Kirkedrama

Fra evangeliernes skatkammer VII

Frank Jacobsen var præst i Mariehøj Sogn i Silkeborg i mere end 30 år. En gang om måneden skrev han en kort artikel til lokalavisen, hvor han forkyndte evangeliet ud fra søndagens tekst. Vi bringer et udvalg af disse artikler.

Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter.

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! (Matt 7,15-23).

Denne tekst handler om det måske største kirkehistoriske drama. Det udspilles ikke særligt synligt, men desto stærkere i det skjulte. Det følges derfor ikke med særlig opmærksomhed, men er dog for hvert eneste menneske alvorligere end noget andet drama i historien.

Det drejer sig om ”falske profeter”.

Mange slags kristendom

Lidt historie:

I kirkens første århundreder drejede kampen sig hovedsageligt om kirkens eksistens i verden. Ustandselig blev den forbudt og forfulgt, og de, som vedkendte sig troen, blev ofte myrdet.

Men så kom ”jorden” kirken til hjælp, som Bibelen udtrykker det (Åb 12,16). Det politisk velordnede samfund, som før havde søgt at udrydde kristentroen, gjorde den nu til den eneste tilladte religion. Kristendommen blev statsmagtens religion, og dermed var kirkens eksistens sikret.

Da måtte Satans rige lægge en ny taktik for at komme Kristi frelsesrige til livs, fortæller Bibelen. Og denne taktik måtte nu sigte på kirkens indre liv, dvs. troen selv.

Dertil besluttede Satan sig for det kneb, som Jesus og hans apostle betegner med ordet ”forførelse”. Han ville simpelthen lede mennesker bort fra frelsestroen ved at give dem en anden tro – en tro, der lignede kristentroen så meget, som det var muligt, men som alligevel ikke førte mennesker ind i Guds frelse.

Til dette formål valgte han det redskab, som hedder ”antikristendommen” – en kristendom, som skal ligne den sande, men i virkeligheden erstatte den og udrydde den, om det er muligt.

Allerede Paulus kunne i sine breve advare mod denne form for kristendom og sige, at Satan kan vise sig i verden i skikkelse af en lysets engel (2 Kor 11,14), og at hans tjenere kan vise sig, som om de var tjenere for Guds vilje og Guds retfærdighed.

Ja, Jesus forudsagde, at denne falske kristendom ville komme i hans navn og i hans navn gøre tegn og undere for at virke overbevisende.

Og så skal der komme mange af disse falske former for kristendom, siger han (Matt 24,5). Når vi derfor i dag ser dette brogede billede af ”kristne” kirker, så er det blot en opfyldelse af det, som Jesus forudsagde og advarede imod.

Det er slet og ret en del af Satans strategi i dette store drama i historien at skabe så mange slags kristendom.

At gøre Guds vilje – tilsyneladende

Men strategien går videre. Skriften taler om, hvorledes denne mangfoldige antikristendom skal samle sig til sidst i et babylonisk fællesskab, som for alvor vil gøre situationen vanskelig for sand kristentro – et fællesskab, som vil være efter hele verdens hjerte, fordi al tro af kristennavn vil blive anerkendt i dette ”Babel”, som Bibelen kalder det.

Det er i denne kamp, vi finder dem, som Jesus her betegner som de ”falske profeter”. De vil gerne lære os at sige ”Herre, Herre” til Jesus, men én ting vil de ikke: lære os at gøre Guds vilje.

Men blandt andet her oplever vi dette dramas uhyggelige og dæmoniske falskhed. For selvsagt vil en forfører da også give udseende af, at han vil lære os at gøre Guds vilje. Og her har antikristendommen en kæmpefordel: at den lærer os det, som vi af natur føler, er sandt.

For hvad er Guds vilje?

Her vil alle mennesker efter deres dybe natur svare: Guds vilje finder vi i Guds lov, de ti bud for eksempel. At gøre Guds vilje er at lyde hans bud: at være kærlig, at være god, at bede til Gud og høre og læse hans ord, ikke at stjæle og bedrive hor og lyve, ikke at leve for sig selv, men for andre.

Derfor har vi en skjult respekt for mennesker, som lever efter sådanne bud og virkeliggør dem i livet.

Men dette er ikke sandheden. I sådanne gerninger er Guds vilje ikke gjort. For Guds vilje er i egentlig forstand kun én eneste ting: at vi kommer til den tro på Jesus, som evangeliet fra Gud lærer (Joh 6,28-29).

Og den tro er så fremmed for vor natur, at ingen kan komme til den uden ved hjælp af sande lærere og prædikanter – mennesker, som taler og lærer sandt om synden, så vi lærer den at kende med livets tunge overbevisning, og om Jesus, så vi lærer ham og hans død for os at kende, så vi i ham og hans gerning har alt, hvad vi vil rose os af og kende som vor rigdom.

Kristen og antikristen tro

Nu opgiver Satans kristendom ikke sådan ævred. Eftersom det gælder at tro, så laver han naturligvis også en kristendom, hvor det gælder tro.

Skriften fortæller, hvordan Satan engagerer verden i alverdens problemer: politiske, økologiske, psykologiske og meget mere. Og så kommer troen til at dreje sig om at tro på Gud i alle disse spørgsmål – det kommer til at handle om i kristendommen at hente håb, trøst, en mening med livet, fremgang og sundhed, lettelse af problemerne osv.

Igen kun for at skjule Guds vilje: den tro på Jesus, som gør en synder retfærdig for Gud og giver os fred med Gud, så han ikke længere anser os for fjender.

Således udfolder dette store verdensdrama sig inden for kirken – denne indædte kamp mellem Satans mange former for kristendom og Guds eneste frelsestro. Et drama, som drejer sig om sandhed og løgn i vort forhold til den levende Gud.

Dét er baggrunden for Jesu advarsel: ”Vogt jer for de falske profeter.”

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2013. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.