Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle (Rom 7,6).
Tak for frihed fra loven og livet under nåden
Hellige Gud, Himmelske Far! Jeg takker dig for din urimelige og ubegribelige nåde imod mig. Tak, at jeg er elsket og villet af dig fra evighed af. Og at du fra før verden blev grundlagt udvalgte mig til at stå hellig og uden fejl for dit ansigt i Jesus!
Tak Jesus, at du er uden synd. Og at du blev født under loven og levede et syndfrit og fuldkomment liv efter loven – og at du gjorde det for mig. Tak, at du blev fristet i alt, men var lydig i alt – og at du var det for mig. Tak, at din lydighed er tilregnet mig som min lydighed ved troen på dig!
Tak Jesus, at du også blev ramt af lovens forbandelse i mit sted. At du frivilligt bar alle menneskers, og derfor også min, synd op på korset. Og ikke kun de synder, som jeg ved din hjælp har fået sejr over, men også alle de synder, som jeg stadig kæmper med. Ja, al den egoisme og ondskab, der vedvarende trænger sig frem indefra, fra min gamle natur. At jeg ikke over alle ting frygter og elsker dig og sætter min lid til dig i al min nød. Selvoptagede motiver. Hovmodige og urene tanker. Ufølsomme og sårende ord. Forsømmelse af Ordet og bønnen. Ligegyldighed over for min næstes jordiske og evige nød… Tak, at du bar det alt sammen ind under din kærlige Fars retfærdige vrede, for at denne retfærdige vrede ikke for evigt skulle ramme mig. Tak, at du derved udslettede synden og fuldbragte frelsen for alle mennesker. Og Jesus, evigt tak, at jeg af nåde har fået del i denne frelse ved troen på dig. Intet er større end at være inderligt elsket og dyrt købt af dig, og i dig at eje alt!
Tak Jesus, at jeg også ved troen på dig er vokset sammen med dig, så hverken synden eller loven, døden eller Djævelen længere er herre i mit liv, men at jeg nu tilhører dig, og at du er min Herre! Tak, at du ved troen har skabt et nyt liv i mig. Ja, at du bor i mig og har skabt en ny vilje i mig, som ønsker at leve i lydighed mod dig og til ære for dig. Tak Gud, at du er den, der dagligt virker i mig både at ville og at virke for din gode vilje. Af din nåde er jeg, hvad jeg er – og al æren tilhører dig alene!
Hjælp mig til at leve i et ret forhold til loven
Og kære Gud, så beder jeg dig om, at du vil hjælpe mig til at leve i et ret forhold til din gode lov. At jeg i min samvittighed 24/7 må være løst fra alle lovens krav, fordi jeg i forhold til min frelse ikke vil vide af noget andet eller nogen anden end dig, Jesus, og det som korsfæstet for mig! Du ved, hvor let loven sniger sig ind og fordømmer mig på grund af min synd. Men hjælp mig da til at rette blikket på dig, kære Jesus, så jeg ser, at du netop nu træder frem for Faderen med dit fuldbragte offer og taler min sag som mit fuldkomne sonoffer og min evige retfærdighed.
Og kære Gud, hjælp mig så til, at min syndige natur ikke misbruger friheden i Jesus til at se gennem fingre med synd i tanke, ord og handling. Jeg ved, at det at ville leve i lydighed mod din lov, er et af den frelsende tros kendetegn, og at troende til alle tider har stået i en fare for at misbruge din nåde til at leve, som de selv vil, og dermed i handling fornægte dig, selvom de forsikrer, at de kender dig. Ja Jesus, du siger selv, at der på dommens dag skal komme mange til dig, som bekender dit navn, men som du på den dag vil sende bort og dømme til evig fortabelse, fordi deres ulydighed mod og ligegyldighed overfor dit ord og dine bud afslører, at de ikke ejer en frelsende tro på dig. Jesus, må det aldrig nogensinde blive virkeligheden for mig. Og derfor beder jeg dig om, at du vil give mig kærlighed til og ærefrygt for dig, så jeg holder mig til dig og dit ord. At jeg i kærlighed til dig af hjertet må have lyst til at lyde dig i alt, hvad du siger, fordi jeg ved, at du er helt igennem god og kun vil mig det godt. Og at jeg i ærefrygt for dig aldrig må fortie, fordreje eller fornægte sandheder i dit ord, men må høre til dem, der skælver for dit ord, fordi jeg ved, at det er dig, Herre, der taler. Ja, lad mig tage imod og bøje mig under alt i dit ord, fordi jeg i sandhed kender dig og din gode frelsesvilje for mig.
Tak for Åndens nye liv
Og kære Gud, så takker jeg dig, fordi du både har skrevet din lov i mit hjerte, og også har givet mig en ydre lov i dit ord. At du konkret viser mig, at Åndens nye liv hverken handler om munkefromhed, jagen efter åndelige oplevelser eller ydre afpudsning af min egen glorie, men om et liv i tro på dig og i selvhengiven kærlighed til min næste – min familie, mine brødre og søstre i menigheden, mine venner, naboer og arbejdskollegaer. Vil du, gode Helligånd, dagligt herliggøre Jesus for mit hjerte, så jeg med troens øjne ser den rigdom, jeg allerede nu ejer i troen. Og så jeg ser, hvor ubeskrivelig fantastisk den arv, som venter mig i himlene, er. Ja, lad mig se på mig selv og min næste med dine øjne.
Lad mig ikke leve for at få det maksimale ud af dette liv, men hjælp mig til at leve et liv, som bærer frugt for evigheden. Lad egoismen og selvoptagetheden i mig dagligt dø, så du, Jesus, bliver større, og jeg selv bliver mindre. Lad Åndens nye liv blomstre, og udrust mig med nådegaver og kraft til at vidne om dig og tjene dig, der hvor du har sat mig – alt sammen til din ære og til herliggørelse af dig, min elskede Frelser!
Amen!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Martin Haahr
Martin Haahr
Martin Haahr, Herning, lagermand og ansat i Nyt Liv
