Torben Søndergaard

Herlighedsteologiens udfordring (Del 3)

Herlighedsteologisk forkynder

I de sidste 40 år er der næppe nogen herlighedsteologisk forkynder i Danmark, som har haft så stor gennemslagskraft som Torben Søndergaard (TS).

TS blev født i en ikke-kristen familie i 1976 og blev omvendt i 1995. Det skete gennem en menighed i Brande, som hørte til den herlighedsteologiske trosbevægelse. Siden da har TS været engageret i en række forskellige menigheder med herlighedsteologisk profil. Gang på gang er der imidlertid opstået konflikt omkring hans person.

De senere år har TS med udgangspunkt i Aalborg opbygget sit eget arbejde. Han rejser landet rundt som prædikant og evangelist, planter menigheder, bestyrer tre hjemmesider, leder et ”Jesus-hotel” i Aalborg, laver videoer, skriver en ugentlig klumme i avisen Udfordringen og skriver bøger. TS er gift og har tre børn.

I alt, hvad han formidler i tale, på tryk og i videoer, giver TS indtryk af, at hos ham og hos dem, som følger ham, udfolder Guds kraft sig på en enestående stærk måde. Når han og hans hjælpere er ude på gaderne for at evangelisere, oplever de den ene stærke omvendelse efter den anden, undere og mirakler følger dem, hvor de går, og de lever stærke og radikale, glade og glødende, herlige og hellige liv med Jesus – uden anfægtelser, sygdom, synd eller svaghed.

Alt er herligt og fantastisk – konstant.

Den sidste reformation

The Last Reformation er titlen på en knapt to timer lang og meget professionelt produceret video, hvor TS fremlægger sin vision: at den kristne kirke efter 1900 år med åndelig lunkenhed, verdslighed og manglende åndskraft endelig bliver det, som den var på apostlenes tid, og som Gud ønsker, at den skal være: et fællesskab af radikale disciple, som alle er fyldt af glæde og kraft, som har brudt med synden og er fri for den, som er ude på gader og stræder for at vidne, som gør undere og tegn, og som derved bliver banebrydere for en mægtig vækkelse: den sidste reformation.

Videoen er på et halvt år blevet set af over 190.000.

TS henvender sig til ikke-kristne for at kalde dem til frelse. Men han henvender sig i lige så høj grad til kristne. Han betoner, at mange kristne ikke lever det liv, som de længes efter, og som de ved, er det rigtige: det radikale, hellige og kraftfulde discipelliv. Dette liv kan man imidlertid få lov at opleve ved at komme til TS:

”Jeg vil sige til dig, der er kristen og kender Gud. At der er mere at få. Jeg tror Gud har så meget for os. Vi ønsker igennem vores undervisning og hjemmesiden at se dig som kristen komme ind og bære frugt og gør en forskel. Lad os hjælpe digⁱ.”

At bære frugt er ifølge TS ”at vinde andre mennesker for Gudⁱⁱ”. Kun de, som gør det, er kristneⁱⁱⁱ.

TS lægger ikke skjul på, at han er udvalgt og udrustet af Gud til at lede den sidste reformation^iv. Han er en ny Moses, der skal lede Guds folk, og en ny Paulus, der med apostolsk myndighed får og videregiver budskaber fra Gud^v. Flere af TS´s bøger er baseret på åbenbaringer fra Gud. Når man læser dem, møder man Guds ord^vi.

TS lever helt med Gud, han gør Guds vilje, og Gud velsigner ham med et utroligt stort antal omvendelser. Hvis de kristne i Danmark ville følge TS og hans lære, ville alle danskere kunne være kristne i løbet af 20 år^vii.

Den sidste reformation vil føre til en deling af de kristne kirker i Danmark. Det kan ikke undgås. De gamle kirker vil ikke reformeres. Spørgsmålet rejser sig derfor for den enkelte, som vil være kristen: Vil du blive i de gamle, døde kirker, eller vil du bryde op og følge den nye, levende bevægelse?^viii

I det sidste halve år har disciple af TS gjort en særlig indsats for at nå unge i Indre Mission og Luthersk Mission. Det har gjort spørgsmålet aktuelt for mange i disse sammenhænge: Hvad er det, TS står for og lærer?

