Replik fra Mikkel Vigilius

Svar på Søren Aalbæk Rønns respons.

Tak at du har taget dig tid til at skrive en grundig og konstruktiv respons på min artikel Værdifuld og fortabt! Jeg værdsætter, at vi kan have en åbenhjertig teologisk samtale om, hvordan vi bedst forkynder Guds ord til unge i dag.

Jeg vil beklage, at det har taget mig så lang tid at skrive et svar. Jeg havde gerne gjort det meget tidligere. Men du kender til omstændighederne.

Vi har aftalt, at din respons og min replik bliver bragt på Nyt Livs hjemmeside, og at du efter den nedenstående replik får det sidste ord, som også vil blive bragt på hjemmesiden.

Det, vi samtaler om, er spørgsmål af evighedsbetydning. Det påvirker formen i mit indlæg. Det er blevet både langt og omstændeligt. Det er ikke sikkert, at de centrale anliggender og det bibelske grundlag for disse anliggender derved er blevet tydeligere. Men det var mit ønske.

Du er velkommen til at dele mit indlæg med hvem som helst og at offentliggøre det hvor som helst.

—

Kommunikation er en svær ting. Jeg kan ønske at sige en ting, men det lykkes mig ikke at udtrykke mig tilstrækkelig klart, og så er det noget andet, som bliver læst og hørt. Derfor vil jeg bruge den første del af min replik til at tydeliggøre noget i min artikel, som tilsyneladende kan misforstås. Til det formål er det hensigtsmæssigt, at jeg først citerer det pågældende afsnit i min artikel.

På side 26 i Nyt Livs blad har jeg gengivet og kommenteret et uddrag af din prædiken. Her skriver jeg:

”I den tredje prædiken på Å-festival, Å3, forkyndes det, at Gud vil give os hvile og fred. Der siges meget om, at vi må finde hvile i, hvad vi er, og ikke i, hvad vi gør. Og når det drejer sig om, hvad vi gør, så vil Gud – lyder det – at vi som kristne skal se og finde hvile i, at det er godt nok. Når det drejer sig om, hvad vi gør, så vil Gud – lyder det – at vi som kristne skal se og finde hvile i, at det er godt nok. Vores gerning sammenlignes derefter med Guds gerning ved skabelsen, og så lyder det: ’På grund af Jesus kan jeg sige om min egen indsats, som Gud sagde om sin. Hvad var det Gud sagde? Han sagde, det er godt! Det er uovertruffent! (…) Sådan kan jeg sige om mit eget liv. Det er godt. Det er godt på grund af Jesus. Den eneste, jeg skal bevise mig over for, han har allerede sagt: Det der er mit barn, som jeg har velbehag i. Jeg behøver ikke at bevise mig selv’. ’På grund af Jesus’. To gange kommer disse fire ord. Jeg har svært ved at forstå dem som andet end en henvisning til Jesu stedfortrædende retfærdighed, som vi får tilregnet ved tro, så Gud ser os som retfærdige i Jesus.”

I relation til denne passage i min artikel skriver du to ting:

1) ”Vigilius citerer mig for at sige, at vi kan sige om os selv, som Gud siger om Jesus, når vi er kristne. Han konkluderer, at jeg sammenligner vores indsats med Guds indsats, men det gør jeg ikke. Men som kristne har vi en god samvittighedspagt med Gud ved dåben, og der er sket et saligt bytte. Jesus tog min uretfærdighed. Jeg fik hans retfærdighed.”

Det er ikke rart at blive misforstået. Du har ikke villet sammenligne vores indsats med Guds indsats. Det tager jeg til efterretning. Men jeg optog det faktisk i den bedste mening som en sand og god evangelisk pointe: Gud udtalte efter skabelsen om sit skaberværk, at det var tov meod – meget godt, helt igennem godt, uovertruffent. Præcis det samme kan Gud sige om os og vores gerning, når vi er kristne. Gud ser Jesu gerning som vores gerning, og Jesu retfærdighed som vores retfærdighed. Derfor kan han sige det samme om os og vores gerning, som han sagde om skaberværket: det er tov meod. Og Gud kan sige det samme om mig, som han sagde om Jesus, da han gik på jorden: Du er mit barn, det elskede, i dig har jeg velbehag.

Som jeg forstod dig, var det dette, du ville sige, og det kunne jeg kun tilslutte mig.

2) ”Som Vigilius gengiver mig i artiklen, ser det ud til, at jeg siger, at de 3000 tilhørere alle roligt kan være tilfredse med sig selv. Det siger jeg ikke.”

Jeg forstår godt, at du reagerer, Søren, hvis jeg tillægger dig det budskab, at de 3000 tilhørere roligt kan være tilfredse med sig selv. Det er ikke det, du siger. Det var heller ikke på nogen måde min intention at tillægge dig det budskab.

