Udøbte børns frelse

Hvad sker der med de spædbørn, som dør, før de er døbt, ja måske endda før de er født? Kan de blive frelst? Hvad siger Bibelen om det spørgsmål?

Jeg ville ønske, der var et enkelt, entydigt og altafklarende svar i Bibelen, som kunne give os vished som kristne om, at vore udøbte børn, er frelst. Men det er der ikke, og derfor skal vi træde varsomt. Det er en fristende og farlig vej at gå på kompromis med Guds ord for at trøste os selv eller andre – som det udtrykkes i den engelsktalende verden: compromise to comfort. Vi må holde os til, hvad Gud siger i sit ord. Men når vi gør det, så vil vi se, at der virkelig er dyb og rig trøst at hente i Guds ord i forhold til spørgsmålet om udøbte børns frelse.

Syndere fra undfangelsen

Bibelen rummer ikke nogen lære om en ”uskyldighedstid” i barnets første leveår og en ”ansvarlighedsalder”, hvorefter barnet bliver personligt ansvarlig og skyldig i synd. Når nogle kirkesamfund opererer med disse begreber, hænger det sammen med et overfladisk syn på synden som nogle forkerte handlinger, man kan vælge at gøre eller lade være at gøre. Når man vælger at gøre det forkerte, så synder man og bliver derved skyldig over for Gud.

Det bibelske syn på synden går meget dybere. Synden er ifølge Bibelen en ødelæggelse af det dybeste i vores menneskelige væsen. Efter syndefaldet er vi i vores hjerte bestemt af en syndig natur, af et kød, som står Gud imod: ”Det, kødet vil, er død (…) det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag” (Rom 8,7).

Det er sandheden om hvert eneste menneske efter Adam – med undtagelse af Jesus. Vi er i det inderste af vores personlighed bestemt af et syndigt kød, som trodser Gud og derfor nedkalder hans dom og vrede over os. Det er på denne baggrund, Paulus kan fastslå om sin egen åndelige fortid og alle kristnes åndelige fortid: ”I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre” (Ef 2,3).

Det er bemærkelsesværdigt, at Paulus siger dette om sig selv, han, som var født i en jødisk familie, omskåret på den ottende dag, oplært i Guds ord og ivrig efter at følge Guds lov. Men med al sin ydre lovlydighed bøjede Paulus sig alligevel ikke under Guds lov. For Guds lovs endemål var at afsløre og dømme ham som en fortabt synder og derved lede ham til frelsen i Jesus. Den afsløring og den dom ville Paulus ikke tage ind over sig. Han underordnede sig ikke under Guds lov og ville det heller ikke. Derfor var han under Guds dom og vrede, et ”vredens barn” som alle mennesker, der ikke har Jesus som deres frelser. Og sådan var vi alle fra begyndelsen.

Ifølge Guds ord er vi syndere fra undfangelsen. David udtrykker det sådan her: ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig” (Sl 51,7). ”De ugudelige er frafaldne fra fødslen, løgnerne er vildfarne fra moders liv” (Sl 58,4). Paulus udtrykker det, som vi læste det, sådan her: ”Vi var af natur vredens børn” (Ef 2,3).

Vores lutherske bekendelse formulerer det på denne måde: ”Siden Adams fald fødes alle mennesker, som er forplantet på naturlig måde, med synd, det vil sige: uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær, og denne arvede sygdom eller last er virkelig synd, der også nu fordømmer dem, der ikke genfødes ved dåb og Helligånd, og pådrager dem evig død” (Den Augsburske Bekendelse art. 2).¹

Genfødelse til tro på Jesus

Som det fremgår af det sidste citat, har vi som mennesker ét eneste håb om frelse, og det er, at vi bliver genfødt, at vi bliver født på ny. Vores naturlige undfangelse og fødsel fører os ikke ind i Guds rige, men ind under Guds vrede. Vi må fødes på ny.

Det er det samme, Jesus siger til farisæeren Nikodemus: ”Det, der er født af kødet, er kød” (Joh 3,6). ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” (Joh 3,3). Senere i samtalen med Nikodemus tydeliggør Jesus, at når vi genfødes, så kommer vi til tro på Jesus som vores frelser, og når vi gør det, da ér vi frelst fra fortabelse til evigt liv: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).

Dette er den eneste vej til frelse, også for de helt små børn, ufødte og udøbte. De må fødes på ny til tro på Jesus. Der går én vej til Himlen, og den vej hedder Jesus (Joh 14,6). Alle, som tror på Jesus, er på denne vej (Joh 3,36; Rom 3,22; 5,1). Genfødelse og tro på Jesus er to sider af samme sag. Den personlige tro på Jesus er genfødelsens kendetegn. ”Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud” (1 Joh 5,1).

Men kan små børn tro på Jesus?

Barnets tro

I hele kirkens historie har mennesker med en kristen bekendelse sat spørgsmålstegn ved, om små børn kan tro på Jesus.

Det første, der er at sige til det spørgsmål, er, at ingen mennesker af sig selv kan tro på Jesus. Troen på Jesus er ikke noget, vi kan beslutte os til. Den er heller ikke noget, vi kan tænke os til. Troen er en tillid til, at jeg er frelst, ikke ved noget, jeg selv er og har gjort, men alene ved det, som Jesus er og har gjort for mig. Den tillid kan jeg hverken beslutte eller tænke mig frem til. Jeg kan heller ikke arbejde og fortjene mig frem til den. Den må skabes i mig af Gud på hans initiativ, af nåde alene. Og netop det er historien bag alle kristnes genfødelse til tro på Jesus: ”Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder (…) Af den nåde er I frelst af tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds” (Ef 2,1,8).

Kan Gud gøre denne gerning til genfødelse og tro i et lille barn? Det bekræfter Bibelen med stor tydelighed.

Da Jesu disciple spørger ham, hvem der er de største i himmeriget, tager Jesus et lille barn, stiller det midt imellem dem og siger: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 18,3).

Jesus vender sagen på hovedet. Vi tænker, at de små børn skal blive som voksne for at kunne tro rigtigt og derved komme ind i Guds rige. Jesus siger, at de voksne skal blive som børn, og de børn, Jesus taler om, definerer han selv som ”disse små, som tror på mig” (vers 6). Det store ved børnene er ikke deres uskyldighed. Det store ved de børn, Jesus taler om her, er, at de ikke tror på sig selv. De tror på Jesus, at de er frelst ved ham, og den tro er Guds gave og gerning. Jesus siger det selv: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt” (Joh 6,29).

