Luthers brev til lutheranerne III
Vi er mange, der kalder os lutherske. Men vi er også mange, for hvem Luthers egne skrifter er lukket land. Denne serie er en fælles vandring ind i Luthers landskab ved en gennemgang af hans vigtigste skrifter. Formålet er ikke, at vi skal blive Luther-eksperter, men at vi skal lytte til det budskab, han fandt i Bibelen – til udfordring, anfægtelse, vækkelse, fornyelse?
”Kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent, og sakramenterne forvaltes ret.” Sådan er bekendelsen i de lutherske kirkesamfund.
Det er næppe en formulering, de fleste ville bruge, hvis naboen skulle inviteres med i det kristne fællesskab. Kom med! Vi er en hellig forsamling, i hvilken evangeliet læres rent, og sakramenterne forvaltes ret!
På den måde vil de færreste præsentere det. Men hvorfor er det egentlig sådan?
Jeg tror, der er ét godt og ærligt svar på det: Det lyder simpelthen for tørt! Det lyder juridisk og en smule koldt. Og så lyder det som om, vi har at gøre med en perfekt menighed, der kan alle dogmerne på fingrene og ikke vil acceptere nogen slinger i valsen eller skæve eksistenser.
Hvor er livet henne i sådan en formulering? Hvor er varmen, glæden, troen?
Dette nummer og kommende numre vil præsentere et udvalg af Luthers skrifter, som handler om det rene evangelium og de ret forvaltede sakramenter. Det vil blive klart ud fra gennemgangen, at Luther absolut ikke ser noget tørt i at beskæftige sig med det. Det er liv for ham! Det er i forkyndelsen af det rene evangelium og i de ret forvaltede sakramenter, at en menighed bliver til. Det er her, det kristne fællesskab opstår og trives og næres.
Gennemgangen er ikke ment som et argument for, at vi næste gang skal invitere naboen med ordene fra den gamle, lutherske bekendelse – men som en udfordring: Hvordan kan det egentlig være, at formuleringen virker tør, også for mange af os, der regner os for at være lutherske kristne? Er det bare på grund af de gamle ord? Eller er det selve sagen, der er gledet i baggrunden?
Hvis nu kirkens reformator kom på besøg hos os – ville han så kunne genfinde sin egen glæde over det rene evangelium hos os? Og hvad med glæden over sakramenterne?
Hvad er det, der udgør den kristendom og det kristne fællesskab, vi glædes over i dag?
Evangeliet om Guds retfærdighed
Spoler vi tiden tilbage til 1519, til året efter Martin Luthers reformatoriske opdagelse, vil vi få hjælp til at finde tilbage til det bankende hjerte, der ligger bag en formulering, som de fleste mennesker i dag vil høre som teologisk og tør.
Vi møder i 1519 en skikkelse, der endnu er kutteklædt som ved teseopslaget, men som nu har fundet kirkens sande skat, som han søgte efter. Luther har fundet det frigørende evangelium og er begyndt at leve af og sprede det gode budskab om Jesus, Guds søn, som er synderes ven og frelser. Vi møder et menneske, som har været igennem et anfægtelsens Helvede, som de fleste mennesker i dag end ikke har været i nærheden af.
Tænk at leve et alvorligt munkeliv, hvor man hele tiden måtte forholde sig til den hellige Gud! Ikke bare som en ubehagelig tanke og en stemning, man kan falde i engang imellem, når et glimt af evighedens betydning slår ned med sin alvor. Ikke bare som en religiøs engangsoplevelse, som man efterfølgende kan dulme med en nats søvn og en ny dags mængde af adspredende sanseindtryk.
Nej, hele tiden, konstant som de faste tidebønner og den brølende stilhed, var den hellige Gud der, som en virkelighed, der ikke var til at komme udenom og bedøve sig væk fra.
Det var en Gud, der talte lovens ord. En Gud, der krævede. En Gud, som man, hvis man så ind i dybderne af hans ord, kun kunne møde med ord som Esajas’: ”Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre”. Eller med Peters ord: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.”