Jeg refererer dig for at sige, at vi som kristne skal se og finde hvile i, at vores gerning er god nok. Derefter påpeger jeg, at du to gange siger ”på grund af Jesus”. Jeg skriver, at jeg forstår denne formulering som ”en henvisning til Jesu stedfortrædende retfærdighed, som vi får tilregnet ved tro, så Gud ser os som retfærdige i Jesus”. Det er sådan, jeg har forstået dig, og det var sådan, jeg gerne ville gengive dig. Du siger intet sted, at de 3000 tilhørere, kristne som ikke-kristne, kan være tilfredse med sig selv. Det vil være åbenlyst forkert at tillægge dig det budskab.

—

I din respons er der én ting i min artikel, som du særligt opponerer imod, nemlig det, jeg skriver om den frelsende tro:

”Vigilius skriver: ’Her vil der være meget, som er anstødeligt for det narcissistiske menneske, men som det må høre for at komme til en frelsende tro på Jesus’. Talen om den frelsende tro er måske mit vægtigste kritikpunkt af Vigilius’ artikel”.

I forlængelse heraf skriver du:

”Ræsonnementet synes at være, at frelsende tro alene kommer ud af syndenød. Det minder mig om pietisten August Francke, som krævede omvendelsesoplevelsen som en forudsætning for at være en sand kristen. Syndenød blev indgangen til Guds rige med en nedtoning af dåben som konsekvens.”

Jeg er helt enig med dig i din kritiske grundholdning til August Francke og hans skematisering af den rette omvendelse. I min Ph.d.-afhandling skrev jeg herom:

”Franckes egen version af ordo salutis-skemaet betonede, at en sand omvendelse begyndte med en alvorlig bodskamp, der fandt udløsning i en pludselig oplevelse af frelsesvished og efterfulgtes af et forvandlet liv i kraftfuld tro og et radikalt opgør med al verdslig omgang og alle verdslige fornøjelser. Hallepietismens spiritualitet fik i forlængelse denne tankegang en legalistisk, asketisk og introspektiv karakter.”ⁱ

Som det fremgår, vurderer jeg Franckes tanker om den normative omvendelseserfaring meget kritisk. Det er ikke, fordi jeg selv har et forslag til en anden og bedre skabelon, som alle skal passe ind i.

Når Gud giver os den frelsende tro, kan de ydre omstændigheder og de ledsagende følelser og erfaringer være vidt forskellige. Det har været en stor berigelse for mig i de sidste 15 år at lave interviews med mennesker om, hvordan de er kommet til tro på Jesus. Hver person har sin egen historie. Ingen kan sige, præcis hvornår den frelsende tro kom til deres hjerter. Det ved kun Gud. Mange af dem, jeg har interviewet, er barnedøbte. Jeg er selv overbevist om, at Gud kommer til os i barnedåben for at genføde os og give os troen. Det har jeg skrevet ganske udførligt om i Nyt Livs blad 3/2024. Har vi fået troen i dåben, kan den bevares i os ved, at vi bliver ved at høre Guds ord. Men troen fra dåben kan også visne og dø, og da får vi brug for en ny genfødelse til tro (1 Pet 1,23)

Hvad der er fælles for alle, som kommer til tro på Jesus, er dette ene: troen bliver til ved evangeliets ord om Jesu frelse (Rom 1,16; 10,17; 1 Kor 1,18; Ef 1,13; Jak 1,18; 1 Pet 1,23). Men hvornår, gennem hvilken proces og ledsaget af hvilke følelsesmæssige erfaringer det sker, det er vidt forskelligt fra person til person. Derfor kan og må det ikke skematiseres. Ethvert forsøg på en skematisering af de rette omvendelseserfaringer vil uundgåeligt blive lovisk.

Men det er kun den ene side af sagen.

Den anden side af sagen er, at Gud har givet os loven for at vise os synden og vores egen fortabthed og derved lede os til evangeliet.

”Loven kom til ….” (Rom 5,20), siger Paulus. ”Den blev føjet til…” (3,19)”. Der var en tid, før loven blev givet på Sinai. I tiden før loven blev mennesker frelst alene ved tro på den kommende Messias (Rom 4). Så blev loven givet. Men mennesker blev fortsat frelst alene ved tro på den kommende Messias. Loven ændrede intet i forhold til frelsen. Men Gud gav os loven, for at den skulle lede os som fortabte syndere til evangeliet om frelsen i Messias. Ved at møde loven skulle vi forstå alvoren og dybden af vores synd og erkende, at vi er helt fortabte uden Jesus. ”Loven kom til, for at faldet skulle blive større…” (Rom 5,20). ”Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld…” (Gal 3,19). Som faldne mennesker er vi selvretfærdige til benet og til bunden, indædt selvretfærdige. Men så kommer Gud med loven, hvor vi møder hans hellige væsen og hans hellige vilje. Gennem loven fortæller Gud os, hvad vi skal gøre, og hvilken forbandelse, dom og straf, han vil ramme os med, hvis vi ikke gør det. Han siger til os: ”Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen” (Gal 3,10). Han siger også: ”Den, som ellers overholder hele loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle” (Jak 2,10).

