Det almene præstedømme og det kirkelige embede (Del 1)
De lutherske kirker og NT
Siden reformationen har vi i de lutherske kirker understreget, at alle kristne er præster for Gud. Vi taler i den forbindelse om ”det almene præstedømme”. I almindelighed har vi betonet, at det almene præstedømme består i, at det troende lægfolk har åndeligt ansvar og opgaver i menigheden.
Tilsvarende har vi i de lutherske kirker understreget, at Gud har indstiftet et bestemt embede til at forkynde ordet og forvalte sakramenterne. Vi taler i den forbindelse om ”det kirkelige embede”. I almindelighed har vi fremstillet dette embede som identisk med det klassiske præsteembede.
Jeg er overbevist om, at NT har meget at lære os på begge disse områder, både i forhold til det almene præstedømme og i forhold til det kirkelige embede.
Der er rige og centrale dele af NT’s lære om menighedens liv, embeder og tjenester, som enten er blevet underbetonet eller helt fortiet i de lutherske kirker. I denne artikel vil jeg belyse det almene præstedømme ud fra NT.
I den næste artikel, som følger umiddelbart efter her i bladet, vil jeg i lys af NT skrive om det kirkelige embede. Var der i apostlenes kirke et bestemt kirkeligt embede, som havde ansvar for forkyndelse, sjælesorg og åndelig ledelse? Eller var der flere ledende embeder med forskelligt indhold? Var der i urkirken kun én person og ét embede, som kunne formidle Guds ord i menigheden? Eller blev alle kristne opmuntret til at opbygge hinanden med Guds ord? Det skal vi se på i den anden artikel.
I den tredje og sidste artikel, som også er med i dette nummer af bladet, vil jeg tegne et kirkehistorisk rids over menighedslivets udvikling fra urkirken til reformationen.
Men nu først: det almene præstedømme i lys af NT.
Den hellige menighed
NT’s græske ord for menighed er ekklesia (1 Kor 10,32; 1 Tim 3,5). Det er en sammentrækning af to ord, som betyder ”ud” og ”kaldet”. Ordet kan derved tjene som en påmindelse om, at vi som kristen menighed er ”kaldt ud” af verden for at tilhøre Gud.
Samme sag kommer til udtryk, når NT siger, at menigheden er hellig (1 Kor 3,17; 1 Pet 2,5). Bibelsk hellighed indebærer, at noget eller nogen er skilt ud fra den syndige verden for at tilhøre Gud. Menigheden er hellig, ikke ved noget, den selv er eller har gjort, men ved Jesu frelse og ved Åndens gerning i hjerterne:
”I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu navn og ved vor Guds Ånd” (1 Kor 6,11).
Menighedens hellighed er ikke synlig for vore menneskelige øjne. Vi ser ikke vores hellighed hos os selv, men hos Jesus. Han er vores hellighed! ”Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden” (Joh 17,19).
Som kristne er vi skilt ud fra verden og hellige for Gud i Jesus. Det er virkeligheden. Men frem til Jesu genkomst er det en virkelighed, som vi kun ser i Ordet. Her kommer Ånden til os og åbner vore hjerters øjne, så vi ser hvor rige, hellige og herlige, vi er i Jesus. Netop det er Åndens opgave:
”Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os” (1 Kor 2,12).
At vi ser, hvad vi er og har i Jesus, det er selve kilden til tro og åndeligt liv.
”O, Jesus åbne du mit øje, at jeg må se, hvor rig jeg kan blive”. Nej, det er, Gud ske tak og lov, ikke det, vi synger. Vi synger: ”…hvor rig jeg er!” Vi er lige så rige, herlige og hellige for Gud, som Jesus selv er det. Det er virkeligheden, her og nu.
I den gamle pagt var præsterne skilt ud som en særligt hellig gruppe. Men sådan er det ikke i den nye pagt. I den kristne menighed er der ikke forskel på vores hellighed. Vi er alle ét i Kristus og har del i den ene og samme hellighed i ham. Der er ingen særligt hellig gruppe af præster, for vi er alle præster for Gud ved troen på Jesus (1 Pet 2,4-5.9-10).
Skal vi forstå, hvad denne almene præstetjeneste indebærer, må vi først se på præstetjenesten i GT.
GT’s præstetjeneste
Præsterne i den gamle pagt havde som hovedopgave at træde frem for Gud med ofre. I kraft af denne tjeneste havde de en privilegeret adgang til Gud. De kunne gå ind på det hellige område i helligdommen, og ypperstepræsten kunne én gang om året gå ind i det allerhelligste.