Jeg vil forsøge at give et kortfattet svar. Der kunne siges meget mere. Men hvor meget plads skal man give til den herlighedsteologiske lære? Jeg vil samle mig om det mest afgørende: spørgsmålet om frelsen. Jeg håber, at det vil være fyldestgørende til at vejlede dem, som ønsker at tro på Jesus, frelses ved ham og følge hans ord. Jeg har baseret min fremstilling på det, TS skriver i sine syv bøger^ix.

Sande ord

De falske forkyndere ville ikke være så farlige, hvis de kun talte løgn. Da ville alle i den kristne menighed kunne gennemskue dem. Det forførende består i, at de siger meget, som er sandt og rammende. Ofte vil de have et skarpt øje for overfladiskhed, verdslighed og manglende vilje til at tage Guds ord alvorligt i den kristne menighed. Det har TS, og han kan sige meget sandt om dette:

”Vi laver i dag søgervenlige kirker, der ikke taler evangeliet skarpt og radikalt, som det er. Hvor det før handlede om at dø fra sig selv og denne verden og lægge sit liv ned ved korset, så handler det i dag om, hvordan man kan få sit bedste liv her og nu. Det er desværre fokusset i mange menigheder i dag. Det handler om, hvordan vi kan lykkes og få succes her i livet, i stedet for hvordan vi kan dø fra os selv, så Kristus kan leve i og igennem os. Det handler i dag om, hvor gode og fantastiske vi som mennesker er og vores potentiale til at lykkes (…)

Når vi på denne måde går på kompromis med evangeliet, skaber det ikke frihed og frelse, men i stedet bundethed og i sidste ende fortabelse^x.”

”Kristendommen i dag er blevet til, at det er Gud, der skal tjene os, så vi kan lykkes, og ikke omvendt^xi.”

”Mange præster vil en dag få en meget hård dom, da det viser sig, at de har ledt mennesker på vildspor ved at forkynde et andet evangelium. Mange er så styret af ønsket om at være mange, at de har gået på kompromis med det, de ved, er sandt. De har nemlig set, at det er lettere at få mennesker ind i kirken ved at prædike anderledes end det, Jesus sagde, vi skulle. Jeg har et motto, som jeg ønsker at leve efter, selvom det tit er rigtig svært. Mit motto er: Hellere at folk forbander mig nu og takker mig i evigheden, end at de takker mig nu og forbander mig i evigheden, fordi jeg ikke forkyndte sandheden^xii.”

”Mange kigger i dag på, hvad der umiddelbart ser ud til at virke her og nu. Men vi skal ikke bygge noget, der kun holder her og nu. Vi skal bygge noget, der holder ind i evigheden!^xiii”

”Vi må huske på, at mennesker ikke er frelst, før de bliver født på ny. Enten er man Guds barn eller djævelens barn (1 Joh 3,10). Født af kød eller født af ånd (Joh 3,6). På vej til Himmelen eller Helvede (Matt 25,46). Der er ikke noget midt imellem.

Man kan derfor være søger, og man kan være på vej, men så længe man er det, er man stadig ikke født på ny og vil derfor gå fortabt, hvis man dør. Dette uanset om man kommer i en kirke eller ej.

Det vil sige alle, som kun er ’på vej’ i vore kirker, vil gå fortabt, hvis de dør, inden de er kommet igennem til frelse. Hvis man virkelig forstod dette, ville man også prædike langt mere klart for dem, og dette ville resultere i, at flere ville vende om her og nu^xiv.”

Har han ikke ret? Det er klar og rammende tale, og det er en tale, som vinder genklang hos dem, som er bedrøvede over, at den kristne menighed i så høj grad har tilpasset sig verden både i sin forkyndelse og sin måde at leve på.

Hvor lyder der en klar og karsk bibelsk forkyndelse? Hvor lyder der et kald til sand omvendelse, frelse og et nyt liv?

TS giver indtryk af, at det findes hos ham. Han vil gerne tale klart både om omvendelse, frelse og et nyt liv. Men taler han sandt og bibelsk om disse ting?

Omvendelsen

”Det er omvendelse at vende om fra den forkerte måde, man levede på, og begynde at leve et helt nyt liv, hvor man ikke gør de ting, som er forkerte^xv.”

