Kvindens kald i tjenestedelingen

Tjenestedelingen mellem mand og kvinde II

Mennesket er skabt som mand og kvinde med forskellige kroppe, sind og opgaver. Den gudgivne forskel på og tjenestedeling mellem mand og kvinde er en gave. Når tjenestedelingen værdsættes og udfoldes, er den en velsignelse. Men i vor tid er den under angreb helt ind i de kristne hjem og menigheder. Derfor vil vi i en række artikler holde den gudgivne tjenestedeling frem som en gave, vi må takke for og værne om.

I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, I hustruer under jeres mænd som under Herren; for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt (Ef 5,21-24).

I den kristne menighed kaldes vi af apostlen Paulus til at underordne os ”under hinanden i ærefrygt for Kristus” (v.21). Dette kald står som indledningen til et langt tekstafsnit (5,21-6,9), hvor Paulus taler om en række relationer, hvor der henholdsvis er én part, som er overordnet, og en anden part, som er underordnet. Paulus kalder de sidste til at underordne sig under de første. Først kaldes hustruerne til at underordne sig under deres mænd (5,22-24), dernæst børnene til at underordne sig under deres forældre (6,1-4), og til sidst slaverne til at underordne sig under deres herrer (6,5-9). Det er i disse relationer og på denne måde, vi i den kristne menighed er kaldet til at underordne os ”under hinanden i ærefrygt for Kristus”.

I denne artikel skal vi fokusere på kvindens kald til at underordne sig under sin mand. For at forstå kvindens kald, må vi først have klart for os, hvad der mandens kald. Det formulerer Paulus på denne måde: ”Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig selv hen for den” (Ef 5,25).

Mandens kald er at være en selvopofrende leder i ægteskabet og familien. Han er kaldet til at sætte hensynet til sig selv og sine personlige ønsker, ambitioner og drømme i anden række i forhold til hensynet til kvinden. Manden er kaldet til at være fokuseret på og investere alle sine evner og kræfter i at gavne, hjælpe, støtte og glæde hende, hustruen. Hendes åndelige og menneskelige trivsel må være målet for alt, hvad han gør i ægteskabet og familien. Som Kristus ofrede sig selv for at bringe liv og frelse til kirken, sådan må manden ofre sig for hustruen. Det er sådan, han er kaldet til at lede – som den selvopofrende leder.

Som Kristi forhold til kirken er forbilledet for manden og hans kald, sådan er kirkens forhold til Kristus forbilledet for kvinden og hendes kald: ”Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt” (Ef 5,24).

Som kirken frivilligt giver sig ind under Kristi ledelse og myndighed, sådan er kvinden kaldet til frivilligt at give sig ind under mandens ledelse og myndighed. Kvindens kald er at ære, respektere og støtte sin mand i den rolle, han har som selvopofrende leder i ægteskabet og familien. Ved at ære, respektere og støtte manden i hans kald underordner hustruen sig under sin mand, og derved ærer hun Kristus (v.21).

Kvindens kald er at underordne sig manden ”i alt” (v.24). Der er altså ikke kun tale om en underordnelse i åndelige spørgsmål, men i alle spørgsmål.

Imod den syndige og selviske natur

Mandens kald i ægteskabet går stik imod hans egen syndige og selviske natur. Han er kaldet til at sætte hensynet til sig selv og alle sine egne ønsker, drømme og ambitioner i anden række i forhold til det, der gavner og glæder hustruen og familien. Når manden hører dette kald, reagerer den syndige natur i ham ved at råbe: Nej!

”Gamle Adam” i manden lider under den ydmygelse, at han skal være en tjenende leder for hustruen og familien. Men det er godt, at det er sådan! Det er ufattelig godt og velsignet!

Når kvinden hører sit kald, er der på samme måde i hende en stemme, som råber: Nej!

Det strider mod kvindens syndige og selviske natur at underordne sig under manden og støtte ham som leder i ægteskabet og hjemmet. Det vil kvindens gamle natur ikke!

Men det, som er ondt for den gamle natur, det er godt for troens nye natur. Troen ønsker ikke at herske, men at tjene, og troens vej er velsignelsens vej.

Hvad kvindens kald ikke betyder

At kvinden er kaldet til at underordne sig under manden og støtte ham som leder i ægteskabet og familien indebærer ikke …

1) en opløsning af det fulde ligeværd mellem mand og kvinde i ære og værdighed.