Hvor tidligt kan et barn få denne tro? Det svarer Bibelen vidunderligt og trøstende klart på: Barnet kan få troen allerede før fødslen, mens det er i sin mors liv. Netop det var tilfældet med Johannes Døber. Om ham får hans far Zakarias at vide i en profeti: ”Han skal fyldes af Helligånden allerede fra moders liv” (Luk 1,15). Senere i samme kapitel hører vi om det, der sker, da Johannes Døber er i sin mor Elisabeths mave, og Jesu mor Maria kommer til Elisabeth og fortæller, at hun, Maria, skal føde Messias: ”Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv” (v.41). Hvorfor sprang Johannes i sin mors liv? Det giver hans mor selv svaret på nogle få vers senere. Her siger Elisabeth til Maria: ”Da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd” (v.44).

Det vers rummer en vidunderlig trøst til alle os, som har oplevet at miste et barn før fødslen.

Ja, den lille, ufødte Johannes fik virkelig Helligånden allerede i sin mors liv. Han blev født på ny, før han blev født. Som foster ejede han troen på Jesus, og den tro var så personlig og levende, at han sprang af fryd, da han gennem sin mors mave hørte Maria tale om Jesus!

Hvem kan i mødet med et sådant vers betvivle, at Gud kan give troen til børn, til spædbørn, ja selv til ufødte spædbørn? Det kan Gud gøre, og det har Gud gjort: ”Thi intet er umuligt for Gud” (v.37). Tak og lov!

Troens inderste kerne

Da Gud gav Johannes Døber troen, var Johannes selvsagt endnu ikke i stand til med sin fornuft at forstå menneskelige ord. Han var heller ikke i stand til at sætte ord på den tro, han havde fået. Men han frydede sig over at høre om Jesus. Det bekræfter for os, at troen er en tillid til Jesus, som er skabt i os på underfuld måde af Gud, og at den inderste kerne i vores tro, tilliden til Jesus, ikke er betinget af, hvad vi rationelt kan forstå og formulere. At det er sådan, det forholder sig med troen, kan tjene til trøst i mange sammenhænge.

Nogle af os har familiemedlemmer, som er så alvorligt mentalt handicappede, at de ikke har og måske aldrig nogensinde får et almindeligt sprog. Kan Gud skabe troen på Jesus i deres hjerter? Johannes Døbers historie viser med al ønskelig tydelighed, at Gud kan det, og Bibelen bekræfter for os, at han vil det. Jesus siger det selv: ”Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje” (Matt 11,25-26).

Andre af os har familiemedlemmer, som på grund af et hjernetraume eller en alvorlig sygdom har mistet evnen til at forstå og formulere ord. Kan Gud bevare troen i deres hjerter, når al rationelt kommunikation er ophørt og måske også al rationel refleksion? Han, som gav troen til den ufødte Johannes og bevarede troen i hans hjerte, han kan – og han vil. Paulus siger det: ”Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag” (Fil 1,6).

Atter andre af os har oplevet selv at miste eller har været tæt på nogle, som har mistet et barn, som ikke nåede at blive døbt og måske heller ikke nåede at blive født. Kan Gud give troen til sådan et barn, så det når Himlen ved tro på Jesus? Johannes Døbers historie bekræfter, at Gud kan, og Bibelen bevidner fra ende til anden, at Gud vil. Det er Jesus selv, som siger det: “Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt” (Matt 18,14). Gud vil det modsatte. Han vil, at alle mennesker skal frelses (1 Tim 2,4).

Nådemidlerne

Hvordan bliver troen på Jesus til i et menneskehjerte? Gud skaber troen, men hvordan gør han det? Først skal vi se på, hvad Bibelen siger om dette spørgsmål generelt i forhold til os mennesker. Derefter vil vi specielt se på det lille barn og barnedåben.

Bibelens svar er enkelt og klart. Gud genføder os og skaber troen i vore hjerter ved sit ord, nærmere bestemt ved evangeliets ord om frelsen i Jesus: ”Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger” (Jak 1,18). ”I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord” (1 Pet 1,23). ”I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens Hellige Ånd” (Ef 1,13). ”Troen kommer af det, som høres” (Rom 10,17).

Det er en trøst uden lige, at Gud har knyttet sin frelsende gerning til et bestemt ord, evangeliet om Jesu frelse. Når vi ønsker at blive frelst, må vi søge derhen, hvor der forkyndes om Jesus som vores frelser, og gennem det ord vil Gud gøre sin gerning i vore hjerter til genfødelse og tro på Jesus. Når vi ér blevet frelst og ønsker at blive bevaret som kristne, må vi søge til det samme ord, og gennem det ord vil Gud forny og opbygge og bevare os i troen på Jesus. Og når vi ønsker for andre, at de skal blive frelst, også vore små børn og børnebørn, så må vi række dem ordet om Jesus, og gennem det ord vil Gud gøre sin gerning til genfødelse, tro og frelse. For evangeliet om Jesus, ordet om korset, er Guds kraft til frelse (Rom 1,16; 1 Kor 1,18).

Evangeliet om Jesu frelse møder vi på skrift i Bibelen og i kristen litteratur, vi møder det i tale i kristen forkyndelse, og så møder vi det i sakramenterne dåb og nadver. Sakramenterne består dels af et tegn, i dåben vand og i nadveren brød og vin, og dels af et evangelisk ord, der tilsiger den enkelte os, at Jesu frelse er fulbragt og gælder for dig. Det er i kraft af dette evangeliske ord, sakramenterne kan give os og forny os i troen på Jesus.

Alle de midler, hvorigennem Gud rækker os evangeliets ord om Jesu frelse, kalder vi for nådemidler. Gennem disse midler kommer Gud til os og taler til os om sin nåde i Jesus, og derved giver Gud os tro på Jesus.

Barnedåben

Den afgørende begrundelse for barnedåben er, at børnene er syndere, som har brug for Jesus som deres frelser.

I min ungdom var jeg tæt på et ungt par, der blev kærester, siden forlovede og til sidst enige om, at de ville gifte sig. Der var bare én ting, som de havde det tungt med. Han var fra en voksendøbende menighed, og hun var fra en barnedøbende menighed. Hvad skulle de gøre, når og hvis de fik børn? De blev enige om, at de hver for sig ville læse Bibelen grundigt med alt, hvad den sagde om børn, synd, frelse og dåb. Den unge mand var åben for, at Bibelen kunne sige noget andet end det, han havde lært, og det gjorde den. Da han var færdig med sit bibelstudium, vendte han tilbage til sin forlovede med en enkelt og klar besked: ”Jeg vil, at vore børn skal døbes, og jeg vil, at de skal døbes på den ottende dag.”

