Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Bøn og gudsfrygt

Om glæder og anfægtelser i bønnen - en gammel sjælesørgers bibelske trøst og formaning til den bedende.

Bønnen – troens datter

I bønnen har vi det bedste middel til at vinde over alle trængsler.

Når et lille nyt menneske kommer til verden, er det et livstegn, når vi hører skrig og gråd. Når vi bliver genfødt ved vand og Ånd, åbenbarer det nye liv i Jesus sig ved suk og bøn. Bønnen er troens datter. Men i det forhold er det datteren, der må give moren mad. Der findes ingen tro uden bøn og ingen bøn uden tro.

Man kan ikke være troende uden længsel efter Jesus. En kristen kan heller ikke leve uden kærlighed til sin næste. Men kærligheden til vores medmennesker kan ikke komme mere varmt og hjerteligt til udtryk end i forbønnen. Jeg kan ikke snakke med alle sørgende og anfægtede, og jeg kan ikke besøge alle syge og ensomme. Men jeg kan bede for dem. Jeg kan også bede om, at Gud må sende arbejdere ud til sin høst. Og i den bøn gør jeg er stort arbejde i Guds rige.

Skriften siger, at Gud er rig nok for alle, der kalder på ham. Vi er fattige og skrøbelige både i troen og bønnen. Ofte får vi ikke, fordi vi ikke beder (Jak 4,2).

Det må drive os til bøn, når vi hører alle de løfter, Jesus knytter til bønnen:

”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen” (Joh 16,23-24).

”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer” (Matt 7,7).

Jeg arme synder fortjener ikke at løfte mine øjne til dig og åbne min mund til bøn. Men jeg kommer på dit ord, Herre Jesus. Jeg kommer som en, der er dækket af dit blod. Du er min talsmand hos Faderen og træder frem for ham i mit sted. Det er min trøst, at når jeg sukker og græder og beder, så sukker og græder og beder du, Jesus, i mig.

Helligånden er jo nådens og bønnens ånd, der kommer os til hjælp i vores skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.

Der klæber så mange skrøbeligheder til vores bøn. Når vi beder, burde vi jo bede med alt, der er i os. Vi burde lovprise Gud af hele vores hjerte. Vi mangler så meget tro i vores bøn. Og vi har ikke visdom til at bede om det, vi har brug for.

Ofte beder vi uden gudsfrygt og uden at blive rigtigt stille for Gud. Når vi er anfægtede, kan hjertet være så sønderrevet og uroligt, at vi er ude af stand til at bede. Men Helligånden kommer og lægger ord i vores mund. Han skaber et suk og en længsel i vores hjerte. Han gør os frimodige og villige til at bede. Han vækker en hellig gudsfrygt hos os, så vi kommer frem for Gud med bøn – først om det, der hører Guds rige til, og så også om det, vi har brug for i vores jordiske forhold.

Helligånden træder også frem i vores sted: ”Og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje” (Rom 8,27). Gud har sendt barnekårets ånd i de troendes hjerter, og i den råber vi: Abba, Far! På den måde er det ikke os, der taler, men Guds Ånd, der taler i os. Munden duer ikke til at tale så inderligt, som hjertet ønsker. Længslen overgår alle ord og alle tanker. Vi forstår ikke til fulde hjertets dybe suk og det, som Ånden vil. Men sukkene og det, som Ånden vil, har langt mere kraft i sig end det, vi kan formulere med vores ord.

Bed derfor, kære kristne bror, med et glad og villigt hjerte! Du skal ikke tænke, at du ikke er værdig til at bede, og du skal ikke frygte. Tal med Gud som et barn med sin far. I Bønnen har du nøglen til Guds skatte. I bønnen kan du suge honning af bjerget og olie af flinteklippen (5 Mos 32,13).

Bed derfor, alle kristne! Alt, der har hjerte, mund og ånde, tilbed Gud! Ham tilhører æren i al evighed. Amen.