Der er tale om to, som er fuldt og helt ligestillede i værdi. Både mand og kvinde er skabt i Guds billede (1 Mos 1,26-27), og begge har fået det samme kulturkald (1 Mos 1,28). Men indbyrdes tjener de hinanden i forskellige roller.

2) en begravelse af egne gode ressourcer.

Alle hustruens ressourcer kan komme til udfoldelse i ægteskabet, hvad enten de er af åndelig, intellektuel, social, kreativ, administrativ, teknisk eller økonomisk art.

I Ordsprogenes Bog 31,10-31 finder vi en detaljerig beskrivelse af en dygtig og rigt udrustet hustru. Hun ”skaffer føde” til sin familie og henter den ”langvejsfra”. Hun ”overvåger, hvad der sker i hendes hus” og ”giver ordrer til sine piger”. Hun køber ”efter moden overvejelse” en mark og planter en vingård. Hun sørger for, at alle i husstanden er varmt klædt på, ”når det sner”. Hun laver tøj og bælter, som hun sælger ”til købmanden”. Hun ”åbner sin hånd” for hjælpeløse og fattige, tager til orde med ”visdom” og ”venlig belæring”, er ”klædt i styrke og anseelse”, og ”hendes mand berømmer hende”.

Intet af dette strider mod hustruens kald til at underordne sig under manden. At manden har det endelige ansvar for alle dele af det ægteskabelige liv og af familielivet, udelukker ikke, at kvinden i respekt for mandens ledende ansvar varetager den praktiske forvaltning af de dele, som hun har særlige forudsætninger for, hvad enten det handler om familiens økonomi, hjemmets indretning, planlægning af ferier eller kontakt til venner og familie.

En mand, som mærker sin hustrus støtte, vil trygt kunne give plads for og opmuntre sin hustru til at udfolde alle sine ressourcer til glæde for både ægteskab, familieliv og andre uden for familien.

3) et forbud mod at ytre uenighed.

Jesus gav plads for, at både kvinder og mænd blandt hans disciple kunne ytre deres egne tanker og meninger, også når de undrede sig over eller var uenige med Jesus (se f.eks. Matt 15,21-28; Joh 4,7-42). Det kan tydeligvis godt forenes med respekten for Guds ordning.

4) et kald til at acceptere synd og overgreb.

Pålægger en mand sin hustru at deltage i synd, må hun lyde Gud mere end sin mand og nægte (ApG 5,29). Øver manden overgreb mod hustru eller børn, kan det være ret at trodse ham, søge hjælp hos andre og i sidste instans melde ham til myndighederne for lovbrud. Netop sådan handlede apostlene, når de øvrigheder, som Gud havde sat over dem, misbrugte deres magt og brød loven (ApG 16,37; 22,25-29).

”Gratiakrati”

Guds gode ordning for forholdet mellem kvinden og manden i ægteskabet er ikke et autokrati, hvor den stærke part har ret til at undertrykke og udnytte den svage part. I den hedenske verden er det almindeligt, at manden er en autokratisk leder i ægteskabet, som bruger sin magt til egen fordel. Det er et direkte modbillede på den bibelske tjenestedeling.

Guds gode ordning for ægteskabet er imidlertid heller ikke et demokrati, hvor to parter er ligestillede i myndighed, og hver især må argumentere og kæmpe for at få tilgodeset sine egne ønsker og interesser.

I den vestlige verden er det almindeligt at tilrettelægge ægteskabet demokratisk. Man går ud fra, at mand og kone har de samme rettigheder, og at de så på dette grundlag hver især må argumentere for deres ønsker og forhandle sig frem til fælles løsninger. Det virker godt og naturligt, men modellen har en indbygget svaghed. Både mand og kone bærer en syndig og selvisk natur med sig ind i ægteskabet. Derfor vil de begge være fristet til at argumentere og kæmpe for deres egne interesser på bekostning af ægtefællen og familien.

Skilsmissetallene taler deres eget klare og tragiske sprog om den destruktive kraft i den selviske menneskenatur.

Guds gode ordning er velsignet anderledes. Den kan kaldes for et ”gratiakrati”.

