Sådan kom jeg til tro XIV
Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.
Andagt på soldaterhjemmet
En onsdag aften i august 2015 var der andagt på soldaterhjemmet ved Høvelte Kaserne. Det var soldaterhjemmets nye pedel, Kurt Henriksen, som holdt andagten. Han indledte med at læse et vers fra Jeremias’ Bog kapitel 29, vers 11: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”
Da han havde læst verset, så han ud over den lille forsamling af soldater, og sagde:
”For seks år siden havde jeg alt, hvad man kan drømme om at succes i denne verden. Jeg var direktør i mit eget firma, jeg havde et kæmpe hus, masser af biler, høj status, og pengene væltede ind.
På én dag mistede jeg det hele. Jeg gik fra at have alt til at have ingenting.
Udefra set var det en katastrofe. Men det var dér, Gud kom til mig. Det var dér, han fik råbt mig op. Det var i den situation, det blev afgørende for mig at blive frelst.
Da jeg var på bunden, kom Gud til mig og viste mig Jesus som min frelser, så jeg kom til tro på ham. Når jeg tror på Jesus, så har jeg syndernes forladelse, fred med Gud og evigt liv. Og dét er rigdom, virkelig rigdom.
Jeg havde mine egne planer for seks år siden. De handlede om flere penge, en større virksomhed og mere succes. Gud havde andre planer, og det var langt bedre planer. Gud ville give mig en fremtid og et håb – i Jesus. Han ville give mig et sandt og evigt liv. Det var Guds plan for mig, og det er Guds plan for alle!”
Opvækst i Indre Mission
Kurt voksede op i et missionshus i Vallensbæk, hvor hans far og mor var pedeller. Forældrenes primære arbejde lå i farens slagterbutik, hvor moren var medhjælp.
Hjemmet var præget af en glad og lys, evangelisk kristendom. Troens glæde over Jesus var det bærende:
”Når jeg var ude at køre bil med min far, så sang han fra forsædet: ‘Klippe du, som brast for mig, lad mig skjule mig i dig.’ Det husker jeg ham for. Det var en levende kristendom.”
I Vallensbæk var der få børn og unge fra kristne hjem, så da Kurt blev 14-15 år, begyndte han at cykle til ungdomsmøder hos Indre Missions Unge (IMU) i Herlev.
På en lejrtur med de unge blev der talt om at få gjort op med Gud og blive frelst – nu. Det talte stærkt til Kurt:
”De talte om, at man kunne blive bedt for. Det ville jeg gerne, og jeg oplevede, at det gav mig ro og glæde. Måske blev jeg revet med af en stemning. Men jeg oplevede, at jeg havde truffet et godt og rigtigt valg.”
Skred i det skjulte
Efter folkeskolen kom Kurt i lære som elektronikmekaniker i en radioforretning. Det var et svært miljø for en ung kristen:
”Der blev drukket meget i radiobranchen dengang, og det blev en del af mit liv.”
Men det var en del af Kurts liv, som de kristne venner ikke så.
Da Kurt var omkring 20 år blev hans tillidsforhold til Gud udfordret af en personlig krise og skuffelse, som han ikke kunne forstå meningen med. Han oplevede et knæk på hjerteplanet:
”Jeg begyndte at glide ud – i mit hjerte.”
Det var et usynligt knæk. Kurt blev ved at komme til møderne, og nogle år senere blev han IMU-formand.
I 1981 blev Kurt udlært og fik arbejde som elektronikmekaniker.
Straks han fik arbejde, begyndte han om aftenen at læse til cand. merc. Det var krævende og slidsomt, men han gennemførte det.
Da han havde færdiggjort sin uddannelse i virksomhedsledelse, blev han i 1986 ansat som servicechef i en IT-virksomhed. Året efter blev han gift.
Kurt videreførte de ydre kristne vaner. Han kom til møderne som før. Men på indersiden begyndte arbejdslivet gradvist at fylde stadigt mere og troen stadigt mindre:
”Troen sev langsomt ud af mig. Når du falder fra, er det sidste, der forsvinder, retorikken. Jeg kunne blive ved at sige de rigtige ting, længe efter at de var holdt op at have betydning for mig.”
