Sådan kom jeg til tro XIX
Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.
Fødselsskaden
Ved fødslen skete der en ulykke. Fødslen trak ud, og til sidst var der fare for både barnets og moderens liv. Sundhedspersonalet måtte tage hårdt fat. Karinas højre skulder blev skadet, alvorligt. Den blev lam, og den forblev lam. Men ulykken formåede ikke at overskygge forældrenes glæde over, at have fået en datter. Karina blev deres eneste barn.
”Jeg har jo aldrig oplevet andet end at have en lam arm, så jeg kan ikke sige, at det var noget, jeg sørgede over som barn. Der var ting, som det tog længere tid for mig at lære: at binde snørebånd, knappe en knap, sætte en hestehale. Men jeg lærte det jo på et tidspunkt.”
Senere i sit liv kom Karina til at se ulykken som et indgreb fra Gud. På sin egen måde brugte Gud hendes lammede arm til at lede hende til Jesus.
Svære år
Da Karina var knapt 6 år blev hendes forældre skilt. Med sin mor flyttede hun fra København til Vejle. Fra da af så Karina kun sin far hver tredje weekend. Skilsmissen og flytningen var en voldsom oplevelse for Karina, og de følgende år blev svære. Karina følte sig ensom, både når hun var hjemme, og når hun var i skole. Iblandt klassekammeraterne blev hun holdt udenfor:
”Når der var idræt, og når der skulle laves gruppearbejde, var jeg blandt dem, som var til overs til sidst.”
Det var ikke meget bedre, når Karina var hjemme. Den nye situation som alenemor var svær for Karinas mor, og overskuddet til at vise Karina opmærksomhed var begrænset. Netop i sin ensomhed lærte Karina imidlertid at vende sig til Gud i bøn.
”Min far og mor var ikke kristne. For dem var tro en privatsag. Det kunne ikke udelukkes, at der er mere mellem himmel og jord end det, man lige kan se, men det var ikke mere konkret end det. Frelsen i Jesus havde ingen betydning.”
Alligevel lærte Karina noget væsentligt af sin mor om forholdet til Gud:
”Min mor havde lært af sin egen mor at bede, og det lærte hun videre til mig. Hun lærte mig at bede Fadervor som aftenbøn, og så fortalte hun mig, at jeg kan sige alt til Gud. Det var en lærdom, jeg fik stor glæde af.”
I de svære år bad Karina meget til Gud om hjælp. Hun vidste ikke selv, hvordan Gud skulle hjælpe hende. Men hun havde det svært både i familien og blandt sine jævnaldrende. Hun var ensom og sled for at komme igennem dagene, og der skete ingen ændring til det bedre i mange år. Til sidst magtede hun ikke mere:
”En dag brød jeg sammen i skolen. På det tidspunkt var jeg 14 år. Jeg blev sendt over til skolens sundhedsplejerske.”
Samtalen med sundhedsplejersken blev et vendepunkt. Det blev klart for sundhedsplejersken, at Karina mistrivedes i en grad, så hun havde brug for hjælp. Kommunen blev kontaktet, og på sundhedsplejerskens foranledning tilbød kommunen at betale for, at Karina kom på efterskole.
Sammenbruddet i skolen banede vej for den største gave i Karinas liv.
Efterskolen
”Jeg fik udleveret et katalog over områdets efterskoler. Min mor ønskede, at efterskolen skulle ligge i nærheden af vores hjem. Det første skridt var at sortere alle idrætsefterskolerne fra. De var ikke aktuelle på grund af min lammelse. Da det var gjort, var der kun to efterskoler tilbage. Den ene havde en musiklinje, og det vakte min interesse, for jeg har altid været glad for at synge. Vi besøgte skolen, og jeg tilmeldte mig.”
Efterskolen var tilknyttet Indre Mission. Det skræmte ikke Karina. Heller ikke, at der i præsentationen stod, at skolen var kristen. Karina opfattede sig selv som kristen:
”Jeg var døbt og konfirmeret, og derudover havde jeg sunget i kirkekor i 3-4 år. På den baggrund betragtede jeg mig selv som kristen. Men jeg havde ikke hørt om Guds hellighed, syndens konsekvens og frelsen i Jesus som eneste redning. ’For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre’ (Rom 6,23). Det budskab havde jeg ikke mødt.