Det er ifølge TS det væsentlige i omvendelsen: at man holder op med at synde. Der trækkes en streg, og herefter synder man ikke mere, hverken i det ydre liv eller det indre:

”Dette er, hvad sand omvendelse er, nemlig at vende sig fra den forkerte måde at leve på og ændre sine synspunkter og følelser mod synden^xvi.”

”Omvendelse er altså at gå fra at følge de menneskelige lyster til at følge Guds vilje^xvii.”

Det er ikke alt, hvad TS har at sige om omvendelsen. I omvendelsen modtager man frelsen, og man bliver tilgivet for alle sine fortidige synder: ”Når vi bliver frelst, bliver al den synd, vi har begået indtil da, tilgivet^xviii.”

Men den nutidige og den fremtidige synd bliver ikke tilgivet. Guds hjælp i forhold til den nutidige og fremtidige synd er ikke tilgivelse, men kraft til at sige nej til synden^xix. ”I frelsen har Gud altså gjort alt det, der skal til, for at hans folk kan leve rent. Herefter er det op til os^xx.”

Omvendelsens centrale indhold bliver derfor, at jeg får tilgivelse for min fortid, vender mig væk fra synden og begynder at leve et liv uden synd.

Troen

Er det sådan, Det Nye Testamente lærer om omvendelsen?

Jesu første forkyndte ord var disse: ”Omvend jer og tro på evangeliet” (Mark 1,15).

Det er tydeligt i Det Nye Testamente, at omvendelsen indebærer, at man angrer og bekender sin synd. Men hvad er det, man omvender sig til? Et nyt liv. Et liv uden synd? Nej, man omvender sig til at tro på evangeliet, det gode og glædelige budskab om syndernes forladelse og frelse i Jesus.

Ved denne tro modtager man Jesus selv og hele frelsens rigdom i ham: fuld retfærdighed, fred med Gud, nåde, evigt liv og salighed.

Med Paulus’ ord: ”Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi nu står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed” (Rom 5,1-2). Alt dette har vi ved troen!

Troen giver mig Jesus og hele frelsen i ham. Den ændrer alt i mit forhold til Gud. Ikke i kraft af det liv, der følger efter troen, men i kraft af, at jeg har Jesus. Jer er frelst ved ham.

Den frelsende tro er levende og bringer uundgåeligt et nyt liv med sig. Men det nye liv er frelsens frugt og aldrig dens betingelse. Jeg er frelst ved tro på Jesus fra først til sidst i mit kristenliv:

”Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet” (1 Joh 5,12-13).

Sådan er det, når vi begynder troens liv, men sådan er det også videre frem. Vi frelses ved det evangelium om Jesus, som vi først kom til tro ved: ”Vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen (Hebr 3,14).

TS har absolut intet syn dette det mest fundamentale i bibelsk og evangelisk kristendom: at vi frelses ved tro på Jesus. Troen er ifølge TS uden betydning og uden værdi i sig selv. Den får først værdi, når den fører til et nyt liv:

”Tro uden omvendelse er nemlig intet værd^xxi.”

”Troen er drivkraften, der skal frembringe det liv, der er nødvendigt for at se Guds løfte opfyldt og for at se Guds frelse^xxii.”

”Så er det altså ikke bare et spørgsmål om, hvad man ’tror’, men hvordan man lever^xxiii.”

”Det betyder mere, hvordan vi lever, end hvad vi tror^xxiv.”

Det eneste, troen er til for, er at drive den kristne til et nyt liv i uden synd. Derfor er det også kun naturligt, at TS identificerer troen med lydighed:

”At tro på Jesus er, at man tror på, hvad han siger, og lydigt efterlever det^xxv.”

”Tro er at leve efter, hvad han siger^xxvi.”

Hvad er det da, som frelser os? Det er ikke den fuldbragte frelse i Jesus, som vi modtager i tro. Nej, det er det nye liv, som følger efter omvendelsen og troen. Det nye liv, som i Det Nye Testamente er frelsens frugt, er hos TS blevet til frelsens betingelse. Jeg frelses ikke ved det, Jesus har gjort for mig, men ved det, jeg selv gør. Så længe jeg lever rent og helligt og uden synd, kan jeg vide mig frelst: ”Så længe jeg lever i lydighed mod Gud, er jeg på vej til himlen^xxvii.”