Egen virksomhed
I 1991 startede Kurt sin egen IT-virksomhed. I begyndelsen var han den eneste ansatte, men efter et par år kunne han begynde at ansætte folk. Fra 1994 accelererede det med stor hast:
”Vi fik nogle meget store kunder: Mærsk, B&O, NKT og mange flere. Min arbejdsbyrde voksede voldsomt. Jeg arbejdede 80-100 timer om ugen. Men indtjeningen steg også helt enormt.”
Midt i 1990’erne havde Kurt en familie med fem børn, men arbejdet trak ham væk fra familien. Det trak ham også væk fra den kristne menighed. Han kom stadigt mere uregelmæssigt til møderne i missionshuset.
Han var blevet valgt ind i den lokale bestyrelse for Indre Mission. Men han kom stort set aldrig til bestyrelsesmøderne. Når han endelig var med til et kristent møde eller en gudstjeneste, var han åndeligt fraværende:
”Jeg tænkte kun på min virksomhed.”
Kurt registrerede selv, at han bevægede sig væk fra Gud. I en periode kunne det gøre ham bange:
”Jeg troede på et liv efter døden, og til at begynde med kunne jeg blive grebet af angst ved tanken om fortabelsen. Men efterhånden forsvandt angsten, og jeg blev rolig. Den tro, der bærer til Himlen, var død, længe inden jeg forlod menigheden.”
Det kom aldrig til et bevidst og tydeligt brud med den kristne menighed. Sidst i 1990´erne holdt Kurt bare stille og roligt op med at komme i de kristnes forsamling.
Succes
Årene omkring årtusindskiftet var præget af overvældende succes i Kurts virksomhed. Han fik stadigt flere kunder, virksomheden voksede, og han tjente flere penge, end han kunne nå at bruge:
”Det buldrede derudaf. Jeg købte en ejendom på 530 kvadratmeter med indendørs swimmingpool og det hele. Jeg havde fem-seks biler, flotte biler. En Mercedes CLS til halvanden million. Der var kun tre af dem i Danmark. Jeg havde også en Cherovlet Corvette. Sådan en havde jeg altid drømt om at få, så en formiddag gik jeg ud og købte en.
Ungerne fik alt det, man kunne købe for penge: heste, gokarts, en bil til sønnen, en café til pigerne, som de kunne hygge sig med. Alligevel rullede der bare stadigt flere millioner ind på kontoen. Jeg troede, jeg var en forfærdelig karl, der kunne det hele. Penge og magt fyldte alt for mig. Folk så op til mig. I byen blev jeg kaldt ’matadoren’.”
Det lignede den fuldendte succes. Men under overfladen så det anderledes ud. Familielivet og ægteskabet led under Kurts store arbejdsbyrde, og på indersiden oplevede han en dyb tomhed:
”Jeg var aldrig glad. Jeg kunne måske opleve en forbigående glæde ved at købe et eller andet. Jeg købte Corvetten og kørte op og ned ad Strandvejen med kalechen nede, og det var fedt – de første gange. Men når jeg så havde gjort det fem gange, så var der ikke mere i det.
Hvad så? Så måtte jeg have noget nyt: en båd! Så købte jeg en båd, og så gik det på samme måde med den. Når jeg tænker tilbage på det, var jeg aldrig virkelig glad.”
Når Kurt havde besøg af sin kristne familie, var der meget, de kunne benoves over. Men det var ikke benovelsen, der fyldte hos dem, når de tog hjem. Det var bedrøvelsen over den tomhed, de mødte hos Kurt, og den åbenbare mangel på kristen tro og åndeligt liv.
Det ansporede dem til at folde deres hænder og bede Gud gribe ind i Kurts liv. Den bøn besvarede Gud.