Når Gud forkynder loven, så vil han, at vi skal indrette os efter den. Vi skal holde op med at handle ondt og i stedet handle godt (Es 1,16-17). Men endemålet er ikke, at vi ved selvforbedring skal opleve, at synden bliver stadigt mindre i vores liv, og at vi på det grundlag så kan blive stadigt mere overbeviste om, at vi har det godt med Gud – sådan som vi er.

Endemålet er det modsatte: ”Loven kom til for at faldet skulle blive større…” (Rom 5,20). Endemålet med loven er, at vi skal erfare synden som et fordærv i vores hjerter, som rører ved alt i vores liv, så vi ikke kan gøre én gerning, som er uberørt af synd, og at det derfor er sandt om os, hvad Paulus siger: ”Alle er fordærvede, ingen gør godt, ikke en eneste (Rom 3,12). Endemålet er, at vi skal se os selv som fortabte syndere, som overladt til os selv står under Guds retfærdige vrede, dom og straf: ”Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud” (Rom 3,19).

Paulus skriver, at dette er Guds mål med loven i forhold til ”hele verden”, alle mennesker. Samtidig gælder det, at Gud i første omgang gav sin lov til jøderne.

Hos jøderne blev alle drengebørn omskåret på den ottende dag. Omskærelsen var den gamle pagts indlemmelse i pagten, ligesom dåben er det i den nye pagt. Ved omskærelsen virkede Gud ved sin Ånd og sit ord med henblik på at virke tro i barnets hjerte. Men når drengen så voksede til, så ville Gud, at han skulle møde loven. Loven skulle vise ham hans synd i dens dybde og alvor.

Paulus var en sådan jødisk dreng, og han gjorde erfaring af netop dette. Det var først, da han i en bevidst alder mødte lovens dybdegående krav, at han kom til at erkende sin synd i dens dybde og alvor. Som Paulus fortæller om sit liv i NT, må vi regne med, at det skete efter hans møde med Jesus ved Damaskus. Da mødte han loven i sin fulde radikalitet, og da så Paulus sit liv i et helt nyt lys: ”Synden kom jeg først til at kende gennem loven. Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: ’Du må ikke begære!” (Rom 7,7). Først da loven pegede på hjertet hos Paulus og krævede syndfrihed her, først da forstod han omfanget, dybden og alvoren af sin synd, og da brød hans selvretfærdighed sammen: ”Budet, som skulle have ført til liv, viste sig at blive min død. For med budet fik synden et påskud og forledte mig og dræbte mig ved det” (Rom 7,11). Loven endte med at fælde dødsdom over Paulus og al hans egen retfærdighed.

At møde loven på denne måde var givetvis fortvivlende og forfærdende for Paulus. Men det var ikke desto mindre velsignet godt. Det var Guds gode og velsignede gerning. Gud tog alle Paulus falske frelsesgrunde fra ham for at give ham frelsen af nåde alene i Jesus alene: ”Blev synden større, er nåden blevet så meget desto større” (Rom 5,20). ”Jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud…, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2,19-20). ”Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror” (Gal 3,22).

Sådan brugte Gud loven i Paulus’ liv. Sådan brugte Paulus selv loven i sin forkyndelse. Og sådan lærer Paulus os, at loven skal bruges til enhver tid og over for alle mennesker. Endemålet er, at hele verden kommer til at stå strafskyldig for Gud i sig selv. Det er målet.

Sproget ændrer sig, kulturen og de ydre omstændigheder ændrer sig. Men Gud er den samme, vi mennesker er de samme, og vejen til frelse er den samme. Til enhver tid har vi brug for at høre Guds ord i både lov og evangelium, så loven fratager os alle vores egne frelsesgrunde, og så evangeliet giver os hele vores frelse i Jesus alene.

At vi ønsker at lægge røst til denne forkyndelse, står ikke i modsætning til overbevisningen om, at troen rækkes til det lille barn i dåben, og at troen kan leve i hjertet midt under betydelig åndelig uklarhed, forvirring, umodenhed og uvished.

Alle vil have gavn af at lytte til denne forkyndelse. For de troende kan den tjene til fornyelse, frimodighed og vished i troen på Jesus. For de, som endnu ikke tror, kan den lede dem til personlig tro på Jesus og til frelse ved ham.

Kan vi ønske noget bedre?