Der var to ting, som havde afgjort sagen for ham. Det var for det første Bibelens klare ord om, at vi er syndere fra undfangelsen, og for det andet Bibelens lige så klare ord om, at vi får frelsen i dåben. Når han ønskede barnedåb på den ottende dag, hang det sammen med, at jøderne i den gamle pagt omskar deres drengebørn på den ottende dag. Han tænkte, at de som kristne forældre ikke burde vente længere end det.

I Det Nye Testamente hører vi, at dåben er den nye pagts omskærelse (Kol 2,11-12). Det siger ikke nødvendigvis noget om, præcis hvornår eller inden hvornår en dåb bør foretages, men det peger entydigt i retning af barnedåb.² Alle jødekristne, som læste, at dåben træder i stedet for omskærelsen, måtte tænke, at vi så må døbe vore børn. Vi ser da også gentagne gange i Det Nye Testamente, at når forældrene i en familie kommer til tro på Jesus og bliver døbt, så bliver hele familien, hele husstanden, døbt sammen med dem (ApG 16,13-15; 30-33; 1 Kor 1,16).

Dåbens gave

Hvad sker der, og hvad får vi, i dåben?

Det første, vi skal bemærke, er, at det er Gud, som handler i dåben. Dåben er dybest set ikke noget, vi gør, men noget Gud gør med os.

To gange i to forskellige breve skriver Paulus, at vi i dåben bliver begravet med Kristus og oprejst med ham (Rom 6,4; Kol 2,12 Her er der tale om noget, som sker med os. Der er en anden, der handler med os, og denne anden er Gud. Hvad indebærer det, at vi bliver begravet og oprejst med Kristus? Det ser vi ud fra, hvad der skete med Jesus, da han døde, blev begravet og opstod. Jesus døde med al verdens synd, men den synd blev efterladt i graven, og da Jesus opstod, var det med en fuldkommen retfærdighed, som betød, at han kunne gå lige ind i Himlen. I dåben sker det samme med os, som skete med Jesus! Når Gud i dåben begraver os med Kristus, så både vises og virkeliggøres det, at vores synd afvaskes og bliver i dåbsvandet, og når Gud derefter oprejser os med Kristus, så er vi iklædt Jesu egen fuldkomne retfærdighed og kan gå lige ind i Himlen i den! (Rom 4,24-25).

Men hvad med den personlige genfødelse og tro? Den gives også i dåben. Paulus omtaler netop dåben som ”det bad, der genføder og fornyer” (Tit 3,5). Det er altså ikke sådan, at Gud kun rækker frelsens gave frem til os i dåben, og så er det op til os at tage imod den. Gud giver os også den genfødelse, som gør, at vi tager imod gaven i tro. Hør hvor stort Paulus taler om dåben: ”Men da Guds vor frelsers godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv – troværdigt er det ord!” (Tit 3,4-7).

Alt dette gives os, og alt dette bliver vort i dåben, hele Jesu frelse. Der er fuld dækning for Peters ord: ”… den dåb, som nu frelser jer” (1 Pet 3,21). Og resten af Det Nye Testamente bekræfter og udfolder det for os. I dåben bliver vi gjort til Jesu disciple (Matt 28,19-20), vi får syndernes forladelse og Helligånden (ApG 2,38), vi iklædes Kristus (Gal 3,26-27), og vi føres ind i en ny pagt, hvor vi kan stå med god samvittighed over for Gud (1 Pet 3,21).

Tak og lov for dåbens sakramente! Lad os prise Gud for dåben, og lad os bringe vore små børn til dåben i fuld forvisning om, at Gud her vil gøre det og give dem alt det, som hans ord lover os.

Håb for udøbte?

Men så er det netop her, den dybe sorg, smerte og anfægtelse sætter ind. Jo klarere og stærkere vi taler om dåbens gave, som den forkyndes for os i Det Nye Testamente, jo større bliver sorgen hos de kristne, hvis børn eller børnebørn ikke blev døbt, fordi de døde forinden. Er der noget håb for disse små?

Det er det spørgsmål, vi skal rette opmærksomheden mod nu.

Som det første vil jeg minde om det, vi så i relation til Johannes Døber. Han var ikke omskåret, og han var end ikke født, da Gud fødte ham på ny og gav ham troen på Jesus. Hvordan gik det til? Det får vi ikke at vide i de bibelske tekster. I udgangspunktet er det naturligt at tænke, at det skete ved Guds ord, fordi Ordet om Jesus er det middel, Gud har lovet at virke igennem til genfødelse og tro. Vi hører eksplicit, at Johannes Døber sprang af fryd, da Maria kom og talte til Johannes’ mor om Jesus. Det er nærliggende at tænke, at som han gennem sin mors mave hørte Marias ord, kan han også have hørt andre og tidligere ord om Guds nåde og frelse, og ved de ord kan Gud have givet Johannes genfødelse og tro.

Her er det vigtigt at holde sig klart, at det middel, som Gud virker igennem i dåben, ikke er vandet, men evangeliets ord. Paulus siger, at Kristus har givet sig hen for kirken for at ”rense den i badet med vand ved ordet” (Ef 5,26). Den frelsende gerning i dåben sker ved ordet. Den genfødelse, som Gud udvirker i dåben, kan han derfor også udvirke før dåben gennem evangeliets ord. At det forholder sig sådan, får vi bekræftet i Peters første brev, hvor Peter skriver om, hvordan modtagerne af hans brev kom til tro: ”I blev jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord (…) Det er dette ord, som er forkyndt for jer” (1 Pet 1,23). Peters modtagere blev født på ny ved at høre Guds ord forkyndt. Det samme kunne ske for Johannes Døber, da han var i sin mors mave, og det kan ved Guds nåde også ske for vore ufødte børn og børnebørn.

Johannes Døber var udset til en særlig tjeneste, og derfor fik han også en særlig åndsudrustning: ”Han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv” (Luk 1,15). Johannes adskilte sig fra andre kristne ved sin særlige åndsudrustning, men han adskilte sig ikke ved sin genfødelse og tro. Genfødelsen og troen er den samme for alle Guds børn. Kunne Johannes fødes på ny og få troen allerede i moders liv, så kan andre ufødte børn det også.