Retfærdiggørelse

Men er den troende ikke gemt i Jesus? Er det ikke selve evangeliet: at vi får lov at stå retfærdige og rene for Gud i Jesus, at Jesu retfærdighed tilregnes os, og at det sker ved tro på Jesus som vores frelser?

Jo, det er Bibelens klare og vidunderlige evangelium. Paulus forkynder, at Gud ”gør den retfærdig, som tror på Jesus” (Rom 3,26), at ”Gud tilregner retfærdighed uden gerninger” (Rom 4,6), at Jesu gerning er blevet ”til retfærdighed og liv for alle mennesker” (Rom 5,18), og at vi får lov til at stå ”hellige og uden fejl” for Guds ansigt i Jesus (Ef 1,4).

Men denne den mest centrale og afgørende af alle trosartikler fornægtes med rystende klare ord af TS:

”Nogen mener også, at hvis man tror på Jesus, så kan Gud ikke se ens synd. Forklaringen skulle være, at når vi tror på Jesus, ser Gud os igennem Jesus, hvilket gør, at han ikke kan se vores synd. Konsekvensen af dette er, at det ikke betyder noget, når vi synder, men det passer desværre ikke. Gud ser vores synd, om vi tror på Jesus eller ej^xxviii.”

Men hvad da med evangeliet om retfærdiggørelse af tro?

Ifølge TS har den evangeliske kristenhed misforstået dette evangelium. Romerkirken derimod har forstået det. Den forståelse af retfærdiggørelsen, som TS fremfører, er i bund og grund den samme som Romerkirkens lære:

”Hvordan bliver man retfærdiggjort? Det bliver man ved at vende om fra sin synd og tage imod frelsen i Jesus og leve med ham som Herre^xxix.”

”Retfærdighed ved tro er altså et spørgsmål om at leve i lydighed mod Jesus (…) Retfærdighed af troen kommer først, når man vender om fra sin synd og lægger sit liv ned og lever med Jesus som sin Herre og gør, hvad han siger (…) Retfærdigheden af tro kommer nemlig først, når man adlyder Jesus som sin Herre^xxx.”

”Jeg lever i lydighed mod ham, og derfor er jeg blevet retfærdig af troen (…) Jeg tror på Jesus og Hans ord og lever med ham som Herre, og det gør mig retfærdig. Det er det, der menes, når Bibelen taler om at blive retfærdig af troen^xxxi.”

”Det er den retfærdighed, som vi har brug for at prædike til mennesker og selv tage imod^xxxii.”

”Her ser vi, hvad Jesus mente, da han sagde, at han ikke kom for at ophæve loven, men for at opfylde den. Han kom for at opfylde den i os, der vandrer i lydighed mod Ånden. Dermed bliver vi retfærdige for Gud i Kristus^xxxiii.”

Forførelse til fortabelse

Hvad betyder dette? Det betyder, at vi ifølge TS ikke har mulighed for nu og på dommens dag at træde frem for Gud i Kristi retfærdighed. Vi må træde frem i vor egen retfærdighed! Den retfærdighed, som vi har formået at opbygge hos os selv.

Kan man forestille sig en mere forfærdelig fornægtelse af Jesu én gang for alle fuldbragte frelse?

Hvorfor gik Jesus til korset, og hvorfor blev han der ramt af Guds evige vrede, dom og forbandelse? Det gjorde han, fordi han bar al verdens synd – i fortid, nutid og fremtid! (Joh 1,29). Det gjorde han, for at hans blod skulle rense os for al synd (1 Joh 1,7). Det gjorde han for én gang for alle at udslette al synd mellem os og Gud (Hebr 9,26). Det gjorde han, for at vi i ham skulle få lov at stå rene og retfærdige for Gud (2 Kor 5,21).

Hvilken ånd vil fornægte dette evangelium? Hvilken ånd vil føre os væk fra og berøve os trøsten i dette evangelium? Det vil den ånd, som gennem falske profeter og under dække af store tegn og undere vil føre os vild fra det evige liv i Jesus.

Hvordan skal vi forholde os til en mand, som prædiker sådan? Paulus’ brev til Galaterne er skrevet i et opgør med en vranglære, der fornægtede muligheden for at blive retfærdiggjort ved tro på Jesus. Brevet indledes med nogle utroligt stærke ord om dem, som fornægter dette evangelium: ”Om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt for jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han” (Gal 1,8-9).