Som jeg forstår Paulus, er endemålet med loven at vise os, at vi er fortabte og strafskyldige i os selv, mens endemålet med evangeliet er at vise os, hvad Jesus har gjort for os til vores frelse – én gang for alle. Hvis dette er sandt, er det da ikke naturligt og ønskeligt, at denne forkyndelse får en central plads, når vi i 10 prædikener har mulighed for uforstyrret at tale Guds ord til en stor flok unge?

Hvor mange af de unge på Å-festival og Event har en frelsende tro på Jesus, og hvor mange har en kristen bekendelse uden en frelsende tro? Det ved ingen af os. Men vi ved, at vi kan hjælpe dem alle ved at forkynde Guds ord for dem i både lov og evangelium.

Loven kan befri dem for at kæmpe med deres egen kristendom ved at fælde dom over alt deres ejet. Evangeliet kan åbenbare for dem, at de, præcis som de er og har det, er frelst ved Jesus og Jesus alene. Det er denne forkyndelse og sjælesorg, jeg frem for noget savner på Å-festival og Event 2024.

—

Jeg er bevidst om, at jeg bevæger mig i en fast terminologi – lov og evangelium, og at det kan give indtryk af, at jeg efterspørger en fast terminologi. Det er ikke mit anliggende.

Lovens dom og evangeliets gave kan rækkes til os, uden at ordene lov og evangelium, synd og nåde, straf og soning nævnes.

Jeg synes, vi får en god illustration af det i Joh 6 og Joh 8. I begge kapitler hører vi, at store skarer følger Jesus, de er begejstrede for ham, og mange tror på ham – på en eller anden måde. Men så vender Jesus sig om og holder en tale. Med klare ord tydeliggør han for tilhørerne, at de er fortabte, hvis de ikke bygger deres frelse helt og holdent på ham. Uanset hvilke fortrin de har i forhold til andre mennesker, så er de – uden Jesus – fortabte. Men omvendt: Enhver, som tror på Jesus og bygger sin frelse på ham, har evigt liv, intet mindre. De to taler skaber en voldsom modreaktion. I slutningen af kap. 6 hører vi: ”Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham” (v.66). I slutningen af kapitel 8 hører vi: ”Da tog de sten op for at kaste dem på ham” (v.59).

Der foregår en radikal forandring fra først til sidst i disse to kapitler. Først er der en fantastisk stemning, en stor begejstring for Jesus, og en kæmpe folkemængde. Og det kunne givetvis være blevet ved på den måde, hvis Jesus bare ikke havde sagt de skarpe ord. Men det gør han, og han gør det med fuldt overlæg. For Jesu mål er ikke, at mange følger ham, er begejstrede for ham og tror på ham – på en eller anden måde. Jesus vil, at mennesker skal blive frelst ved tro på ham som deres eneste frelsesgrund. Derfor taler han på en måde, som sætter skel, og som gør det klart, at mennesker er fortabte uden ham.

Det, som Jesus kommer med i disse to kapitler, er – som jeg forstår det – en klar forkyndelse i lov og evangelium. Uden at ordene bruges, kommer det til at stå klart: Du er fortabt uden Jesus – uanset alt det gode, du har og er og gør. Du er frelst ved Jesus alene – uanset alt, hvad du mangler og fejler med og er skyldig i.

Det er en forkyndelse, som vækker modstand. Det ender med, at mange går deres vej. Sidst i kapitel 6 spørger Jesus de tolv: ”Vil I også gå jeres vej?” Peters giver et bemærkelsesværdigt svar: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord” (v.68). Netop det ord, som får de mange til at forlade Jesus, netop det ord, har Peter erfaret, giver evigt liv: ordet om frelsen i Jesus alene.

Personligt er jeg overbevist om, at alle deltagere i Å-festival og Event vil have gavn og glæde af at møde en sådan forkyndelse. En forkyndelse, som sætter skel, som taler alvorligt om fortabelse og frelse, som fjerner alle deres egne falske frelsesgrunde og giver dem hele deres frelse i Jesus alene. Det vil have omkostninger. Nogle vil støde sig på det. Nogle vil måske forlade fællesskabet. Men vil det ikke stadig være udtryk for sand åndelig omsorg at lade de unge møde en sådan forkyndelse? Målet er vel ikke, at de unge kommer og er glade for at komme, og at de tror på Jesus – på en eller anden måde – men at de bliver frelst.

