Ikke alt, der glimter, er guld

Om hvordan en engageret musiker gradvist fik et andet syn på gospelkoncerter og sang og musik i kristen sammenhæng, da han blev født på ny.

Musikken og opvæksten

Fra barnsben har jeg haft med musik at gøre.

3- og 4-stemmige korsatser fandt med lethed vej til mit barndomsværelse, og da jeg blev gammel nok, fik jeg selv lov til at være med i min mors juniorkor inde i stuen. Det blev til mange øvelser og mange stævner med andre kor fra Nordsjælland, hvor der fortrinsvis blev sunget evangeliske sange og værker af Annie og Ingolf Munch.

Som 7-8-årig begyndte jeg til trompet. Jeg havde en privatlærer i hjembyen Hundested, og med årene spillede jeg også til gudstjenester, bryllupper, konfirmationer og dåb i den lokale kirke. Og i de år begyndte jeg også i Hillerød Hornorkester.

Det åndelige fællesskab i hornorkesteret var utrolig rigt og har sidenhen vist sig at være til enorm velsignelse i mit liv – ikke mindst efter jeg blev født på ny. For ud over at spille en lang række gamle kendte evangeliske sange samt flere klassiske værker, var der også inden selve øvelsen en andagt med en sang før og efter. Så de evangeliske sange har fra en tidlig alder indprentet sig i min bevidsthed. Jeg husker for eksempel sange som “Du evige klippe, hos dig er der ly”, “Skriv dig Jesus på mit hjerte”, og ikke mindst “Ved korsets fod hos Jesus”, som har fået en helt særlig plads i mit hjerte. Fantastiske, evangeliemættede sange!

Senere i ungdommen lærte jeg mig selv at spille klaver, guitar, trommer, bas og percussion. Sidstnævnte skulle senere vise sig at være min indgang til gospelmusikken.

I løbet af det halvår, jeg gik på Luthersk Missions Højskole i Hillerød i 2001, gav Gud mig evnen til at lave musik og melodier. Samarbejdet med Thomas Olofsson, som Gud i samme periode velsignede med en lang række nye sangtekster, blev stærkt og intenst, og mange nye sange og melodier så dagens lys.

I min tidlige ungdom var jeg ofte leder på musiklejre i Luthersk Mission og Indre Mission; en opgave, som jeg nød meget, og hvor mine evner kunne komme til udfoldelse. Senere lavede jeg også musik til en musical, afholdt lovsangsaftener, spillede klaver og percussion i forskellige kor, lavede lejrsange – og gennem alle årene blev der lavet ikke helt få nye melodier til gamle salmer og sange.

Udgivelser

I 2004 lavede jeg min første cd: Op da af dvalen – Rosenius med nye melodier. Idéen kom ret pludseligt, og produktionen og tilblivelsen bar også præg deraf. Jeg indspillede det meste af musikken selv, men fik hjælp med bassen. Vokalerne blev indsunget af dygtige sangere.

Som titlen antyder, var det 10 sange af den svenske vækkelsesprædikant Carl Olof Rosenius, som jeg havde tilsat nye melodier. Nogle af melodierne kom de efterfølgende år med i sangbøger som Sange og Salmer og Fælles Sang.

Min anden cd Og Himlen svare amen lavede jeg fra 2014-2015. Målet med cd’en – som fra ende til anden var en professionel produktion med meget dygtige sangere og musikere – var at lave et takoffer til Gud, fordi Han – Den Gode Hyrde – i 2013 fandt mig stående filtret ind i en tornebusk på en stejl og ufremkommelig bjergside allerlængst væk fra fårefolden. I ni år var jeg gået væk fra Gud. Alkohol og druk var blevet en fast bestanddel af mine weekender, og et dobbeltliv – med engagement i det kristne fællesskab samtidig med druk-udskejelser i weekenderne – tog mere og mere form. Men en nat på et værtshus – efter 9 år på egen hånd – kom Helligånden og åbenbarede evangeliet for mit hjerte. Jeg blev født på ny og var meget lykkelig.

Derfor manglede der heller ikke motivation i mit arbejde med takoffer-cd’en, omend dagene godt kunne være lidt pressede af og til, da produktionen fandt sted sideløbende med arbejdsuger af 60 timers varighed.

