En retfærdig-erklæring
”For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger” (Rom 3,28).
Her har Paulus samlet den bibelske lære om retfærdiggørelsen i en sum. Denne lære er med rette blevet kaldt den vigtigste i hele vor kristne tro. Den er ”det lærestykke, som kirken står og falder med,” siger Luther.
For at kunne forstå, hvad Skriften forkynder om retfærdiggørelsen, må vi først se på, hvad der menes med ordet ”retfærdiggøre”. Når man hører ordet, kunne man forestille sig, at det skulle betyde at gøre retfærdig i betydningen forvandle en uretfærdig, så han bliver retfærdig. Men det er ikke betydningen af det bibelske udtryk.
I Skriften betyder ordet: erklære for retfærdig. Ordet er et juridisk udtryk. Det tager sigte på en domsafgørelse, der fastslår, at en person er retfærdig.
I 5 Mos 25,1 står der i grundteksten: ”De [dommerne] skal retfærdiggøre den retfærdige.” Meningen er, at dommerne skal afsige den dom, at den retfærdige er retfærdig. I den gamle danske bibeloversættelse er dette gengivet med: ”Den, der har ret, skal frikendes.”
I 2 Mos 23,7 står der i grundteksten: ”Jeg retfærdiggør ikke en skyldig.”
I Luk 7,29 står der ordret oversat: ”Hele folket, som hørte – endog tolderne – retfærdiggjorde Gud.” Gud er i sig selv retfærdig. Derfor må meningen være, at de, som hørte Jesus, ”gav Gud ret”, sådan som det også er gengivet i den danske bibeloversættelse.
Retfærdiggøre vil altså sige: erklære for at være retfærdig, dømme, at en er retfærdig.
At Gud retfærdiggør et menneske, betyder altså ikke, at Gud laver dette menneske om, så hanbliver retfærdig. Det vil sige, at Gud fælder den dom, at dette menneske er retfærdigt i hans øjne.
Det er en mærkelig dom. For det menneske, som står over for Gud og skal dømmes, er i sandhed ikke retfærdigt. Endnu har intet menneske – bortset fra Jesus – været fundet skyldfri og ren i Guds øjne. Og når vi ved, at Gud er hellig, og at han ikke tåler den mindste synd, da forekommer det mærkeligt, at Gud fælder en dom, der siger: Dette menneske er retfærdigt. I Rom 4,5 sættes sagen på spidsen med ordene ”ham, som gør den ugudelige retfærdig”. Gud erklærer altså, at den ugudelige er retfærdig i hans øjne.
Hvordan skal dette forstås?
Bibelen gør det ganske klart for os. Den forkynder os, at denne underlige domsafsigelse har sin ganske bestemte grund. Denne grund er Jesu stedfortrædende lidelse og død – hans forsonergerning.
Grundlaget for retfærdig-erklæringen
Gud kan ikke uden videre erklære, at et syndigt menneske er retfærdigt i hans øjne. Mellem Gud og mennesker står loven, som er en streng dommer. Loven peger på vor skyld: Vi har ikke levet det hellige liv, som vi skulle leve. Og vi kan ikke gøre alt godt igen ved at udstå den straf, vi fortjener, for vor synd. Vi kan ikke selv sone vor synd. Loven sætter det store skel mellem Gud og mennesker.
Men så træder en anden frem for Guds domstol i vort sted. Det er Jesus. Til ham har loven intet at sige. For Jesus svarer i et og alt til Guds fordring. Han er Guds Søn, den enbårne, som Gud har velbehag i.
Men Jesus er mere end det. Han er vor stedfortræder. Jesus har gjort det godt mellem Gud og os. Gud fældede engang en underlig dom, der lød på, at den uskyldige var skyldig. ”Den, som ikke kendte til synd, har han [Gud] gjort til synd for os” (2 Kor 5,21).
Jesus har sonet vor synd, betalt vor gæld. Jesus levede – i vort sted – et helligt liv efter loven. Derfor stod han sejrrig op af graven på den tredje dag.
Når så synderen står for Guds domstol, står Jesus ved hans side. Og Gud fælder den dom, at ligesom vor synd blev lagt på Jesus, skal Jesu retfærdighed nu lægges på synderen. Gud tilgiver synderen al hans synd og skyld og erklærer, at han for Jesu skyld er hellig, ren og retfærdig for ham.
Biskop Erik Pontoppidan (1698-1764) siger: Retfærdiggørelsen består i, at den treenige Gud af lutter nåde for sin domstol frikender en sand bodfærdig og troende synder både fra synden og dens fortjente straf og derimod tilregner ham Kristi retfærdighed, ja anser ham i Kristus, som om han aldrig havde syndet.
Grundlaget for retfærdiggørelsen (dvs. retfærdig-erklæringen) er altså ikke synderens egen retfærdighed, heller ikke hans løfter om, at det skal blive bedre med ham for fremtiden. Grundlaget er alene Jesus Kristus og hans retfærdighed. Gud anser stedfortræderens retfærdighed for at være synderens retfærdighed. Se Fil 3,9: ”… og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen.” En gammeltestamentlig profeti, som er opfyldt i Kristus, læser vi i Es 61,10: ”Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder.”