Uden om dåben

Når vi standser for de rige løfter, Gud har knyttet til dåben, er det helt naturligt at vi glæder os inderligt over, at vi kan bringe vore børn til dåben, og at vi holder takkefest efter dåben. Ingen fester har været så rige for Leila og mig som vore tre gange barnedåb.

Alligevel er det værd at overveje, om vores bibelsk forankrede fokus på og glæde over dåben kan svække vores syn for, hvad Gud kan og vil gøre før og uden om dåben.

Som nævnt ovenfor var omskærelsen i den gamle pagt forløberen for dåben. I omskærelsen fik den lille dreng personligt tilsagt alle de frelsesløfter, som var givet til Abraham. Det blev forkyndt for den lille dreng, at han som Abraham skulle retfærdiggøres ved tro alene. Dette understreger Paulus med stor tydelighed i Rom 4. På denne baggrund har vore lutherske fædre lært, at omskærelsen var et ægte sakramente og et nådemiddel i den gamle pagt. Igennem omskærelsen og i kraft af det evangeliske ord og løfte, som lød ved denne handling, virkede Gud genfødelse og tro i hjerterne.³

Men der var en meget stor gruppe små børn i Israel, som ikke mødte Guds ord på denne måde. Pigerne i Israel blev ikke omskåret. Hvordan kunne de så blive født på ny og få en sand og frelsende tro? Vi må regne med, at det skete ved, at de mødte Guds ord og frelsesløfter uden om omskærelsen. Når de små piger i den gamle pagt kunne få troen uden om omskærelsen, må vi regne med, at vore små børn også kan få troen uden om dåben.

Hvor tidligt mødte de små børn i Israel Guds ord og løfter? I en troende jødisk familie var der intet tidspunkt efter børnenes undfangelse, hvor de ikke var omsluttet af Guds ord i form af bøn, lovsang, recitation og forkyndelse. De blev undfanget ind i et åndeligt fællesskab, der var båret af og beriget ved Guds ord fra morgen til aften.

Min Gud

Hvor tidligt blev troen skabt i det lille jødiske barns hjerte? David skriver om sig selv: ”Til dig var jeg overladt fra min fødsel, fra moders liv var du min Gud” (Sl 22,11). Det hebraiske ord, som vi har oversat med ”min Gud”, er ”eli”. Det bruges i ti tekster i Det Gamle Testamente, og det bruges altid og kun om det fortrolige og velsignede forhold til Gud, som den troende har. I én tekst bruges det om afgudsdyrkerens forhold til sin afgud. Men her er det netop pointen, at afgudsdyrkeren forholder sig til og tiltaler afguden, som vi kun bør forholde os til og tiltale den levende Gud, når vi står i pagtens velsignede forhold til ham: ”Red mig, for du er min Gud!” (Es 44,17). De øvrige ni tekster afspejler og vidner om det velsignede forhold, som den troendes har til den levende Gud. Vi møder det første gang i Moses’ sejrssang efter overgangen over Det Røde Hav: ”Herren er min styrke og min lovsang, han blev mig til frelse. Han er min Gud, ham vil jeg prise, min faders Gud, ham vil jeg hylde” (2 Mos 15,2). Den måde, Moses bruger ordet på, lægger linjen for resten af det Gamle Testamente:

”Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt, mit skjold, min frelses horn og min fæstning” (Sl 18,2).

”Du er min fader, min Gud, min frelses klippe” (Sl 89,27).

”Du er min Gud, jeg takker dig, min Gud jeg priser dig. Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid” (Sl 118,28-29).

”Du er min Gud, Herre, lyt til min tryglen, Gud Herre, min frelses styrke” (Sl 140,7-8)⁴

Det er netop, fordi ordet altid og kun bruges om det fortrolige og velsignede forhold til Gud, som kun den troende har, at det rammer læseren med chok og rædsel, når ordet to gange indgår i sætningen: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Sl 22,2). Det er i forlængelse af dette forfærdelige udråb og anfægtede spørgsmål, at David vidner personligt og taler profetisk om, hvor længe han har været i den troendes fortrolige og velsignede forhold til Gud. David har været det, fra før han blev født: ”…fra moders liv var du min Gud” (v.11). Med god grund har troens folk i disse ord set et vidnesbyrd om, at vore børn kan stå i troens nådefulde og velsignede forhold til Gud allerede fra moders liv.

Davids og Batsebas søn

Den forvisning, som David havde om, at han før både fødsel og omskærelse stod i nådens forhold til Gud, den synes han også at have haft på vegne af den søn, som han fik sammen med Batseba i forlængelse af deres uægteskabelige forhold.

David begik utroskab med Urias’ hustru Batseba, og hun blev gravid. For at skjule synden sørgede David for, at Urias blev dræbt. Efter Urias’ død blev David gift med Batseba. Da trådte profeten Natan frem og afslørede Davids synd. David bekendte synden og blev tilgivet. Men så tilføjede Natan: ”Men siden du har givet Herrens fjender anledning til spot, skal den søn, du har fået, dø” (2 Sam 12,14).

Som Gud har sagt det gennem Natan, sådan sker det: ”På den syvende dag døde drengen” (v.18).

Hvorfor får vi ikke opgivet noget navn på denne dreng? Det kan meget vel have at gøre med, at han døde netop på sin syvende dag. I den jødiske tradition har man givet drengebørn navn på den ottende dag i forbindelse med omskærelsen. Det skete for Jesus: ”Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus” (Luk 2,21). Abraham, som var den første jøde, der blev omskåret, og han fik et nyt navn ved sin omskærelse (1 Mos 17,1-14). Det var denne navngivning af Abraham ved omskærelsen, som blev udgangspunkt for den jødiske tradition med at give drengebarnet navn i forbindelse med omskærelsen (1 Mos 17,1-14).

Hvis drengen døde på den syvende dag, da gælder det, som anføres i den bibeltro Lutheran Study Bible: ”Barnet var ikke omskåret.” Drengen døde, før han fik omskærelsens sakramente.