Det organisatoriske i forbindelse med cd’en stod jeg selv for: finde folk til at spille og synge, finde indspilningsstudier, arrangere sangene, indspille demoer, nodeskrivning, koordinering af indspilningsdatoer, rejser til Polen i forbindelse med optagelser m.m. Musikken (trommer, bas, klaver og guitar) blev indspillet i Polen. Vokalerne i Vordingborg. Blæsersektionen i en kælder i København, og percussion og strygerkvartet ligeledes i Polen – hvor også cd’en blev mixet.

Optagelserne blev påbegyndt i september 2014, og den langvarige proces med at mixe cd’en blev afsluttet i maj/juni 2015.

D. 16. aug. 2015 – 2-årsdagen for min omvendelse – afholdt jeg en cd-release og takkefest til Gud for hans uendeligt rige nåde mod de største syndere.

Det var et stort arbejde at producere cd’en, såvel ressourcemæssigt som økonomisk, og det kan heller ikke hævdes, at Og Himlen Svare Amen – som bestod af 11 sange og salmer af Grundtvig, Brorson, Kingo, og Sandell, samt en enkelt af William S. Walton, tilsat nye Filip Kofod-melodier – var billig at producere. Men jeg holdt fast i min oprindelige plan og gav cd’en væk gratis for at symbolisere, at jeg var blevet frelst af ren og skær nåde – for intet!

Gospel

I ca. 12-13 år har jeg spillet til gospelworkshops og -koncerter i Danmark og Polen.

I 2003 indledtes venskabet med min kære og yderst talentfulde musikalske ven, Szymon fra Krakow. Gang på gang mødtes vi – for det meste i Polen – og ofte var en gospelworkshop anledningen.

Fælles for disse workshops var en atmosfære af energi og god stemning. Fedt sammenhold. Supersøde mennesker. Gospelinstruktører fra USA og England og venskaber og bånd, der blev knyttet på tværs af landegrænser og kontinenter.

Som tidligere nævnt var percussion det instrument, jeg beherskede bedst i forhold til at samarbejde med professionelle musikere i de pågældende gospelsammenhænge; og selvom jeg hverken var uddannet eller kunne spille på bongo- eller congastrommer, kunne jeg for det meste begå mig sammen med de ‘proffe’ musikere.

En gospelworkshop begyndte med en dag eller to (ofte fredag og lørdag), hvor deltagerne øvede gospelsangene igennem, og om søndagen oprandt så koncerten, der afsluttede workshoppen.

Koncerterne var ofte meget store set-up’s. Store scener, stort kor, store lyd- og lysopsætninger, storskærme, professionelle lydteknikere og lysfolk, meget dygtige musikere (foruden selve bandet kunne der også være stryger- og blæsersektioner) – alt sammen organisatorisk veludført og tilrettelagt af ledelsen bag workshoppen.

Når koncerten løb af stablen, var stemningen ofte euforisk, og det hele mundede ud i høje og taknemmelige klapsalver fra salen rettet med det store gospelkor, bandet og de 3-4 gospelinstruktører.

Ved koncertens afslutning var der ofte et stort ståhej. Alle deltagerne – fortrinsvis unge teenage-piger – skyndte sig hen til gospelinstruktørerne for at få deres autograf. Og var man heldig, kunne man også få en selfie med kendissen, som så efterfølgende kunne lægges på Facebook.¹

Uroen

I forbindelse med min åndelige genfødsel i 2013 – og i årene der fulgte – oplevede jeg en stærkere og stærkere uro i hjertet, når det gjaldt mit engagement i gospelmiljøet. Jeg følte, der var noget galt; noget var ikke, som det skulle være. Men min glæde over det langvarige musikalske venskab med min polske ven og vores fælles oplevelser i forbindelse med disse gospelkoncerter og workshops gjorde, at der gik flere år, før jeg handlede på min indre uro. Jeg tænkte “ahr, det går vel nok” og fortsatte med at tage til Polen i ny og næ og deltage i gospelmusikken.

Men hvad var det for en indre uro, jeg oplevede? Hvorfor skulle man ikke kunne medvirke til gospelkoncerter? Teksterne handlede jo om Gud og hans godhed og kærlighed. Så hvad skulle der være i vejen med det?!

“De siger jo ikke noget forkert!” lød det i mit indre.

