Sange med hjertet XIV
Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.
Glæde over evangeliet
1. Vig ej fra mit hjerte
dyrebare smerte
åndens fattigdom.
Sig mig mine brister,
at jeg aldrig mister
nådens lægedom.
Når jeg erkender min synd, fastholder det mig i min afhængighed af Jesus og i min egen fattigdom, så nåden bliver større (Rom 5,20).
Henrik Højlund siger det sådan i sin fantastiske prædiken fra 2006 om ”frigørende forkyndelse”:
”En kristen er ikke nået frem til en tilstand af halvt hellig og halvt synder. Er altså ikke ved Guds hjælp nået omtrent halvvejs på vejen til fuld retfærdighed. En kristen er, i sin dybeste selverkendelse, stadig helt og fuldt synder. I en vis forstand ser den kristne det klarere end nogensinde – som et resultat af Åndens arbejde. Men samtidig er en kristen helt og fuldt retfærdig. Og det er vel at mærke den kristnes inderste virkelighed.”
At blive fastholdt i erkendelsen af at være en fortabt synder er utroligt afgørende i forhold til at kunne glæde sig over evangeliet. Det vidste Paulus, Luther, Rosenius og Henrik – og det ved ethvert Guds barn: at aldrig har evangeliets saft smagt så godt i min mund, og aldrig har nådens lys skinnet så klart i hjertet, som da det blev åbenbaret for mig, da jeg mindst fortjente det.
”Frigørende forkyndelse fastholder denne grundtone af på én gang synder og retfærdig – denne samtidighed” (Henrik Højlund).
”Nådens lægedom”. Hvilket fantastisk udtryk!
Når Ånden åbenbarer min store synd, så jeg må bøje knæ for Den Levende Gud og tigge om nåde og tilgivelse, så mærker jeg så meget mere freden og lægedommen i hjertet, når troen griber om ordene fra 1 Joh 1,7: ”Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.”
Når synden bliver stor
2. Vandringsmand på jorden,
fat dog dybt Guds orden:
Kun som arme små
nåden vi erfarer;
Gud os det forklarer
selv i Ordet så.
Det er et gennemgående tema i sangen, at oplevelsen af Guds nåde erfares med stærkest kraft, når vi er ”arme små”.
Paulus skriver således i 2 Kor 12,10: ”Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.”
Som antydet ovenfor er det min personlige erfaring, at evangeliets lys rammer mig med dobbelt styrke, når jeg mindst fortjener det. Og derfor må vi bede Gud om igen og igen at gøre os ”arme små”, så vi på ny kan opleve den fulde og rige glæde over evangeliet.
Synden bliver stor – nåden desto større!
Kærligheden til Jesus
3. Hel’re må du ligge
dybt i støv og tigge
nåde i hans blod,
end som selvretfærdig,
hellig, stærk og værdig
have trøst og mod.
Endnu et citat fra Henrik Højlunds prædiken om ”frigørende forkyndelse”:
”Og det er jo også nogle sjælesørgeres erfaring, at der er mennesker, som kun blev frataget den farisæiske selvretfærdighed ved at falde så eftertrykkeligt i synd, at angeren, der kunne tage imod nåden, omsider blev mulig.”
Og Rosenius’ budskab i sangen er klart: Hellere være en vaskeægte synder med vaskeægte synder og overtrædelser på cv’et end fremstå god og from i det ydre, men indeni være rådden og fordærvet.
Jo stærkere syndserfaring, des stærkere glæde over blodet.
Henrik Højlund refererer fra en scene fra romanen Stengrunden af Bo Giertz:
”På samme måde da Johannes spørger om, hvorfor han da ikke har et rent hjerte. Så svarer Katrina: ‘For at du skal lære at elske Jesus.’
Det er dristige sager. ‘Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større?’ får vi lyst til at spørge. Jævnfør spørgsmålet til Paulus, da han forkyndte det frigørende evangelium så radikalt, som han gjorde.
Paulus siger et kraftigt nej til det (Rom 6). Men den dristigt befriende pointe i Katrinas svar er: Synden, det urene hjerte, er ikke i sig selv et gode – men bliver i en vis forstand et gode, fordi den fastholder mig på det bedste: kærligheden til Jesus – som svar på hans nåde og kærlighed til synderen.”
Selvretfærdigheden og dens modsætning
4. Herre, du bevare
mig fra denne fare:
selvretfærdighed!
Og i Kristus giv mig
trøst og kraft, og bliv mig
du al salighed!
”Selvretfærdig” betyder ifølge Den danske ordbog: ”som mener altid at handle rigtigt og have ret, og som giver udtryk for dette på en bedrevidende eller skinhellig måde.”
