I den gamle pagt var brændofferalteret udfærdiget kvadratisk med horn i de fire hjørner. Hornene skulle gå i et med alteret. Når syndofferet blev slagtet, skulle noget af dyrets blod stryges på alterets horn. Løb en synder hen og greb fat om alterets horn, måtte han ikke slås ihjel. Dér var han reddet.
Efter Jesus i nadversalen skærtorsdag havde rakt sine disciple sit legeme og blod, sang de lovsangen, før de gik til Getsemane. Denne lovsang var Salme 113-118.
På norsk er Sl 118,27 oversat: Herren er Gud, han lot det bli lyst for oss. Bind høytidsofferet med rep like inn til alterhornene.
Dette vers var altså et af de sidste, Jesus sang med sine disciple, før han blev bundet med reb. Han var højtidsofferet, der måtte bindes med reb lige ind til alterhornene – lige ind til han blev naglet fast på korsplanken.
I fastetiden læser jeg ofte Fredrik Wisløffs bog Med ham til Golgata. Her blev jeg så glad for at læse Sl 118,27 citeret fra en gammel norsk oversættelse: ”Binder Højtidsofferet med Reb, – indtil Blodet kommer på Alterets Horn.”
Jesus blev bundet med reb, til blodet kom på alterets horn. Det skete, da Jesus blev fastnaglet. Da kom hans blod på Golgatas kors. Derfor er det – at gribe om ’alterhornene’ – at gribe om hans blod. Der er der redning, der er der frelse for syndere – og kun der.
På dansk er Sl 118, 27b oversat: ”Lad festprocessionen danne kæde helt op til alterets horn.” For en ydre betragtning var det alt andet end en festprocession at se Jesus gå mod offerstedet. Men det var en festprocession. Det var en procession op til oprejsning af frelsens horn for syndere. Det var en procession op til en fuldbragt frelse ved Jesu blod.
”Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den” (Sl 118,24).
Det er så stort et frelsesdyb, at vi ikke fatter det: Tænk, at Herren selv har skabt langfredag! Han lagde selv alle vore synder på sin elskede Søn, der måtte råbe i det dybeste mørke: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Han hang der i stedet for dig og for mig, belæsset med vore synder. Derfor var det så mørkt. Men da det var fuldbragt og synden sonet, lod han det blive lyst for os! Derfor må vi juble og glæde os langfredag. ”Herren er Gud, han lot det bli lyst for oss” (Sl 118, 27a).
Udgivet af
Birte Kristensen
Birte Kristensen, Kjellerup, social- & sundhedshjælper.