Martyn Lloyd-Jones

Martyn Lloyd-Jones (som levede 1899-1981 og var en kendt engelsk præst og forfatter) forfattede på et tidspunkt syv punkter, som han mente, kendetegnede den falske profet. Jeg har her forsøgt at oversætte det til dansk:

1. Den falske profet er altid en meget opmuntrende forkynder. Når man lytter til ham, får man altid det indtryk, at der ikke er særlig meget galt.

2. Hans undervisning har næsten et fuldstændigt fravær af åndelige læresætninger. Den taler altid uklart og generelt; den kommer aldrig i dybden med redegørelser for troslæren.

3. Den falske profet fortæller dig meget sjældent noget om Guds hellighed, retfærdighed og vrede. Han forkynder altid om Guds kærlighed, men disse andre ting nævner han ikke. Han siger ikke ting, der er åbenlyst forkerte, men han undlader at sige ting, der er indlysende sande og virkelige.

4. Den falske profet betoner aldrig den endelige dom og de fortabtes evige skæbne.

5. Den falske profet betoner ikke synden i sin yderste syndighed og menneskets totalt manglende evne til at gøre noget som helst til sin egen frelse.

6. Hans forkyndelse betoner ikke omvendelse på nogen måde. Den har en vid port førende til frelse og en meget bred vej førende til Himlen.

7. Den falske profet betoner ikke den absolutte nødvendighed af at gå ind ad den snævre port og vandre på den smalle vej. Han tilbyder en nem frelse og en nem kristen livsstil. Han lærer dig ikke at ransage din egen sjæl.

Og spørgsmålene melder sig så:

Ud fra hvor mange af disse 7 kendetegn kunne der sættes flueben med tanke på det gospelmiljø, jeg var en del af i 12-13 år? Og hvad med lovsangsmiljøet i Danmark?

Lovsangsbølgen

I de seneste årtier har den moderne lovsangsstil gjort sit indtog i Danmark; et indtog og en påvirkning, som har haft vidtrækkende konsekvenser i den kristne menighed. Sange, som i min barndom var gængse og fast inventar i missionshuset, er i dag (så godt som) forsvundet i det moderne lovsangsrepertoire.

Den moderne lovsangsstil gør sig gældende ved det, at den betoner og understreger de positive og ikke-anstødelige sider af Guds ord. En tendens, som jeg vil komme nærmere ind på senere, og som desuden er et stærkt fælles karakteristika lovsangs- og gospelmiljøet imellem.

På Youtube findes der mange videoer med indspilninger af sange fra den nye lovsangsbølge. Omgivelserne omkring sådanne indspilninger bærer ofte præg af stor inderlighed, “feel-good”-stemning og sammenhold. Ofte er lovsangslederen akkompagneret af meget dygtige musikere, sangere, producere og lydfolk, og kvaliteten af optagelserne – såvel Youtube-optagelser som specifikke udgivelser – er som regel meget høj.

Teksterne bærer i høj grad præg af inderlighed, hengivelse og selvopofrelse – og vel og mærke: min hengivenhed, min inderlighed, min selvopofrelse. En menneskecentrering, som er et gennemgående træk i langt de fleste af vor tids moderne lovsange.

På intet tidspunkt vil sangene gøre nogen bange for at gå fortabt (Luk 16,23-24), falde fra (Sl 51,18; 71,9) eller møde den kommende vrede (Luk 3,7; 1 Thess 1,10; Matt 3,7 m.fl.). Og tilsvarende gør sangene heller ikke nogen jublende lykkelige over at være frelst (Luk 15,32; Sl 126,1-3) eller dybt anfægtede over synden og deres egen fortabthed (Rom 7,24; Luk 18,13).

Og hvorfor gør de ikke det? Fordi sangskriveren undlader at italesætte Guds ord sandt i lov og evangelium til vækkelse og frelse. Man piller det anstødelige ud af ligningen.

I 2014 skrev Henrik Gren Hansen tre artikler² om farerne ved den moderne lovsangsstil. På et tidspunkt lyder det: “På reformationstiden lød denne grundregel til at prøve, om troen var sand: ‘Evangelisk kristendom kendes på den tro, som er anfægtet.’” Og lidt senere: “Levner musikken plads til anfægtelsen, eller bliver den til et lovkrav om, at en rigtig kristen skal opleve en synlig begejstring?”

Det er utrolig rammende og karakteristisk for den nye lovsangsstil. For i samme omfang man skal “opleve en synlig begejstring”, og i samme omfang det underholdende element får mere og mere plads og råderum i gudstjenesten, jo mere forsvinder den gudsfrygt, som kendetegner den sande tro, og i samme omfang forsvinder den ro og plads i gudstjenesten, som der rettelig bør være til anfægtelse, bod og syndenød.