Faldet
Den 6. september 2009 blev Kurt ringet op af politiet. De fortalte, at de stod ved hans hjem og var på vej til at foretage en razzia i hans hus. De bad ham om at komme hjem – med det samme. Da Kurt mødte frem, blev han anholdt.
Ved anholdelsen var Kurt fattet. Han var overbevist om, at der var tale om en misforståelse. Han ville gerne tage med på politistationen og få tingene klarlagt. Han var overbevist om, at han ville være hjemme samme aften. Det var han ikke.
To år forinden havde Kurt indgået et partnerskab med to mænd. De var kommet til ham med et forslag om en udvidelse af virksomheden med nogle leasingaftaler, som de to mænd selv ville tage ansvar for – under Kurts ledelse.
Kurt syntes, det lød lovende, og gik med på ideen. Hvad han ikke vidste, var, at begge mænd tidligere var dømt for bedrageri. Under Kurts formelle ledelse gik de nu i gang med en ny form for bedrageri, hvor de forfalskede de kontrakter, som de indgik med kunderne.
Da politiet foretog razziaen på Kurts kontor, kunne de se, at han intet havde gjort for at slette eller skjule noget. Han havde været i god tro hele vejen. Men han var chef i det firma, som havde bedraget kunderne. Derfor blev han arresteret.
Kurt blev forhørt fra om formiddagen til sidst på aftenen.
Om morgenen var han vågnet i sin seng i forventning om en ganske almindelig arbejdsdag. Om aftenen blev han låst inde i en møgbeskidt og stinkende celle i Vestre Fængsel – uden penge, uden tandbørste, uden ekstra tøj og med forbud mod at kontakte nogen.
Han var i chok.
I fængslet
”Jeg var så chokeret, at jeg i flere dage ikke var i stand til at spise noget. Fængslet var langt værre, end jeg havde forestillet mig, at det kunne være i Danmark. Cellen var uhumsk med madrester og ekskrementer og en rædselsfuld stank. I de danske fængsler er der ikke bedre forhold for fanger, der er anklaget for økonomisk kriminalitet, end for andre.
Jeg blev sat i isolation. Det betød, at jeg skulle være i cellen 23 timer i døgnet.
Når jeg var på gårdtur, var det sammen med de hårde kriminelle. Når der opstod slåskamp under gårdturen, var det ikke sådan, at fængselsbetjentene greb ind. Det troede jeg, at de ville gøre. Men de så bare på, indtil det var forbi.
Mens jeg var der, var der en af fangerne, som blev banket så slemt, at han røg på intensiv. På gårdturene gjaldt det om hele tiden at bevæge sig og ikke stå stille. Ellers var det dig, der fik bank.
På grund af isolationen gik der ti dage fra fængslingen, til jeg fik det første brev fra min kone. Alle breve skulle rundt om politistationen og læses der først. Jeg følte mig helt utrolig ensom.”
Efter en uge i Vestre Fængsel blev Kurt overført til Blegdamsvejens Fængsel. Her fik han opgaven som vaskemand i vaskekælderen.
På dette tidspunkt var han rystet i sin grundvold. Hans overmod var erstattet af en dybtgående oplevelse af ensomhed, frygt og hjælpeløshed.
En dag, da han var alene i vaskekælderen, faldt han på knæ og råbte i bøn til Gud om hjælp.
Kurts bøn og Guds svar
”Jeg tænkte, at jeg var så langt væk fra Gud, at han måske slet ikke ville høre på mig. Men jeg havde ganske enkelt ikke andre at tale mad.
Da jeg begyndte at bede til Gud, handlede mine bønner om, at Gud ville hjælpe mig ud af mine problemer. Jeg bad om, at jeg måtte blive løsladt, at virksomheden måtte blive reddet, at jeg måtte blive frikendt og få mit gamle liv tilbage.
Hvis Gud havde givet mig det, jeg bad om dengang, så er jeg sikker på, at jeg ikke var blevet frelst. Hvis Gud havde reddet stumperne af mit liv og havde givet mig virksomheden tilbage, så ville jeg igen leve for den. Hvis jeg skulle frelses, så var det nødvendigt, at jeg måtte miste – det hele.”