I de år, jeg sang i kirkekor, var jeg jo i kirke engang om ugen og hørte mange prædikener, og alligevel hørte vi ikke evangeliet. Det gjorde vi heller ikke til konfirmandundervisningen. Det eneste budskab, jeg husker fra undervisningen, var en dag, hvor vi hørte Michaels Jacksons sang Man in the Mirror og fik at vide, at hvis vi skal forandre verden, så må vi begynde med os selv.”
Lidt inden skoleåret på efterskolen begyndte, modtog Karina et brev, hvori der stod, at hun skulle medbringe sin Bibel.
”En Bibel havde jeg ikke, og derfor var jeg lidt sur over, at jeg skulle ønske den i fødselsdagsgave. Senere fandt jeg ud af, at det er den mest værdifulde og brugbare gave, jeg nogensinde har fået.”
Guds ord
Når Karina skal fortælle om det store og skelsættende, hun oplevede på efterskolen, er det naturligt for hende at citere et centralt bibelvers, der handler om Guds ords kraft:
”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4,12).
Det var det, Karina fik lov at opleve på efterskolen. Hun fik et helt nyt og et evigt liv – ved Guds ords kraft. På efterskolen var hverdagen gennemvævet med Guds ord:
”Der var andagt hver morgen og aften, vi sang bordvers til middags- og aftensmad, og i kristendomsundervisningen blev vi introduceret til Bibelens bøger og blev opmuntret til selv at læse i Bibelen. Det var helt nyt for mig alt sammen, men det blev hurtigt en naturlig del af hverdagen og noget, jeg var glad for. Jeg fandt særlig interesse for Johannes´ Åbenbaring. Jeg syntes, det lød spændende, at den handlede om fremtiden. Jeg gik i gang, men forstod meget lidt og fik det indtryk, at Biblen er en meget svær bog.
En lærer fortalte mig så, at jeg var gået i gang med en af de sværeste bøger, som kræver en del kendskab til resten af Bibelen. Hun anbefalede, at jeg i stedet brugte en bibellæseplan, hvori jeg kunne få lidt forklaringer. Det betød, at jeg begyndte at læse hver aften ud fra et teenage-studiehæfte, som gav en god forklaring på det, jeg læste. Det fik helt afgørende betydning for mig. Det er underligt at tænke på – sådan en lidt henkastet anbefaling fra en lærer – jeg er ikke i tvivl om, at den havde afgørende betydning for, at troen på Jesus blev skabt i mit hjerte.”
I det hele taget var efterskolens lærere til stor åndelig hjælp for Karina:
”Det var første gang, jeg mødte voksne mennesker, som reelt troede på, at det er rigtigt, det, som står i Bibelen, og at det er afgørende for vores liv. Det havde stor betydning for mig. Når jeg havde læst i Bibelen om aftenen, havde jeg ofte nogle spørgsmål til den tekst, jeg havde læst. Når så vagtlæreren gik rundt for at sige godnat på værelserne, så gav jeg spørgsmålet videre, og så tog læreren sig tid til at svare på det: ’Jamen, skaber Gud ulykke?’ Så fik vi en god snak om det.
Det var fantastisk at have nogle, som både kunne og ville svare. Lærerne blev naturligvis forsinket på deres aftenrunde, og det gik jo ikke an, at alle vi elever tog 10-15 minutter af deres tid. Men de tog sig tid til at tale med mig om Bibelen, også selvom det kunne tage lang tid.”