Hvor en opløftet stemning, samt en mere eller mindre udtalt forventning om altid at være i besiddelse af en synlig begejstring – hvor denne ånd råder i en kirke eller menighed, råder den omvendt proportionalt med gudsfrygten. Det vil sige: Jo mere påtaget stemning, synlig begejstring og underholdning, des mindre gudsfrygt og ærefrygt for Den Hellige Gud.

En har engang sagt: “I en vækkelsesfremmed menighed kan man klare sig med mindre og mindre forkyndelse. Man mener, man har forstået budskabet. Prædikenen opleves ikke som livets nærende brød, men som noget, der ikke rigtig siger mig noget. Og så er man på jagt efter nye og anderledes virkemidler. Samtidig bliver man en menighed uden syndenød og frelsesfryd.”

Uden syndenød og frelsesfryd. Der er få ord, jeg synes, kaster så afslørende et lys over den moderne lovsangs ulykke ind over den kristne menighed som disse.

Eller man kunne udtrykke det på en anden måde: Hvornår har du sidst oplevet et menneske til en lovsangskoncert være i dyb syndenød – eller fyldt af frelsesfryd? Eller hvornår har du sidst været til en gospelworkshop, hvor der var en, der sagde: “Jeg er bare så lykkelig for, at Jesus har frelst mig!” Eller: “Jeg oplever, at det hele er så mørkt. Jeg kan ikke se lys nogen steder. Jeg sidder fast i min synd. Hvordan kan jeg tro på en nådig Gud, sådan som jeg er?”

Og hvad angår “nye og anderledes virkemidler” er jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at de gospel- og lovsangsbølger, der i de seneste årtier er skyllet ind over vores land, er implicit heri.

Men den mest alvorlige og rystende dom over gospel- og lovsangsverdenen kommer ikke fra mennesker, men fra Guds eget ord.

Tal ord, der forfører os

I Esajas’ Bog læser vi: “Det er et genstridigt folk, børn, der lyver, børn, der ikke vil høre Herrens belæring. De siger til seerne: I må ikke se noget, og til profeterne: I må ikke se syner om sandheden! Tal ord, der forfører os, se syner, der bedrager os! Vig bort fra vejen, bøj af fra stien, skaf os af med Israels Hellige!” (30,9-11).

I de 3-4 år jeg har spekuleret på at skrive denne artikel, er de 3 vers fra Esajas 30 vendt tilbage igen og igen; ja de har været det tilbagevendende “omkvæd” i min bedrøvelse over de folk, jeg kender, som ubekymret og uanfægtet hengiver sig til gospel og den moderne lovsang.

Og nu er vi fremme ved kernen i denne artikel – kernen i problematikken ved gospel og lovsang: Problemet er ikke det, man siger, men det, man ikke siger!

En har sagt: “At undlade at forkynde hele Guds Ord er lige så forkasteligt som at forkynde åbenlys vranglære.”

Man forkynder mange bibelske sandheder i gospel-, og lovsangsmiljøet, heriblandt Guds kærlighed, barmhjertighed, omsorg, nåde, godhed, almagt og trofasthed. Alt dette er i sig selv sandt og godt. Men når man samtidig undlader at forkynde de anstødelige dele af Guds ord – Guds vrede, straf, nidkærhed, hellighed, strenghed, tugt, opdragelse og det altafgørende behov for bod og omvendelse – bliver de sande budskaber omdannet til “åbenlys vranglære”, fordi man udelader halvdelen af sandheden!

Lovsangsfolket – et genstridigt folk?

Ordene fra Esajas 30 er sagt af et genstridigt folk. Men spørgsmålet er, om de ikke også med stadig større og mere indtrængende styrke lyder fra de unge, der valfarter til lovsangskoncerterne rundt om i Danmark: “Tal ord, der forfører os!” “Se syner, der bedrager os!” “Skriv ikke sange om Helvede!” “Skriv ikke sange om Guds vrede!” “Syng ikke om fortabelsen!” “Vækkelsessange? Aldrig i livet!” “Syng ord, der forfører os”.

Og det gør man så. Sangskriver efter sangskriver skriver sukkersøde og letbenede tekster, som er helt igennem blottet for evighedsalvor, ransagelse, bod, vækkelse, omvendelse, syndenød, anfægtelse og frelsesfryd.