Selvretfærdighed var en fare for Rosenius. Selvretfærdighed er en fare for dig. Selvretfærdighed er en fare for mig. Opfattelsen af selv at være den, der ved bedst, og oven i købet fastholde dette synspunkt over for Gud. Dette forfærdelige gemmer sig i vore hjerter.
Kære Gud
Det er DIG, der altid handler rigtigt!
Det er DIG, der altid har ret!
Det er DIG, der er hellig, ren og ophøjet!
”Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn skal du give ære, for din godheds og troskabs skyld” (Sl 115,1).
Hvilke hænder kan tage imod mest?
Kære Gud
Giv os de tomme hænder!
Og ræk os Kristus, vor trøst og kraft!
Iklædt Kristus
5. Synden mig besværer,
men i Kristus bærer
jeg et herligt skrud.
Jeg i dette klæde
ren og skøn tør træde
frem for Himlens Gud.
Åh, jeg er så glad for Rosenius og hans ærlighed! ”Synden mig besværer”. Ja, dét må du godt nok sige! Og hold nu op, hvor jeg kender denne virkelighed – det ene øjeblik at kunne sidde from og andægtig, og det næste øjeblik fare ud i alskens syndige lyster!
At være 100% retfærdig og 100% synder oplever jeg som 100% glæde og 100% sorg. Uendelig glæde over at være retfærdig i Jesus. Uendelig sorg over erfaringen af syndens kræfter i mig.
Ét sted, og kun ét sted, finder en kristen sin frimodighed: i Kristus-klædningen! Jesu Kristi fuldbragte frelsesklædning, vundet på Golgata, betalt med Guds eget blod!
Og min ven:
Glem nu ikke at det var Gud selv, der hang på korset!
Han sonede selv straffen!
”Dommeren selv for dødsfangerne døde!”
Da jeg for efterhånden nogen tid siden blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at skrive denne artikel og samtidig blev opmuntret til at vælge netop denne skønne tekst, ja så var der faktisk også en anden vidunderlig sang, som lå mig på sinde, nemlig sangen Se ej på mig; en sang, som lægger sig rigtig godt op ad dette vers 5.
Lina Sandell skriver det så fantastisk:
”Se ej på mig, se ej på mig,
se på din Søn, o Gud,
se på hans sår og se mig an
i hans forsoningsskrud!”
Og verset fra 1 Joh 2,1 ligger lige for: ”Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.”
Det er en glæde så stor, rig og forunderlig, så ord dårligt kan dække det, at jeg lille menneske her på jorden har en talsmand i Himlen, som står foran Gud med et fuldbragt frelsesværk, et ”herligt forsoningsskrud”, som gælder for mig!
Forstanden fatter det ikke –
Troen klynger sig til det –
Hjertet fryder sig over det!
Den gode hyrde
6. Jesus, nær du være
kærligt selv du bære
lammene i favn!
Værn din hjord, den lille,
imod fjender vilde.
Hyrde er dit navn!
Åh, så velsignet med dette Hyrde-billede!
Og for os, der ved Guds Nåde er blevet fundet af Hyrden, ja da er dette billede den dybeste rigdom og glæde, vi kender til!
Alligevel må jeg sige:
Jeg ved ikke med dig, kære læser – men JEG er altså ikke noget lam! JEG er ikke noget sødt lille uskyldigt lam, der bliver fundet og båret hjem.
Nej, jeg er et stort, udueligt, klodset, stædigt og selvretfærdigt FÅR, som i 2013 blev fundet af Hyrden, og som dag for dag siden da har opført mig præcis som dette store, uduelige, klodsede, stædige og selvretfærdige får!
I årtier har vi sunget det: ”Jesu lille ‘lam’ jeg er.”
Men jeg synes faktisk helt oprigtigt, at vi skulle begynde at lære vore kære børn, at synge ”får” i stedet for ”lam”; og samtidig forklare hvor hjælpeløse, stædige og klodsede sådanne får er, og hvor fantastisk rigt et billede det er på syndere, der har én glæde, én trøst og én ære: Hyrden!!!
Jesus siger i Joh 10,11: ”Jeg er den gode hyrde.”
Og her kunne vi med rette bruge tid på at fordybe os i hver enkelt af disse fem velsignede ord, men vi vil i denne omgang blot nøjes med det midterste: ”den”.
Jesus er DEN gode hyrde.
På samme måde som der flere steder i Ordet står om Gud, at han er ”DEN levende Gud” (Jer 10,10; 1 Tim 4,10; Sl 42,3 m.fl.). Sådan også her i Joh 10,11: DEN gode Hyrde.