Men i 1519 møder vi også et menneske, som er blevet draget op af dette Helvede og er gået igennem porten til Paradis ved gennem intense kampe med et ord i Romerbrevet at få åbenbaret evangeliet om Guds retfærdighed.
Munken Luther var blevet oplært i, at Guds nåde blev indgydt i den kristne ved sakramenterne som en hjælp til, at mennesker kunne gøre de gerninger, som Gud krævede. Med denne indgydte nåde var det op til mennesket at gøre, hvad der var for et menneske at gøre, og hvis dét blev gjort fyldestgørende, ville Guds nåde dække det resterende.
Men hvad så, spørger den fortvivlede munk i al sin iver efter at være Gud til behag: Hvad så hvis man ikke gør, hvad man kan? Hvad hvis man faktisk oplever en påtrængende modstand mod Gud i hjertet? Hvis man oplever et dyb af egoisme bag hver god gerning; et sindelag, som dybest set hader at gøre Guds vilje; en bundløs syndighed, som bare prøver på at narre sig til det evige livs belønning ved at forsøge at stille Gud tilfreds med en overfladisk fromhed som maske?
Hvad nu, hvis der faktisk ikke er noget som helst et menneske kan gøre for at få en nådig Gud?
En velsignet dag i klostertårnet fandt den forundrede Luther Skriftens svar på dette anfægtende spørgsmål: Hvis du intet som helst har at bringe til Gud, så må du klynge dig til én ting: evangeliet om Guds retfærdighed!
For i lyset af evangeliet betyder Guds retfærdighed, at Gud slet ikke ser på, hvad et menneske kan gøre, men udelukkende på det, som er evangeliet: at Jesus har båret al verdens synd, og at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Du, der klynger dig til evangeliet om Jesu død i dit sted, du kan vide dig frelst, netop fordi Gud er retfærdig! For du kan vide dig sikker på, at du har en Gud, som ikke er en korrupt og uretfærdig dommer, der med den ene hånd kræver løsepengene og på den anden side den skyldiges død. Det ville gå imod den Guds retfærdighed, som evangeliet åbenbarer, at han både skulle tage imod Jesu fuldbragte frelsesværk og stadig kræve en vis grad af hellighed hos dig. Nej, du er købt fri – helt og holdent fri – ved Jesu død i dit sted!
Luther fik lov til at gå fra anfægtelsens Helvede ind gennem porten til Paradis. Og han brød ud i det jubelråb, som der bliver så stor glæde over i himlen: Nu ved jeg, at jeg er blevet frelst! Nu tør jeg tro på nåden – for jeg vil ikke se ned på Jesu frelsesværk! Nu har jeg endelig vished for, at Gud har udslettet al min synd, og at jeg har fået mit borgerskab i himlene!
Med livet på spil
… Kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent, og sakramenterne forvaltes ret.
Hvordan endte Luthers jubelråb i så tør og juridisk en formulering?
Sagen er, at dette ikke er en udvikling fra en ung og varmblodig omvendelse hen mod en kold og systematisk teologi. Tværtimod. Vi kan høre det sådan – men hvis vi spidser ørerne, vil vi finde ind til jubelråbet i denne gamle, lutherske bekendelse. Vi vil kunne høre, hvordan jubelråbet danner baggrund for formuleringen; men vi vil også kunne høre, hvordan den genfødtes lovsang trives i netop det, som disse ord vil sige – og ikke vil kunne trives noget andet sted!
En god måde at få spidset ørerne på er at dykke ned i Luthers skrifter – og ikke mindst fra den meget intense periode 1519-1521.
Det er en periode, hvor Luther mod sin vilje tvinges til at indse, at paven ikke er fra Gud og derfor må være fra Djævelen. En periode, hvor Luther med sit ellers så konservative sind tvinges til at fremstå som oprøreren, der til sidst bliver erklæret fredløs og med kurfyrstens hjælp i hemmelighed må flygte til slottet Wartburg og leve skjult under dæknavnet Junker Jörg.
Men det er også en periode, hvor Luther i et sandt arbejdsraseri, som Gud gav ham kræfter, indsigt og hjerte til, spredte det genopdagede evangelium i en overvældende strøm af brændende skrifter og breve.