Det latinske ord gratia betyder tilgivelse og ufortjent godhed. Guds ønske er, at de troende ægtefæller begge skal have grundlaget og udgangspunktet for deres liv i Guds tilgivelse og ufortjente godhed mod dem i Jesus. Det første og største kald til både mand og hustru i det kristne ægteskab er at leve i modtagelse af og glæde over Guds nåde i Jesus.

Umiddelbart forud for formaningerne til ægtefællerne lyder der i Efeserbrevet netop et kald til at lade sig fylde af Ånden ved at tage imod evangeliet om Guds nåde (Ef 5,18-20). Kun på dette grundlag kan ægtefællerne møde hinanden med Åndens nye sindelag – med tilgivelse og ufortjent godhed.

Mand og kvinde har forskellige kald i ægteskabet, men kernen i deres kald er det samme: ”Vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus” (Ef 4,32).

I det kristne ægteskab er ægtefællerne ikke vendt mod hinanden med henblik på demokratisk at forhandle sig frem til tålelige løsninger. De er vendt mod hinanden med henblik på at møde hinanden med tilgivelse og ufortjent godhed, begge parter. Når mand og hustru går ind i dette kald, så åbner de for en kilde af velsignelse ind i ægteskabet og hjemmet, så bliver de medarbejdere på hinandens glæde, og så bliver de støtter for hinanden i troen på Jesus. Så bliver ægteskabet og hjemmet Guds nådes ånd.

Denne ordning er Guds vise, gode og kærlige ordning for ægteskabet. Det er kongevejen til et velsignet og godt ægteskab! Den gamle natur i mand og hustru vånder sig i mødet med denne vej, fordi det er dødens vej for selvlivet. Men netop derfor er det vejen til liv, glæde og velsignelse i ægteskabet.

Manden og hustruen er kaldet til at være gode mod hinanden på hver deres måde. Manden er god mod sin hustru ved i Kristi spor at være en selvhengivende leder i ægteskabet og hjemmet. Hustruen er god mod sin mand ved at støtte, ære og respektere ham i hans kald som tjenende leder.

Kraftkilden til dette liv findes ikke i mandens og hustruens egne hjerter. Kraftkilden er den nåde i Guds hjerte, som Jesus har bragt frem.

Når manden fejler

Der findes ingen kristen ægtemand, som ikke fejler og svigter i sit kald. Det kan ske på grund af menneskelig svaghed, og det kan ske på grund af syndig selviskhed. Kvinden er ikke kaldet til at lukke øjnene for denne virkelighed, tie om sine følelser og modtage alt med et smil.

”Tilgiv hinanden”, lyder kaldet. Tilgivelsen forudsætter, at synden erkendes som synd. I et kristent ægteskab må mand og hustru tale åbent med hinanden om det, som sårer, skuffer og bedrøver. Begge kaldes til for Guds ansigt at erkende deres svigt og deres synd, og begge kaldes til at møde den anden med tilgivelse.

Uden tilgivelse kan det mindste fejltrin blive en forbandelse, der får ægtefællerne til at fjerne sig fra hinanden og lukke hjerterne for hinanden. Men på tilgivelsens grundlag kan de største fald blive vendt til noget, der knytter ægtefællerne sammen og bringer velsignelse i ægteskabet.

Et eksempel fra den virkelige verden: I deres erindringsbog 16 år i Sibirien fortæller det jødiske ægtepar Rachel og Israel Rachlin om det, som skete dem ved udbruddet af 2. Verdenskrig.

I sommeren 1939 var de på besøg hos Rachels familie i Danmark. Rachel var selv vokset op i Danmark, men under en tur i Tivoli havde hun mødt Israel fra Litauen, og efter deres bryllup havde de nu boet i nogle år sammen i hans hjemland.

Under sommerferien i Danmark trak det op til storkrig, og det var tydeligt, at Litauen lå i en farlig grænsezone mellem to aggressive stormagter, Sovjetunionen og Nazityskland. Rachel frygtede det værste, hvis de vendte tilbage til Litauen. Hun forsøgte af al magt at overbevise sin mand om, at det var bedst at blive i Skandinavien.

”Men mine bønner og argumenter fik ikke overbevist Israel.” Han var overbevist om, at det rigtige var at vende tilbage til Litauen, så det gjorde de.

”På hele turen var jeg meget ulykkelig og kunne ikke lade være at græde, fordi jeg følte så stærkt, at vi var ved at begå en skæbnesvanger fejltagelse.”

