grebet af den og Paul Gerhardts sange i det hele taget. De blev sunget til møderne, hvor jeg straks følte mig hjemme.

”Befal du dine veje” er mere end en sang, der passer ind i de mørke år, mere end en begravelsessang, mere end en melodi. Det er en sang, der vil bringe håb. Den skaber livsglæde, peger fremad og opad, retter blikket mod fremtiden. Det er en sang, der vil give mig tillid til Gud, så jeg kan tro på trods af min ringhed. Sangen er et levende vidnesbyrd om freden, glæden og trygheden i Jesus midt i livets kampe.
Det at have lært og sunget den slags salmer med indhold er guld værd og kan ikke vurderes højt nok. Jeg husker ikke mere alle versene udenad, men de ligger som andre af Paul Gerhardts sange i baghovedet og kan pludselig dukke op i tankerne, lige når der er brug for et ord.

Vælt din vej på Herren

I salmebogen henvises under ”Befal du dine veje” til Sl 37,5 (”Vælt din vej på Herren, stol på ham, så griber han ind”). Det har været ”mit vers” gennem mange år. Når jeg har været i vildrede, ikke har kunnet finde vej, har været udsat for skuffelser og mismod: Vælt din vej på Herren … Jeg må vælte – overlade – alle bekymringer og tanker til ham, som kan stormen binde. Det har været min hjælp, ligesom flere andre udtryk i Paul Gerhardts salme.

Vej har han alle steder. Der er ingen blindgyder. Vejen kan være kroget, men bliver rettet ud – måske rundt omkring det næste hjørne?

Nede i dybet er der mørkt. Men ser jeg lyset, lygten på min sti og lyset i det fjerne, kan jeg være tryg. Jeg kan roligt befale min vej til Herren, Jesus. Frelseren leder ikke vild. Måske leder han ind på en omvej i mine øjne. Men senere ser jeg, at det ikke var planløst. Jesus ville bruge mig som sit lys i mørket.

Til tider er det blot en lille sti, jeg må følge. Da kan det være fristende at finde sin egen sti – lidt bredere, lidt hurtigere; en smutvej. Men det fører let vild. Nogle af jer kender sikkert bjergstierne. For mange år siden blev jeg mindet om, hvor vigtigt det er at følge de røde mærker, der markerer stien under vandringen. Sådan kan det gå på en bjergsti, hvor jeg vælger min egen sti, fordi jeg mener, den er kortere: De røde mærker er blevet borte for mig. Jeg ender på en smal sti med stejle, sneklædte skrænter, ser sneskred længere fremme. Da bliver jeg lille.

Også i vort liv her på jorden gælder det om at holde øje med de røde mærker, Ordet om Jesus, hans virke og frelsen ved blodet. At følge mærkerne er også at bie på Herren, at stoppe op og vente. Men jeg vil så gerne være lidt foran.
I Guds time er alt rede, og alle mine bekymringer er spildt. De lukkede døre forvandles til åbninger.

Hans trofaste pleje

1. Befal du dine veje
og al din hjertesorg
til hans trofaste pleje,
som bor i Himlens borg!
Han, som kan stormen binde
hvem bølgen lyde må,
han kan og vejen finde,
hvorpå din fod kan gå.

Jeg standser og undres igen over Guds skaberværk. Alt er skabt så forunderligt, og Kongen, Skaberen, vil lede et lille menneske som mig. Det er for stort til at fatte. Mine veje, mit liv, mine bekymringer har den Almægtige, himlens og jordens konge, omsorg for, og han finder netop den sti, som er beredt til mig.

Vi må leve i forud beredte gerninger. Alt er rede, og vi får vist en vej – også en vej ud af sorgen. Vil vi lade os ledsage af ham, der er Skaberen?

Hans gerning du betragte

2. På Herren må du agte,
hvis det dig vel skal gå;
hans gerning du betragte,
hvis din skal vel bestå!
Ved sorg og selvskabt plage
du intet retter ud,
thi intet kan du tage,
alt kan du få af Gud.

Ja, lad os betragte hans gerninger. Hans skaberværk, men også hans underfulde magt. Se hvordan han har båret og bærer sine fra dag til dag. Kig tilbage, sådan som vi møder det i Bibelen, hvor folket igen og igen bliver mindet om, hvordan Gud førte dem ud af Egypten.

Guds store gerninger kan jeg ikke beskrive på anden måde end ved at pege på Jesus. I Ham ser vi Guds gerning; i Jesus, der blev menneske og gik i mit sted, så jeg får lov at leve i ”syndsforladelsens rige”.

Som Gud ledte sit folk gennem ørkenen, leder han også i dag os enkeltpersoner, men også det kristne folk, for hvem Jesus er blevet Frelseren.

Nej, mine bekymringer og mit stræb gavner intet. Alt er gaver fra Gud, også den vej, jeg går på – selve livet.

De dødeliges kår

3. Din trofasthed og nåde,
o Fader, bedst forstår,
hvad skade kan og både
de dødeliges kår,
og hvad du har for øje,
det sker, o stærke Gud,
og alting sig må føje
dit råd at føre ud.

Vi må kalde ham fader og som børn komme til ham. Jesus forstår os. Som sandt menneske og sand Gud kender han vore kår på alle måder. Bag alt, hvad der sker i vor verden, er det Gud alene, der har magten.

Kun nåde du udspreder

4. Vej har du alle steder,
dig midler fattes ej;
kun nåde du udspreder,
kun lys er al din vej
din gerning kan ej hvile,
ej standses kan dit fjed,
når du til os vil ile
med hjælp og bistand ned.