Troen på Jesus
”Det er svært for mig at sætte en præcis dato eller begivenhed på, hvornår jeg kom til tro. Jeg ved bare, at i løbet af det første år på efterskolen indså jeg, at jeg manglede noget, som kun Jesus kunne give mig. Andagterne, den daglige bibellæsning og samtalerne med kristne lærere og elever hjalp mig til at se, at jeg som menneske i mig selv er fortabt – en synder, der ikke vil kunne bestå over for en hellig Gud. Men at denne hellige Gud i sin kærlighed sendte sin søn Jesus til jorden, for at han kunne skaffe fred mellem Gud og mennesker. Han skaffede fred ved på et kors at påtage sig den straf, som ellers skulle være min. Og ved at opstå fra de døde, beviste han sin magt over døden. Kun i kraft af disse vidunderlige begivenheder, der skete i Jerusalem for næsten 2000 år siden, kan jeg have en relation til min himmelske Gud som min Far og et håb om en dag at se ham ansigt til ansigt på den nye jord, hvor alt skal være godt.”
Da det gik op for Karina, at hun var blevet kristen, og at hun ikke havde været det før, kunne hun se tilbage og se, hvordan det var gået til. Det blev klart for hende, at det ikke var et valg, hun selv havde truffet, men at Gud havde kaldt på hende og ført hende til tro på Jesus. Hun kunne også se, at det var sket ved Bibelens ord. En dag læste hun et vers, som satte ord på det, hun havde erfaret:
”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning”(2 Tim 3,16-17).
Med troen fulgte en dyb og stærk glæde over at være frelst af nåde og have evigt liv:
”Nogle ord, der virkelig ramte mig i denne tid, var den lignelse, Jesus fortalte om den fortabte søn. Han rejste hjemmefra med sin del af arven og ødslede det hele bort, dernæst vendte han hjem i håb om at kunne blive tjener. Faderen tog dog imod ham med åbne arme og genindsatte han som sin søn – helt uden at han havde fortjent det. Det er det, Bibelen kalder nåde, at få helt uden fortjeneste! Især faderens beskrivelse af situationen brændte sig fast i hjertet på mig: ’Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet’ (Luk 15,23).”
Vidne for andre
Det første år på efterskolen blev efterfulgt af et mere. Nu ønskede Karina, at andre elever skulle opleve det samme som, hun havde oplevet. Sammen med nogle andre elever tog hun initiativ til at lave fælles bibelstudier. Når de mødtes, bad de sammen for efterskolen og dens elever. Det var Karinas første rige erfaring af at have fået nære, åndelige brødre og søstre i troen på Jesus:
”Jeg har altid været ked af at være enebarn og har drømt om at få søskende. Nu oplevede jeg, at jeg havde fået en masse søskende i Herren. Der er et helt særligt fællesskab mellem dem, som deler troen på Jesus.”
I forhold til sin egen familie fik Karina en stærk nød for, at de måtte blive frelst:
”Da det gik op for mig, at der er to udgange på livet, frelse og fortabelse, og at min familie ikke var frelst, tænkte jeg, at jeg måtte bruge enhver anledning til at tale med dem om det.”
Det førte en dobbelt frustration med sig:
”Jeg blev frustreret over, at de ikke ville tale om det. De blev frustrerede over, at jeg hele tiden ville tale om det. Med tiden har jeg lært, at det kan være godt at vente på det gunstige øjeblik.”
Nøden for familiens frelse fyldte meget i Karinas overvejelser om, hvad hun skulle tage sig til efter efterskolen. På det tidspunkt var hendes mor flyttet sammen med en ny kæreste og kærestens børn på weekendbasis i Silkeborg. Karina tænkte, at det ville være godt, hvis hun flyttede hjem til sin mor, så hun kunne vidne over for hende og den nye familie.
Samtidig havde det gjort stort indtryk på hende at høre om Det Kristne Gymnasium (KG) i Ringkøbing. Hun havde meget stor lyst til at blive elev på et kristent gymnasium. Hvad skulle hun vælge?
”Som den meget unge kristen, jeg var, tænkte jeg: jeg slår op i min Bibel og sætter fingeren ned på et vers, og så må Gud lede mig gennem det. Han må sige, om jeg skal søge ind på KG. Min finger landede på et vers, der begyndte med ordene: ”Ja, det vil vi gøre …” (Hebr 6,3). Det gav afklaring og ro i forhold til at søge ind på KG.
