Mennesker, jeg mødte
Wilhelm Busch (1897-1966) var tysk, luthersk præst i de urolige mellemkrigsår, under 2. Verdenskrig, hvor han i flere omgange blev fængslet af nazisterne for sin kristne forkyndelse, og i efterkrigstiden frem til 1962. Han udgav fem bøger med beretninger om mennesker, han mødte. Beretningerne i denne serie er taget herfra. De er oversat med tilladelse fra CLV, Christliche Literatur-Verbreit.
– Værsgo at tage plads.
Manden satte sig tavs. Jeg kunne mærke, der var noget, han gerne ville sige, men han kunne tydeligvis ikke finde de rette ord. Så stak han beslutsomt hånden ned i sin jakkelomme, trak en slidt pung frem og begyndte at rode i den.
Imens havde jeg anledning til at betragte ham nærmere. At han var minearbejder og havde med kul at gøre, kunne jeg se af den blålige farve i hans ansigt og på hans hænder. Han så ud til at være omkring 50 år gammel. Jeg havde ikke set ham før, hverken i kirken eller i nogen kristelig forening.
Nu havde han fundet, hvad han søgte efter. Med en resolut håndbevægelse lagde han en 100-markseddel foran mig på bordet og erklærede:
– Den tilhører jeres ungdomsarbejde.
Jeg kiggede forbavset på ham. I mit fattige minearbejdersogn var jeg ikke vant til, at nogen gav så store gaver. Sagen forekom mig mærkelig. Hvad mon der lå bag? Jeg tøvede med at tage sedlen til mig. Herreløs lå den mellem os på bordet.
Manden forstod, at han måtte sige noget. Han begyndte at fortælle. Jeg kan ikke gengive nøjagtigt, hvordan han fik det sagt. Men med mange afbrydelser og pauser kom en rystende historie for dagen.
Som 15-årig havde han tilhørt ungdomsarbejdet, som dengang blev ledet af den afdøde pastor Wilhelm Weigles. Da han helhjertet deltog i det, havde han fået en lille tillidspost. Han skulle uddele tidsskrifter og indsamle betaling for dem. I den forbindelse havde han et par gange beholdt nogle penge for sig selv for at købe studenterbrød. Alt i alt kunne det dreje sig om én mark, som han havde taget.
Der kom en lang pause. Så brast det ud af ham:
– Denne ene mark har ødelagt mit liv. Jeg kunne ikke mere gå i kirke. Jeg sagde til mig selv: Jeg kan da ikke træde frem for Gud som en tyv. Derfor blev jeg væk, og med tiden blev jeg stadigt mere overfladisk og verdslig. I mange år tænkte jeg ikke på den ene mark. Men så skulle jeg giftes. Min kone ønskede, at vi skulle vies kirkeligt. Men jeg modsatte mig. Skulle jeg stå der i kirken og bede – som en tyv?
Han tav igen. Så fortsætte han.
– Da begyndte elendigheden. Jeg vidste, at Gud er til. Men jeg måtte flygte fra ham – på grund af den ene mark! Da vi fik børn, lærte min kone dem at bede. Da skreg det inden i mig: Du kan ikke bede! En tyv kan ikke bede …
Det blev en lang historie. Den sluttede med, at han sagde:
– I 35 år har den mark forfulgt mig. Jeg kan ikke mere. Selvom De ville foragte mig ved at høre om det, så måtte jeg bekende det og bringe det i orden. Derfor de 100 mark. Tag dem, så jeg endelig kan bede.
– Hvorfor 100 mark? De tog jo kun en enkelt.
Oprørt råbte han:
– Med renter og renters rente! Jeg vil have fred. Er det nu i orden?
– Nej, svarede jeg. Nej.
Forbløffet stirrede han på mig.
– Hvorfor ikke? ’
– Det er godt, at du endelig har bekendt din synd. Og det er rigtigt, at du har erstattet det stjålne. Jeg lægger pengene i tidsskriftskassen. Men det vigtigste mangler. Ved du, om Gud har tilgivet dig?
– Jeg har jo lige gjort det godt igen.
– Men kan du det? Kan du gøre noget godt igen? Den onde gerning er sket. Kan du viske den ud? Uanset hvad du gør, så har du misbrugt den gamle præsts tillid, og han er død nu. Hvordan vil du gøre det godt igen?
Han stønnede. Så fortsatte jeg, mens han nærmest slugte mine ord:
– Over for Gud kan vi ikke gøre nogen gerning ugjort. Men – der er én, som har gjort alt godt igen: Jesus, Guds søn.
Og så sagde jeg langsomt de rige og store ord fra Bibelen: ”Jesu, Guds søns, blod renser os for al synd.”
Da begravede han hovedet i sine hænder. Jeg vidste, at nu behøvede jeg ikke at sige mere. Nu var syndernes frelser selv kommet til en syg samvittighed for at helbrede den.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2024. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Wilhelm Busch
Wilhelm Busch (1897-1966) var ungdomspræst i Essen under 2. Verdenskrig. Trods flere arrestationer og langvarige fængslinger i nazi-tiden samlede han frimodigt mennesker omkring sig og fortalte om Jesus. 9 af hans foredrag, som blev kendt over store dele af Europa, er samlet i bogen "Hvad skal jeg med Jesus?".