Hvordan reagerede David, da han fik at vide, at hans lille søn var død? Det er i høj grad bemærkelsesværdigt, og det vakte stor forundring ved Davids hof: ”Så rejste David sig fra jorden, vaskede sig, skiftede tøj og gik ind i Herrens hus for at tilbede. Derpå gik han hjem og bad om at få mad sat frem, og så spiste han” (v.20). Da folkene ved hoffet spurgte David, hvorfor han handlede på denne måde, gav han et svar, hvor vi især skal bemærke den sidste sætning: ”Så længe drengen var i live, fastede og græd jeg, for jeg tænkte: Måske vil Herren være nådig imod mig og lade drengen leve. Men nu da han er død, hvorfor skulle jeg så faste? Kan jeg få ham tilbage igen? Jeg må følge efter ham, han kommer ikke tilbage til mig” (v.22-23).

David er overbevist om og ser frem til, at han skal møde sin søn igen – efter døden. Det er endnu tydeligere udtrykt i den hebraiske grundtekst, hvor der ordret står: ”Jeg går til ham …”. Hermed udtrykker David meget klart, at han ser frem til et personligt gensyn med sin døde søn. David bad for sønnen om hans helbredelse, men han blev ikke helbredt. Nu er han død, og han kommer ikke tilbage fra de døde. Men når David engang skal igennem dødens port, så venter der på den anden side af denne port et gensyn med sønnen: ”Jeg går til ham …”. Det er Davids trøst i forhold til den søn, som døde på den syvende dag!

Davids håb

Hvor var det, David forventede at møde sin søn igen? Han så frem til et gensyn efter døden, men i hvilken form for efterliv?

David levede i den gamle pagt, og han havde ikke Det Nye Testamentes lys over, hvad der venter de troende efter døden. Men i sine salmer taler David så meget og så konsistent om sit håb, at der tegner sig et klart billede. David troede ikke, at der efter døden ventede ham en trøstesløs tusmørketilværelse i et dødsrige, hvor vantro og troende er ligestillede i håbløs og gudløs elendighed. Han så tværtimod frem til at blive befriet fra dødens og dødsrigets magt og sammen med alle de troende indgå til evig herlighed hos Gud:

”Alle, der søger tilflugt hos dig, skal glæde sig, og de skal juble til evig tid” (Sl 5,12).

”Du vil ikke prisgive mig til dødsriget” (Sl 16,10).

”Herre, over din styrke glæder kongen sig, højt jubler han over din frelse (…) Han bad dig om liv, og du gav ham det, en evig række af dage” (Sl 21,5).

”Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage, og i Herrens hus skal jeg bo gennem lange tider” (Sl 23,6, DO 1931).

”Jeg vil være gæst i dit telt for evigt” (Sl 61,5).

”Gud er for os en Gud til frelse, hos Gud Herren er der vej ud af døden” (Sl 68,21).

”Din godhed mod mig er stor, du har reddet mig fra dødsrigets dyb” (Sl 86,13).

”Han udfrier mit liv fra graven, han kroner mig med godhed og barmhjertighed” (Sl 103,4).

”Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen! (…) For dér giver Herren velsignelsen, livet i al evighed” (Sl 133,1,3).

”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Sl 139,23-24)

”Jeg vil hylde dig, min Gud og konge, jeg vil prise dit navn for evigt og altid” (Sl 145,1).

Linjen er entydig og klar. Fordi David står i nådens forhold til Gud, er han befriet fra dødens og dødsrigets magt. Han går fra dette liv til et evigt liv i herlighed hos Gud, hvor han skal lovprise Gud sammen med alle de hellige – og sammen med den søn, der døde på den syvende dag! Det er Davids overbevisning, som han har formuleret med ord, der på samme tid er et personligt vidnesbyrd og profetisk tale: ”Jeg går til ham…”

Guds løfter

Hvordan kunne David have denne forvisning om, at han var sammen med sin søn i troen og frelsen, og at han derfor skulle se ham igen? Hvis sønnen ikke var omskåret, hvad hvilede Davids fortrøstning så på?

Som Guds børn hviler vores tro og fortrøstning altid på Guds ord. Hvilket ord havde Gud givet David, som han kunne fortrøste sig til?

Gud havde givet David en rigdom af løfter om, at han vil tage sig af, velsigne og give troen til børn og børnebørn af dem, som er i hans pagt. Jeg vil citere nogle af de løfter, som David havde hørt og kendte til. Det første løfte blev givet til Abraham, og de øvrige blev givet til Abrahams efterkommere i pagten. I denne sammenhæng er det særligt værd at bemærke det sidste løfte:

”Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommers Gud” (1 Mos 17,7).

”Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled (2 Mos 20,5-6).

”Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd” (2 Mos 34,6-7).

”Derfor skal du vide, at Herren din Gud er den eneste Gud, den trofaste Gud, som i tusind slægtled bevarer pagten og troskaben mode dem, der elsker ham og holder hans befalinger ” (5 Mos 7,9).

”Herren vil omskære dit og dine efterkommeres hjerte, så du elsker Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, for at du må leve” (5 Mos 30,6).

Det må have anfægtet David dybt, at han kendte Gud som den, der straffer fædres synd på børn, børnebørn og oldebørn. Det var jo netop den forfærdelige situation, David stod i. Men efter at han havde bekendt sin synd for Gud og alle mennesker, lød det fra Natan: ”Så tilgiver Herren din synd” (2 Sam, 12,13). På grundlag af det ord turde David tro, at han stod i nådepagtens forhold til Gud, og at alle pagtens løfter derfor gjaldt for ham og hans søn – også løfterne om, at Gud ville give sønnen hjertets omskærelse, genfødelsen til tro og frelse.

Da David lille søn blev syg, skete dette: ”Da bad David til Gud for drengen” (2 Sam 16). David bad for sønnens liv. Men han havde hørt domsordet: at sønnen skulle dø. Derfor bad han utvivlsomt også om, at Gud, hvis det endte med døden, ville virke hjertets omskærelse i ham til frelsende tro. Kunne Gud nå denne søn med sit ord til genfødelse? Det kunne han. Sønnen blev født i et hjem, som var båret af bøn, lovsang og Guds ord. Det ord, han på denne måde mødte, var lige så levende og virksomt til at virke tro i hans hjerte som det ord, der lød ved omskærelsen. Ville Gud virke tro i hans hjerte? Netop det havde Gud givet løfte om, at han ville gøre. I sine bønner kunne David fremholde og hente frimodighed fra Guds egne løfter. I tillid til disse løfter kunne David sige: ”Jeg går til ham …”

Sammen i troen og frelsen

Når det drejer sig om vores fortrøstning til, at vi er sammen med vores børn i troen og frelsen, er der endnu et forhold, vi må have med i betragtning.