Herinde var Gud selv og paradis. I forhænget til det allerhelligste var der indvævet keruber (2 Mos 26,31; 36,35). Det skulle minde israelitterne om, at herinde var det paradis, som menneskene ved synden var udelukket fra. Det allerhelligste var et rum, som var lige langt på alle sider: i højde, længde og bredde. Det var med andre ord formet som en kube. Netop sådan er det himmelske Jerusalem formet, når det kommer ned fra himlen (Åb 21,1-2.15-16).
Det allerhelligste, det nye Jerusalem og paradiset er ét og det samme. Her havde ypperstepræsten i den gamle pagt lov at gå ind. Én gang om året og med blodet fra syndoffertyren kunne han træde frem for den hellige og levende Gud inde i paradiset – og leve (2 Mos 16,11-17).
At være sammen med Gud i paradiset, det var Adams privilegium. Han levede for Guds ansigt i fred og velsignelse. Det var ikke et passivt liv. I paradiset tjente Adam Gud ved at ”dyrke og vogte” haven (1 Mos 2,15).
De hebraiske ord, som er brugt for at ”dyrke” og ”vogte” er abad og shamar. Netop dette ordpar kommer igen, når vi længere fremme i Mosebøgerne hører om præsterne, der gør tjeneste i helligdommen under ørkenvandringen. Præsterne er kaldet til at ”dyrke” og ”vogte” helligdommen (1 Mos 3,7-8; 8,26; 18,5-6).
Når dette ordpar bruges om tjenesten i helligdommen, sker det tydeligvis for at pege tilbage til paradis og tydeliggøre, at helligdommen er et billede på paradiset, og at præsternes tjeneste i helligdommen er et billede på Adams tjeneste for Guds ansigt i paradiset.
Men GT’s helligdom skal ikke kun pege tilbage. Den skal først og sidst pege frem mod Jesus og mod det liv som præster i paradis, som han har vundet til os. GT’s præstetjeneste var kun en skygge af det, som skulle komme (Kol 2,17; Hebr 8,5). Sagen selv, det nye og evige paradis, kom ind i verden med Jesus, og døren til dette paradis blev åbnet for os ved Jesu soningsdød på korset.
Jesu præstetjeneste
Jesus er vor ypperstepræst. Han gik ind i det allerhelligste, ikke på jorden, men i himlen (Hebr 8,2; 9,11). Han ofrede ikke blod af dyr, men sit eget blod (Hebr 9,12; 10,10). Hans offer tildækkede ikke bare synden for en tid, men sonede og fjernede den én gang for alle (Hebr 9,13-14.26-28; 10,11-14).
Jesus trådte frem for Gud med sit offer, da han døde på korset, og med dette offer står han nu for Gud (Hebr 4,14; 8,2; 10,21). Derfor og derfor alene er der adgang for os ind til Gud og ind til paradis (Hebr 10,19-20). Da Jesus døde, flængedes forhænget i templet fra øverst til nederst, og Gud viste, at vejen ind til ham og ind til paradis nu er åben for os alle – for Jesu skyld.
Den første, som gik ind, var røveren på korset. Han, som kort før sin død havde hånet Jesus på korset! En større synd kan man næppe forestille sig: at håne den levende Gud, da han ofrer sig selv for os på korset. Men det gjorde røveren, og alligevel fik han lov at gå ind i paradis på grundlag af Jesu soning af al synd (Matt 27,44-53; Luk 23,39-43)!
Den vej gennem forhænget, som blev åbnet for røveren, den er åben for alle syndere, for dig og for mig. Gud ske tak og lov!
Den gamle pagts præstetjeneste var et forbillede på Jesu frelsergerning, men den var også et forbillede på den præstetjeneste, som vi sættes ind i ved tro på Jesus.
Vor præstetjeneste
Ved troen på Jesus og på grundlag af hans offer har vi fået adgang ind til Gud i paradis. Vi får lov at stå og leve for den hellige Guds ansigt i tryghed og fred. Det er vores grundlæggende privilegium som Guds præster, at vi for Jesu skyld har fri adgang til Gud:
”I ham og ved troen på ham har vi frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud” (Ef 3,12). ”For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen” (Ef 2,18). ”Ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget” (Hebr 10,19-20).
I kraft af Jesu forsoning og fjernelse af al synd har både jøder og hedninger nu fri adgang ikke bare ind i præsternes forgård eller ind til det hellige, men ind i det allerhelligste, ind i paradis. Paulus går så vidt, at han fastslår, at vi ved troen på Jesus allerede her og nu er ”sat med ham i himlen” (Ef 2,6).
