Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde (1 Pet 5,5).
Jeg har igen taget fat på at læse en af de bøger, som jeg holder meget af. Det er bogen Gud kalder af den svenske vækkelsesprædikant Carl Olof Rosenius (1816-1868). Efter læsning af ganske få sider blev jeg klar over, at der ikke er langt til hykleriet og farisæismen for en kristen.
Rosenius formår med klare og afslørende ord at afdække hykleriet og farisæismens fare for troens folk. Men samtidig formår han også at hjælpe en. Det gør han ved at pege ét sted hen: ”Se det Guds lam, som bærer verdens synd” – se det Guds lam, som bærer din synd, dit hykleri m.m.
Rosenius’ budskab har tidligere haft afgørende betydning indad i kirke og menigheder. Tænk om det kunne ske igen!
Prøv at spole dit kristenliv tilbage – måske 5, 10 eller 20 år …..
Da du blev en kristen var sidste linje i verset fra 1 Petersbrev 5,5 levende for dig. Du kunne ikke svare Gud et af tusinde, når han gik i rette med dig. Så hørte du et budskab – du havde hørt det før, men nu hørte du ordene i dit hjerte: ”for dig”. Ordet løftede dit blik hen på en korsfæstet mand. Din frelser. Du er frelst at nåde alene. Du takkede Gud for frelsen. Dit hjerte glædede sig over, at du måtte være et Guds barn. Du sang med på sangen: ”O, tænk hvor stort, at jeg har smagt Guds nåde, må tro, at han min synd har helt forladt”. Du levede dit liv ved korset.
I dag er det anderledes. Nåden er blevet teori for dig. Du ved ikke længere, hvad nåde er.
Mange forkyndere og ledere er endt samme sted.
Da du begyndte som prædikant, var det ikke altid nemt at gå på prædikestolen. Du havde en bøn om, at Jesus måtte blive stor for dine tilhørere. Du bad om, at Ordet måtte blive til frelse både for dig selv og dem, som lyttede. Du hvilede i, at Guds ord ikke vender virkningsløst tilbage. Derfor tog du af sted – ikke hovmodigt – men med frimodighed.
I dag er det anderledes.
Da du begyndte i bestyrelsesarbejdet, var det med bøn om at være sandheden tro i kærlighed. Du bad om at blive vejledt af Gud og ikke følge mennesker. Du bad om, at hver en tanke måtte bøje sig ind under lydighed mod Jesus. Du kendte til fejl og nederlag og måtte i din tjeneste bede om nåde. ”Tag og brug mig som du vil! Hvad jeg ejer, har du givet, hver en evne, selve livet, dig det hele hører til.”
I dag er det anderledes.
Da du begyndte i børnearbejdet, havde du en bøn om, at børnene måtte kende Jesus, som du kender ham. Som frelseren. Han frelste mig, og han frelste dig. Intet børnemøde uden at du måtte fortælle børnene om din frelser. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.
I dag er det anderledes.
Førhen var du sulten, da du kom til Jesus. I dag er du mæt.
Førhen kom du med tomme hænder. Nu er de fulde.
Vejen frem – er også vejen tilbage til igen at glædes over nåden. Lyt til det, Maria siger i sin lovsang, og som hun selv oplevede, som den ringe tjenerinde (Luk 1,48): ”Sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort” (Luk 1,53).
”Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3,30).
Udgivet af
Thomas Beck
Thomas Beck, viceskoleleder, Esbjerg