Vi møder det igen og igen i Bibelen, at den troende familie omtales, fremstilles og behandles som en åndelig enhed (1 Mos 7,1; 2 Mos 12,1-27; 3 Mos 16,6; 5 Mos 12,12 m.fl.). Vi må aldrig anvende disse ord til at negligere eller nivellere den bibelske lære om, at et menneske frelses ved personlig tro. Men vi må hente frimodighed fra disse ord til at tro på og regne med, at vi i en troende familie er forenede i den samme tro og frelse.

Vi møder det meget tydeligt i en række tekster i Det Nye Testamente, der fortæller om, hvordan evangeliet kommer til nogle forældre og gennem dem til familien, hvilket medfører, at familien, hele familien bliver frelst:

Joh 4,53: ”Han og hele hans husstand kom til tro.”

ApG 11,14: ”Han vil tale de ord til dig, ved hvilke du og hele din husstand skal blive frelst.” 

ApG 16,31: ”Tro på Herren Jesus, så skal du og hele dit hus blive frelst.”

ApG 18,8: ”Krispus og alle i hans hus kom til tro på Herren.”

Bemærk det gentagne: hele, hele, hele, alle. Jeg tror, vi får lov at se denne gentagne pointering af, at familien blev frelst i sin helhed som mere end en redegørelse for nogle historiske forhold på Det Nye Testamentes tid. Jeg tror, vi må tage det til os som ord, der taler til trøst og tro for os som troende forældre i dag: Når vi som forældre har taget imod Jesus i tro, og når vi i forlængelse heraf lader bønnen, lovsangen og ordet om Jesus fylde vores familie og hjem, så vore børn møder det, fra de er helt små, så må vi få lov til at regne med, at vi er sammen i troen og frelsen, hele vores familie, med alle vore børn, hvor små de end er. Sådan må vi se på det, tro det og tale om det.

Der er et velkendt bibelord, som har fulgt Leila og mig igennem vores ægteskab, og som har stået fremme i vores hjem i årtier nu: ”Jeg og mit hus vil tjene Herren” (Jos 24,15). Det vers er udtryk for vores bøn og ønske, men det er også en bekendelse af det, som vi har troet og tror: Vi er sammen i denne familie i én og samme tro på Jesus og dermed i én og samme evige frelse, forældre og børn.

Sådan må vi tænke, tro og tale, indtil det forfærdelige skulle ske, at et af vore børn eller en af os forældre trodser og fornægter troen. Indtil da må vi få lov til at tro på, regne med og bekende, at vi – alle i familien – er sammen i troen, om frelsen og om det evige liv i Kristus. Og da gælder det: ”Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren” (Rom 14,8). 

Det almægtige ord

Men hvad med de ufødte børn, som er så små, at de ingen hørelse har, og derfor ikke kan høre Guds ord? Kan Gud nå også dem med sit ord og sin Ånd til genfødelse og frelse? Det mener jeg, at Guds ord bekræfter med overvældende og velsignet tydelighed.

Når Jesus opvækker døde, har underet mange formål. Det hjælper mennesker i sorg og nød til at få deres kære tilbage. Det beviser, at Jesus er Gud. Det er et forvarsel om, at Jesus vil besejre døden endegyldigt og bane vej til evigt liv. Men det er også en illustration af det, som sker, når et menneske kommer til tro. Da sker der netop en åndelig dødeopvækkelse: ”Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i” (Ef 2,1). ”Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham” (Kol 2,13).

I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at Jesus gentagne gange vækker døde til live ved at tale til dem, selvom de intet kan høre. Deres hørelse er ikke-eksisterende. Alligevel taler Jesus til dem, og da han taler til dem, giver han dem både at høre ordene og at få liv ved dem

Til enkens søn fra Nain, lyder det: ”Unge mand, jeg siger, Rejs dig op!” (Luk 7,14-15). Til synagogeforstanderens datter: ”Pige, rejs dig op!” (Luk 8,54) Og til Lazarus: ”’Lazarus, kom herud!’ (Joh 11,43-44).

Når Jesus kan give døde mennesker at høre hans ord og få fysisk liv ved de ord, så kan han også give ufødte børn uden hørelse at høre og få åndeligt liv ved hans ord.

Hvad gør vi med børn, som fødes uden hørelse? Døber vi dem? Ja, vi gør, og vi gør det i tillid til og forvisning om, at Gud ved sit almægtige ord kan give også dem troen.

Der er intet menneske, som Gud ikke kan nå med sit ord. Der er intet tidspunkt i et menneskes liv, hvor Gud ikke kan nå det. Der er ingen alder, der er for lav til, at et menneske kan blive frelst ved Guds almægtige ord. Vi er syndere fra undfangelsen, og fra undfangelsen kan Gud nå os med sit levende ord til genfødelse og tro.

Det gælder i en hvilken som helst situation, hvor det ufødte barn møder Guds ord – også ved alterskranken. Det er underfuldt ud over alle grænser at tænke på, hvad der sker, når en mor med et nyligt undfanget barn i sin mave går til alters. Evangeliets ord om Jesu fuldbragte frelse lyder til moderen og til barnet. Jesu forsoning gælder for dem begge, og det siges til dem begge med Guds eget almægtige og trosskabende ord. Og så tager moderen imod Jesu sande legeme og blod, hun spiser det, det går i hendes blodbane, og det når frem til barnet. Moderen modtager nadveren, og barnet modtager nadveren. Og for dem begge gælder Jesu vidunderlige løfte: ”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh 6,54). Tak og lov!

Bundet til nådemidlerne

Hvad skal vi tænke om børn, som undfanges og fødes af ikke-kristne forældre i et hjem uden bøn, lovsang og Guds ord? Det er ulykkeligvis tilfældet for langt de fleste børn i verden og stadigt flere i vore nordiske lande.

Det første, vi skal tænke er, at de er elskede af Gud, at Gud vil deres frelse, at Jesu fuldbragte frelse gælder for dem – og at de må høre om dette!

Gud har knyttet uendeligt store og rige løfter til sit ord. Vi har været inde på det ovenfor: Det er ved evangeliets ord om Jesu frelse, at Gud virker genfødelse og skaber tro i vore hjerter (Rom 10,17; Ef 1,13; Jak 1,18; 1 Pet 1,23). Det er ved at møde og høre dette ord, at vi kan blive genfødt til tro på Jesus og få åndeligt og evigt liv. Gud forkynder det gennem Esajas: ”Vend øret til mig, og kom, hør på mig, så skal I leve!” (Es 55,3). Og Jesus siger det: ”Den tid kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve” (Joh 5,25).