—

Du skriver:

”Den forkyndelse som lød på Å og E kan ingen leve af – men det er så heller ikke meningen. Når jeg forkynder på Å, har jeg den tanke, at jeg gerne vil efterlade de unge sultne. Sultne på mere. Sultne på Jesus. Derfor siger jeg også til sidst i min tale: ”Bed over det, åbn din Bibel, åben din mund over for et menneske, som har din tillid.” Vigilius synes at mene, at en sådan forkyndelse skal efterlade mennesker mætte…Det er et gennemgående tema i stort set al forkyndelsen vi her debatterer, at der henvises til samtalen, til Bibelen, til bønnen og til det kristne fællesskab. Stævneforkyndelse kan ingen leve af om så den mest gudsbenådede forkynder på jorden holdt alle møderne. Dét de unge har brug for er ultimativt Jesus, hans tilgivelse og livet i ham. For nogle vil det indebære en omvendelse at have liv i ham, men for alle gælder det, at livet med ham er en relation, som for at overleve kræver deltagelse i et kristent fællesskab. Det må være den lokale kirkes opdrag at give den fulde teologiske ballast, det kan man ikke forvente af et stævne…”

Som jeg forstår dig, vil du med det citerede understrege, at forkyndelsen på Å-festival og Event indgår i en helhed. Vi må regne med, at de unge deltagere for de flestes vedkommende hører Guds ord forkyndt i andre sammenhænge både før og efter storsamlingerne. Storsamlingernes forkyndelse hverken kan eller skal stå alene. Det er jeg enig med dig i. Jeg skriver selv noget lignende sidst i min artikel.

Men når vi har en dyrebar, dyrebar anledning i 10 prædikener til at tale med de unge om deres forhold til Gud, skal vi så ikke give dem hjælp i forhold til det allervigtigste og helt grundlæggende?

Det kan sagtes være, at frelsesspørgsmålet ikke er det, som fylder mest hos de unge, når de kommer til sådan en storsamling. Jeg har arbejdet i 28 år som forkynder, underviser og sjælesørger for unge. Min egen oplevelse er, at som årene er gået, er stadigt færre af de unge bekymrede for deres frelse. Samtidig er forvirringen om frelsesgrundlaget taget til, og dobbeltlivet, hvor en kristen bekendelse forenes med et liv i fastholdt synd.

Hvad har disse unge brug for? Har de ikke netop brug for en klar forkyndelse, som sigter på at gøre frelsesspørgsmålet afgørende for dem, kalder dem til omvendelse og giver dem hele frelsen i Jesus alene?

Du skriver, at der vil være unge ved storsamlingerne, som har brug for omvendelse til nåden i Jesus. Det er jeg overbevist om, at du har ret i. Det er netop derfor, jeg ser det som en ulykke, at der ikke lyder en forkyndelse, der afdækker alvoren ved ikke at være omvendt og formidler et kald til omvendelse og modtagelse af nåden i Jesus.

Missionsforeningerne kalder sig – eller har kaldt sig – vækkelsesbevægelser. Det har været karakteristisk for deres historiske forkyndelse, at der er blevet talt klart og alvorligt om skellet imellem frelste og fortabte, og at der er blevet kaldt til omvendelse. Men det var ikke en forkyndelse, som kom med missionsforeningerne. Vi møder den samme forkyndelse i både GT og NT, og det bør ikke undre, når Bibelens samlede mål er at lede os til omvendelse og fred med Gud.

Du skriver:

”Hvis prædikanterne gik på prædikestolen med tanken: ’Det er nu eller aldrig’, så ville det se anderledes ud. Eller hvis det var et omvendelsesmøde målrettet ikke-kristne. Eller hvis det var målrettet voksne mennesker. Men nu er det altså målrettet 15-18 årige fra det, Vigilius kalder bibeltro sammenhænge.”

Vi ved ikke, om det er nu eller aldrig for den enkelte tilhører. Men det kan være nu eller aldrig – også for de unge på Å-festival og Event. Den puritanske præst Richard Baxter er kendt for at have sagt dette om sin forkyndelse: ”I preached, as never sure to preach again, and as a dying man to dying men!” Baxter har stået som et forbillede for evangelikale forkyndere frem til vor tid. Det fremgår bl.a. af den artikel fra The Gospel Coalition, som jeg har hentet citatet fra, og som jeg henviser til i en note nedenfor.ⁱⁱ Der er ulykkeligt langt fra den alvor og den nød for menneskers frelse, som jeg møder hos Richard Baxter, til forkyndelsen på Å-festival og Event.

—

Du spørger:

”Lov og evangelium hører sammen, men skal en forkyndelse som primært er til de kristne have en omvendelsesgrundtone?”

Jeg tror, at vi, som er prædikanter, har et kald til at udlægge og forkynde hele Guds ord – alle tekster og alle emner, og vi må gøre det i bøn om og med henblik på, at forkyndelsen kan tjene til både omvendelse, opbyggelse, oplæring, vejledning, formaning og trøst. Men uanset hvilken tekst og hvilket emne vi tager frem fra Bibelen, så får vi altid med Gud at gøre, sådan som han er. Når vi møder Gud i hans hellighed, afsløres vores synd, og når vi møder Gud i hans nåde, virker det tro på Jesus. Det er det, ordet sigter på at virke, og det er det, vi må bede om, at ordet vil virke.