Da Kurt blev løsladt efter godt to måneder, var hans virksomhed væk. Huset var blevet solgt på tvangsauktion, og da gælden til de forurettede kunder var gjort op, skyldte Kurt 15 millioner væk.
Økonomisk var han faldet fra den absolutte top til den absolutte bund.
Nu handlede hans bønner ikke længere om at redde virksomheden, men om at bevare friheden og blive retfærdiggjort i retten. Hans advokat var overbevist om, at han ikke kunne dømmes for det, som var sket. Da Kurt blev dømt i byretten, appellerede de derfor dommen til landsretten. Men i landsretten blev dommen stadfæstet, og Kurt blev dømt til to og et halvt års fængsel.
I dag ser Kurt tilbage på dommen som Guds gode og kærlige svar på hans bøn:
”Jeg tror, at Gud tillod den uretfærdighed, fordi jeg var så langt væk fra ham. I mit tilfælde skulle der virkelig svært skyts til for at frelse mig. Jeg har en meget stærk psyke og en stærk vilje, og den skulle knækkes.
Jeg tror, Gud handler med os på forskellige måder, afhængigt af hvem vi er, og hvor vi er. Der er nogen af os, som Gud må tage virkelig hårdt fat på.
Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at Gud havde ret. Gud ville vise mig, at der var noget, som var meget vigtigere i mit liv end både min virksomhed og min frikendelse, og det var mit forhold til Gud.
Jeg har gjort det til en vane at skrive mine bedeemner ned. Når jeg så efter nogen tid, ser tilbage, så kan jeg igen og igen se, at Gud har givet mig noget helt andet end det, jeg bad om. Det, Gud giver, er altid bedre, end det, jeg selv finder på. Sådan var det, da jeg gik konkurs og røg i fængsel.”
Frelst
Fængslets barske virkelighed mindede på en dybtgående måde Kurt om livets usikkerhed:
”Det blev klart for mig: Jeg kan dø herinde! Netop derfor blev det afgørende for mig at blive frelst. Jeg var bange for at gå fortabt, og denne frygt brugte Gud. Frygten for at ende i Helvede drev mig til at bede om nåde. Mine bønner kom til at handle om det, som er vigtigst af alt: at komme i Himlen.
Jeg havde brugt så meget af mit liv på dårlige og intetsigende ting. Jeg havde ødelagt så meget for andre. Nu så jeg, at jeg havde brug for syndernes forladelse.
I fængslet læste jeg ikke i andet end Bibelen. Når jeg læste, oplevede jeg, at evangeliet ikke bare var ord i en bog. Det var ord til mig. Jeg fik vished om syndernes forladelse i Jesus.
På en underlig måde hjalp min dom mig til bedre at forstå det, Jesus har gjort for os. Jeg følte mig uretfærdigt dømt og meget ensom. Men netop det hjalp mig til at forstå, hvor stort det er, at Jesus tog alt det på sig, som vi har gjort af forfærdelige ting. Han lod sig dømme for vor synd. Han må have været utroligt ensom der på korset. Men han gjorde det for os, for at vi kunne blive frelst.”
For en umiddelbar menneskelig betragtning var konkursen og dommen en tragedie i Kurts liv. Men indefra oplevede han det anderledes:
”Gud havde en god plan gennem det hele. Han ville frelse mig.
I fængslet blev jeg utroligt glad for ordet i Jeremias’ Bog om, at Guds plan for os er at give os en fremtid og et håb. Det er det, Gud giver os i Jesus. Han giver os syndernes forladelse og evigt liv. Det er det, vi har i Jesus, og det kan ikke sammenlignes med noget andet. Jeg har noget i dag, som er langt vigtigere og langt mere værdifuldt end det, jeg havde før.”