Hvorfor taler Paulus med sådan en alvor og skarphed om de falske forkyndere? Det gør han, fordi det er menneskers evige frelse og fortabelse, der står på spil. Hvordan det skal gå os på dommens dag, afgøres af, hvad vi fortrøster os til nu i dette liv og i dødens øjeblik: det, vi har i os selv, eller det, vi har i Jesus. Det er et enten eller.

Troen har kun én hånd: mig selv eller Jesus.

Den lære, som TS fremfører, vender hjerterne væk fra den fuldbragte og evige frelse i Jesus og fortæller os, at vi må frelses ved den fromhed og godhed, vi kan udvikle hos os selv. De, som lytter til og følger denne forkyndelse, går evigt fortabt. De, som ikke tror på Jesus som deres stedfortræder nu, har ham ikke som deres stedfortræder på den store dag. Det er alvoren, og det er kun i lyset af denne alvor, at vi kan få et ret syn på og et ret hjerteforhold til TS og hans disciple.

De er ikke vore fjender! De er mennesker i dyb åndelig nød, forførte og formørkede. De ser ikke lyset, som stråler fra evangeliet om Kristi herlighed (2 Kor 4,4).

Vi må have det samme syn på og hjerteforhold til dem, som Paulus havde i forhold til de jøder, som kæmpede for at opnå en retfærdighed, som kunne bestå for Gud: ”Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder jeg til Gud om, at de må frelses. For det vidnesbyrd giver jeg dem, at de har nidkærhed for Gud, men uden forstand. De kender jo ikke Guds retfærdighed, men prøver at opbygge deres egen, og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed” (Rom 10,1-3).

Vores kamp er ikke mod mennesker, men mod de åndsmagter, som forfører mennesker bort fra evangeliet (Ef 6,12). Vores fjender er ikke TS og hans disciple, men de åndsmagter, som har forført dem, og som nu gennem dem forfører andre.

I mødet med åndsmagter, som vil føre os bort fra evangeliet, er det bedste, vi kan gøre, at vende os mod, høre og tilegne os evangeliet, nære os ved det, takke for det og finde hvile i det. ”Det stærkeste nej til Djævelen, er et stærkt ja til Jesus!”

Det gælder for os som enkeltkristne, og det gælder for vore menigheder. Vi vinder ikke sejr i forhold til de forførende røster og åndsmagter ved at vende os mod dem og bekrige dem, men ved at vende os bort fra dem mod Jesus og evangeliet om ham: ”Vær stærk ved nåden i Kristus Jesus!” (2 Tim 2,1).

Og så må vi folde vore hænder i bøn for dem, som er forførte, og som har brug for at møde evangeliet om Jesu fuldbragte frelse til tro og frelse. Det gælder for TS og for dem, som tror og følger hans lære.

Syndfrihed

Hvordan kan TS tro, at han kan opnå en retfærdighed hos sig selv, som kan bestå for Gud på dommens dag? Det kan han, fordi han tror, at en kristen kan blive syndfri:

”Vi, der er blevet frelst og befriet fra synden, kan leve et liv uden synd^xxxiv.”

”Jeg siger, vi kan blive fuldkomne, og at det er det, vi alle skal strække os efter^xxxv.”

”Som kristne er vi befriet fra syndens lov og kan nu leve uden at synde^xxxvi.”

”Man kan ifølge Bibelen blive fuldkommen^xxxvii.”

Når Jesus siger, at vi ikke kommer ind i Himlen uden en retfærdighed, som overgår de skriftkloges og farisæernes, så mener TS, at det betyder, at vi skal overgå dem. Vi skal være rene og fuldkomne ikke bare udenpå, men også indeni, og det kan vi blive^xxxviii.

TS erkender, at han endnu ikke selv er helt fuldkommen, men han er nået langt^xxxix. Han har én gang for alle brudt med synden, han synder aldrig mere bevidst, han tvivler aldrig, og han synder ikke længere i sine drømme. Det går fremad, og han oplever sig selv stadigt bedre. Når han en sjælden gang ubevidst falder i synd, bekender han det med det samme og bliver tilgivet^xl. På denne måde er han til stadighed i en tilstand af renhed over for Gud. Dermed er han ikke længere en synder.

