Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Forrige indlæg:

Guds igenfødte, nylevende sjæle

Om hvordan Brorsons salme på baggrund af biskoppens egne åndelige kampe taler om omvendelsen fra selvbedraget til et sandt kristent liv.

Sange med hjertet

Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.

Baggrund

Den sang, som jeg gerne vil skrive lidt om, er Hans Adolph Brorsons salme Guds igenfødte, nylevende sjæle (DDS 492, LT nr. 282).

Brorson er bl.a. kaldt ”Sjælens digter”. Få har som ham magtet at beskrive menneskets, og især de kristnes, indre livs tilstand og deres sjælekampe. Disse kampe og erfaringer er uforanderlige til alle tider. Derfor er der noget tidløst over Brorsons salmer – noget, som går igen i slægt efter slægt.

Brorson var ikke bare en stor poet, han var også en betydelig åndelig vejleder, der som få kendte menneskets indre sjælekampe. Derfor er det fortsat godt at lytte til dem. Jeg tror, at vi kan samle hele Brorsons anliggende med sine salmer i to linjer fra en af hans første salmer, Her kommer Jesus dine små. Deri skriver han straks i første vers: ”Oplys enhver i sjæl og sind at finde vejen til dig ind.” Det er målet og centrum for Brorson.

Salmen Guds igenfødte, nylevende sjæle anses af mange for en af Brorsons mest personlige salmer. Den har karakter af et personligt vidnesbyrd. Man regner med, at Brorsons personlige sjælekampe klinger med i salmen. Både dem, han havde som student i København, hvor han studerede i årene 1712-16, og hvorfra han rejste hjem i 1716, syg og nedbrudt uden eksamen. Og også de følgende års erfaringer fra tiden i Løgumkloster, 1717-21, hvor Brorson var huslærer hos sin morbror Nicolai Clausen. Også den tid var fyldt med åndelige kampe. Det var først i den tid, han med venners hjælp og ved læsning af Bibelen og med ”inderlig omgang med Gud i Kristus, fik mere forståelse for den sande kristendoms beskaffenhed”1, Det er på den baggrund, salmen skal forstås.

Genfødt ved Guds levende ord

Læg først mærke til, at salmen ikke hedder Guds genfødte, men Guds igenfødte, nylevende sjæle. Derfor kaldes den salmen om den dobbelte genfødelse.

Hvordan hænger det sammen? Dåben kaldes jo for genfødelsens bad. Er alle døbte ikke genfødte? Det er et vigtigt spørgsmål.

Skriften siger, at den, der tror og bliver døbt, skal frelses (Mark 16,16). Dåben er Guds gave. I dåben kommer Gud os i møde med hele sin fylde. Troen er den tomme hånd, der tager imod gaven.

I dåben er der både en giver og en modtager. Der findes folk, som er blevet døbt til at tilhøre Jesus fra små og forbliver i et ubrudt forhold til ham alle dage. Sådanne folk skal ikke omvendes, de skal derimod bevidstgøres om, hvad de er blevet døbt til. Men sådan går det langtfra alle. Hvad så?

I en efterladt prædiken af Brorson siger han det selv sådan: ”Hvad kan vor dåbs navn hjælpe os, dersom vor dåbs nåde er borte?” Med andre ord: Hvad gavner dåben, hvis vi ikke med troens hånd har taget imod dåbens gave?

En af de lærebøger, som Brorson fulgte, var Erik Pontoppidans bog Sandhed til gudfrygtighed. Den udkom i 1737 som en lærebog til konfirmationen, som netop var blevet indført i 1736 i Danmark i anledningen af 200-årsjubilæet for reformationen. I denne bog spørger Pontoppidan i spørgsmål 489: ”Hvilke midler virkes genfødelsen igennem?” Og han svarer, at ”for de små børn gives den ved vand og ånd i dåbens sakramente, men for de voksne, som er faldet ud af dåbens nåde, da virkes den på ny ved Guds ord.” I spørgsmål 692 kommer Pontoppidan ind på dette emne igen og spørger, om en synder da bliver genfødt igen, efter at han har tabt den første nåde, som han fik gennem dåben. Og dertil svarer han, at ”enhver omvendelse fra døde gerninger og opvækkelse til nyt liv, er en ny fødsel”. For som han forklarer det i svaret på det næste spørgsmål: ”Dåben er ikke det eneste middel til genfødelse, ordet har samme kraft og virkning.” Det begrunder han ud fra 1 Pet 1,23, hvor der står, at I er genfødte ved Guds levende ord.

Som eksempel på det i Det Nye Testamente kan nævnes den unge mand i lignelsen om den fortabte søn (Luk 15). Da han, efter at han havde sat alt til, vender hjem til sin far, som er et billede på at vende tilbage til troen på Gud, da står der to gange om ham i teksten, at ”min søn her var død, men er blevet levende igen”. Denne død, der her er tale om, er jo ikke den fysiske død, men den åndelige død. Og det er denne form for levendegørelse, Brorson skriver om i denne salme. Det er, som det hedder i en salmehåndbog ”de voksnes omvendelse”, der her er beskrevet.