Et af disse skrifter er Sermon om dåbens hellige og ærværdige sakramente.
Sermonen (en skriftlig prædiken) er skrevet ca. et år efter Luthers opdagelse af evangeliet om Guds retfærdighed. Og selvom skriftet formmæssigt kan tage sig nok så tørt ud (det består af tyve punkter, hvori Luther forklarer dåbens funktion og betydning som sakramente), vil det hurtigt blive tydeligt for enhver, som læser det, at dette ikke drejer sig om teologisk feinschmeckeri.
Luther er ikke gået igennem porten til Paradis for at indlede en skyttegravskrig med sine modstandere om spidsfindige teologiske detaljer i sakramentforvaltningen.
Hvad det drejer sig om i dåbens sakramente er intet mindre end den evige salighed. En forkert forståelse af dåben kan føre megen ulykke og forhærdelse med sig. Men en bibelsk forståelse af dåben er et evangelium, som kan lede mennesker ind gennem porten til Paradis – dengang som nu.
Den fortrængte frygt
Helt uhørt skrev Luther sin sermon om dåben på tysk, henvendt til den almindelige befolkning. Han måtte ud med sit budskab! Han måtte have selskab i sit nyvundne Paradis! Og han pintes over at se, hvordan vranglærens gift kun lod mørket sænke sig dybere og dybere over de mennesker, som søgte Gud gennem kirken.
Den katolske vranglære om dåben, som Luther ville til livs, lød som følger:
I dåben udslettes menneskets synd, og den kristne får i sakramentet indgydt en ny habitus, dvs. bliver væsensforandret sådan, at den, der er døbt, ikke længere ligger under for arvesynden.
Det er dermed muligt for den døbte at undlade at synde, for af arvesynden er der i den døbte ikke andet tilbage end en rest eller et sår, som udgør en stadig fristelse til synd, men ikke er nogen egentlig synd.
Det er altså store ting, der sker ved dåben; der er en enorm virkekraft i dåben ifølge den katolske teologi.
Problemet er, siger Luther, at i praksis bliver dåbens betydning, når den forstås sådan, meget lille! For erfaringen siger jo, at synden alligevel stikker sit hoved frem. Før eller siden vil man falde i og begå en synd, der er så alvorlig, at det ikke kan forsvares at kalde det en uegentlig ”tilgivelig synd” – nej, det er en dødssynd.
Og hvad betyder det, når en, der er døbt, begår en dødssynd? Det betyder, at dåbens virkning er brudt, for dåben skulle jo have helbredt for arvesynden!
Når man har gjort en så alvorlig synd, er der kun én ting at gøre for at komme tilbage i nåden: det er at ty til bodens sakramente. Og så får boden – dvs. den ægte anger og det fuldstændige skriftemål – afgørende betydning som den redningsplanke, man må klynge sig til, når dåbsnåden én gang har lidt sit skibbrud. Dermed bliver dåbens betydning i praksis perifer i forhold til bodens sakramente.
Det er klart, at med denne forståelse af synd og tilgivelse for synd, var der ikke nogen form for frelsesvished at få. For hvornår havde man syndet så groft, at boden var nødvendig? Og hvornår havde man angret og skriftet så fuldstændigt, at man kunne regne med tilgivelsen?
Luthers erfaring var: aldrig! Og den erfaring var han ikke ene om. Der var andre ærlige sjæle end Luther, som kendte til den hellige Guds kompromisløse krav og derfor også havde øje for den konstante synd og modstand mod Gud i hjertets dyb.
Men erkendelsen af at være fortabt er uudholdelig. Og for langt de fleste menneskers vedkommende betyder det, at den tanke må fortrænges!
Man kan være fortvivlet over den manglende ærlighed i angeren – et vist stykke tid. Men når det bliver en gennemgående erfaring, at jeg ikke kan angre af et helt og udelt hjerte, og når samtidig dette er et ufravigeligt krav for min frelse – så må jeg lukke øjnene for det. Så må jeg bilde mig ind, at den er god nok med mig. Jeg må bilde mig ind, at min synd ikke er så slem alligevel.
