Vækkelse før og nu (Del 2)
I forlængelse af mit teologistudium fik jeg mulighed for i fire år at forske i de nordiske vækkelsesbevægelser. På forhånd forestillede jeg mig, at jeg skulle tage udgangspunkt i 1800-tallets store vækkelser.
Men da jeg gik tilbage til 1800-tallet, opdagede jeg, at vækkelserne i 1800-tallet hang sammen med og udsprang af vækkelserne i det foregående århundrede. Og da jeg så gik tilbage til 1700-tallet viste det sig, at det samme gjorde sig gældende for vækkelserne her.
På den måde bevægede jeg mig gradvist længere og længere tilbage i kirkens historie, indtil jeg til sidst kom til apostlenes tid. Da jeg efter denne vandring genlæste Det Nye Testamente, slog det mig: Vækkelseskristendom er ikke en særpræget kristendomstype, som opstod på et tidspunkt i kirkehistorien. Det er ganske enkelt Det Nye Testamentes kristendom!
Og tilsvarende med vækkelsesforkyndelsen. Den opstod ikke på et tidspunkt efter apostlene. Vækkelsesforkyndelsen er apostlenes egen forkyndelse. Og ikke nok med det: Apostlene formaner os til at være tro mod denne forkyndelse og videreføre den: ”Du skal tage det, du har hørt af mig som eksempel på sund forkyndelse i tro og kærlighed ved Kristus Jesus” (2 Tim 1,13)!
Apostlenes forkyndelse
Hvordan prædikede apostlene?
Hvis vi medregner apostlenes forsvarstaler, så er der 11 evangeliserende prædikener i Apostlens Gerninger1. I disse taler samler alt sig om ét centrum: evangeliet om syndernes forladelse i Jesus.
I alle talerne går apostlene med det samme til det, som er selve hovedsagen: menneskets forhold til Gud. Det er det, de vil tale med mennesker om og hjælpe mennesker med. Taler apostlene til hedninger, så forsøger de ikke med argumenter at overbevise dem om, at der findes en Gud, der har skabt verden og er alles herre og dommer. Nej, de proklamerer, at Gud er alles skaber, herre og dommer, og så tror de på, at mennesker i ordet om Gud virkelig møder Gud.
I forkyndelsen om menneskets forhold til Gud gør apostlene det tydeligt, at mennesker har ét altoverskyggende problem: synden mod Gud og Guds dom over synden. Det er dette ene problem, som apostlene vil gøre alvorligt for mennesker, og det er dette problem, som de vil hjælpe dem med.
Hjælpen giver apostlene i en klar proklamation af Guds kærlighed til og frelsesvilje over for de fortabte og i en klar forkyndelse af evangeliet om Jesu frelsergerning og syndernes forladelse i hans navn.
På denne baggrund kalder de alle mennesker til omvendelse og frelse – med det samme! I nogle prædikener når apostlene ikke at få talt ud og når derfor ikke frem til evangeliet. Men målet for deres forkyndelse er tydeligvis, at alle mennesker skal se deres synd og ledes til evangeliet om syndernes forladelse i Jesus.
At apostlenes forkyndelse skulle have netop dette indhold, var ikke noget, de selv fandt på. Jesus havde selv fortalt dem, hvad de skulle prædike. I sin sidste samtale med dem sammenfattede Jesus indholdet i det, de skulle prædike: ”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag” (Luk 24,46-47).
I apostlenes breve ser vi, at de kommer ind på og forkynder om alle sider af den kristne tro og det kristne liv. Men det sker altid på grundlag og i lyset af evangeliet om den fuldbragte frelse i Jesus. Derfor vil apostlene som det første og afgørende lede mennesker til personlig tro på Jesus.
Troskab mod evangeliet
I den hedenske verden var den almindelige forventning, at talsmænd for en ny tro skulle overbevise deres tilhørere ved at demonstrere kundskab og veltalenhed.
Blandt apostlene havde Paulus de bedste forudsætninger for at imødekomme disse ønsker. Men Paulus vidste, at de, som blev vundet ved menneskelig kundskab og veltalenhed, i virkeligheden slet ikke blev vundet. Deres hjerter ville være uforandrede. Det åndelige liv i hjerterne kunne alene skabes ved evangeliets ord om Jesu kors.
Derfor var det dette evangelium, han ville prædike. Ordet om korset er Guds kraft til frelse (Rom 1,16; 1 Kor 1,18). Derfor måtte alle høre dette ord og vindes ved det.
Den åndelige livslinje
Vækkelsen, som begyndte med apostlene, var enestående i kraft og varighed, men omkring år 350 ebbede den ud. Den døde dog ikke helt. Videre frem igennem kirkehistorien kan vi igennem alle århundrederne følge en åndelig livslinje af levende kristendom. Til enhver tid har der været kristne, der har levet for den hellige Guds ansigt i modtagelse af Guds ord i lov og evangelium. Hos dem er troen på Jesus og vidnesbyrdet om ham blevet holdt frisk og levende. Når en ny vækkelse er brudt frem, er den altid begyndt hos disse kristne.
Vækkelseskristendommens udvikling op igennem kirkehistorien er blevet sammenlignet med et flodløb. Til tider er floden bred og brusende. Den er iøjnefaldende, og den river meget med sig. Til andre tider snævres floden ind, strømmen bliver svagere, og den kan til sidst blive til en uanseelig bæk. Ind imellem kan den lille bæk gå under jorden og blive til en underjordisk kilde, som ingen ser og ingen bemærker.
Men den er der fortsat, og vandet i kilden er fortsat klart, rent og frisk!
Det er fra denne lille kilde, at en ny flod på et tidspunkt vokser frem.
Vi lever ikke i en vækkelsestid i Norden. Floden er ikke stærk og stor i vor tid. Vi lever i en frafaldstid, hvor floden snævres ind. Men denne tid er nu engang vor tid. Her er vi sat, og her er vi kaldet til at være tro mod evangeliet.
Vores troskab må først og fremmest ytre sig i, at vi selv lever i en stadig modtagelse af Guds ord. Meget er vigtigt i vore liv som kristne. Men dette ene er absolut nødvendigt: at vi som Maria finder pladsen ved Jesu fødder og tager imod hans ord som et ord til os – til mig.
Da vil vi selv ved Guds Ånds gerning blive bevaret som en del af den åndelige livsstrøm. Kun da kan vi i vor tid og i vort slægtled være til åndelig hjælp for andre.
Gå videre med artikel 3: Frafaldets forkyndelse
1 ApG 2,14-47; 3,12-26; 4,8-12; 7,2-53; 10, 34-43; 13,16-41; 14,15-17; 17,22-31; 22,1-21; 24,10-25; 26,2-29.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2015. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.