Umiddelbart kan det virke gådefuldt. Er vi i himlen nu? Ja, det siger Paulus. Men er vi ikke her på jorden? Jo, det er vi. Hvad er så meningen? Meningen er den enkle, at himlen er her! Det er den virkelighed, som Jesus forkynder fra begyndelsen af sin tjeneste: ”Himmeriget er kommet nær!” (Matt 4,17).
Farisæerne undrer sig, for de kan ikke se Himmeriget. Men Jesus svarer: ”Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se der! For Guds rige er midt iblandt jer” (Luk 17,20-21).
Det er en forunderlig virkelighed: Ved troen på Jesus står vi allerede nu i himlen! Med Jesus er himlen kommet ind i verden, og hver den, som tror på ham, står allerede nu med ham i himlen, i det allerhelligste, i paradis. Når vi dør, går vi ret beset ikke et andet sted hen, men vore øjne åbnes, og vi ser den virkelighed, som vi allerede her og nu står i: Vi er i himlen, hos Gud, i fred!
Vi er blevet ført tilbage i det forhold til Gud, som Adam havde i paradiset. Der er intet, der skiller mellem Gud og os. Vi er under Guds fulde nåde og velsignelse hver dag og hvert øjeblik for Jesu skyld. Når vi hører Guds fodtrin i græsset, behøver vi ikke at frygte og flygte. Vi kan tværtimod løbe Gud i møde, som et trygt barn løber sin gode far i møde, og råbe: ”Abba!, fader! (Rom 8,15).
Det er vores virkelighed for Jesu skyld, og den følger os i alle dele af vores liv. Vi står ikke kun for Guds ansigt, når vi er sammen i menigheden. Vi står for Guds ansigt alle ugens dage, 24 timer i døgnet. Vi er præster for Gud i hele vort liv og i alle vort livs rum. Hvor vi end er, er vi i himlen og i paradis for Guds ansigt.
Derfor er hele vort liv en præstetjeneste for Gud i tro på ham, i tjeneste for ham og i tilbedelse af ham.
Tilbedelse i ånd og sandhed
”Der kommer en time, ja den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed” (Joh 4,23). I sin samtale med den samaritanske kvinde understreger Jesus, at sand tilbedelse af Gud i den nye pagt ikke er bundet til bestemte tidspunkter eller bestemte steder. Den er ikke bundet til jødernes højtider og til templet i Jerusalem. Den er heller ikke bundet til søndagen og til den kristne menigheds ydre bygninger. Sand tilbedelse sker i ”ånd og sandhed”.
Denne tilbedelse findes hos dem, som har Guds Ånd, og som kommer til Gud gennem ham, som er sandheden – Jesus Kristus. Det er det almene præstedømme.
Det almene præstedømme indebærer således først og fremmest, at vi har adgang til Gud som vores far for Jesu skyld, at vi står hos Gud i himlen, og at vi lever hele vort liv for Guds ansigt i tro, tak og tilbedelse.
Når vi taler om det almene præstedømme, retter vi i almindelighed vores opmærksomhed mod tjenesterne i menigheden, og det hører med. Det skal vi se mere på i den næste artikel. Men det er vigtigt at bemærke, at NT ikke begrænser det almene præstedømme til at finde udfoldelse ved menighedens samlinger og i menighedens tjenester. NT’s perspektiv er meget større og rigere: Vi er præster for Gud og lever for hans ansigt i alle dele af vort liv.
Præstetjenestens evangeliske grundlag
Når vi skal finde bibelsk belæg for det almene præstedømme, går vi oftest til 1 Pet 2,9-10. Det er vigtige vers, som vi snart skal se på. Men vi må nærme os disse vers ad den vej, som forfatteren selv har tænkt det, og derfor skal vi først se på 1 Pet 2,4-5:
”Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.”
Tre ting skal vi lægge mærke til her:
1) ”Kom til ham …”
Vort første og største kald som præster for Gud er ikke at arbejde, tjene og gøre noget for Gud, men derimod at komme til Jesus, tage imod evangeliet om ham og finde hvile og fred i ham! Kristenlivet har sin åndelige livskilde i evangeliet, og det er ikke et ord, som vi kan lære én gang for alle.