I mere end 300 år har det været almindeligt i folkekirken at indlede højmessen med den indgangsbøn, som blev forfattet af Jesper Brochmand i 1644. I den korte version lyder bønnen: ”Herre, jeg er kommet ind i dit hus for at høre, hvad du vil tale til mig. Opluk nu ved din Helligånd mit hjerte, så jeg af dit ord kan lære at angre mine synder, tro på Jesus Kristus og hver dag styrkes og bevares i denne tro. Amen”.

Bønnen er den samme uge efter uge. Uanset søndagens tekst beder vi om, at Gud vil gøre sin dobbelte gerning ved lov og evangelium. At han vil afsløre synden, så vi angrer den, og at han vil åbenbare frelsen i Jesus, så vi tror på ham. At vi angrer vore synder og tror på Jesus som vores frelser, det er omvendelse.

”…skal en forkyndelse som primært er til de kristne have en omvendelsesgrundtone?” Mit svar er, at jeg tror, at den grundtone altid vil være der, hvis vi udlægger Guds ord sandt, og Guds Ånd gør sin gerning i hjerterne. Så vil indgangsbønnen blive opfyldt.

—

Nu citerede jeg kun det første af to spørgsmål, som du stiller i sammenhæng. Det andet lyder:

”Eller må den (forkyndelsen) proklamere, som jeg gør i min tale fra Å 24, at Gud har velbehag i os for Kristi skyld?”

Jeg kan ikke forestille noget bedre og mere berettiget for en kristen prædikant end at forkynde dette budskab. Men hvem gælder det for? Det gælder for alle dem, som tror på Jesus. Det er de frelste, der er i Kristus. Det er dem, der har Guds velbehag. Ingen andre.

Jeg håber og tror, at vi deler ønsket om med vores forkyndelse at trøste de anfægtede og vække de selvsikre. De to mål må ikke tage kraften ud af hinanden. I den enkelte prædiken kan det derfor være naturligt at prioritere det ene mål frem for det andet. Men det vil ikke være god sjælesorg at holde en vækkelsesprædiken, som taler om synd og dom uden at pege på nådens åbne dør. Tilsvarende vil det heller ikke være god sjælesorg at tale om alle frelsens rigdomme og gaver uden at gøre det klart, at de findes i Jesus, og at de ejes af dem, som tror på ham.

—

Med alt det ovenstående har jeg forhåbentlig kastet lys over dit spørgsmål om, hvorvidt jeg vil idealisere en bestemt skabelon for forkyndelsen:

”…den skabelon, som foreskriver, at først taler du 20 minutter om syndens magt og løn og så 5 minutter om, at Jesus har frelst os fra det. Repeat.”

Det er ikke det, jeg efterspørger. Som i slet ikke.

—

Kan man betegne en klassisk lov- og evangelium-forkyndelse som sand og vigtig og samtidig ironisere over den og lægge afstand til den? Det tror jeg, desværre, at man kan, og jeg mener, at det sker i den prædiken, som jeg betegner som Å5, og som jeg gengiver på s.29-30 i min artikel. Jeg overlader det til enhver at læse det, jeg gengiver af prædikenen i min artikel, eller – endnu bedre – at høre prædikenen i fuld længde og på den baggrund danne sit eget indtryk.

—

I relation til denne prædiken berører du – ligesom prædikanten i Å5 – spørgsmålet om, hvad der er evangeliet. Du påpeger, at prædikantens anliggende i Å5 er at tydeliggøre, at evangeliet ikke stopper ved, at Gud tilgiver os:

”Guds tilgivelse er midlet, men fællesskab med Gud er målet. Det er måske ikke sådan, Vigilius er vant til at høre og formulere det, men hvis evangeliet bliver, at vi kan finde tilgivelse og retfærdighed FULL STOP – ja så er det et amputeret evangelium, for det efterlader os uvilkårligt med spørgsmålet: Men hvorfor har jeg brug for hans tilgivelse, hvad skal jeg med den, og hvad har motiveret Guds ageren i Kristus? Så bliver mit forhold til Gud indsnævret til en synder over for tilgiver, og det er ærlig talt fattigt”.

Så bliver det ikke mere centralt og vigtigt: Hvad er indholdet i det evangelium, vi skal forkynde? Svaret må selvsagt gives af Guds ord.

Vi har fire bøger i begyndelsen af NT, som vi kalder evangelier. De handler alle om én ting: Jesus. En tredjedel handler om de centrale frelsesbegivenheder sidst i Jesu liv: hans indtog i Jerusalem, hans lidelse, død, opstandelse og himmelfart. Hvad der sker her, er tydeligvis det helt centrale.