Rachel fik ret. Kort tid efter stod sovjetrusserne i Litauen, jøderne blev deporterede, og for familien Rachlin endte det med 16 år i Sibirien.

De 16 år kunne være blevet forfærdelige i ægteskabet, hvis Rachel havde mindet sin mand om hans fejltagelse og hans skyld. Hans beslutning kom til at koste dyrt for både kone og børn. De måtte lide og slide sig gennem 16 lange år.

Men Rachel vendte sig ikke mod sin mand. Hun så sig selv og sin mand som ét kød. Hans beslutning var deres beslutning. Den førte til 16 hårde år, men det blev 16 velsignede år, hvor lidelsen og nøden ikke fik lov at skille de to ægtefæller, men hvor den tværtimod kom til at knytte dem nærmere sammen i omsorg og kærlighed – på tilgivelsens grund.

Når manden er svagere udrustet end kvinden

Der findes ingen ægtemand, som på alle områder er stærkere udrustet end sin hustru. Det har heller aldrig været meningen, at han skulle være det. Gud skabte manden først, og netop herved gjorde han erfaring af, at han ikke klarede sig godt alene, at han havde brug for en ved sin side til at udfylde sine mangler og begrænsninger (1 Mos 2).

Begrundelsen for mandens kald til at være leder er altså ikke, at han er klogere og mere kompetent end kvinden. I alle ægteskaber vil der være områder, hvor hustruen er bedre udrustet end sin mand. Der kan også være ægteskaber, hvor kvinden med hensyn til intellektuelle, sociale og praktiske kompetencer og med hensyn til menneskelig og åndelig indsigt klart overgår manden.

Hvordan håndterer man dette som kristen hustru?

Et eksempel hentet fra en anden sammenhæng kan måske tjene til afklaring.

Der er valgt en ny bestyrelse i ungdomskredsen. Jeg er selv blevet valgt ind, og jeg tænker, at det er oplagt, at jeg skal være den nye formand. Jeg er aldersmæssigt mere moden end de andre, jeg har allerede siddet med i bestyrelsen i fire år, og jeg er ifølge min egen vurdering langt bedre udrustet til opgaven end de andre.

Men til min store overraskelse ender bestyrelsen med at vælge en fyr på 18 år, som lige er kommet ind i bestyrelsen, og som jeg selv oplever meget famlende og usikker.

Hvordan reagerer jeg på det?

Ud fra min kødelige menneskenatur er det oplagt, hvordan jeg skal reagere. Jeg skal træde et halvt skridt tilbage fra den unge formand og være ekstra opmærksom på at finde fejltrin og svagheder i hans udøvelse af formandsopgaven. Når fejlene kommer, skal jeg ikke tøve med at henlede andres opmærksomhed på dem. Det må være mit mål, at andre kommer til at indse, hvor galt valget er, så de mister tilliden til og respekten for den unge formand. Omvendt må jeg benytte enhver anledning til selv at træde frem med pondus og overblik, så det kan blive klart for alle, at jeg rettelig burde være valgt til formand.

Det er den oplagt rigtige handlemåde – ifølge kødet.

Men troen tænker anderledes. Troen kalder mig til ikke at træde et halvt skridt væk fra den unge formand, men tværtimod til at træde et helt skridt nærmere.

Ud fra troen må det være mit mål at støtte og hjælpe den unge formand i hans nye kald og opgave. Hvis jeg mener selv at have nogle gode ressourcer og kompetencer, så må jeg lade dem blive til hjælp for den unge formand. Jeg må bidrage med gode råd, opmuntringer og arbejdsvilje.

Jeg må gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe den unge formand til gradvist bedre at udfylde den rolle, som han er valgt til. Min støtte, mine evner og min opbakning skal tjene til at gøre ham tryg i rollen og kaldet som leder.

Som i ungdomsbestyrelsen sådan også i ægteskabet. Det er ikke sikkert, at lederen er den, som er bedst udrustet.

I ægteskabet vil det indebære, at hustruen kaldes til at døde den kødelige selviskhed og lade alle sine egne ressourcer tjene til at støtte og styrke manden som leder i ægteskabet. Det er velsignelsens vej både for hustruen og for manden.

Kvinden som livgiver

Som det fremgik af den første artikel i denne serie, har manden et særligt ansvar i forhold til at beskytte familien. På tilsvarende måde har kvinden et særligt ansvar i forhold til at give liv til familien.

