En lørdag formiddag ringede det på døren. Udenfor stod der to velklædte fremmede, en mand og en kvinde. De var Jehovas vidner. Manden spurgte, hvad jeg tænkte om fremtiden for vores jord.
”Ja, den er nok ikke så lys,” sagde jeg, ”den skal gå under. Men må jeg ikke stille dig et spørgsmål?”
Jo, det måtte jeg.
”Hvordan skal det gå dig på dommens dag?”
”Det er ikke nemt at svare på,” sagde manden, ”for det er jo Gud, der kender vores hjerter. Men jeg tror, det kommer til at gå godt. Jeg har gjort det så godt, jeg kan.”
”Tror du, det kommer til at gå godt? Det kommer det ikke til at gøre,” måtte jeg sige til ham. ”Det vil ikke gå godt!”
”Åh,” sagde manden, ”hvad tror du så – hvordan skal det gå med dig?”
”Jo, jeg kender en, der hedder Jesus,” kunne jeg vidne for ham. ”Han har taget min sag på sig, han døde for mine synder, og han skal svare for mig på den dag. Det er min frimodighed.”
”Ja, men jeg tror da også på Jesus,” sagde manden.
”Nej, det gør du ikke,” sagde jeg. ”Du havde ikke noget at vidne om ham, da jeg spurgte dig, og det, som hjertet er fuldt af, det løber munden over med. Det var kun dig og dine gerninger, der var i din mund. Det var der, du havde din frimodighed.”
Jeg skal ikke tage mere frem fra samtalen, men nøjes med at understrege, at det er stort at kende ham, der har taget vores plads i døden og dommen, for at vi skal få hans plads for Guds trone, få del med ham i hans retfærdighed og eje hans velbehag hos Gud, barnekår og arveret.
At ville møde Gud i sit eget, det kan aldrig gå. For Gud er den hellige og rene. Der er kun én, der holder mål over for ham, og det er Guds egen Søn, han, som blev menneske og som menneske blev prøvet i alt, ligesom os, men uden synd.
Og han kom ikke til jorden for sin egen del, men for din og min skyld, ja for hele verdens skyld, for at verden skulle blive frelst ved ham. Og som profeten Esajas vidner: ”Ved at de kender ham, skal den retfærdige, min tjener, retfærdiggøre de mange, og deres misgerninger skal han bære” (Es 53,11, fra norsk overs.). Han gjorde alt dit til sit i sin soningsdød, og ved troen på ham bliver alt hans dit!
Jesus sagde den sidste aften, at han havde længtes efter at spise påskelammet med disciplene. Det var jo ham selv, det talte om, og hans gerning for sine venner.
Den første påske blev påskelammet slagtet, og blodet af det uskyldige dyr blev strøget på dørstolperne og det øverste dørtræ. Blodet vidnede for dødsenglen om, at en havde taget dommen og allerede var død. Så kunne alle indenfor gå fri, for dommen skulle ikke udføres to gange.
Så rækker Jesus sine disciple kalken og siger: ”Dette er den nye pagt ved mit blod.” Pagt indebærer fællesskab og et ordnet forhold. Ved Jesu blod er alt, hvad der skilte mellem os og Gud taget bort, og vi har i Jesu blod frimodighed til at træde lige ind i helligdommen, lige ind til Gud. Vi har fællesskab med hinanden, og Jesu, Guds Søns, blod renser os fra al synd.
Og så rakte Jesus dem brødet og sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer.” Det lydefri påskelam skulle spises helt, med hoved, fødder og indvolde. Sådan må du og jeg også tage imod Jesus, med hans rene tanker og sind, hans rene og gode færd, og vi må tilegne os ham som vores. Sådan som alt mit blev hans i hans død, og han tog det bort, sådan må alt hans blive mit, og jeg må rose mig af hans hellige navn. Det er dette, som er at miste sit liv og så finde det for Jesu skyld, finde det i ham (Matt 16,25).
Oversættelse: Henrik Gren Hansen
Udgivet af
Per Bergene Holm
Per Bergene Holm, rektor og timelærer ved Bibeleskolen på Fossnes, Norge.