Mine venner:
Der er ikke flere gode hyrder.
Der er ikke flere, der kan bryste sig af denne titel.
Der er ÉN!
JESUS – vor Frelser og Forsoner – HAN, og HAN ALENE, er ”DEN” gode Hyrde: den eneste sande og gode Hyrde!
Og det er vor bøn, i gode som i svære tider, at den gode og kærlige Hyrde må bære os alle på armen sikkert hjem til sit evige rige i de evige boliger – og særligt her i denne sammenhæng retter vi denne bøn mod dem, vi kender, som snart skal herfra, at den ene sande og gode Hyrde, vor Frelser og Forsoner, må komme og bære vores kære det sidste stykke ind over grænsen!
Bære os som den evigt gode Hyrde, bære os som den ørnemor, der flyver ind under sin lille nødstedte ørneunge, der krampagtigt og forgæves kæmper for at holde sin flyvekurs opadgående, men som pludseligt oplever velsignelsens ro sænke sig over sig, da den opdager, at den sidder på ørnemors ryg, og på denne ryg nu bæres op imod de højere luftlag.
BÆR OS, HERRE JESUS,
HELE VEJEN HJEM TIL MÅLET!
”Én er den gode” (Matt 19,17b).
Anfægtelsen
7. Lær mig vandre varligt
her er ofte farligt
jeg er angst for mig.
Den, som vejen finder,
og som Jesus kender,
kan forvilde sig.
Carl Olof Rosenius oplevede det ikke som en selvfølge, at han ville nå målet. Når Guds Ord kommer til, blæses al selvfølgelighed væk!
Og jeg mener, at det er sandt, som det også er blevet sagt, at jo tættere man kommer på Gud, og jo tættere man lever efter hans Ord, des mindre selvfølgeligt bliver det, at man når målet. Dem, der lever længst på afstand af den sande og hellige Gud, sover roligt om natten og rammes aldrig af anfægtende tanker om, hvorvidt han selv og hans kære når frelst hjem. Hvorimod dem, der lever tættest på Gud, kender disse tanker alt for godt!
Personligt må jeg sige at jeg kender disse tanker rigtig godt: ”Når jeg mon målet? Når mine kære mon målet? Hvordan skal jeg nogensinde kunne nå målet, så håbløs og syndig jeg er i mig selv?!”
En lang række tanker, anfægtelser og bekymringer som disse kan hobe sig op hos et Guds barn; et Guds barn, som lever Gud nær, og som i lyset fra Ordet aldrig nogen sinde kunne drømme om at bruge ord som ”selvfølgelig” og ”naturligvis” om det at blive frelst eller nå frelst hjem.
Ikke mindst også set i lyset af den rystende lange liste af folk, vi kender til, som begyndte på troens vej, og som måske endog havde store og rige tjenester inden for det kristne arbejde, men som sidenhen faldt fra, ikke mindst også med denne sorgfulde sandhed for øje, må ethvert gram af selvfølge i forhold til at blive frelst og nå frelst hjem, forsvinde fra os, som snefnug på 40 grader varm asfalt.
Hjertets bøn
I denne magtesløse tilstand og erkendelse fødes så vers-8-bønnen i vore hjerter (her citeret efter ”Åndelige Sange og Salmer”):
8. Du dit værk oplive,
regn og sol du give –
gør, som du det vil;
blot du så mig fører,
at til sidst mig hører
Himmeriget til.
Og det er min bøn, når alt kommer til alt: At Gud vil FØRE og BÆRE mig hele vejen hjem!!!
Aldrig mere medgangssol, end jeg kan bære.
Aldrig mere modgangsregn, end jeg kan bære.
Men lige præcis de dele af medgang og modgang, lige præcis de dele af glæde og tugt, som HAN ser, at jeg behøver, FOR AT jeg kan nå hjem til målet.
En Lina Sandell-sang udfolder så rammende dette vers, og den vil vi slutte med:
Hvorfor skal dog klage råde,
om ej alt er til behag?
Tugt, forladelse og nåde
trænger barnet til hver dag.
Vær blot stille, være blot stille
under kærlighedens slag.
Tugten netop er beviset,
at du er en ægte søn.
Flygt da ikke bort fra riset,
løb ej bort derfra i løn!
Se din Fader, se din Fader
elsker Adams faldne køn.
Sådan Herren det forlener
i sin godhed dag for dag,
tugt og nåde altid tjener
samme mål og samme sag.
Tugt og nåde, tugt og nåde
viser os Guds hjertelag!
Amen!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2016. Hele bladet kan læses her.
Melodi af Filip Kofod - lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Filip Kofod
Filip Kofod, København, taxachauffør.