Når man læser, hvad TS skriver om sig selv, er det svært at tro, at han er et menneske som os andre. Mærker han slet ikke kødet indefra? Kender han ikke til syndens sump af begær, urenhed, selvophøjelse og onde lyster i sit indre? Hvordan er han nået dertil, at han ikke længere har behov for at bede den bøn, som Jesus lærte os at bede som vor daglige bøn: ”Forlad os vor skyld!”?

TS medgiver, at han kan blive fristet. Han nævner et konkret eksempel, hvor han fik lyst til at forlade både sin kone og Gud. Det var forfærdeligt og ondt, men netop fordi det var så forfærdeligt og ondt, vidste han, at det ikke kom fra ham selv: ”Det hele var så ekstremt, at jeg vidste, at det ikke kom fra mig selv^xli.”

Når TS fristes og mærker en syndig og ond lyst indefra, så ved han altså per definition, at det ikke kommer fra ham selv. For sådan er han ikke! Han konkluderer, at noget, der er så ondt, må komme fra Satan^xlii. Med en sådan fortolkning af sig selv og sit sind, bliver det betydeligt nemmere at opretholde en illusion af sig selv som helt igennem god og retfærdig.

Men hvad siger Guds ord?

”Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én (Jak 1,14).

Når jeg fristes, kan jeg ikke skyde skylden på nogen eller noget uden for mig selv. Det er mit eget begær, jeg mærker, og dette begær er virkelig synd (Rom 7,7).

Sådan taler Guds ord, men sådan taler TS ikke. Han har et idealbillede af sig selv, som er uden konktakt med dybden og alvoren af synden i kødet, og som kun lader sig opretholde gennem selvbedrag og fornægtelse af Guds ord.

TS vender sig kraftigt mod tanken om, at kristne er samtidig retfærdige og syndere. Det er en selvmodsigelse og umulighed. Kristne har kun én retfærdighed over for Gud, og det er den, de har hos sig selv. Er de retfærdige, så er de det i sig selv, og så er de ikke længere syndere.

På denne baggrund er det også umuligt for TS at godtage, at den kristne Paulus skulle tale om sig selv som en synder. Sidste del af Romerbrevet 7 må derfor trods nutidsformerne handle om Paulus’ fortid som ikke-kristen. Når Paulus i 1 Tim 1,15 siger, at han er den største af alle syndere, så er det ifølge TS oversat forkert. TS hævder, at man ifølge grundteksten kan og bør oversætte med ”var” og ikke med ”er”. Paulus var en synder^xliii.

TS og Bibelen

TS’ påstand om grundtekst og oversættelse i 1 Tim 1,15 har begge sine ben solidt plantet i den blå luft. Der står på græsk “eimi”, og den oplagte og ligefremme oversættelse er: “Jeg er”! Der er ingen gode argumenter for, at det skulle betyde noget andet her. Alle andre steder i Paulus’ breve er “eimi” oversat med “jeg er”. Der er kun én grund til ikke at gøre det her: at man ikke vil have Paulus til at sige det, han siger: at han er en synder!

Eksemplet illustrerer to ting: at TS’s lære er i modstrid med Bibelen, og at TS ikke holder sig tilbage fra at omformulere Bibelens ord, når den er i modstrid med hans lære. Det er ikke Bibelens ord, der bestemmer TS’s lære, men omvendt. Centrale bibelord, som modsiger TS’s lære udsættes for en kreativ omformulering.

Joh 3,16 lyder i TS’s version: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som bliver ét med ham og gør hvad han siger, ikke skal fortabes, men have evigt liv^xliv.”

Rom 8,1 lyder således hos TS: ”Der er ingen fordømmelse for dem, som vandrer i lydighed mod Ånden^xlv.”

Denne tilgang til Bibelen burde få alle bibeltroende kristne til spontant at lukke ører og hjerter.

Djævelen forførte Eva ved at omforme Guds ord (1 Mos 3,1), og han gjorde det samme over for Jesus i ørkenen (Matt 4,3-9).

Hvorfor er der alligevel så mange bekendende kristne, der åbner ører og hjerter for TS?

Der er næppe nogen tvivl om, at det virker stærkt på mange, at TS og hans disciple tilsyneladende dag efter dag oplever store tegn og undere.