Lad os derfor i dette lys se på salmen.

Kristenfolkets kendingsmelodi

I Brorsons kendte salmebog Troens rare klenodie fra 1739 har salmen 18 vers, men i dag har vi kun seks vers med i vore sangbøger. Jeg vil dog her også pege på et forhold i et af de andre vers.

Guds igenfødte, ny-levende sjæle,
møder vor Fader i syngende flok!
Herrens nyskabninger, I, som fik mæle,
kan i hans lovsang ej øve jer nok.
Lader dog hver sig for Faderen høre,
hvem der kan dejligst hans nåde kundgøre!
Halleluja, halleluja!

Først lægger vi mærke til, at de sjæle, de mennesker, som her beskrives, er Guds, dvs. det er folk, som hører Herren til. Dernæst tales der om ”ny-levende sjæle”, som også kaldes ”Herrens nyskabninger”. Det er deres situation, han beskriver.

Brorson sætter ord på glæden over at være kommet til tro på Gud, og han opfordrer alle Guds børn til at øve sig i at lovsynge Herren. Lovsangen til Gud er kristenfolkets kendingsmelodi.

Den levendegørende stemme

Onde vi vare og døde som stene,
hårde i hjertet som marmor og stål,
det var din mægtige styrke alene,
som os fik reddet og nå’de sit mål,
lod os ved Ånden i ordet fornemme
Frelserens levendegørende stemme.
Halleluja, halleluja!

Vers 2 beskriver menneskets tilstand før omvendelsen. Det ugenfødte menneske er dødt, siger både Brorson og Det Nye Testamente. Død i denne sammenhæng betyder adskilt. Det uomvendte menneske er adskilt fra Kristus, uden håb og uden Gud i verden (Ef 2,12). Dertil kommer, siger Brorson, at det er hårdt i hjertet som marmor og stål, dvs. det er uimodtageligt, uinteresseret.

Læg mærke til, at Brorson tager sig selv med i dette – vi var døde som stene. Det gælder ikke bare alle de andre. Sådan er ethvert naturligt menneske i udgangspunktet. Men det er til sådanne mennesker, Jesus kommer med sit levende ord. Jesus vil, som Brorson siger, redde os og nå sit mål. Gud har et mål med hvert menneske. Bibelen siger, at Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os (1 Thess 5,9). Med andre ord: Gud vil redde os fra fortabelsen.

”… lod os ved Ånden i ordet fornemme Frelserens levendegørende stemme.” Sådan går det til, at et menneske bliver kristen. I Brorsons vanskelige år 1717-21 ser det ud til, at han selv mødte det levende Guds ord ad tre kilder. Den ene var, når han var til gudstjeneste i Bedsted ved storebror Nicolai. Den anden var, når han gik til Øster Højst og hørte Enevold Ewald prædike. Og endelig læste Brorson selv i sin Bibel. Igennem det hele skete det, som han skriver her. Han hørte Frelserens levendegørende stemme. Og disse kilder er fortsat åbne. Derfor kan jeg kun sige: Læs Guds ord i Bibelen, hør Guds ord forkyndt.

Lov og evangelium

Når vi betænker, hvad Faderen tænkte,
da han begyndte at drage os ud,
da han os livet i Midleren skænkte,
smykked os faldne til Frelserens brud,
at han os elskte, os onde, så såre,
må vi hensmelte i kærligheds tåre.
Halleluja, halleluja!

Fra det 3. vers vil jeg især understrege den 4. linje, hvor der står: ”… smykked os faldne til Frelserens brud”. Den linje er lov og evangelium i en sum.

Det er sådan, at Guds hellige lov altid viser os, hvordan vi er, viser os vor tilstand i Guds øjne. I udgangspunktet er vi i Guds øjne faldne mennesker, dvs. syndige mennesker. Mennesker er født med synd, og derfor gør vi synd.

Men så kommer den samme Gud til os med evangeliets ord. Det ord fortæller, at Jesus er død for vore synder. Han har selv, siger Bibelen, båret alle vore synder op på korsets træ (1 Pet 2,24). Og den, der tror disse ord og tager imod dem, han får ikke bare sin synd forladt, han bliver et Guds barn, en, som hører til Guds familie. Og det er denne familie, Guds folk, der er bestemt til at være med til Lammets bryllup. Da kan man i sandhed sige: ”Han er min brudgom, jeg er hans brud.” Sådan er det at være kristen.

Bedraget

Ak! Hvad vi bleve da sælsom til mode,
nu vi ret kendte fordærvelsens stand,
da vi tilforne ej andet forstode,
end at os fejlede ikke et grand.
Stinkende i vor’ begærlighedsgrave,
da vi formente dog livet at have.