Stilhed og gudsfrygt i bønnen

Bøn til Gud er ikke bare noget, der sker med mund og ord. Vi beder med suk i det skjulte og med hjertets lovprisning til Herren. Med denne indre hjertebøn kan en kristen være vendt til Gud, mens han er på arbejde, ja selv mens han sover om natten. Derfor formaner Paulus: ”Bed uophørligt!”

Luther siger, at hvor en kristen er, der er Helligånden også – den Ånd, som aldrig stopper med at bede. Vores hjerte skal være et lønkammer, hvor vi kan bede uophørligt, og hvor den hellige gudsfrygts ild altid må brænde.

Når vi beder med ord, er det, fordi ordene er et godt middel til at samle det adspredte sind og de omflakkende tanker. Men hvad nytter mundens ord uden hjertets gudsfrygt? Bøn er jo ikke ord, men kraft, ild, ånd og liv.

Der var en købmand, der hver morgen bad sin morgenbøn fra bønnebogen, mens han stod i vinduet. Det skete af og til, når han stod der i vinduet og så bønderne komme ind til byen, at han råbte på en af sine tjenestefolk: ”Skynd dig at få fat på ham der bondemanden! Han skylder mig mange penge. Sig til ham, at han skal betale mig nu, ellers skal jeg komme efter ham!”

Sådan en bøn er ikke en røg, der stiger op til himlen. Den drives hid og did af vinden og når ikke op til Gud.

Når vi som kristne prøver vores bøn for Guds ansigt, ser vi, hvor mangelfuld den er. Vi må derfor træde frem for Gud med hellig frygt og erkende vores egen uværdighed og manglende evne til bøn. Vi har et syndigt og ustadigt og fordærvet hjerte, så selv de bedste bønner er ufuldkomne og mangelfulde. Det er kun for Jesu skyld, vi overhovedet tør komme frem for Gud. Men i Jesu navn beder vi om visdommens og bønnens ånd og sukker med David: ”Tag nådigt imod min munds ord og mit hjertes tanke, Herre, min klippe og forløser!” (Sl 19,15).

Det er de mest gudfrygtige, der klager mest over, hvor lunkne de er i bønnen. Hyklerne er godt tilfredse med deres bønner; men de sande kristne erkender med smerte i bønnen, hvor fulde af synd de er. Ja, aldrig ser de deres hjertes afmagt og usselhed så tydeligt som i deres bønsliv.

Luther siger, at vores sind og vores tanker er så slibrige og ustadige, og menneskets hjerte er så sønderrevet og ynkeligt, at det går og slingrer og vakler hid og did, så ingen vind og intet vand er så ustadigt som det. Han fortæller om Bernhard af Clairvaux, at han engang betroede sin ven, at han ikke kunne samle sig i sin bøn. Han kunne ikke engang bede sit fadervor til ende, uden at der kom fremmede tanker. Hans ven mente ikke, det var noget problem for ham. Så indgik Bernhard et væddemål med ham: Hvis han kunne bede et Fadervor uden adspredelser, ville han få en hest! Men vennen havde ikke bedt den første bøn, før tanken slog ham: Mon jeg også får sadel og bidsel med, når jeg får den hest?

Når vi går ind i vores lønkammer, skal vi tænke på, at vi nu går ind i Guds helligdom. Vi skal vide, at her er Guds hus og Himlens port. Lad os, som Jesus siger, lukke vores dør, så vi kan tale uforstyrret med Gud. Lad os vogte os for alt, der forstyrrer stilheden og gudsfrygten i bønnen.

Er vi meget sammen med verdslige mennesker, og er vores sind rettet meget mod dette livs nydelser, vil det være skadeligt for vores bønsliv.

Lad heller ikke din næstes suk spærre vejen for dine bønner! Man kan bede nok så meget til Gud, men det hjælper intet, hvis man lægger byrder på andre mennesker, som de lider under. ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave” (Matt 5,23-24).