Evangeliet åbenbarer, hvad vi er og har i Jesus, så vi ser os selv hellige og herlige, rene og retfærdige, rige og fuldkomne i ham. Men der går kun kort tid, så fortones denne virkelighed for os igen: ”Vi ser på os selv og på alt, som er galt, og dermed vi glemmer, hvad Herren har talt.”
Derfor må vi høre det igen og igen og igen. Èn ting er, at vi kender evangeliets indhold i vores hoved og kan formulere det med vores mund, men noget andet er, at det er liv for vore hjerter. Det kan det kun være og vedblive at være, hvis vi vedbliver at høre det og tage det til os:
”Derfor vil jeg til stadighed minde jer om dette, selvom I godt ved det og står fast i den sandhed, som er hos jer” (2 Pet 2,12).
Meget er vigtigt i vore liv som kristne: tjeneste, bøn, lydighed, offer. Men ét eneste er livsnødvendigt: at vi kommer til Jesus, sætter os ned hos ham og tager imod evangeliets ord som ord til os selv: ”Ét er fornødent” (Luk 10,42).
Skal vi tjene Gud som hans præster, så må vi se det som vores første og største kald selv at sætte os ved Jesu fødder og selv tage imod evangeliets ord, igen og igen. Da vil Jesus selv gennem evangeliets ord tage bolig i os og virke et nyt liv i os: det almene præstedømmes nye liv.
2) ”Lad jer selv …”
Betingelsen for, at vi kan tjene Gud som hans præster er, at der sker noget i os, noget vi ikke selv kan frembringe. Det er noget, Gud må virke i os. Vi kan ikke selv skabe levende tro i vore hjerter, fred, frimodighed og et glad tjenersind. Men det kan Gud, og han gør det ved evangeliets ord. Når vi lytter til evangeliet om, hvad vi er og har i Jesus, så virker Gud selv troen på Jesus i vore hjerter, og med troen skabes et nyt liv i os indefra:
”Den, som tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ’Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand’” (Joh 7,38).
Troens nye liv vælder frem indefra, og den bringer alle Åndens frugter med sig: kærlighed, glæde, fred osv. (Gal 5,22). Ingen af os kan presse sand kærlighed frem i vore hjerter, eller glæde eller fred. Men Guds Ånd kan virke alt dette i os, og han gør det, når vi lytter til evangeliet om Jesu fuldbragte frelse, takker for det og bliver i det:
”Bliv i mig, og jeg bliver i jer (…) Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt” (Joh 15,4-5).
Det vigtigste i vores liv med Gud og i vores præstetjeneste for ham er ikke noget, vi skal gøre for Gud, men noget, Gud vil gøre i os: Vi må lade Gud give os tro, åndeligt liv, frelsesvished og villighed til at tjene – ved evangeliet om Jesus. Kun da kan vi gå ud i verden med et hjerte, der er sat fri i Jesus, og med et liv, der er båret af frimodighed og glæde i ham. Dette nye liv, der har sin kilde i evangeliet om Jesus, det er vor præstetjeneste for Gud.
3) ”Takket være Jesus Kristus …”
Vores præstetjeneste er kærkommen for Gud, siger Peter (1 Pet 2,5). Gud ser med glæde på kristne, som går ud i verden i tro på Jesus, og som i denne tro udfører deres daglige arbejde, gør godt mod deres næste, viser omsorg for deres nærmeste og tjener deres medkristne i menigheden.
Men er der ikke synd med i alt dette? Jo, det er der. Vi kan ikke bede en bøn eller gøre nogen anden gerning, uden at hjertets synd og selviskhed er med i det. Synden er et ”fordærv”, en råddenskab i vore hjerter (Rom 3,12), og den er med i alt, hvad der udgår fra vore hjerter. Ved troen har vi fået en ny natur og et nyt åndeligt liv indefra, men den gamle natur er fortsat i os, og den bliver ved at være lige rådden, selvisk, ond og ugudelig livet igennem. Denne gamle natur er med i alt, hvad vi tænker, siger og gør.
Hvordan kan vores præstetjeneste så være kærkommen for Gud? Det kan den, siger Peter, ”takket være Jesus Kristus”! Som kristne lever vi under Jesu blod, der renser os selv og alt, hvad der udgår fra os, for al synd (1 Joh 1,7). For Jesu skyld er vi hellige og rene for Gud, og det samme kan siges om alle vore bønner, ord og handlinger, som vi ønsker at tjene Gud med. De når frem til Gud som hellige og rene ofre, der er kærkomne for Gud – takket være Jesus Kristus! Det giver frimodighed til at bede og tjene!