Hvorfor er man i mange missionshuse og frimenigheder gået væk fra at synge af hovedsangbogen og har i stedet kastet sig over den moderne lovsang? Fordi de gamle sange og salmer er for tunge, for lange, for indholdsmættede, for kedelige, for intetsigende, for mørke og triste, og melodierne for træge og gammeldags.

“Tal ord, der forfører os, se syner, der bedrager os!”

Den hellige Gud – ham, vi hører om på sted efter sted i Bibelen, ikke mindst i Det Gamle Testamente; den hellige Gud og hans flammende vredesild, der farer ned på jorden og udsletter alt syndigt – i hvor mange af de nye sange og lovsange, der bliver skrevet i dag, møder vi denne Gud!?

“Skaf os af med Israels Hellige!”

Gospelmusik og satandyrkelse

Jeg nævnte tidligere, at jeg stoppede med at medvirke i gospelsammenhænge.

Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var i 2016, hvor jeg blev spurgt om at medvirke til en gospelworkshop for børn og unge i København. Nogle uger inden workshoppen begyndte, fik jeg tilsendt de sange, som skulle synges – og et hurtigt kig ned over sætlisten fik mig til at studse: “Katy Perry, og sangen Roar.”

Herunder følger et uddrag af artiklen “Djævelens ånd og tidens ånd” fra 2013³ af Mikkel Vigilius:

Katy Perry er blandt andet blevet kendt for at have medvirket ved flere store arrangementer for præsident Obama. I et australsk TV-show fortæller hun, at hun er vokset op i en kristen familie, hvor hendes forældre var omrejsende evangelister. Som stor pige drømte hun om at gøre karriere som kristen sanger. Hun fik også udgivet en cd med kristne sange, men den førte ikke til nogen form for berømmelse: ”And then I sold my soul to the devil” (og så solgte jeg min sjæl til djævelen).

Katy Perry uddyber ikke, hvordan hun solgte sin sjæl til Djævelen, men i en af sine mest populære musikvideoer gennemgår hun en indvielse, som er fyldt med okkulte og sataniske symboler. Efter at have haft Jesu navn skrevet på sin hånd spiser hun af kundskabens frugt og føres gennem to store søjler ind i en ny virkelighed, hvor drømme synes at gå i opfyldelse, men hvor Jesu navn er væk, og hvor hun bliver styret, ødelagt og holdt fanget. To store vagter spærrer hende vejen, og deres ansigter er vædderhoveder. I den okkulte tradition er vædderen et symbol på Djævelen.”

Mange gange havde jeg overhørt Guds kærlige råb og advarsler i mit hjerte, ja jeg havde næsten fysisk set den dybe kløft af uforenelighed, der var imellem gospelmusikken og den sande kristendom. Men denne gang var der ikke noget at tage fejl af! Var de tidligere advarsler i mit indre en svag hvisken, var dette en kraftfuld basunlyd, som ingen kunne overhøre.

Et opgør måtte til. Et brud.

Kirk Franklin

En anden “dråbe”, der fik bægeret til at flyde over, var Kirk Franklin – den såkaldt kristne, verdensberømte gospelartist – og hans samarbejde med Kanye West. Franklins sange bliver sunget ud over det meste af jorden og er yderst populære.

Endnu et citat fra Mikkel Vigilius’ artikel:

The Throne er en duo af to mandlige sangere, som hver især er store stjerner: Kanye West og Jay-Z. Begge har de erklæret, at de for at få succes har åbnet sig for Djævelen og de onde ånder.

Kanye West kom med sin erklæring under et show, hvor han skulle improvisere et rapnummer: ”Jeg har solgt min sjæl til Djævelen. Jeg ved, at det var en dårlig handel. Men i det mindste fulgte der lidt legetøj med og en ‘happy meal’.

Man må altid være opmærksom på, at sangere kan bruge stærke ord og udtryk, som de ikke mener bogstaveligt. Men i dette tilfælde er der en del, som tyder på, at Kanye West mener, hvad han siger. I en af sine musikvideoer, Power, gennemgår han en indvielse med en række okkulte og sataniske symboler. Han passerer gennem søjler ind i en virkelighed, hvor sanselige drømme går i opfyldelse, men hvor han bevogtes af to vagter med bukkehorn.”