Hvad er mission? Mission er i al sin enkelhed at bringe Guds levende og virkende ord til mennesker, som ikke tror på Jesus. Mission er lade dem høre Guds ord enkelt og forståeligt i lov og evangelium, så de afsløres som syndere og ser, at de er frelst ved Jesus alene. Så enkelt er det. Og så herligt er det, når Gud oprejser missionærer, præster, prædikanter og kristne vidner som redskaber for dette ord. Hvor evangeliets gode budskab kommer frem, der udbredes Guds rige, der bliver mennesker frelst, og Jesus bliver lovprist: ”Hver herligt lyder fodtrinene af dem, som bringer godt budskab!” (Rom 10,15).

Men hvor dette budskab ikke når ud, hvad gælder der? Der fødes, lever og dør mennesker i åndeligt mørke og går til evigt mørke på grund af deres synd.⁵ Det er det billede, Bibelen tegner for os: ”Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?” (Rom 10,14).

Bibelen efterlader os ikke med noget ord eller løfte, som giver os håb for dem, som ikke har hørt om Jesus som deres frelser. Gud har bundet os til sine nådemidler: ordet, dåben og nadveren. Det er disse midler, Gud har knyttet løfter til. Det er ved disse midler, mennesker kan få troen.

Vi hører i vor tid mange beretninger ikke mindst fra muslimske lande om mennesker, som Gud møder i drømme og syner og kalder til at søge Jesus. Men Gud forkynder ikke evangeliet for dem i drømme og syner. Han leder dem i stedet hen til sine nådemidler, så de kan få troen gennem dem. Det sker typisk ved, at Gud leder disse mennesker til Bibelen, til kristen litteratur, til kristen forkyndelse i elektroniske medier eller til kristne vidner.

Vi møder det samme mønster i Apostlenes Gerninger, hvor henholdsvis Paulus og Cornelius får en umiddelbar åbenbaring (ApG 9,1-9; 10,1-7). I begge tilfælde gælder det, at evangeliet ikke bliver forkyndt i åbenbaringen. I stedet ledes Paulus og Cornelius til nogle kristne, som kan vidne for dem: Ananias for Paulus (9,10-19) og Peter for Cornelius (10,5-48). Ved de kristnes vidnesbyrd kommer de til tro.

Men er det ikke muligt for Gud at forkynde evangeliet i en direkte åbenbaring? Var det ikke det, han gjorde, da han åbenbarede sig for Abraham og forkyndte frelsen, så Abraham kom til tro og blev frelst? (1 Mos 15; Rom 4). Jo, det var det. Men denne åbenbaring blev givet til Abraham som profet. Til sine profeter og apostle har Gud forkyndt evangeliet i åbenbaringens form. Men Bibelen giver os intet løfte om og ingen grund til at tro, at Gud i dag vil nå vantro mennesker på denne måde.

Er det umuligt for Gud at gøre det? Nej, intet er umuligt for den almægtige. Derfor er vi også i den lutherske kirke bevidste om at formulere os varsomt om disse ting. Vi siger, at Gud har bundet os til sine nådemidler, men ikke sig selv.⁶ Men når vi formulerer os sådan, så bekræfter vi netop, at vi er bundet til nådemidlerne. Det er her, vi selv må søge evangeliet, det er herved, vi må bringe det til andre, og det er disse midler, vi må knytte vores håb om menneskers frelse til – også de små børn, spæde og ufødte.

Heri ligger et kæmpe kald til mission for naboer, kolleger, familie og venner – med børn i alle aldre. Lad os bede om og bruge alle gode anledninger til at række Guds ord ind i disse familier. Lad os takke og bede for vore kristne børneklubber og søndagsskoler, troende præsters minikonfirmander og konfirmander, kristne friskoler og efterskoler. Lad os takke for, at vi endnu har mulighed for at bringe evangeliet ud i vore nordiske lande, og lad os bede og arbejde, mens det er dag.

Og lad os så takke for den usigeligt store velsignelse det er, at vi i vores kristne hjem kan samles om bøn, lovsang og Guds ord! Når vi er sammen om dette, da virker Gud med sin Ånd til tro på Jesus og evig frelse for hele familien – i alle aldre. Da får vi lov at tro, at vi er forenede i Jesus og i det evige liv, om vi lever eller dør.

De lutherske fædre

Jeg indledte denne artikel med et afsnit om den synd, som er hos os, og som gør os skyldige fra undfangelsen. Det er den synd, vi kalder arvesynden. På reformationens tid var der nogle kristelige grupperinger, som var enige med Luther om at bryde med romerkirken og var enige med ham om, at vi må holde os til og lade os lede af Skriften alene. Men de var uenige med de lutherske reformatorer i synet på blandt andet arvesynden. Enten mente de, at de små børn slet ikke havde nogen arvesynd, eller også var arvesynden ikke så alvorlig. Derfor havde de små børn ikke behov for at møde Guds nåde og frelse i dåben. Mange af disse folk tænkte også anderledes om troen og dåben. De forstod troen som et valg og dåben som en lydighedshandling efter trosvalget. Derfor var det kun bevidst troende voksne, som kunne og skulle døbes.

De lutherske reformatorer vendte sig med stor kraft mod disse tanker. Det gjorde de ikke mindst, fordi de ville hjælpe de små børn til at blive frelst. Det var for dem en helt igennem forfærdelig vranglære, at de små børn ikke skulle bringes til og modtage frelsen i dåben.

Da de lutherske reformatorer i 1530 skulle sammenfatte det væsentlige i deres evangeliske lære i Den Augsburgske Bekendelse, kom de også ind på barnedåben. I artikel 2 og 9 vender de sig mod dem, som lærer, at børn ikke har brug for dåben. Reformatorerne fastslår, at børnene i høj grad har brug for og velsignet gavn af dåben. For de små børn er virkelige syndere, som har brug for den genfødelse og nåde, som gives dem i dåben. I artikel 9 skriver reformatorerne om dåben: ”Om dåben lærer de, at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes ved dåben, og at børn bør døbes, idet de, når de ved dåben er overgivet til Gud, tages til nåde af ham. De fordømmer gendøberne, som misbilliger barnedåb og påstår, at børn frelses uden dåb”.⁷

Hvis man læser disse ord isoleret fra alt det, som de lutherske reformatorer ellers har skrevet om barnetro og barnedåb, kan man få det indtryk, at de mente og lærte, at udøbte børn ikke kan blive frelst. Det var imidlertid på ingen måde det, de mente og lærte. Det, som de ønsker at pointere, er dette ene og helt afgørende, at de små børn er syndere, som virkelig har brug for at få den nåde, som gives dem i dåben, og uden den nåde går de fortabt. Det, som reformatorerne ikke skriver i denne artikel, men som de skriver andre steder, er dette: Hvis børnene ikke når at komme til dåben, før de dør, så kan vi være forvisset om, at de kan få nåden og troen før dåben.