Som Ole Hallesby sagde det: ”Når jeg oplever, at min bøn blandes op med syndige og selviske tanker, hvad gør jeg da? Da går jeg ind under Jesu rensende blod og beder videre!”
Præstetjenestens ofre
Hvilke ofre er det helt konkret, vi bringer Gud i vores præstetjeneste? Paulus sætter ord på det i Rom 12,1:
”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste.”
Vort offer til Gud i den nye pagt er hele vort liv, fordi vi lever hele vort liv i det allerhelligste, for Guds ansigt, i fred med Gud ved Jesus. Vores præstetjeneste og vores offer til Gud er således ikke begrænset til bestemte tider og bestemte steder. Vi øver ikke kun præstetjeneste for Gud, når vi er i menigheden eller tager del i menighedens arbejde. Vi giver os selv som et levende og helligt offer til Gud i alle dele af vort liv. Hele vort liv er en gudstjeneste og et offer til Gud. Hele vort liv er en udfoldelse af det almene præstedømme!
Det er sandt, at det i nogen grad er enklere at tjene Gud i menigheden end i verden. I verden må vi gå ”mod strømmen” som kristne, og det kan koste både isolation, modvilje og hån. Derfor kan vi også fristes til at vælge at leve som verden og glide med strømmen.
Paulus ved, at det er vores fristelse. Derfor fortsætter han i Rom 12, som han gør. Efter at han i v.1 har opmuntret os til at bringe os selv som et levende og helligt offer til Gud, fortsætter han i v.2: ”Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes.”
Det er vigtigt, at vi læser teksten ordentligt. Så vil vi bemærke, at Paulus ikke stopper op efter den første imperativ, den første bydemåde! Han nøjes ikke med at sige, at vi ikke skal skikke os lige med verden, punktum! Nej, han fortæller os hvordan det kan gå til, at vi kan blive anderledes end verden. Det sker ved en indre, åndelig fornyelse.
Paulus betoner her det samme, som vi har været inde på ovenfor: at den sande helliggørelse begynder indefra og virkes af Ånden gennem evangeliet om Jesus. Når jeg ser, hvad jeg er og har i Jesus: at jeg virkelig er hellig og ren for Gud, at jeg hver dag lever mit liv for Guds ansigt i fred, at Gud lader alt i mit liv samvirke til mit sande og evige vel; når jeg ser dette, så overskylles min samvittighed med Guds fred, så ånder jeg frit, så åbnes der for en kilde med levende vand indefra, og så bliver det mit hjertes dybeste ønske, at jeg må tjene Gud og herliggøre ham med hele mit liv: i menigheden og i verden, i ord og i handling, i liv og i død.
Det er det almene præstedømme! Det udfoldes i alle dele af vores liv, 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen – helt frem til vort dødsleje.
Det sidste bibelord, jeg hørte min far læse, før han døde, var Filipperbrevet 1,20:
”Jeg håber, at jeg ikke skal blive til skamme i noget, men at Kristus nu som altid må blive forherliget i fuld offentlighed ved det, som sker med mit legeme, hvad enten jeg skal leve eller dø.”
Det er det almene præstedømme. Et liv, der er overladt til Gud i bøn om at blive brugt i hans tjeneste og til herliggørelse af ham. Når dette liv virkes i os ved evangeliet og finder udfoldelse hos os, da bliver hele vort liv et offer til Gud, en præstetjeneste for Gud og en forkyndelse til Guds ære.
Præstetjeneste i hele livet
Der er især tre breve i NT, som taler om de troendes almene præstetjeneste. I alle tre breve tydeliggøres det, at præstetjenesten omfatter alle dele af vores liv.
1) I Romerbrevet taler Paulus i kap 12,1-2 om vores liv som et offer til Gud. Herefter udfolder han, hvordan vi konkret bringer os selv som et offer til Gud i mødet med: andre kristne (12,3-13), fjender og forfølgere (12,14-21), myndighederne (13,1-10), fristelser (13,11-14), og kristne med svage samvittigheder (14,1-15,13).
I alle disse forhold og relationer bringer vi os selv som et levende offer til Gud ved at give plads for det nye liv, som Gud har virket i vore hjerter ved evangeliet. Dette liv for Guds ansigt, i troen på Jesus, det er det almene præstedømme!
2) I Efeserbrevet taler Paulus i kap 2-3 om, at vi for Jesu skyld står for Guds ansigt i himlen. I kap 4 taler han om det nye liv, som Gud virker i os ved evangeliet, og i kap 5 opmuntrer han os til at give plads for dette liv. Derved bringer vi os selv – efter Jesu forbillede – som et takoffer til Gud (5,1).