Mens Gud efter syndefaldet taler til manden om hans opgave med at skaffe familien mad (1 Mos 3,17-19), så taler Gud med kvinden om hendes opgave med at give familien liv: ”Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde dine børn” (1 Mos 3,16).

Hermed tilkendegiver Gud, hvad der er kvindens særlige ansvarsområde. Det samme understreges, da Adam i forlængelse af syndefaldet navngiver sin hustru: ”Adam gav hende navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker” (ordret: alt levende) (1 Mos 3,20).

Når Bibelen fremstiller manden som leder i familien og kvinden som livgiver i familien, gælder det for dem begge, at de kun har disse opgaver i afledt og underordnet forstand. Gud er den egentlige leder og den egentlige livgiver. Men Gud har kaldet mand og kvinde til en underordnet opgave i familien som henholdsvis leder og livgiver.

Der hviler himmelsk herlighed og ære over begge disse kald.

I den vestlige verden er det en stor tragedie, at kvindens kald som livgiver og mor i nyere tid er blevet radikalt nedvurderet. Navnlig i kølvandet på den moderne feminisme er det blevet fremstillet som det laveste og sim-pleste, en kvinde kan udrette i sit liv: at føde og opfostre børn.

At det billede har spredt sig i den vestlige verden, og at det har forplantet sig langt ind i vore kristne menigheder og i de troendes hjerter, er en stor sejr for den onde. Han vil ødelægge alt det, som Gud har skabt godt.

Det er paradoksalt, at mange hedenske kulturer har opretholdt en høj værdsættelse af og respekt for kvindens moderkald, mens dette kald er blevet nedvurderet og ringeagtet i den såkaldt kristne del af verden.

I bibelsk perspektiv findes der næppe nogen mere værdifuld og rig tjeneste i denne verden end at give liv til og opfostre sine børn i kærlighed, tryghed og visdom. Det er en helt central del af det første kald, som blev givet til menneskene efter deres skabelse: ”Bliv frugtbare og mangfoldige, opfyld jorden og underlæg jer den” (1 Mos 1,28).

Bibelen fremstiller det som et under og en gave fra Gud, når en mand og en kvinde, der elsker hinanden og har bundet sig til hinanden for livet, får lov at modtage et menneskebarn, der er en frugt af deres kærlighed og en forening af deres personligheder (1 Mos 4,1; 4,25; 30,2; 33,5; Sl 127,3-5; 128,3-4; 139,13-16; Es 8,18).

Vi kan ikke takke Gud nok for det nyfødte barns under, og intet jordisk kald overgår i herlighed opgaven med at tage vare på og forme dette nye liv.

At manden har det overordnede ansvar for opfostringen og opdragelsen af børnene fremgår af hans lederansvar ”i alt” i hjemmet (Ef 5,24) og af hans faderansvar (5 Mos 6,20-25; Ordsp 4,1, Es 38,19; Ef 6,4; 1 Tim 3,4). Samtidig understreger Bibelen, at kvinden har et særligt ansvar i forhold til de små børn.

Moderen og de små børn

Når Bibelen beskriver forholdet mellem mor og barn, tydeliggør den, at der knyttes et helt særligt bånd mellem mor og barn i kraft af, at moderen bærer barnet under sit hjerte, føder det og ammer det (Sl 131,2; Es 49,15; 66,10-14; Klages 4,2-4; Matt 24,19; Luk 23,29).

Den særlige fortrolighed mellem mor og barn og barnets særlige afhængighed af sin mor fremstilles i Bibelen som en skaberordning, som vi må tage vare på og værne om. Den er vigtig for barnets tryghed. Ingen kan som moderen trøste barnet og gøre det roligt og trygt (Sl 131,2; Es 66,13; 1 Thess 2,7).

Dette forhold må vi i den kristne familie respektere ved at give de bedst mulige betingelser for nærhed mellem mor og barn, ikke kun i barselstiden, men også i de år, der følger umiddelbart efter.

I de apostolske formaninger til de kristne kvinder tydeliggøres det, at de har et særligt ansvar for at føde, være tæt på og vise omsorg for børnene. De unge enker opmuntres således til at ”gifte sig” og ”føde børn” (1 Tim 5,14). Som den første af en kristen hustrus ”gode gerninger” nævnes, at hun har ”passet og opdraget børn” (1 Tim 5,9). De ældre kvinder i menigheden opmuntres til at undervise de yngre kvinder i at ”elske mand og børn” (Tit 2,4).