Det, som vi her har behandlet, er vigtigt i den kristne sjælesorg. Den synder, som står fortabt over for Gud, vil være tilbøjelig til at se efter, om der ikke skulle være noget i ham selv, som han kan bygge på. Finder han da intet, bliver han enten fortvivlet eller prøver at bilde sig ind, at der alligevel er noget. Han har overgivet sig til Gud. Det er da noget. Han har taget en beslutning. Han er med andre ord ikke så genstridig en synder, som han var før. Han synes, han er blevet et andet menneske.
Er der ikke noget, man kan henvise til?
Lad det være sagt med stort eftertryk: Intet menneske har noget at møde op med over for Gud – andet end synd og skyld!
Grundlaget for retfærdiggørelsen er Jesu frelsesværk på Golgata.
Troen frelser ikke, den tager imod frelsen
Troen har i retfærdiggørelsen den rolle at være et middel. Man må ikke forstå det sådan, at troen er grundlaget for retfærdiggørelsen. Troen er en tom hånd, som tager imod en gave. Vi bliver ikke retfærdiggjort på grund af vor tro, men ved vor tro.
Når der står i Rom 10,9: ”Hvis du i dit hjerte tror (…) skal du frelses,” må vi ikke læse det på samme måde, som når det siges: Dersom du holder buddene, skal du frelses. Den betingelse har endnu intet menneske opfyldt. Hvad angår troen er det derimod ingen betingelse, vi har for os. Meningen er: Frelst bliver du på den måde, at du tror på Jesus.
Der er en lignende forskel som mellem følgende to sætninger: Dersom du arbejder, får du løn, – og: Dersom du drikker vand, tørster du ikke mere. I den første af disse sætninger tænkes der på en ydelse, en betingelse. I den anden sætning siges det bare: Vil du slukke din tørst, sker det ved, at du drikker vand.
Evangeliets vilkår – ikke lovens
I Rom 10,5-13 taler Paulus om forskellen mellem ”den retfærdighed, som loven kræver,” og ”retfærdigheden af tro”. Om den første hedder det, at ”det menneske, der holder budene, skal leve ved dem”. Den, som altså vil retfærdiggøres ved loven, må søge den retfærdighed, som skal gælde for Gud, i noget, han selv gør, i sine egne gerninger. Han må anstrenge sig og søge at opnå denne retfærdighed ved ihærdigt arbejde. Retfærdigheden er da altid langt borte fra ham. Og han vil komme til at søge at nå den – uden nogensinde at kunne nå den.
Med ”retfærdigheden af tro” er det anderledes. Den taler ikke om noget, vi skal gøre. Den ved intet om det at søge retfærdigheden langt borte. Den siger tværtimod, at retfærdigheden er ganske nær. Den er os så nær som ”ordet (…) i din mund og i dit hjerte” (v.8). Denne retfærdighed skal ikke erhverves ved stræben og arbejde. Den er allerede for hånden. Den er nemlig Jesu retfærdighed. Gud vil tilgive, for han ”forligte verden med sig selv” (2 Kor 5,19) i Jesu soningsdød. Ordet, som vi hører og læser, bevidner dette. Derfor er retfærdigheden altid nær – som ordet er nær. Bibelordet, som du hører eller tænker på, ordet om din frelser og forsoner, er dig ganske nær. Nøjagtig så nær er også den retfærdighed, som gælder for Gud, og som skænkes dig.
Hvad angår retfærdiggørelsen skal loven med dens bud og forbehold holdes helt udenfor. Kun evangeliet skal lyde. Den angrende synder skal tilskyndes til at høre evangeliet – kun evangeliet.
Med en udtryksform, som var almindelig i senmiddelalderen, siger Luther: I brudekammeret (menneskehjertet) skal kun brudgommen (Kristus) være – sammen med bruden (den troende). Loven dundrer på døren og vil ind, men må blive stående udenfor. Den troende kan nemlig sige: Jeg ved, at jeg er en synder, som loven siger. Men jeg holder mig til Kristus. Han er min retfærdighed for Gud. I ham er jeg retfærdig.
Retfærdiggørelsen sker, når et menneske kommer til tro. Men det er vigtigt at fastslå, at retfærdiggørelsens vilkår også gælder for andre dele af kristenlivet. Af nåde, ved tro og for Jesu Kristi skyld bliver et menneske retfærdiggjort. På samme måde og på samme vilkår lever han siden for Gud. Og endelig: På samme vilkår skal han frikendes i Guds sidste og endegyldige dom.
Vi synger om dette:
Mens jeg drager ånde her,
og når døden træder nær,
når jeg fjerne himle når
og for dommens trone står –
klippe, du, som brast for mig,
lad mig skjule mig i dig!
(A.M. Toplady)
Trosvished
I Rom 4,16 siges det om Abraham: ”Derfor var det af tro, for at det kunne være af nåde, så at løftet kunne stå fast for alle hans efterkommere.”