Og det var så denne Kanye West, som den verdensberømte “kristne” gospelartist, Kirk Franklin, samarbejdede med.

Ikke alt, der glimter, er guld.

Lyd, lys, store scener, dygtige musikere, fantastiske sangere, fængende melodier, inderlige tekster, god atmosfære, god stemning, store følelser, mange mennesker, godt samvær. Ja, man må i den grad sige, at det glimter i gospel- og lovsangsuniverset!

Men er det guld?

Er god stemning guld? Er flotte melodier og inderlige tekster guld?

Hvor er Lammet?

Det, der skal være det absolutte centrum for lovsangen i Himlen, skal vel også være det absolutte centrum for vores lovsang her på jorden.

Men hvad skal så være det absolutte centrum for den himmelske lovsang?

Det får vi et klart og velsignet svar på i Johannes’ Åbenbaring:

“Du er værdig til at få bogen og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag og gjorde dem til et kongeligt folk og til præster for vor Gud, og de skal være konger på jorden. Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris. Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder” (Åb 5,9-13).

“Hvor er Lammet?” Sådan har jeg spurgt mig selv mange gange gennem årerne, når jeg i bedrøvelse har betragtet gospel- og lovsangsmiljøet. Og svaret er nedslående: Det er der ikke.

Når omvendelsens nødvendighed og forkyndelsen af forsoningens evangelium forsvinder, forsvinder samtidig behovet for det Lam, som blev slagtet, for at vi kunne få fred. Når al tale om den hellige Gud, der straffer synden og som ikke kan udholde menneskenes synd, forsvinder, forsvinder samtidig længslen og behovet for en frelser. “Hvad skal jeg med Jesus? Det går jo så fint det hele!”

Når den alvorlige tale – såvel i prædikener som i sange – forsvinder, forsvinder behovet for Jesus som offerlammet.

H. Richard Niebuhr udtrykte det profetisk i bogen The Kingdom of God in America i 1937: “En Gud uden vrede frelser mennesker uden synd ind i en himmel uden helvede med en Kristus uden kors.”

Og Martyn Lloyd Jones er inde på noget af det samme: “Alle perioder op gennem kirkehistorien uden åndeligt liv og med tilbagegang – også for Guds menighed – er perioder, hvor folk ikke regner med synden, og hvor man ikke regner med Guds vrede.”

Hvordan skal man få behov for en frelser, når der aldrig tales sandt om Guds vrede og hellighed? Hvordan skal man få den tanke “Jeg må frelses!”, hvis der aldrig lyder et vækkende budskab? Hvordan skal mennesker få den tanke “Jeg vil til Himlen!”, hvis forkyndelsen aldrig italesætter Helvede og dets gru?

I Bibelen er Lammet det helt centrale i den himmelske lovsang. I gospel-, og lovsangsmiljøet er Jesus som det slagtede Guds Lam (stort set) fraværende.

Kløften mellem gospelmiljøet og sand kristendom er uendeligt dyb – og det er derfor også bedrøveligt og hjerteskærende at erfare, hvordan flere og flere (selv fra de gamle vækkelsesbevægelser) tilslutter sig denne bølge af halleluja-“kristendom”.

Nej – skal mennesker få behov for en frelser, skal syndere bøje knæ sammen med tolderen og råbe: “Gud, vær mig arme synder nådig!” da må der lyde et klart og umisforståeligt budskab i lov og evangelium til vækkelse og frelse! Hvor dette budskab bliver forsømt i prædiken og sang, undlader man at give sin menighed den redningsvest på, som ligger for fødderne af dem – og det vil ende med frafald, åndelig død og fortabelse.

“Spørg efter Lammet!” Sådan svarede en far engang sine sønner, da spørgsmålet meldte sig: Hvilken menighed skal vi komme i, når vi bliver voksne?

Og det er så sandt, som det er sagt.

Fugten kan drive fra væggene. Klaveret kan lyde forfærdeligt. Menighedshårfarven kan være overvejende grå, og næsens beskrivelse af omgivelserne kan bedst betegnes som “missionshuslugten fra 60’erne”. Lad det fare! Bliver der talt, sunget og vidnet om Jesus som det slagtede Guds Lam, er det hér, du skal komme!

Hellere blive syg af fugten fra væggen end af vranglæren fra talerstolen.

Guldet

Men når det ikke er alt, der glimter, der er guld, hvad er det så, der glimter, som ér guld?