Det er værd at bemærke, at formaningerne til kvinderne om at føde og drage omsorg for de små børn ledsages af og sammenflettes med formaninger til at prioritere arbejdet i hjemmet. Det understreges, at kvinderne har et særligt kald til at ”styre hus” (1 Tim 5,14) og til ”huslighed” (Tit 2,5).

Det er naturligt at se de to kategorier af formaninger, om børnene og om hjemmet, som to sider af én og samme sag. Skal kvinderne kunne tage sig af de små børn, må de være og virke i hjemmet.

Kvindens kald til huslighed

Når vi i en nordisk kultur i dag læser, at kristne kvinder i Bibelen kaldes til at ”styre hus” og til ”huslighed”, er det svært at undgå associationer i retning af en bestemt hus-moderrolle, som var almindelig i Norden i midten af det 20. århundrede.

Men skal vi forstå de bibelske formaningers rette mening, og skal vi anvende formaning-erne ret i vore liv i dag, må vi så vidt muligt frigøre os fra kulturelt bestemte associationer og se på teksten og på vore liv med friske øjne.

Som en hjælp til det kan det være godt at være opmærksom på følgende:

1) Skellet mellem hjemmeliv og arbejdsliv, som vi kender det i dag, eksisterede ikke på samme måde i den kultur, som de bibelske formaninger er talt ind i. Det forhold blev berørt i den første artikel om tjenestedelingen. I den bibelske kultur arbejdede de fleste mennesker med at dyrke jorden, og for dem flød hjemmeliv og arbejdsliv sammen.

Hjemmet var arbejdspladsen. Mor, far og børn hjalp hinanden med arbejdet. Noget tilsvarende gjaldt for mange håndarbejdere og håndværkere. De arbejdede hjemme, og det var ganske almindeligt, at mand og kone arbejdede sammen om at skaffe hjemmet en indkomst og mad på bordet.

I lovprisningen af den gode hustru i Ordsp 31 hører vi, som nævnt ovenfor, om en kvinde, der køber en mark og dyrker den, laver håndarbejde og sælger det og på den måde skaffer sit hjem en indtægt og føde. Midt i dette varetager hun sit særlige kald og ansvar i forhold til børnene, så at hendes sønner i en voksen alder i taknemmelighed ”rejser sig og berømmer hende” (v.28).

Den kristne hustrus kald til at ”styre hus” og være ”huslig” udelukker således ikke, at moderen har et indtægtsgivende arbejde. Men arbejdet må så vidt muligt tilrettelægges, så at hun samtidig kan give de små børn den nødvendige tryghed, nærhed og omsorg.

2) ”Så vidt muligt” er en formulering, som kan bukkes, strækkes og misbruges. Alligevel må den indføres her som en påmindelse om, at kristne forældre langt fra altid har mulighed for at vise deres børn den omsorg, de kunne ønske.

Frem til moderne tid har hundrede tusinder af kristne levet som slaver og har lidt under, at de var forhindret i at drage omsorg for deres børn på den måde, de gerne ville.

I industrialiseringens første årtier i 1800-tallet måtte mange fattige kristne sende deres børn af sted til livsfarligt arbejde i miner og på fabrikker allerede fra fire-femårsalderen.

I en senere periode, som den ældre generation i dag stadig kan huske, var det almindeligt og nødvendigt for mange kristne at sende deres børn ud at tjene, før de var konfirmerede.

I vores egen tid tiltager antallet af skilsmisser, og mange kristne mødre bliver forladt af deres mænd. De har ikke noget valg, hvis de vil beholde børnene hos sig: De må ud for at arbejde og lade andre passe deres børn. Noget tilsvarende gælder for unge kristne enker.

På globalt plan kæmper mange kristne familier med fattigdom, sult, sygdom, naturkatastrofer og forfølgelse. Alt dette påvirker forældrenes mulighed for at give børnene den tryghed og nærhed, de kunne ønske sig.

De bibelske formaninger kalder os til at sætte os selv til side i omsorg for vore børn, men i hvilket omfang, det er muligt, er forskelligt.