Her fremhæves den guddommelige hensigt med retfærdiggørelsen af nåde ved tro. Gud frelser os på den måde, for at vi skal være visse på vor frelse – ”så at løftet kunne stå fast”.
Den, som vil retfærdiggøres ved loven, dvs. ved sine egne gerninger, kan aldrig blive vis på sin frelse. Bliver der sat en eller anden betingelse for frelsen, som må opfyldes, kan man aldrig være sikker på, at man har opfyldt den. Hedder det for eksempel, at vi må elske Gud først, vidner både loven og vor samvittighed, at vi ikke elsker Gud, som vi skulle. Hedder det: Du må først af hjertet tilgive den, som har syndet imod dig, så ved man aldrig, om man helt har magtet denne tilgivelse. Man vil stadig være ængstelig for, at der alligevel er noget, som man ikke har tilgivet. Og siger man til den søgende, at han først må overgive sig helt til Gud, før Gud kan frelse ham, så bliver staklen ikke i hele sit liv færdig med bestræbelsen på at overgive sig til Gud. Der vil stadig være et og andet i tanker, ord og gerninger, som ikke er ganske overgivet til ham. Hvilket syndigt menneske kan overgive sig helt til Gud? Skulle det ske, måtte han eller hun jo forandre sin natur. Det er netop, hvad vi ikke kan.
Romerkirken siger rent ud, at et menneske aldrig kan blive vis på, at han er frelst. Det hænger sammen med læren om retfærdiggørelsen. Romerkirken tror ikke, at vi bliver frelst ved tro alene. Mennesket må i det mindste have en begyndende kærlighed til Gud og et fast forsæt om at undgå synden. Men: Hvem kan være vis på, at han har denne kærlighed og dette faste forsæt? Det kan ingen!
Men den, som tror Bibelens vidnesbyrd om retfærdiggørelsen, kan være vis i sin sag. Evangeliet sætter ingen betingelser for frelsen. Det fortæller, at Gud er forsonet i kraft af Jesu fuldbragte værk. Alt, hvad der måtte gøres, for at vi kan blive frelst, har Jesus gjort.
Evangeliet lægger udtrykkelig frelsens grund uden for os selv. Vi lytter til ordets vidnesbyrd om den fuldbragte frelse, og Ånden hvisker i vort hjerte: Det er for dig. Derfor er en kristen vis på, at han ejer nåden. Han ved, at så sandt Guds ord og løfter er sande, er han frelst. Trosvished er en vished om Guds ords sandhed.
Den troende kan komme i tvivl og anfægtelse, og kampen kan være hård, før han igen kan hvile i Guds ord. Men normalt er en kristen vis på, at han står i nådens stand.
Bibelens lære om retfærdiggørelsen hænger nøje sammen med dens forkyndelse af lov og evangelium – og forskellen mellem disse. Skal vi forkynde sandt om retfærdiggørelsen, må vi være klar over denne forskel. Skal man forkynde retfærdiggørelsen for de dømte samvittigheder, må loven holdes helt uden for, som om den ikke eksisterede. Slipper man bare den mindste smule af lovens bud, krav og betingelser ind, er det ude med retfærdiggørelsen af nåde ved tro. For denne lære kan ikke tåle loven med dens ”dersom” og ”hvis” ved siden af sig. Den lægger ikke nogen som helst byrde på os, som vi skal bære, men den lægger al vor synd og lovens krav og forbandelse på Jesus. Den frikender uden videre den, som – sådan som han er – ser hen til Jesus. ”Et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger” (Rom 3,28).
En troende kan dog komme i uvished. Det kommer af, at det gamle menneske i ham, kødet, ikke vil tro Guds ord. Denne uvished vil sjælefjenden forsøge at stimulere ved at pege på synden i den troendes liv og spørge, om han synes, at alt dette passer sig for en kristen.
Der er kun én vej ud af en sådan uvished. Det er at indrømme det, som er sandt: at vi på mange måder har handlet mod Guds vilje, og at vi af hjertet må bede om kraft til at gøre det bedre i fremtiden. Og så må den troende holde sig til evangeliet, indtil hjertet på ny bliver stille i vished om, at ”Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd” (1 Joh 1,7).
Fra bogen Jeg ved på hvem jeg tror, Dansk Luthersk Forlag, 2. udgave 1989, s. 104-110.
I podcasten Røst er Kristoffer Enevoldsen, Lars Malmgaard Jensen og Anton Braüner i gang med at tale sig igennem bogen ”Jeg ved på hvem jeg tror”, et kapitel af gangen. Det kan varmt anbefales at lytte med. Man får både et kort resumé af de enkelte kapitler og en samtale om, hvordan det er relevant og vigtigt i dag. Find podcasten, hvor du lytter til podcasts, fx Spotify, eller lyt via hjemmesiden www.rost.transistor.fm.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Carl Fr. Wisløff
Carl Fr. Wisløff (1908-2004), norsk præst og professor i teologi.