Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Åndelig impressionisme

Åndelig impressionisme

Ugens vidnesbyrd, uge 3 2025. Hebr 3,12-14.

Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder ”i dag”, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag; for vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen (Hebr 3,12-14).

For et stykke tid siden så jeg en YouTube-video med overskriften ”What makes Debussy sound French?” (Hvad er det, der får Debussy til at lyde fransk?).

Lyder det en smule nørdet!?

Indrømmet, måske er det det. Men det var spændende fortalt af en ung, engelsk komponist, dirigent og musikformidler. Og der var nogle tanker fra videoen, der satte sig fast og gav stof til eftertanke.

En af de vigtigste pointer fra videoen er, at den franske impressionistiske musik, som Claude Debussy repræsenterer, blev til i et opgør med den almindelige, tyske musiktradition (Bach, Beethoven, Wagner osv.). Ligesom en anden Claude, nemlig Claude Monet, skabte et helt særligt udtryk i sine impressionistiske billeder, skabte Claude Debussy (og andre med ham) et helt særligt udtryk i musikken, som adskilte den fra almindelige klassiske tradition.

I den impressionistiske malerkunst er kendetegnet, at lysindfaldet bliver det afgørende, og farverne blandes sammen, så motiverne bliver mere slørede og mindre afgrænsede. Det giver billederne en helt særlig skønhed og ro.

Og på tilsvarende vis er det med den impressionistiske musik. Her opnås den særlige ro ved at gøre op med hele den almindelige klassiske musiktraditions fokus på spænding og forløsning. Det er den harmoniske dynamik i den ”tyske” musik, der gør, at melodierne får deres fremdrift og en følelse af at være ude og komme hjem igen. Man bruger dissonanser (disharmonier/mislyde) – og jo større sjælekval musikken skal udtrykke, jo større og jo flere mislyde kan der komme i spil. Men lige meget hvor meget buen spændes, så kommer der på et tidspunkt en forløsning! Vi kan være ”ude” ganske længe, men til sidst kommer vi hjem.

Al denne klassiske tyske kamp og sjælekval gør de franske impressionister op med. Men de gør det ikke ved at undgå dissonanserne. De gør det på en meget mere elegant, fransk vis – nemlig ved simpelthen at betragte dissonanserne (mislydene) som konsonanser (vellyde). Alt det, der er i en klassisk, tysk musiktradition blev anset for at være forvrænget og spændingsfyldt, det trænede man ørerne op til at høre det skønne i. Man spadserede hen ad disharmonierne med ophøjet (fransk) ro – og havde ikke nogen trang til at ”komme hjem” eller få forløsning. Mislydene var blevet til vellyde. Ude var blevet til hjemme.

YouTube-videoen blev for mig en fantastisk guide til at forstå den franske impressionisme – og forstå de virkemidler, de impressionistiske kunstnere brugte for at skabe en helt unik stil med et særligt roligt og sløret udtryk både i musik og malerkunst.

Men det blev for mig også til lidt mere end større kunstforståelse. For jeg kom til at tænke på, at det er jo lige præcis det, jeg selv hele tiden står i fare for at gøre i mit liv: Jeg vænner mig til at betragte dissonanserne som konsonanser. Jeg vænner mig til at lære at leve roligt med mislydene i mit liv. Så det, der før var forvrænget og spændingsfyldt – det, som jeg før måtte bekende som synd og kæmpe imod – det opgiver jeg kampen imod og lever roligt med. Jeg har ikke nogen trang til at slippe af med det. Jeg slår mig ned i denne verdens lyst og mening og har ingen trang til at komme hjem. Ingen trang til at få forløsning. Jeg lever med det, og jeg finder ro i det.

Gud give, at vi ikke må blive åndelige impressionister! Gud give, at vi ikke kommer til at stå stille i synden og får vores hjem i denne verden. Gud give, at vi får sjælekvalerne tilbage igen.

For når vi ikke har problemer med synden, så har vi heller ikke brug for en frelser. Og har vi ikke brug for en frelser, så fader fællesskabet med Jesus stille og ubemærket ud i det uklare og upersonlige. Mit hjem bliver i verden, ikke i Himlen.

Som kristne er vi ikke de mest harmoniske, rolige, afslappede mennesker. Vi kan ikke reklamere for, at når man bliver kristen, så får man den dejligste sjælefred og ro i livet. Vi står i en kamp – og den må vi blive i til vores sidste dag. Men per automatik vil der altid ske det, at vi glider ud af kampen og vænner os til synden. Det er vores natur.

Vi har brug for at formane hinanden, så længe det hedder i dag, så ingen skal blive forhærdet ved syndens bedrag. Vi har brug for at læse i Bibelen, bede til Gud, bekende vores synd for ham. Vi har frem for alt brug for, at Gud bevarer os hos Jesus som synderes ven og frelser.

Vi må bede og bekende med Lina Sandell:

O Jesus, værn du om min sjæl,
og lad mig sige glad farvel
til alt, som vil mig binde.
Når verden blir mit himmerig,
riv du mig løs og sæt mig fri,
at jeg må Himlen vinde!

Det sker ej uden kamp og strid,
og kødet bløder vel en tid,
men lad det kun undgælde!
Blot Jesus nådig til mig ser
og lever i mig mer og mer
og døder kødets vælde.

For skønt du blev i nødens stund
min fred og faste klippegrund,
min frelser, som du loved,
ved verden hænger dog min sjæl,
og Slangen hugger i min hæl,
skønt du har knust dens hoved.

O Jesus, du min broder kær,
du ved, hvad nød og smerte er,
på korset brast dit hjerte.
Du ved: Hvad Ånden gerne vil,
det får jeg aldrig kødet til,
det frygter nød og smerte.

Til jeg er hjemme hos min Gud,
giv nåde til at holde ud
mod verden og dens herre!
Når døden banker på hos mig,
og kinden bliver kold og bleg,
du skal min styrke være.

Om gamle Adam krymper sig,
lad ånden fryde sig i dig
og vente glad sin sommer!
Og lad mig slumre i dit navn
som barnet i sin moders favn
og vågne, når du kommer!

(LT 249)