Den almindelige nordiske familie i dag har på mange måder gode betingelser for at drage omsorg for børnene. Men den store udfordring i vor tid og kultur er, at det almindelige lønarbejde fører forældrene væk fra børnene og væk fra hjemmet.

I de fleste nordiske familier løses dette problem, ved at børnene passes af professionelle fra en meget tidlig alder. Her må kristne forældre imidlertid stoppe op og i lyset af de bibelske formaninger overveje, hvordan vi kan virkeliggøre et familieliv, hvor forældrene så vidt muligt selv står for opdragelsen, og hvor moderen er tæt på børnene i de første leveår.

Det kan ikke ske uden at nedprioritere andre hensyn: økonomiske, karrieremæssige, bolig-mæssige og materielle.

”Så vidt muligt” er i realiteten en stærkt forpligtende formulering. Den forpligter os til at gøre det, som er muligt. Hvad der på dette område er muligt vil imidlertid være forskelligt for de enkelte kristne forældrepar afhæng-ig af deres bopæl, uddannelse, mentale og fysiske ressourcer og indtægt.

I de seneste årtier er det blevet stadigt sværere at betale for bolig, mad og familiens øvrige fornødenheder ud fra én indkomst. Fra centralt politisk hold er der ingen vilje til at gøre det muligt for moderen at gå hjemme, mens børnene er små, tværtimod. Lovgivningen tilrettelægges med henblik på at tvinge både mor og far væk fra hjemmet og ud på arbejdsmarkedet. De dobbelt udearbejdende forældre giver staten skatteindtægter, mens den hjemmearbejdende mor er en nationaløkonomisk nitte.

Midt ind i denne situation må kristne forældre tale med hinanden og med Gud om, hvordan de kan give forældrekaldet den prioritering, som det har i Guds kald til de første mennesker (1 Mos 1,28).

Vores grundlæggende kald er at opfostre børn, hvis barndom er præget af moderens nærhed, af en kærlig og myndig opdragelse og af et klart og evangelisk vidnesbyrd om Jesus. Vi vil som kristne forældrepar tilrettelægge vores familieliv forskelligt. Men der findes næppe nogen god måde at gøre det på, som ikke koster afsavn både for faderen og for moderen.

Vi kan ikke elske denne verdens idealer for succes og samtidig elske det bibelske for-ældrekald. Her må vi vælge. Et kristent familieliv vil med nødvendighed koste i forhold til andre drømme, ønsker og mål, og det vil med nødvendighed gå mod den almindelige kulturelle strøm.

Men det er alle omkostninger værd. Jeg har endnu til gode at møde et kristent forældrepar, som i en moden alder alderdom begræd og fortrød, at de havde prioriteret omsorgen for og samværet med deres børn for højt. Jeg har mødt utallige, som har haft det omvendt.

I evigheden vil det stå klart, at den menneskelige og åndelige omsorg for vore børn var det største og vigtigste kald, vi fik her i livet. Intet, vi udrettede, var større end dette!

3) Ordet ”huslighed” i den danske Bibel (Tit 2,5) er en oversættelse af et græsk ord, der er sammensat af to ord: oikos (hus) og ergon (arbejde). Med anvendelsen af dette græske ord vil Paulus betone vigtigheden af, at den kristne hustru tager vare på sin del af arbejdet i hjemmet og ikke svigter det.

Modsætningen til den samvittighedsfulde kristne hustru finder vi i et andet græsk ord, som Paulus bruger om de kvinder, som spilder deres tid og kræfter på ligegyldige og unyttige ting. Om dem bruger han et ord, der også er sammensat af to ord: peri (decentralt) og ergon (arbejde) (1 Tim 5,13).

Paulus bruger ordet om kvinder, der spilder deres tid på ligegyldige ting som nysgerrig indblanding i andres liv, tom snak og sladder. Sådan bør den kristne hustru ikke leve. Hun skal ikke spilde sin tid og sine kræfter på det, som er decentralt, perifert og ligegyldigt.

Hun må derimod målrettet bruge tid og kræfter på det, som er centralt, livsvigtigt og afgørende: livet i hjemmet, opbyggelsen af et menneskeligt og åndeligt sundt familieliv, den kærlige støtte til manden og den kærlige omsorg for børnene, til velsignelse for familien selv og til velsignelse for andre uden for familien.

Det er det, som er det dybe og rige indhold i ordet ”huslighed”.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2013. Hele bladet kan læses her.

Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.