1 Pet 1,17-21: “Og når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her. I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt, men han blev først åbenbaret nu ved tidernes ende af hensyn til jer, som takket være ham tror på Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så at jeres tro også er håb til Gud.”

Over alle jordiske herligheder er der en herlighed, der overstråler alt i tid og evighed. Og indsamlede vi hele verdenshistoriens samlede mængde rigdom, lykke og velstand, ville det ikke nå Jesu herlighed til anklerne.

“Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1,14).

Jesus er Guds herlighed. Jesus er det, der både glimter og er guld! Og denne herlighed kommer stærkest til udtryk, da Jesus hænger på korset og siger de bedste tre ord, verden nogensinde kommer til at høre.

Da lød hans ord: “Det er fuldbragt!”
og bedre ord blev aldrig sagt;
nu står mig åben Himlens port,
for mig har Jesus fyldestgjort.

(Fra “Gak under Jesu kors at stå”,
Thomas Kingo 1689)

“Men ærlig talt”, spørger du måske. “Hvor meget glimmer er der over Langfredag? Hvor meget glimt og guld er der over en korsfæstet mand?!”

For det menneskelige øje er svaret indlysende: Absolut intet! Der er ingen glimmer og pragt over Jesu død på korset.

Et svar, som til fulde bliver bekræftet af Esajas 53,2-4: “Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud.”

Så derfor: Når synet af Jesus på korset er noget, man ikke bryder sig om – når man skjuler ansigtet for ham og ikke regner ham for noget – hvordan i alverden kan man så hævde, at Jesu herlighed kommer allerstærkest til udtryk netop i denne forfatning?

Det kan man, fordi man ved Guds nåde er blevet født på ny.

En kristen – som er et menneske, der er blevet født på ny ved Helligånden – har ikke kun ét, men to sæt øjne. Og derfor ser den kristne noget andet og mere på Golgata, end den ikke-kristne gør. Den kristne ser – ligesom den ikke-kristne – en forpint, slået og mishandlet mand på et kors. Men den kristne ser også Guds herlighed!

Langfredag er faktisk den bedste dag, jeg kender på året. Eller måske skulle jeg sige: den på samme tid mest rystende og glædelige dag! For jeg kender ikke noget, der ryster mig mere, end når Ånden åbenbarer, at det er straffen for min synd, Jesus rammes af og soner på korset. Og jeg kender ikke noget, der glæder mig mere, end når Ånden åbenbarer, at Jesus ved sin død har fuldbragt frelse for en ugudelig orm som mig!

Derfor er Jesus – for den kristne – det, der på samme tid glimter og er guld.

Guldet er Jesu dyrebare blod, som er betalingen for verdens synd; og det, der glimter, er den herlighed, som velsagtens er usynligt for det blotte øje, men som med troens øjne beskues på samme måde, som den kære Simeon beskuede Guds frelse i templet, da han så det lille Jesusbarn (Luk 2,30).

Det dyrebare blod

“Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: ‘Det er fuldbragt.’ Og han bøjede hovedet og opgav ånden” (Joh 19,30).

Så var målet nået – så var frelsen fuldbragt! Så var det sket, det, Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd havde besluttet, fra “før verden blev grundlagt”.

Da Jesus udåndede, begyndte Himlens port at knage. Og med ét stod den på vid gab!

Åbnet af Jesus! Åben for dig!

“For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet” (Hebr 10,14).

“I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde” (1 Pet 1,18-19).

Jesu fuldbragte blod åbnede Himlens port – og i evighed skal vi prise ham for det!

Afrunding

Som afrunding på artiklen vil jeg fortælle lidt om, hvor jeg står i dag i forhold til sang og musik i kristen sammenhæng.

Men inden jeg gør det, vil jeg sige, at jeg langt fra berører eller udfolder alt, hvad der er at sige om sang og musik i denne lille artikel. Derfor vil jeg varmt anbefale at søge mere fordybelse, nuanceringer og bibelsk indsigt i emnet ved at læse de artikler, som denne note henviser til.⁴

Erfaringerne fra min tid i gospelmiljøet har sat dybe spor. Og efter at jeg i 2016 sagde endegyldigt stop for deltagelse i gospelmusikken, er jeg gået fra at være den store og passionerede tilhænger af rytmisk musik til i dag at føle uro og ubehag ved tanken om at deltage i det.