Kom med en ydmyg ånd og med hellig frygt for Gud, som en synder til sin Frelser. Se din egen uværdighed og skrøbelighed, men også Guds godhed og barmhjertighed! Kom med barnlig og hjertelig tillid og troens frimodighed, og vid, at Gud hører bønner! Bed Gud om, at du ikke må blive snæversynet og egoistisk i din bøn. Bed Helligånden om at jage de adspredende tanker væk og give dig stilhed for Guds ansigt. Så vil du erfare velsignelsen i at gå ind i helligdommen, frimodigt og dækket af Jesu blod.

Hvad nytter det at bede?

En kristens bøn er aldrig nyttesløs og uden frugt. ”Jeg regner mine bønner for stærkere end selve Djævelen,” siger Luther. Har en kristen ikke nogen anden gavn af bønnen, så har han i hvert fald altid den gavn, at han med sin bøn har været lydig mod sin himmelske Fars bud, når han i barnlig tillid har påkaldt sin Gud.

Det må give glæde i hjertet at få lov til at udøse for Herren, hvad der bor i det indre af længsler og behov, og at overgive sig til ham med legeme og sjæl. Bønnen er som et tomt kar, som jeg sænker ned i en brønd, hvor det bliver fyldt. Sådan fyldes sjælen gennem bønnen af nådens fylde.

Da Moses havde været hos Gud på bjerget, var der en stråleglans fra hans ansigt (2 Mos 34,29). ”Ved bønnen,” siger Johann Arndt, ”styrkes og helliges, renses, trøstes og oplyses det indre menneske.” Bønnen drager os helt ind til Gud, så vi bliver fortrolige med Herren. I bønnen hænger sjælen ved sin Frelser (Sl 63,9). Gennem bøn får jeg fornyet vished om barnekår og nåde, når Helligånden i dybet af min sjæl råber: ”Abba, Far!”

Bønnen letter hjertet. I bønnen må jeg vælte min vej på Herren og overgive mit liv til ham.

Bønnen er en del af den kristnes kamp. Her har Guds børn et våben, der kan beskytte dem mod alle deres fjender. Bønnen er, som Chrysostomus siger, en pisk, der jager djævlene og helvedhundene væk. Ved bønnen vinder vi sejr over synden, som bor i vores kød. Ved bønnen lettes vores trængsel, og vi sejrer midt i døden.

Bønnen er nøglen til Himlen og til Guds skatkammer. Bønnen giver den syge lægedom og styrker og trøster den anfægtede og sørgende. Gennem de troendes bøn sender Gud sine nådegaver ned til menigheden.

Her møder vi en indvending og en klage fra mange kristne: ”Jeg har bedt så tit og så længe. Jeg har forsøgt at bede inderligt og alvorligt. Men jeg er ikke blevet bønhørt. Mine bønner har været frugtesløse.”

Det er ikke nogen ny klage i Guds menighed. Allerede Job sukker i sin smerte: ”Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer ikke” (Job 30,20). Selv vores Frelser bad i Getsemane om, at hans Far ville tage det tunge bæger fra ham. Det skete ikke. Men en engel fra Himlen kom og styrkede ham.

Sådan er det. Den, som beder, han vil få. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Men man får ikke lige præcis det, man har bedt om, og der bliver ikke altid åbnet med det samme, når man banker på. Det sker, at Gud giver os noget, der er mere gavnligt end det, vi bad om. Sorgen og smerten bliver ikke altid taget bort. Men vi får tålmodighed og trøst og kraft til at holde ud i nøden.

Gud venter ofte med hjælpen for at prøve troen og øve sjælen i den vedholdende bøn. Sig derfor ikke, kære kristne bror: ”Jeg har bedt, men Gud har ikke bønhørt mig.” Jo, Gud hører bønner. Hans løfter står fast i al evighed. Der findes ikke et suk fra en synder, der ikke rører ved Guds hjerte, ikke en tåre, der ikke bliver talt, ikke en bøn, som Gud ikke tager til hjertet.


Fra bogen ”Sjæleskat”. Sprogligt bearbejdet af Henrik Gren Hansen.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2024. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Christian Scriver

Christian Scriver (1629-1693), tysk præst og opbyggelsesforfatter.

Christian Scriver

Christian Scriver (1629-1693), tysk præst og opbyggelsesforfatter.