Mellem sin opstandelse og himmelfart udlægger Jesus for sine disciple, hvad der var meningen med hans lidelse, død og opstandelse og sætter ord på det evangelium, som de skal forkynde: ”Han sagde til dem: ’Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag” (Luk 24,46-47).

Pinsedag får Peter mulighed for at forkynde evangeliet for jøderne i Jerusalem. Først afslører han, at jøderne har slået deres Messias ihjel. Men han forkynder også, at Jesu død på korset og hans opstandelse var opfyldelsen af Guds frelsesplan. Da budskabet slår tilhørerne med syndserkendelse, og de spørger, hvad de skal gøre, svarer Peter: ”Omvend jer og lad jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave” (ApG 2,37-38).

Videre frem i Apostlenes Gerninger hører vi, at apostlene forkynder ”evangeliet om Guds rige og Jesu Kristi navn” (8,12), ”evangeliet om Jesus” – ud fra Esajas 53 (8,35), ”evangeliet om Jesus og opstandelsen” (17,18), ”evangeliet om Guds nåde” (20,24).

Når Paulus giver sin mest omfattende udlægning af evangeliet i Romerbrevet fastslår han først summarisk, at evangeliet åbenbarer den frelsende retfærdighed, som Gud giver os ved tro (1,16). Så taler han om Guds vrede, der hviler over alle vantro (1,18). Herefter fratager han både hedninger og jøder alle deres egne falske frelsesgrunde (1,19-3,20), for så at åbenbare den sande frelse, som er vundet af Jesus som vores forløser, og som gør os retfærdige over for Gud og giver os fred med Gud ved tro på Jesus (3,21-5,21).

Når Paulus af korintherne udfordres på, hvilken forkyndelse der kan nå igennem til tilhørerne, fastslår han, at Gud har knyttet sin frelseskraft til ét bestemt ord: ordet om korset: ”For vel er ordet om korset en dårskab for dem, som fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft…For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet…Kristus som Guds kraft og Guds visdom” (1,18,22-24).

Når Paulus skriver sit mest sorgfulde brev, skyldes det, at galatermenigheden er kommet væk fra det ene sande og frelsende evangelium. Han indleder med en nådehilsen, hvor han sætter ord på evangeliet: ”Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus, som gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden, efter Guds, vor Faders vilje! Ham være ære i evighedernes evigheder! Amen.” (1,3-5). Herefter udtaler Paulus sin undren og sorg over, at galaterne har fjernet sig fra dette evangelium (1,6-7) og forbander enhver, som kommer med et andet evangelium (1,8-9). Hovedlinjen i resten af brevet er en fremholdelse, begrundelse og udfoldelse af evangeliet om den frelse, som er vundet ved Jesus Kristus, som gør os retfærdige over for Gud, og som fås ved tro på Jesus.

Jeg stopper her i tillid til, at en enkelt pointe er kommet tydeligt nok igennem: Centrum i evangeliet, som NT udlægger og forkynder det, er budskabet om, at Gud har sendt sin søn til verden, for at han ved sin korsdød og opstandelse kunne frelse os fra vores synders skyld og straf til vore synders forladelse, retfærdighed over for Gud og barnekår hos Gud.

Det er dette budskab, apostlene forkynder, når de vil føre mennesker til tro og frelse. De tror, at frelseskraften er knyttet til netop dette ord om, hvad Gud har gjort i Jesus til frelse for os, og det centrale i frelsen er en befrielse fra syndens skyld og straf til vore synders forladelse, retfærdighed over for Gud og fred med Gud.

I sin bog ”Evangeliet genopdaget” definerer Gene Edward Veith evangeliet på denne måde: ”det glade budskab om, at Kristus gennem sin død og opstandelse har vundet tilgivelse for os syndige mennesker og nu kan tilbyde os frelsen som gave”.ⁱⁱⁱ

Det er dette budskab, mennesker har brug for at høre og få forkyndt, hvis de skal blive frelst. Kristne har også brug for at høre det igen og igen, fordi vi i kraft af vores egen natur hele tiden er på vej væk fra det. Det kan siges på mange forskellige måder, og citaterne og henvisningerne ovenfor viser, at det kan siges på mange forskellige måder. Men citaterne viser også, at Luther havde ret: Når vi vil forkynde evangeliet, må vi tale om ”die Köste”, hvad det kostede Jesus at frelse os, hvad han gjorde for at købe os fri. For Gud har knyttet sin frelseskraft til ordet om, hvad Jesus har gjort én gang for alle til frelse for os.

Jeg ved, at jeg har trukket store veksler på tålmodigheden hos enhver læser her. Men jeg har bevæget mig frem mod noget, som jeg tror, er en vigtig pointe: Når vi vil forkynde evangeliet til tro og frelse, så må vi tale om frelsesgrundlaget. Vi må tale om, hvad Jesus har gjort for os til vores frelse. Det er ved ordet om Jesu historiske frelsergerning, Gud åbenbarer frelsen for vores hjerter til tro.