Her bliver jeg mindet om, at når alt ser mørkt ud, så er der en vej, hvor der er lys. Jesus er vejen fyldt med nåde.

Hvem vover at forbande …?

5. Om alle Helved-magter
end trodse og modstå,
det du for intet agter,
vil ej tilbage gå.
Hvem kan mod dig vel stande,
som slynger lynets pil?
Hvem vover at forbande,
når du velsigne vil?

Jeg møder en trøst og et håb. Midt i det fastkørte liv skimtes lyset. Jeg bliver mindet om Guds velsignelse.

Paul Gerhardt skjuler ikke mørkets magter, men jeg skal ikke lade mig kue af dem. Nej, jeg må se op til Herrens stærke magt – og det levende håb.

Herrens stærke magt

6. Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o, håb, mit hjerte,
vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den herre,
som alting råde bør;
Gud monne sceptret bære,
og alting vel han gør.

Ja, Gud monne sceptret bære – Han er KONGEN!

I den oprindelige salme er der 12 vers.¹ Her følger to af dem:

9. Han vil dig vel unddrage
en liden stund sin trøst;
dig synes som din klage,
dit råb af bange bryst
han ikke mer fornemmer,
men i din angst og nød
sig skjuler og dig glemmer
i trængslens ovn og glød.

Gud kan skjule sig, så jeg tror mig glemt. Men vid, at han glemmer ikke sine!

10. Men når du tro befindes,
han løser hastelig
de bånd, hvormed du bindes,
så du forundrer dig:
Din byrde han i nåde
da fra dig tage vil,
som du til egen både
har båret hidindtil.

Han vil bære mine byrder. Så kast da al din smerte på Herrens stærke magt!

Når alting vakler

Hvad gør jeg, når alting vakler omkring mig?

Det ene, der bær, når alting andet vakler, det er Guds nåde og barmhjertighed (LT 7).

Jeg møder smerte af forskellig art. Hvordan klares disse situationer? Findes der en udvej – noget, der ikke vakler, men står fast?
Paul Gerhardt havde et svært liv, men blev en stor salmedigter. Mange af hans sange vidner om en tryghed, en fredfyldt hvile i sindet på trods af modgangen.

Som det siges i indledningen til en samlet udgave af Paul Gerhardts sange og digte: ”Det, digteren siger, siger han med enkle ord, men i smukke sætninger og vers (…) Han ville aldrig frembringe mere, end han fik, men i rette tid, når englen rørte hans hjerte, greb han fat i pennen for at tale trøst til sig selv, for at befri sig selv fra det, der var hans sjæl imod, og for at give trøst og fred til mange efter ham (2 Kor 1,1f.).”²

Det er Guds ord, der giver hvile, tryghed og fred i sindet midt i livets mange udfordringer. Hjertet kan fyldes af ord, som må gives videre – og det bliver ord, der går til hjertet, i nogle tilfælde som salmer.

Paul Gerhardts berømte trøstesang giver ikke billig, beroligende trøst, men nævner smerte og sorg i detaljer. Grundlaget for tilliden til Gud er troen på Guds skabende kraft, som trods sin hemmelighed i sidste ende vil være stærkere end al nød.

Da 30-årskrigen brød ud, var Paul Gerhardt et barn. Så længe den varede, hørte trængslerne ikke op. Byerne var ødelagt og nedbrændt. Indbyggertallet var faldet og velstanden forsvundet. 4 ud af 5 børn døde som små af pesten.

Men i alt dette finder vi en tryghed og tro, en tillid til Gud; han, som kan stormen binde. Det var det, Paul Gerhardt erfarede i sin vandring med Gud, og som blev videregivet i 139 kendte sange på tysk og 15 på latin.

Taler ind i hjertet

Befal du dine veje blev første gang offentliggjort i Gesangbuch Praxis pietatis melica i 1653.³

Digtets 12 vers havde form som et akrostikon, hvilket normalt betyder, at forbogstaverne i hver linje læst lodret ned gennem versene danner et ord, oftest et navn. I denne salmes oprindelige udgave er det begyndelsesordene i hvert af versene, der danner salmens tema, nemlig ordene fra Sl 37,5: ”Befiehl dem Herrn deine Wege und hoffe auf ihn; er wird’s wohl machen”⁴ (”Overgiv dine veje til Herren og sæt dit håb til ham; han vil gøre det godt”).

Allerede i sin levetid var Paul Gerhardt en højt respekteret digter, og hans sange blev ofte sunget. Efter hans død blev de optaget i alle de evangeliske sangbøger i Tyskland. I det 18. århundrede og især i det 19. århundrede blev han overalt anset for at være den største blandt dem, der har skrevet åndelige sange i Tyskland. Paul Gerhardts stilling er den samme i dag.

Hvordan kan det være?

Det fortrolige samfund, han havde med Gud, mærkes i hans digtning, og taler lige ind i hjertet. Mange kan genspejle sig i smerterne, men oplever også friheden i det budskab, de bærer med. Tusinder har med sangen bedt sig til trøst i hjertet – som for eksempel med det oprindelige vers 12:

O Herre, gør dog ende
på al vor angst og nød,
din styrke os tilsende
og tag indtil vor død
i din trofaste pleje
vort legem, sjæl og sind,
så fører vore veje
til sidst i Himlen ind!

Udgivet af

Andreas Michelsen

Andreas Michelsen, Frederiksberg, pensionist, tidl. lærer.