Bibelen minder os om, at netop dette skal kendetegne de falske profeter: De gør mange tegn og undere. Derfor formaner Bibelen os til at lukke øjnene for det, forkynderne gør, og i stedet prøve dem på det, de siger. Taler de som Guds Ord? (Matt 7,22; 24,24; 2 Thess 2,9-12; 1 Pet 4,11; 1 Joh 4,1-6).

Men mange bekendende kristne gør det modsatte. De lader sig ikke lede af Ordet, men af det, de ser. Det foruroligende er, at TS opfordrer til, at man gør netop dette.

Igen og igen understreger TS, at det er farligt at bygge vores tro på og lade os lede af ord.

”Sandheden er, at mange i dag udelukkende bygger deres tro på ord. Det er farligt^xlvi.”

Det er særligt farligt i forhold til frelsen. Vi må ikke tro os frelst på grundlag af ord i Bibelen, der siger, at vi er tilgivet. Vi må se og erfare Åndens kraft i vore liv. Åndens kraft viser sig først og fremmest ved, at vi lever uden synd, gør tegn og undere og vinder andre mennesker for Gud^xlvii. Det er disse synlige virkninger af Ånden, vi må bygge vor tro og frelsesvished på, ikke ordet.

”Byg aldrig din tro på ord alene, men byg den på Guds Ånd^xlviii.”

På samme måde er det farligt at bedømme forkyndere på deres ord. Vi må bedømme dem på deres kraft. ”For ikke at blive ledt vild må man se, om Gud bekræfter og stadfæster det ord, der bliver talt^xlix.”

”Det, der bl.a. kendetegner, at det er Guds ord, vi taler, og ikke bare vore egne ord, er, at Gud stadfæster ved tegn og undere^l.”

Herlighed i Jesus

Hvilken ånd er det, som giver denne vejledning? Det er den ånd, som vil føre os væk fra det ord, som alene kan lede os til og bevare os hos Jesus. Det ord, som herliggør ham for os som vores frelser, og åbenbarer for os, at vi i ham og ved troen på ham er evigt rige og herlige.

TS vil lede mennesker til herlighed, og mange tror, at han gør det. Men han gør det modsatte. Han leder væk fra det ord, som åbenbarer den eneste sande og frelsende herlighed – i Jesus!

Paulus skriver Efeserbrevet til nogle troende, som trues af falsk forkyndelse, som vil lede dem til at se efter og finde herligheden hos dem selv. I indledningen af brevet skriver Paulus, hvad der er hans bøn for dem: at Ånden ved Ordet må åbne deres hjerters øjne, så de ser, hvilken rigdom og herlighed de ejer i Jesus (1,17ff.).

Videre frem i brevet åbner Paulus selv døren til troens skatkammer og forkynder om de troendes rigdom i Jesus: al Himlens åndelige velsignelse, tilgivelse for al synd, fuldkommen hellighed og renhed for Gud, barnekår, fred med Gud, frimodig og tillidsfuld adgang til Gud, evig forløsning og herlighed i Himlen.

35 gange lyder det: ”i Kristus”, ”i Herren”, ”i ham”. Her er herligheden for de troende, ikke i os, men i ham! Den teologi, som leder os til og åbner vore hjerters øjne for herligheden i Jesus, det er den eneste teologi, som fortjener navn af herlighedsteologi!

For en del år siden havde vi på bibelskolen i Hillerød en elev, som kom fra en herlighedsteologisk menighed. Han fik det svært på skolen. Der blev talt meget om den synd og svaghed, som den kristne vedbliver at opleve i sit liv. Det var han ikke vant til at høre om, og han reagerede mod det. Det var en nederlagsteologi, syntes han.

Han var fristet til at forlade skolen, men han blev. Uge for uge begyndte Ordet at synke ind. Ikke kun Ordet om den kristnes fattigdom i sig selv, men også Ordet om den kristnes rigdom og herlighed i Jesus. Gradvist vendtes hans opmærksomhed væk fra ham selv mod Jesus. Gradvist åbnedes hjertets øjne for nådens og frelsens rigdom i Jesus.

Det blev til tro, til befrielse og til et vidunderligt vidnesbyrd ved afslutningen af opholdet: ”Det er jo det her, der er herlighedsteologi! Evangeliet om herligheden i Jesus!”

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.