Konkret sker det, ved at vi siger nej til en verdslig levevis (5,2-18), opbygger hinanden i troen på Jesus (5,18-20), tjener vores ægtefælle (5,21-33), ærer vore forældre (6,1-4), opdrager vore børn i tro og lydighed (6,4), gør vores arbejde godt (6,5-9), står djævelen imod i tro på Jesus (6,10-17), og beder for evangeliets udbredelse (6,18-20).
Dette nye liv, som udspringer af evangeliet, det er vort takoffer til Gud, og det er det almene præstedømme!
3) I Første Petersbrev kaldes vi i kap 2,4-5 til at komme til Jesus for at lade os selv bygge op indefra til at være præster for Gud. I kap 2,9-10 fortsætter Peter så:
”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.”
Peter understreger, at vi som præster er kaldet til at forkynde om Gud. Hvad vi skal forkynde, kommer ikke så klart frem i den danske oversættelse. Peter henter sine formuleringer fra Es 43,21, hvor der står: ”Det folk, jeg skabte mig, skal forkynde min pris.”
Guds folk er kaldet til at forkynde Guds pris. Det er det, vi indefra bygges op til ved at komme til Jesus og tage imod evangeliet. I samme grad evangeliets virkelighed bliver levende for vore hjerter, i samme grad får vi en ny lyst og vilje i os til at tjene Gud og med hele vort liv forkynde hans pris.
Hvordan vi gør det, udfolder Peter for os i de følgende vers:
– I samfundet (2,11-17) kaldes vi til at underordne os øvrigheden ”for Herrens skyld” (v.11). Vi må bag øvrigheden se Gud og ved at underordne os øvrigheden give ære og pris til Gud.
– På arbejdspladsen (2,18-25) kaldes vi til at underordne os vore foresatte. Er de urimelige, må vi bære deres urimelighed ”med Gud for øje” (v.19). Gud ser urimeligheden, og vi må overlade dommen til ham. Ved at give os i hans hænder og ikke tage os selv til rette forkynder vi Guds pris.
– I ægteskabet (3,1-7) kaldes vi til at tjene vores ægtefælle. Hustruerne ved at underordne sig deres mænd og mændene ved at bruge al deres kraft til gavn og glæde for hustruen. Det er stort ”i Guds øjne” (v.4), og det kan føre til, at vantro ægtefæller ”vindes” for Gud (v.1).
– I mødet med ikke-kristne (3,8-4,6; 4,12-19) kan vi blive udsat for lidelse for troens skyld. Her må vi huske, at ”Herrens øjne hviler på de retfærdige (…) Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt” (3,12). Gud ser uretten, og han vil selv dømme den, om ikke før så på den store dag. I det lys bliver det klart, at det ikke er os, der er i nød, men de vantro. De går mod evig dom og straf. Det vil Gud vise os for at kalde os til at bede for dem og vidne for dem om Jesus (3,9; 3,14; 4,5; 4,17-19). Skal vi kunne det, må vi selv give evangeliet om Jesus plads i vore hjerter. Da, og kun da, er vi i stand til at vidne om Jesus, når vi får anledning til det (3,15).
– I menigheden (4,7-11; 5,1-7) kaldes vi til at støtte og hjælpe hinanden på vej mod himlen. Hver med vor nådegave må vi bidrage til, at Gud herliggøres for vores hjerter ved Jesus Kristus (4,10-11). Lederne i menigheden må gøre sig til tjenere for de troende. Gud ser ledernes tjeneste og vil lønne den på den store dag (5,4). De unge må i ydmyghed underordne sig under de ældre i tillid til, at Gud selv en dag vil ophøje de ydmyge (v.7).
I alle rum af vores liv kaldes vi til at have for øje, at vi lever for Guds ansigt, at vi står i paradisets forhold til Gud i fred og velsignelse for Jesu skyld.
Det er det helt centrale i NT’s lære om det almene præstedømme. Det centrale er evangeliet om, hvad vi er og ejer i Jesus.
Lever vi i en stadig tilegnelse af dette evangelium, da fornyer og forvandler Gud os indefra, så vi begynder at leve et liv af en anden verden midt i denne verden, paradisets liv midt i syndefaldets verden.
Dette paradisliv under Guds nåde for Jesu skyld, i tro og tak og tjeneste, det er det almene præstedømme!
Gå videre til artikel 2: Det kirkelige embede
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2012. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.