Eller jeg må forsøge at købe mig til Guds accept ved gode gerninger eller aflad. Vi må vel kunne slå en handel af? Det er vel heller ikke rimeligt, at Gud skal forlange mere, end jeg kan magte?
Sådan forsøger gamle Adam sig med beroligende ord, som i det lange løb leder ind i en hårdhjertet forhærdelse, hvor syndens virkelighed helt er fortrængt.
Men trods al fortrængning lurer den dårlige samvittighed alligevel inderst inde. Den hvisker: Du er skyldig for den hellige Guds ansigt!
Bibelens lære om dåbens betydning
Luther skriver på folkesproget i stedet for det sædvanlige latin – for han vil ud med evangeliet til alle disse fortvivlede sjæle, der tvinges ud i hykleri og forhærdelse.
Og det evangelium finder Luther i en bibelsk forståelse af dåbens betydning.
Luther vil på ingen måde tage noget af dåbens betydning, sådan som han ellers senere hen blev beskyldt for af de katolske teologer. Tværtimod vil han afdække dåbens fulde bibelske betydning.
Det er helt rigtigt, at dåben vasker synden væk, siger Luther. Og vel at mærke al synd – der bliver ikke et ”sår” tilbage, som om dåbens vand alligevel ikke var helt effektivt nok.
Vi er som kristne døbt til Kristi død, og vores gamle menneske er korsfæstet sammen med ham! (Rom 6,3-6). Det er det, som dåbstegnet sammen med Ordet skal forkynde: Det gamle menneske druknes, og der opstår et nyt menneske!
Man kan ikke pille ved de ord af Paulus og sige, at dåben alligevel lader en rest af syndigt begær tilbage i den døbte. Du er døbt til Kristi død, og i dåben druknes derfor det gamle menneske!
Samtidig skal man imidlertid have blik for, at selvsamme Paulus fortsætter med en formaning i Rom 6,12: ”Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster.”
Med andre ord siger Paulus, at dåben har vasket synden væk – men han formaner i samme åndedrag menigheden til ikke at synde. Og denne formaning lyder særdeles ofte hos Paulus.
Hvordan kan det hænge sammen? Det lyder jo absurd: Synden i dig er borte og tilintetgjort – vogt dig derfor for at synde!
Og ja, det er absurd! For det er et paradoks. Det er en selvmodsigelse for fornuften. Men dette paradoks er den gennemgående bibelske tanke om et allerede – endnu ikke.
Der er noget, du allerede er: Du er allerede nu retfærdig i Kristus. Synden er virkelig allerede druknet i dåben. Du er et Guds barn nu, hellig og ren som Jesus selv, for du har i dåben del i hans død og opstandelse. Du er vokset sammen med ham i troen og dåben! Og i det perspektiv er du allerede nu sat i himlen i Kristus Jesus (Ef 2,6).
Men fra et andet perspektiv lever du jo stadig på jorden og er endnu ikke retfærdig, for du er stadig en synder i dig selv. Der er noget, der endnu mangler, for at dåbens virkelighed skal blive din erfarede virkelighed. For først på den nye jord bliver drukningen af synden fuldbyrdet, og det nye menneskes opstandelse finder sted.
Luther skriver om dette med længsel: Da skal vi opstå fra synd og død og alt ondt, rene på legeme og sjæl og så leve evigt. Da bliver vi rigtigt draget op af dåben og for alvor født og ifører os den sande dåbskjole, nemlig det udødelige liv i Himlen.
Ifølge Bibelen er virkningen af dåben altså på én gang realitet og løfte. Det er reelt, at du i dåben vokser sammen med Jesus og bliver Guds hellige barn. Men det er også reelt, at du stadig har din syndige natur. Begge dele er en kristens realitet og må fastholdes samtidig. En kristen er simul iustus et peccator: samtidig retfærdig og synder.
Men i dåben er der også et løfte om, at på den yderste dag skal dåbens virkelighed fuldbyrdes. På den dag skal vi se og erfare Guds børns forunderlige virkelighed (Kol 3,4; 1 Joh 3,2; 1 Kor 13,12).