Jeg var rigtig glad for at gå på KG. Forinden havde jeg været anfægtet, fordi jeg oplevede, at jeg skulle vælge mellem at vidne om Jesus og at høre om Jesus. Det gik op for mig, at der var rig anledning til begge dele på KG. Det var ikke alle elever på KG, der var kristne. Der var både brug for og gode anledninger til at vidne om Jesus. Samtidig fik jeg lov til i 3 år at lytte dagligt til Guds ord, vokse i troen og stille endnu flere spørgsmål. Selv i faget tysk havde vi en ugentlig andagt, hvor vi i kor fremsagde Luthers morgenbøn, på tysk. Den kunne jeg til sidst nærmest udenad. Det kan godt være, at tysk ikke var yndlingsfaget, men andagten var virkelig dejlig.”
Ønsket om at få lov at vidne for andre om Jesus lever stadig i Karina:
”Det fantastiske budskab om Jesus var engang fremmed for mig, men jeg lærte det at kende. Nu længes jeg efter, at flere skal lære Jesus at kende. I en lignelse om en kongesøns bryllup, fortæller Jesus om en konge, der indbyder til fest, men de indbudte vil ikke komme. Den efterfølgende ordre rammer Guds hjertelag i en nøddeskal: ‘Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet’ (Matt 22,8-9). Den tjeneste ønsker jeg af hjertet at være med i.”
Læreruddannelsen
Efter gymnasiet tog Karina et halvt år på bibelskole i Børkop, hvor hun valgte så mange bibelfag som muligt og var rigtig glad for den undervisning, hun modtog. Derefter var hun et halvt år tilkaldevikar som lærer og følte sig bekræftet i, at hun skulle læse til lærer. I sommeren 2009 begyndte hun på læreruddannelsen i Aarhus.
Karina havde altid været glad for at lære fra sig. Når der var noget skolestof, hun mestrede i folkeskolen eller gymnasiet, var hun glad for at kunne hjælpe andre elever med det. På den baggrund virkede det naturligt for hende at læse til lærer. Men som lærerstuderende gjorde hun erfaring af, at praktikperioderne var svære for hende:
”Jeg følte, at jeg skulle stå på tæer for at opfylde kravene. Der var et misforhold mellem den tid, jeg havde til forberedelse og det, jeg skulle levere i undervisningen. Jeg kunne få mavepine og andre former for fysisk ubehag ved presset. Samtidig var tanken der: Når man er startet på noget, må man gennemføre det.”
Karina følte sig splittet og usikker og bad igen og igen Gud om at hjælpe hende til en afklaring. Skulle hun fortsætte?
To hårde slag
Sommeren 2012 skete der så noget skelsættende. Karina var ude at køre med bus, stod af og skulle krydse en vej. Hun gik over foran den holdende bus. Bag bussen overhalede en bil, uden at Karina så den, før hun blev ramt. Hun blev slået bevidstløs på stedet, og det tog to dage, før hun vågnede.
Da hun vågnede, fik hun at vide, at hun havde brækket begge skuldre, brækket højre albue og muligvis også havde brækket bækkenet. Desuden havde hun fået en alvorlig hjernerystelse.
På det tidspunkt havde Karina en lang række gode, kristne venner. Da hun blev kørt ned, bad de for hende. Det fik hun lov at opleve frugten af på hospitalet:
”Jeg har aldrig oplevet så rig og stærk en glæde i mit liv som i dagene og ugerne efter ulykken. Det var naturligt for mig at tale med Gud hele tiden, som en konstant tilstand. Ingen på hospitalet forstod min glæde, men gode kristne venner forstod den. Jeg var meget taknemlig for, at Gud havde værnet mit liv, og jeg var overbevist om, at det var, fordi han ville mig noget godt. Der var en god og velsignet mening med det.”
Den overbevisning har Karina stadig. Hun er dybt taknemlig for det, som ulykken har bragt med sig i hendes liv, også selvom det har vist sig, at hjernerystelsen er blevet kronisk.
Eftervirkningerne af ulykken gjorde det svært for Karina at videreføre studiet. Hun prøvede, men hjernerystelsen lagde et lavt loft for hendes ydeevne. Pressede hun sig selv for meget, fik hun voldsom hovedpine. I to år forsøgte hun at afslutte uddannelsen, men havde ikke kræfter til at opfylde de sidste krav.