Men – dermed er vi på ingen måde færdige med at tale om al den velsignelse, som frelsen giver os adgang til, det vi kan kalde for frelsesrigdommen.

Jeg tror, det kan være gavnligt i denne sammenhæng at skelne mellem de to ting: frelsesgrundlaget og frelsesrigdommen.

Min pointe er ikke, at vi kan skille de to ting ad. Vi kan ikke tale om frelsesgrundlaget uden samtidig at sige noget fundamentalt og centralt om frelsesrigdommen. Den største frelsesrigdom er jo netop forsoningen, det rensende bold, den stedfortrædende retfærdighed.

Men der er to ting, som kan blive afklaret for os ved at skelne mellem disse to ting.

1) Det er ved at høre om frelsesgrundlaget, vi kan få adgang til frelsesrigdommen. Det første fører frem til det andet.

Som forkyndere skal vi selvsagt ikke prædike om disse ting i en strikt kronologisk rækkefølge. Men jeg tror, at det er vitalt for vores sjælesorg i forkyndelsen, at vi gør os klart, hvilket evangelium vores tilhørere må høre for at komme til tro på Jesus, blive frelst og derved få adgang til frelsesrigdommen.

2) Når frelsesgrundlaget er forkyndt, er det ikke FULL STOP, men tværtimod FULL FORWARD med en forkyndelse, som fremholder og sætter ord på den uendelige frelsesrigdom, som vi ejer i troen på Jesus: Vi er befriet for alle bud og krav i forhold til Gud og frelsen, vi står i nåden, Ånden har taget bolig i vore hjerter og virker et nyt liv indefra, vi er ført over i Guds elskede søns evige rige, vi har fri adgang til Gud i bønnen i Jesu navn, vi er sat ind i et vidunderligt fællesskab af kristne brødre og søstre, vi er kaldet ind i missionens rige arbejde, vi bæres i medgang og modgang i Guds mægtige faderhånd frem mod målet i himlen og på den nye jord, Gud lader alt i vort liv samvirke til det gode og til evig frelse for os, vi går blandt beskyttende engle alle vore dage, vi er allerede nu forenede med alle de afdøde troende, vi er gået over fra døden til evigt liv, vi skal ikke se døden, paradisets forhold til Gud er genoprettet her og nu, der er shalom mellem os og Gud, vi må tage imod alle goder i dette liv som vidnesbyrd om Guds kærlighed til os og som en forsmag på det evige livs herlighed, vi må se vores arbejde her på jorden i kald og stand som en gudstjeneste, vore lidelser her i livet retter os mod vores usynlige og evige herlighed, lidelserne ligedanner os med Kristus, og de fører ind i en erfaring af fællesskab med Kristus, og…

Det er et vidunderligt og endeløst prædikentema. Jeg tror ikke, der er nogen sang, jeg har citeret så ofte i mine prædikener som ”O, Jesus åbne du mit øje, at jeg må se, hvor rig jeg er”. Jeg har gjort det i forbindelse med en forkyndelse af rigdommen i Kristus. Den rigdom er en uudtømmelig kilde til tak, frimodighed, glæde og kraft for den kristne.

Men vi får kun adgang til denne rigdom, hvis nogen vil forkynde for os om frelsesgrundlaget. Vi må høre, at vi er frelst ene og alene ved det, som Jesus har gjort for os – én gang for alle. Det er dette evangelium om Jesu frelsergerning, som er Guds kraft til frelse (Rom 1,16; 1 Kor 1,18).

Mine skriverier vedrørende Å-festival og Event har mest handlet om den manglende forkyndelse af frelsesgrundlaget. Men at jeg har fokuseret på det, betyder ikke, at jeg vil legitimere en nedtoning af forkyndelsen af frelsesrigdommen.

Der er ingen del af frelsesrigdommen, som vi kan forsvare ikke at forkynde. Vi må tale, som Guds ord gør det. Men hvis vi taler som Guds ord, så tror jeg, vi vil tale anderledes, end det sker i Å5, hvor det fremstilles som fedt at hænge ud med Gud, fordi han er bombegrineren. Det handler ikke bare om sprogbrug. Det handler om gudsbilledet. Og så handler det om, at den rigdom, vi har i Kristus, er en rigdom, som den troende kan finde trøst i og hente kraft fra i både medgang og modgang – også når det sidste, jeg har lyst til, det er at grine. Hvordan vil en ung, der sidder med et knust liv, høre sådan en prædiken? Vi har intet løfte om, at det skal være grineren at være kristen. Vi har langt større og rigere løfter, og vi må lade vore unge høre dem.

Må Gud give os nåde til det.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.