Dette fjerde vers fra Troens rare klenodie, som ikke er med i vore sangbøger, men som jeg, uden at opdatere sproget, har taget med her, fortæller, hvordan Brorson nu som kristen ser tilbage på, hvordan han havde det, før han blev omvendt. Da så han på sig selv som en, ”der ikke forstod andet, end at han fejlede ikke et grand”. Da var alt vel med ham, troede han, ja, han mente endda, som han skriver i sidste linje ”at have (det åndelige) liv”. Men nu, da han har fået det sande liv fra Gud, erkender han, hvordan hans åndelige forståelse, fra før han blev omvendt, var meget mangelfuld, for ikke at sige helt forkert.

Dette vers afslører en stor åndelig vildfarelse, som jeg tror, mange religiøse, men uomvendte mennesker, er fanget i, nemlig at de tror sig som sande kristne, uden at være det. Og de forstår og ser det først, når de, som Brorson også siger, bliver ”til Herren ret omvendt”.

Matt 7,21-23 er et rystende eksempel på det.

Den kristnes kamp

Hvo vil nu Herrens udvalgte anklage?
Gud os i Kristus retfærdige gør,
her er velsignelsens fylde at smage,
her er Guds nåde og Himlenes dør;
troen brød gennem al angestens pile,
fandt under korset sit fristed til hvile.
Halleluja, halleluja!

Men når man så er blevet kristen, har fået sin synd forladt og så videre – kører alt så bare på skinner? Nej, det gør det ikke.

Når et menneske er blevet født på ny og har fået Guds hellige Ånd i hjertet, så er noget nyt blevet til. Det nye liv vil det, som Gud vil. Det vil tro på Jesus og leve med ham. Den troende beder: Herre, må din vilje ske med mig. Og det er så sandt, som det er sagt – men det er også sandt, at en kristen fortsat har sin gamle syndige natur i sig.

En kristen har to naturer, kaldet det nye og det gamle menneske eller kødet og Ånden. Og de to ligger i strid med hinanden. Det er den nye virkelighed. Det er vigtigt at vide det. En kristen kan ikke det, han gerne vil. Han må vide, at han er under anklage, som det klassisk hedder, fra loven – fra kødet og fra Djævelen.

Læg godt mærke til, hvordan Brorson bygger det vers op. Helt efter Bibelens ord (Rom 8,33) spørger han: Hvo vil nu Herrens udvalgte anklage? Og svaret er: Gud os i Kristus retfærdige gør. Det er evangeliet, det er Guds nåde i en sum. Og med det åbnes Himlens dør for os.

Englenes sejrssang

Aldrig kom englene sådant for øre,
før man begyndte Guds harper at slå,
det var for dem så livsaligt at høre,
Himlenes hele forsamling tog på:
Amen! Halleluja! Sejren er vundet,
Jesus sit får, det fortabte, har fundet!
Halleluja, halleluja!

Her sættes det nyfrelste menneske ind i et himmelsk perspektiv. Det knytter til ved Luk 15,7 og 10, hvor der tales om, at der bliver glæde blandt Guds engle over, at en synder omvender sig. Det er denne glæde, Brorson beskriver her. Meningen er, at lige så snart englene hører om omvendelsen, så griber de straks harpen ligesom i Åb 15,2 og synger sejersang. Livets mening er fundet.

Biskoppens tale til folket

Op da, I troende, Herrens udkårne,
kender dog Faderens kærlige sind!
Hjertens fortrolige, som hans Enbårne,
trænger i favnen ham tættere ind!
Takker for den uskattérlige ære,
at I hans sønner og døtre må være!
Halleluja, halleluja!

Fra en tjenestepige, Bolette Lumholtz, som var 1½ år i huset hos Brorson, ved vi, at der ved morgen- og aftenandagter i bispegården blev sunget meget. Når de kom til sidste vers, sang Brorson solo med ”klar og mandig røst”.

Dette 6. vers hos os er kun det 12. vers i Troens rare klenodie, dvs. at det er ikke salmens originale slutningsvers. Alligevel har dette vers karakter af en biskoppelig tale til hele kristenfolket. Det er, som om han vil sige: ”Åbn øjnene, kære venner, betænk, hvad det er at være kristen. Kend vor himmelske far, som ikke vil, at vi skal fortabes, men have evigt liv alene for Jesu skyld. Lev tæt ved Gud i bøn.”

Bag disse ord ligger sikkert Brorsons egne erfaringer fra sine kriseår, hvor han erfarede, hvad ”inderlig omgang med Gud i Kristus” betød. Og ikke mindst er det, som om han vil sige: ”Vær med i lov- og takkesangen til Herren for den helt uvurderlige gave det er at være et Guds barn.”


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2025. Hele bladet kan læses her.


1 H. Graversen: Salmedigteren Hans Adolf Brorson, Forlaget Gad 1903.

Udgivet af

Svend Åge Jacobsen

Svend Åge Jacobsen, Haderslev, prædikant og tidligere lærer på Luthersk Missionforenings Højskole i Hillerød.

Svend Åge Jacobsen

Svend Åge Jacobsen, Haderslev, prædikant og tidligere lærer på Luthersk Missionforenings Højskole i Hillerød.