Gud nær i fængslet
Afsoningen af fængselsdommen blev en tid, hvor Kurt på en særlig måde oplevede Guds nærhed:
”Der er meget, som man kan have grund til at være bange for i fængslet. Men Gud tog frygten for mennesker fra mig. Han gav mig ro. Det stod klart for mig, at når Gud er for mig, kan mennesker ikke gøre mig noget. Jeg skal ikke frygte mennesker, men Gud. Jeg har stået over for folk, som var meget truende, og hvor jeg tidligere ville have været bange. Men nu var jeg helt rolig.”
Kun én gang i fængslet var Kurt for alvor bange. Det var, da en satanist flyttede ind i cellen over for ham:
”Han begyndte med at bygge et satanisk alter op med knogler og sataniske symboler, og så satte han satanisk musik på. Jeg kunne mærke åndskampen ude på gangen. Da var jeg bange; ikke for ham, men for Satan.
Jeg satte et kors op på min dør, og så gik jeg ind i cellen og bad til Gud. Gud svarede på en måde, som jeg ikke kan forklare. Jeg tror, Gud sendte en engel til mig. Cellen blev fyldt af et lys, der var så stærkt, at jeg ikke kunne åbne øjnene, og så blev luften fyldt af den mest fantastiske duft af roser. Så fik jeg fred. Dagen efter blev jeg flyttet fra afdelingen.”
Vidnesbyrd i fængslet
Tiden i fængslet blev også en tid, hvor Kurt fik anledning til at vidne for de andre fanger om Jesus.
”De kunne ikke forstå, at jeg kunne gå rundt og synge. Men det gav anledning til at fortælle dem, hvorfor jeg sang, og så fortalte jeg dem om syndernes forladelse og evigt liv i Jesus.
Den første fængselsgang, jeg boede på, var en rigtig banditgang med mange hårde kriminelle. Min madmakker var fra Hells Angels. Men vi talte godt sammen, og han ville gerne høre om Jesus.
På et tidspunkt talte jeg med en morder, som spurgte, om han virkelig kunne komme i Himlen. – Jeg har jo slået ihjel!
Og så kunne jeg fortælle ham, at frelsen er gratis, fordi Jesus tog straffen for os.
Det med, at en kan tage straffen for en anden, det kan mange af fangerne godt forstå. For der er mange, der sidder i fængsel, fordi de tager straffen for nogle andre. Det giver en god mulighed for at tale med dem om, hvad Jesus har gjort for os til vores frelse.”
Vidnesbyrd i dag
I dag kommer Kurt og hans kone i Lindehøj Kirke i Herlev. I kirken er Kurt engageret i et team, som regelmæssigt går fra dør til dør i Herlev for at vidne for mennesker om Jesus:
”Det er underligt at komme rundt til mennesker, som er meget velstillede. Jeg kan se mig selv i dem. De er meget venlige, men Jesus har de ikke brug for. Deres liv handler om deres rigdom. Men jeg kan se det – at det er en skal uden glæde indenunder. De er, som jeg var, og de har brug for at se, at de er syndere over for Gud.
Det mener de ikke, at de er.
Så fortæller jeg dem, at Gud ser på vores onde tanker, og at onde tanker er nok til at gøre os skyldige over for Gud.
Mange af dem siger, at de tror på det evige liv. Men så spørger jeg dem, om de også tror på fortabelsen. For uden det perspektiv kan man ikke se, at det var nødvendigt, at Jesus døde for os.
Det, jeg ønsker at fortælle mennesker, er, at vi, som er syndere, kan blive frelst og få evigt liv, fordi Jesus er død og opstået for os.”
Det er det samme, Kurt nu får lov at vidne om for soldaterne på soldaterhjemmet i Høvelte. Her begyndte Kurt som pedel i juli 2015.
”Allerede weekenden før jeg blev kontaktet fra soldaterhjemmet, vidste jeg, at jeg snart ville få et job, hvor jeg kunne få lov at vidne om Jesus. Det var det, jeg ønskede.”
Da Kurt skulle holde sin første andagt på soldaterhjemmet, var han ikke i tvivl om, hvad den skulle handle om. Den skulle handle om ordene i Jeremias’ Bog kapitel 29 vers 11:
”Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om lykke ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.