Dåben som våben
… Kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent, og sakramenterne forvaltes ret.
Er det da så vigtigt at have den helt rigtige forståelse af sakramenterne? Skal man være så præcis og så dogmatisk korrekt for at kunne kalde sig en kristen?
Hør nu: Dette er ikke et spørgsmål om at kunne alle de kristne trossandheder på fingrene! Det er ikke et spørgsmål om læremæssige spidsfindigheder, som lærde bogorme kan sidde og debattere med hinanden. Det er et spørgsmål om, hvor du – præcist – skal rette din tro hen for at vide dig sikker på din evige salighed!
Og JA, her er der virkelig brug for præcision! For ellers bliver du efterladt i usikkerhedens mørke og tvivl. Ellers ved du ikke, om du og din familie bygger på klippegrund eller sandgrund – om dit hus består på dommens dag.
Det er så forfærdeligt let at blive revet ind i gamle Adams fortrængning af syndens alvor og i forhandlingerne med den almægtige Gud! Vi er måske ikke blevet udsat for den samme grad af vranglære, som kirken gav folket på Luthers tid. Men vranglæren kommer også indefra – den bor inden i dig, og den prøver altid at fravriste dig det, som du måske med forstanden ved er rigtigt.
”Fik jeg nu bedt om tilgivelse for det hele?”
”Jeg føler mig ikke som en rigtig kristen. Over for familien slår jeg ikke til, og jeg må vist også til at engagere mig noget mere i menigheden”.
Og så videre.
Hvor retter du blikket hen? Hvem tror du på?
Luther skriver om den rette tro på dåbens indhold, at den er al trøsts grund – og fortsætter:
Den, der ikke har den [troen], må fortvivle i sine synder. For synden, som trods dåben bliver ved med at være der, bevirker, at i Guds øjne er ingen af de gode gerninger rene. Derfor skal man helt fri og frejdig holde sig til dåben og holde den op imod al synd og mod den ængstede samvittighed og ydmygt sige: Jeg ved vel, at jeg har ingen ren gerning at pege på – men jeg er døbt, og dermed har Gud, som ikke kan lyve, forjættet mig, at han ikke vil tilregne mig min synd, men dræbe og udslette den!
Den virkelighed, du sættes ind i ved troen og dåben i Jesu navn, er, at du én gang for alle er blevet vasket fuldstændigt ren og har del i Jesu død og opstandelse. Det er ikke nogen teoretisk læresætning – for det er Guds helt personlige pagt med dig!
Derfor må du klynge dig til dåben, og du må bruge den efter den hensigt, Gud har haft med den: som et våben over for Djævelens angreb.
Når du møder frygten for, om du vil bestå på dommens dag, så fortræng den ikke! Du må ikke forhærde dig til at tro, at det nok skal gå med dig!
Nej, brug det våben, som dåben er, og sig til Djævelen og din ængstede samvittighed: Jeg er døbt, dvs. jeg er vokset sammen med Kristus – jeg er i Kristus! Og på det grundlag, ikke på noget som helst andet, har Gud, som ikke kan lyve, lovet mig, at han ikke vil tilregne mig min synd på dommens dag, men at han vil dræbe og udslette den!
Dåben giver kraft
På denne Guds sandhed og pagt må man glad forlade sig. Så udøver dåben atter sin gerning og virker med kraft; så bliver hjertet atter glad og tilfreds – ikke ved sine egne gerninger eller sin egen fyldestgørelse, men ved Guds barmhjertighed, som der i dåben er givet tilsagn om vil vare evigt. Og ved den tro må man holde sådan fast, at man, om så al skabningen og al synden ville falde over en, dog hang ved den, for den, som lader sig lokke bort fra den, han gør Gud til en løgner i hans forjættelse ved dåbens sakramente.
Når dåbens evangelium lyder klart, så er der kraft i det. Så bliver du fyldt af troens glæde – så bliver du forvandlet fra en slave, der tjener Gud af frygt for straf, til et Guds barn, der kan leve livet i evangeliets frihed.
