Meget arbejde i Guds rige er ikke gjort til Guds ære, men til menneskers. Hvis det, jeg er med i, vokser, får jeg større magt, og med magt følger anseelse og ære. Dette kan give sig udslag i det små, hvor man kæmper for den organisation, forening eller bevægelse, man er med i. Men det kan også komme til udtryk gennem de bestræbelser, man gør, for at få verden til at se anderledes på de kristne.
Man siger: Vi må fjerne de falske anstød.
Hvad er det for anstød?
Det er verdens beskyldninger mod de kristne for at være dumme, uengagerede i politik og samfund, gammeldags og kedelige. Så forsøger man med en bibelforskning, som verden kan anerkende, et samfundsengagement, som vækker verdens respekt, en sang og musik, som verden synes om, tegn og undere, som får verden til at undre sig. Ja, der er næsten ingen grænser for, hvad man gør, for at de kristne ikke skal være verdens udskud og affald (jf. 1 Kor 4,13).
Bag det hele står selvet, som ikke vil dele Kristi skændsel.
En forspildt chance?
Da Paulus kom til Korinth, kom den rette mand til det rigtige sted. Paulus var så rigt udrustet, så han uden vanskelighed kunne slå Korinths ypperste tænkere ud på deres egen mark. Han kunne skaffe kristendommen en indgang i folket, som kunne få andre religioners ledere til at blegne.
Men det skete ikke. Paulus’ fremtræden var præget af frygt og bæven. Hans tale var blottet for overtalende visdomsord. Han havde valgt prædikenens dårskab og ville ikke vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.
Og verdens dom faldt prompte: Dette er dårskab. Og Paulus svarede: Ja, for verden er det en dårskab, men for dem, som frelses, er det Guds kraft.
Paulus fornægtede sig selv, tog sit kors op og fulgte Jesus.
Hvornår går vi samme vej?
Hvornår forstår vi, at al vor egen kraft – selv den bedste – hindrer Herren i at komme til? Hvornår får Herren ført os derhen, hvor vi stiller os til rådighed for ham uden kraft, uden evne, uden magt? Hvornår bliver vi magtesløse og hjælpeløse?
Så længe et menneske kan og vil noget selv, er der en ting, det ikke kan: Det kan ikke blive frelst. Det kan kun den, som giver fortabt.
Og sådan er det også i kristenlivet: Så længe en kristen kan og vil noget selv, er der en ting, han ikke kan. Han kan ikke blive bærer af Kristi kraft. Det kan kun den, som er knust, og hvis ånd er nedbøjet (jf. Es 57,15).
Hosianna – eller ”korsfæst ham, korsfæst ham”
Så længe folk troede, at Jesus ville opfylde deres selvlivs drømme, ville de gerne råbe hosianna; men da det gik op for dem, at det ville han ikke, ændredes råbet til ”korsfæst ham, korsfæst ham”. Sådan er det også i dag.
Man har lavet undersøgelser over, hvor mange af dem, der overgiver sig til Jesus i forbindelse med moderne tilrettelagte vækkelseskampagner, som efter et år viser sig stadig at fastholde deres beslutning om at ville tilhøre Jesus. Det viser sig at være to procent.
Hvorfor?
Man sælger Jesus til selvet. Man forkynder ham som den, der imødekommer mit selvlivs behov. Når så hverdagen viser, at han ikke gør det, ryster 98% af jasigerne deres ”kristendom” af sig.
Jesus er gift for selvet
Verden vil betegne David som et ulykkeligt menneske. Og verden har ret: Efter verdens målestok var David et ulykkeligt menneske. Han havde sikkert grædt langt færre tårer, hvis han ikke havde været kristen.
Nu var han det, derfor blev hans liv fyldt af angst, fortvivlelse og nød. I nederlag og modgang bøjede og druknede Herren selvlivet hos ham. Men hvor er det mærkeligt: Denne sønderbrudte mand afspejler Jesus i en sådan grad, at man gang på gang i Davids salmer har svært ved at afgøre, om det er Jesus eller David, man møder.
Magtesløsheden – en velsignelse
Hvordan føres vi ind i den rette magtesløshed?
To ting må understreges: Læs Guds ord flittigt. Lyt til det. Tænk på det. Og: Bed om, at Helligånden vil åbenbare sandheden om dig selv for dit hjerte.
Ingen nye metoder, ideer eller teknikker fører frem. De kan skabe begejstring og opmærksomhed, men de skuffer og efterlader mennesket tomt. Men Gud kan, hvad intet og ingen andre kan. Og Han skaber gennem Ordet ved Helligånden.
Fra Båndet nr. 5-1982.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2022. Hele bladet kan læses her.
