I begyndelsen af året passerede vi helligtrekongersdag, som indtil 1770 var en helligdag. Vore forfædre har åbenbart ment, at beretningen om de vise mænd fra Østerland, som vi læser om i Matthæusevangeliet kapitel 2,1-12 var så væsentlig, at den burde have sin egen helligdag efter julens store begivenhed.
Vi ved ikke hvor mange, gruppen af ”vise mænd fra Østerland” bestod af, men vi ved, at de var udlændinge, og at de kendte Skriftens ord. De havde set den nye stjerne, som varslede et godt budskab, og de var indstillet på at tage den lange vej for at tilbede den nyfødte konge, som var født i Israels land. De styrede mod kongeslottet. Hvad var mere nærliggende og naturligt, end at en stor konge, hvis fødsel var varslet lang tid tilbage, skulle fødes i kongens palads i Jerusalem, den hellige stad?
Vismændene spurgte ikke, om det var korrekt, at der var født en kongesøn, for de var overbeviste om, at barnet var født, og at det var Messias, men de spurgte: Hvor er jødernes nyfødte konge? Kong Herodes blev forfærdet – og hele Jerusalem med ham! Ingen havde hørt noget om et nyfødt kongebarn!
Jamen var det hele et fatamorgana? Var vismændene blevet gjort til nar, da ingen tilsyneladende kendte til, at der skulle være født et kongebarn? Og så kommer vi, fra et land langt borte, og fortæller jer, som er et oplyst folk, at der er født jer en kongesøn? Og hvor er i øvrigt stjernen, der viste vej?
Havde vismændene ladet sig lede af fornuften, var de sikkert straks rejst tilbage. Men deres søgen var forankret i troen på de gamle skrifter, Guds ord.
På kongepaladset kaldte Herodes hele præstedømmet sammen og spurgte, hvor Kristus skulle fødes. De skriftkloge kendte udmærket ordet fra Mika 5,1, hvor der står: ”Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå en, som skal være hersker i Israel.” Dette ord blev vismændenes rette ledestjerne. Fredsfyrsten skulle altså fødes i Betlehem.
Herodes blev forfærdet! Han var måske den eneste i Jerusalem, der troede på, at den jødernes konge, som vismændene talte om, virkelig var Messias, og hans kongedømme ville så være truet!
Den skrækslagne Herodes fik nu en idè – eller var det den gamle slange, der hviskede ham det i øret? Han sendte de østerlandske fremmede til Bethlehem og sagde: ”Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det!”
Igen blev vismændenes tro sat på prøve, fornuften blev sat på prøve. Men de havde fået et ord at holde sig til. Og uanset alt hvad der i øvrigt kunne tale imod, forlod de kongestaden Jerusalem, den hellige by, og rejste mod en lille og uanselig flække, der hed Betlehem, og stjernen, som var gået foran dem stod stille over det sted, hvor barnet var, og da ”blev deres glæde meget stor.” Således fandt de skatten! Deres tro sejrede!
Hvorfor rejste præsterne og de skriftkloge ikke med? Troede de ikke selv på det profetord, som de henviste til? Var teologien kun teori for dem? Satte de ikke deres håb og kærlighed og forventning til den kongesøn, som skulle komme til frelse for menneskeslægten? De holdt sig borte, og derfor fandt de ikke skatten. Det havde nok været umagen værd at vandre eller tage en kamel, de 10 kilometer til Betlehem, for at møde den fredsfyrste, som de havde mødt mange gange i deres studier af de hellige skrifter.
Stjernen ledte vise mænd,
til vor Herre Kristus hen,
Vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.
Udgivet af
Christian Lund
Christian Lund, pensionist, Hillerød.