Om dette er de lutherske reformatorer helt enige. De understreger med stor tydelighed, at børn, som er undfanget i kristne familier og har været genstand for forældrenes forbøn, må regnes for kristne og frelste, også hvis de dør inden dåben.

Hvad baserer reformatorerne denne overbevisning på?

Et hovedord for reformatorerne er Jesu ord: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres” (Mark 10,14). Det er et ord til alle kristne forældre. Jesus ønsker, at vi skal komme til ham med vore små børn, og når vi gør det, så vil han tage imod dem og give dem sin velsignelse og frelse. Da Jesus var på jorden, kunne de troende forældre komme med børnene fysisk til Jesus. Det kan vi ikke længere. I stedet kan vi bringe dem til dåben, hvor Jesus tager imod dem og giver dem sin frelse. Men hvis vi ikke når at bringe vore børn til dåben, fordi de dør forinden, så kan vi bringe dem til Jesus i bøn. Dette var en central hovedpointe for de lutherske reformatorer: Når vi bringer vore børn til Jesus i bøn om, at han vil tage imod dem og frelse dem, så må vi tro og være overbeviste om, at han virkelig vil tage imod dem og frelse dem.

Reformatorerne understreger i denne sammenhæng meget stærkt, at vi må regne sikkert med Guds løfter om bønhørelse. Gud har lovet, at hvis vi beder om noget efter hans vilje, så vil han give os det (1 Joh 5,14). Og vi ved, understreger Philip Melanchton, hvad der er Guds vilje i forhold til de små: ”Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt” (Matt 18,14). Når vi derfor bringer vore små børn til Gud i bøn om deres frelse, så må vi tro og være forvisset om, at de bliver frelst.⁸

Luther lærer, at Guds genfødende gerning ikke er bundet og begrænset til dåben. Den genfødende kraft i dåben er evangeliets ord, og det evangelium har samme kraft og virkning, når det forkyndes. Evangeliet kan derfor virke genfødelse og tro i de små børn både i dåben og før og uden om dåben.⁹ At de små børn frelses ved personlig tro på Jesus, taler Luther om med stor tydelighed. Det gælder for alle mennesker, at vi retfærdiggøres af tro alene, og den tro er virket i os af Gud. Derfor døbes de spæde børn heller ikke på andres tro eller på deres egen fremtidige tro, men på den tro, som Gud giver dem som spæde.¹⁰

Reformatorerne skriver om de udøbte børns frelse på en måde, som giver indtryk af, at de generelt regner de små børn for frelste, når de er undfanget og født i kristne familier, hvor de er omsluttet af forældrenes forbøn og Guds ord.¹¹ Men det svækker ikke reformatorernes understregning af dåbens gave og vigtighed og deres tilskyndelse til at bringe de små børn til dåben, hvor Gud har lovet at give dem frelsen. I Den Store Katekismus formulerer Luther sig på denne næsten paradoksale måde om, hvad vi som kristne forældre må tænke om vore børns tro, når vi bringer dem til dåben: ”Vi bærer barnet frem i den mening og tro, at det tror, og i bøn til Gud om at give det troen.”¹²

I forlængelse af reformatorernes lære om de udøbte børn blev det forordnet, at udøbte børn skulle begraves i indviet jord. Det havde ikke været praksis i romerkirkens tid. Men i de lutherske kirker blev det fælles og fast praksis. Denne begravelsesform var udtryk for troen på, at de udøbte børn var døde som kristne. Derfor lød det også i Hessens Kirkeordinans fra 1566, at udøbte børn skulle begraves ”sammen med andre kristne”.¹³

Når reformatorerne lagde så stor vægt på forældrenes forbøn, kan det ikke undgå at vække anfægtende spørgsmål hos forældre og familie, som har mistet et udøbt barn: Bad vi nok og klart nok for vores barns frelse? Luthers nære medarbejder Johannes Bugenhagen taler ind i den situation og understreger, at selv om en kristen forælder ikke magter at formulere en bøn, så bliver selve nøden til en bøn, som Gud hører. På samme måde som med Moses, der stående over for det Røde Hav ikke fandt ord til en bøn. Men Gud så til og hørte hjertets nød og sagde: ”Hvorfor råber du til mig?” (2 Mos 14,15). Og så greb Gud ind til frelse.¹⁴

I Jesu hænder

Men hvad så, hvis vores barn døde så pludseligt og uventet, at vi som forældre ikke engang nåede at komme i nød for vores barns frelse, før det døde? Det spørgsmål skriver reformatorerne ikke om. Men jeg vil tillade mig at dele det, jeg har selv fundet trøst i, når jeg er kommet for sent med at bede for noget bestemt.

Jeg lærte i søndagsskolen en sang, hvori denne strofe indgik: ”Før du beder, han svarer din bøn.”¹⁵ De ord har været mig til stor hjælp. Gud er uafhængig af tid. Han kan se og høre vores bøn lang tid i forvejen – og besvare den! På den baggrund tror jeg, at vi har lov til at bede Gud om at have gjort noget i den tid, som er forløbet. Jeg tror, vi må bede for det barn, som er gået bort: ”Vi beder dig om, at du i din store nåde må have givet vores barn troen og frelsen, mens tid var.” På den måde må vi bringe vores barn i bøn til vores barmhjertige og nådige frelser. At Gud hører og besvarer sådan en bøn, endnu før vi beder den, det har vi ikke bare en søndagsskolesangs ord for. Det har vi Guds eget ord for: ”Før de kalder, svarer jeg” (Es 65,24).

Så lad os bringe vore udøbte børn til Jesus og lægge dem i hans naglemærkede hænder i bøn om, at han i sin store nåde vil frelse dem og lade os få et velsignet gensyn med dem i herligheden. Han har lovet: ”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37).

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2024. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.