Hvad var det for et liv, den flittigt stræbende munk fik øje på i klostertårnet? Hvad er det for et liv i dåbens nåde, som Luther med brændende iver ikke kan lade være med at forkynde? Er det et liv, hvor du endelig kan slappe af og smide dig på sofaen, fordi du ikke længere behøver at tænke på de gode gerninger?
Svaret på dette spørgsmål ligger i svaret på, hvad du er døbt til. Du er døbt til at have del i Jesu død og opstandelse, dvs. du har i dåben fået løfte om, at Gud vil udslette dit gamle menneske og oprejse et nyt.
Denne død og opstandelse vil først fuldbyrdes på den yderste dag. Men Gud begynder allerede nu denne proces! Du har jo ikke en Gud, som først bekymrer sig om dig, den dag du når himlen. Nej, Gud har allerede nu givet dig en længsel efter at blive, hvad du er.
”Også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning” (Rom 8,23).
Ånden længes, og Ånden arbejder i det genfødte menneske. Dåbens nåde sætter os ind i en kamp mod det gamle menneske, og det får store konsekvenser for vores liv:
Thi for alle, som er døbte, har dåben gjort dette livs ro, bekvemmelighed og magelighed til lutter gift, til en hindring for dåben, for ved sådan et liv lærer ingen at lide og gerne dø for at blive synden kvit og være dåben følgagtig. Tværtimod bliver resultatet deraf kun kærlighed til dette liv og gru for det evige; man nærer frygt for døden og flygter fra kampen med at uddrive synden.
Luther kan tale om, at det gamle menneske i os er dødsdømt, og at vi derfor hver dag må gøre alt for at plage livet af den syndige natur. Gamle Adam skal hver dag druknes! Ikke fordi vi tror, vi kan overvinde den gamle natur, men fordi den allerede er overvundet og går mod sin endelige tilintetgørelse.
Utaknemmelighed
Er vi blevet blinde for livet i dåbens sakramente? Ved du, hvad indholdet i dåben er? Ikke blot som en teoretisk lærdom, som danner baggrund for strid og uenighed med andre, der har en anden opfattelse. Men som en livsvigtig lære, som du klynger dig til i anfægtelsens time og i den daglige kamp mod synden?
Er vi blevet utaknemmelige over for dåbens indhold, så vi hellere vil undgå at tale om den slags teologiske spørgsmål, når vi skal fortælle om, hvad det kristne fællesskab går ud på? Er der andre ting, der har taget pladsen i vores hjerte?
Så må vi lade os udfordre af en mand, som for snart 500 år siden fik øje på livet i den bibelske lære om dåben:
Så sandt dåbens hellige sakramente er så stor, nådig og trøsterig en sag, må man alvorligt se til, at man af hjertet og med glæde uafladelig siger Gud tak, lov og ære derfor. Jeg frygter nemlig, at vor utaknemmelighed har fortjent den blindhed, der har ramt os (…)
Men når vi hører, at han optager os syndere i dåbens pagt, at han skåner os og fra dag til dag gør os rene, og tror fast herpå, så må hjertet blive glad og elske og prise Gud. Således siger han hos profeten: Jeg vil skåne jer som en fader sit barn.
Derfor er det nødvendigt at sige den højlovede majestæt tak, som har vist sig nådig og barmhjertig mod os arme, fordømte kryb, og at gøre hans gerning stor og erkende den, som den er i sig selv.
At gøre Guds gerning stor
”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” spørger folkeskaren Jesus (Joh 6,28). Jesus svarer: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”
Det svarer til, hvad Luther forkynder her til stor trøst for den anfægtede sjæl: Vi skal gøre Guds gerning stor og erkende den.
Dåbens evangelium retter dit blik mod Jesus, og hvad du har i ham. Dér lykkes dit kristenliv! Dér er al din synd sonet – én gang for alle. Dér har du din frelsesvished – og dér har du den kraft, som giver dig kamp og strid i livet; du får skænket den nåde, at du nu vil kue det gamle menneske. Dag for dag må du forkynde dødsdommen over din syndige natur og berede dit syndige jeg på, at det skal dø. For i dåben har Gud sluttet en pagt med dig: Du er nu et barn af Gud!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2012. Hele bladet kan læses her.