Når man har set så mange børn, unge og voksne stå til gospelkoncerter med euforien og entusiasmen malet i ansigtet og med fuld kraft synge med på sange, som er helt igennem blottet for evangelisk indhold og substans, når man på egen krop har erfaret, hvor dragende og tillokkende denne gospelverden er, og når man tilmed er klar over, at det ikke er Guds, men Satans ånd, der råder, hvor der udelukkende formidles den halve sandhed, dvs. vranglære – så kan tanken om at vende tilbage og deltage i dette gospelmiljø kun vække ubehag og modvilje.

Gospelmusikken bærer i sig en utrolig dragende magt – og euforien og stemningen omkring det får tusinder og atter tusinder af mennesker verden over til at strømme til korøvelser og koncerter uge efter uge, år efter år.

Men tag ikke fejl: Ham, der står bag alt dette lokkende, glimtende og for en ydre betragtning “gode, åndelige og kristne” gospel, er den samme, som ønsker at tryllebinde ethvert menneske til det jordiske, så det glemmer Skaberen, undlader at søge frelsen i ham og dermed går evigt fortabt.

På baggrund af de erfaringer, jeg har gjort, og den indsigt, jeg har tilegnet mig, gennem fordybelse i Guds ord, artikler og lignende, er det min klare overbevisning, at den største og vigtigste opgave, som musikledsagelsen har i kristen sammenhæng, er at underbygge sangteksten i en grad, så det, der står tilbage, når sangen er forbi, er en gudfrygtig ånd, der takker Gud for det budskab, der er blevet sunget.

Hvor den sande gudsfrygt råder – som blandt andet udspringer af kundskab i Guds ords tale om lovsang som noget, der på samme tid indebærer glæde og sorg, jubel og anfægtelse, tak og klage – bryder man sig ikke om musikledsagelse, der ødelægger og forstyrrer den ånd, som følger den sande gudsfrygt. Og er man en musiker, der akkompagnerer sangen i en kristen menighed, gruer man for, at man med sit spil eller sin ageren skal stjæle opmærksomheden eller forstyrre budskabet i den sang, man spiller til.

I forhold til den opvoksende generation oplever jeg, at den er meget forsømt, når det kommer til oplæring og undervisning i sand bibelsk musikledsagelse. Og jeg ser her en stor opgave ligge uberørt hen samt et stort og vigtigt forbønsemne!

Kære Gud. Hvad end det er sang, sangskrivning, musikledsagelse, prædiken, bøn, vidnesbyrd eller enhver anden form for kristent arbejde eller kristen aktivitet, beder vi om dette ene: at du, Herre Jesus – det slagtede Guds Lam – må blive æret, takket, lovprist og ophøjet i tid og evighed! Amen.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2019. Hele bladet kan læses her.

Kommentar: På baggrund af reaktioner fra folk, som har læst min artikel, vil jeg gerne tydeliggøre en enkelt ting. I artiklen har jeg skrevet om nogle tendenser i lovsangsmiljøet, som ifølge min vurdering er blevet stadigt mere udbredte i de sidste par årtier. Det har ikke været min mening at udtale mig generelt om alle lovsangssamlinger og lovsangskoncerter i vores land. Der er stor forskel. Når man samles om sange, der udtrykker Guds ord i lov og evangelium, er der grund til at glæde sig. Men i de seneste par årtier har der ifølge min vurdering overordnet set været en stærk udvikling væk herfra. Det er den udvikling, jeg har villet gøre opmærksom på og advare imod.

1. Hvis man har lyst til at se og høre en af de gospelsange, som jeg var med til at spille til i Polen, kan man finde den her: https://youtu.be/Zd-s0iIglt8

2. https://www.nytliv.dk/?download=1454

3. https://www.lm-vestjylland.dk/filer/docs/Djaevelens%20aand%20og%20tidens%20aand.pdf

4. Foruden Henrik Gren Hansens tre artikler (se note 2) kan anbefales:

Artikler:

https://www.nytliv.dk/resource/musikkens-indhold-og-budskab/

https://www.nytliv.dk/resource/den-nye-sang/

Lydfiler:

https://www.nytliv.dk/resource/de-riges-lovsang/

https://www.nytliv.dk/resource/den-ringes-lovsang/

https://www.nytliv.dk/resource/lovsang-naar-modet-svigter/

https://www.nytliv.dk/resource/lovsang-i-menighedens-forsamling/