I sommeren 2014 modtog Karina endnu et hårdt slag. En række fysiske symptomer førte til en udredning, som mundede ud i en alvorlig diagnose: sklerose.
De kroniske eftervirkninger af hjernerystelsen og sklerosen gjorde det umuligt for Karina at afslutte uddannelsen og umuligt at arbejde som lærer. I dag er Karina meget taknemlig for den afklaring:
”Gud hørte min bøn og stoppede skoleforløbet som et bønnesvar. I dag er jeg meget taknemlig og glad for, at jeg ikke blev lærer. Det ville have været et alt for stort pres for mig. Det tog noget tid for mig at komme til den erkendelse, men i dag ser jeg det som en god og velsignet afklaring.”
Efter diagnosen med sklerose i sommeren 2014 tog Karina et år på bibelskole i Hillerød, hvor hun nød at hvile ud og blive beriget med Guds ord:
”Jeg kunne holde pause fra alt andet, og det havde jeg virkelig brug for. Og så kunne jeg dykke ned i Guds ord, og det var virkelig godt.”
Efter bibelskolen og et års afklaringsforløb begyndte hun på en kontoruddannelse, som hun fortsat er i gang med og er meget glad for:
”Nu er jeg i gang med en anden uddannelse, som er meget bedre for mig, den er mere tryg, og den har bedre langtidsperspektiver – så langt vi kan se. For vi kan aldrig vide, hvad Gud vil.”
Guds planer
For mange, der møder Karina og hører hendes historie, kan det være svært at forstå, at hun aldrig har været vred eller bitter på Gud på grund af de ting, som har mødt hende. Men hun har fået lov at tro, hvile i og erfare, at Gud er god i alt, hvad han gør.
”Jeg tænker, at vi lever i en falden verden, hvor vi ikke kan undgå at møde svære ting – i mit tilfælde lammelse, trafikuheld, sklerose. Den slags ting sker, men jeg har en god Gud, som vælger at bruge alt det her til min fordel. Han bruger det til, at jeg ikke skal blive for bundet til denne her verden, og han bruger det til at føre mig frelst hjem. Jeg har erfaret, at de her ord i Bibelen altid holder: ’Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet’ (Rom 8,28).
Jeg har haft virkelig svære tider. Men Gud har brugt det til at gøre mig glad for Himlen og håbet om den nye jord, hvor al lidelse, smerte og synd skal være forbi. Når vi tror på Jesus, venter der os en evighed i fred og glæde. Den virkelighed giver mig mod på at fortsætte, når livet er svært. Det er ikke alt, jeg forstår nu, men jeg tror, at Gud leder mig godt og velsignet gennem alt, hvad der sker med mig, og til sidst skal jeg forstå det hele fuldt ud. Som der står: ‘Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud’ (1 Kor 13,12).
Både trafikuheldet og sklerosen har mindet mig om, at livet her på jorden er uforudsigeligt for os. Det kan på et kort øjeblik ændre sig helt. Det tror jeg, Gud har lært mig på en særlig stærk måde. Det er blevet levende for mig. Gud har også lært mig at glæde mig over, at livet her på jorden er kort, og at vores sande rigdom er det evige liv. Når det gør rigtig ondt i hovedet, så glæder jeg mig over, at jeg kun lider en kort tid, og så trøstes jeg ved håbet om det evige liv.
Det er også en stor trøst for mig, at Gud har styr på alt i mit liv. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, hvordan han har tilrettelagt langt bedre, end jeg kunne have gjort det. Gang på gang er jeg blevet ledt af Gud på en anden og bedre måde, end jeg selv kunne have planlagt det. Det er jeg virkelig taknemlig for. Jeg har erfaret sandheden i de her vers: ’For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer’ (Es 53,8-9).
Det vigtigste jeg har lært vil dog altid være dette: Kun hvis jeg lader Jesus bære min synd, lader hans gerning på korset gælde for mig, kan jeg stå ren over for Gud. ’Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset’ (Kol 2,14).”
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2018. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.