Dansk Oase præsenterer sig som en luthersk bevægelse. Samtidig erklærer den, at den uden problemer kan have broderligt og forkyndelsesmæssigt fællesskab med romerske katolikker.
Hvordan kan det gå til?
Reformationen satte et skel ned mellem protestanter og katolikker, fordi man havde forskellige forståelser af evangeliet. Broderligt og forkyndelsesmæssigt fællesskab var umuligt, fordi man havde hver sin lære om Jesu frelse og om vejen til Himlen.
Men nu er denne situation ifølge Dansk Oase forandret.
Ifølge Dansk Oase kan der nu være broderligt og forkyndelsesmæssigt fællesskab mellem lutheranere og katolikker, fordi de i alt det væsentlige har samme lære om frelsen.
Den lutherske lære om retfærdiggørelsen
I det følgende vil jeg gennemgå de offentlige dokumenter og udtalelser, hvori ledere for Dansk Oase udfolder dette syn. Men inden jeg går over til de enkelte kilder, finder jeg det nyttigt at referere, hvad vore lutherske fædre har sagt om retfærdiggørelsen af tro i Konkordieformlen:
”Om troens retfærdighed for Gud tror, lærer og bekender vi enstemmigt i overensstemmelse med den tidligere fremsatte sammenfatning af vor kristne tro og bekendelse, at et fattigt, syndigt menneske bliver retfærdiggjort for Gud, frikendt, erklæret for løst og befriet fra alle sine synder og fra fordømmelsens dom, som det med rette har fortjent, og antaget som Guds barn og arving til det evige liv, uden at det på nogen måde har fortjent det eller er det værd, ja, også uden nogen forudgående, samtidige eller efterfølgende gerninger, alene af nåde og ene og alene for vor Herre Kristi hele fortjenestes skyld og for hans fuldkomne lydigheds, bitre lidelses, døds og opstandelses skyld. Hans (Jesus Kristi) lydighed regnes os til retfærdighed1.”
I Bibelen behandles synd på to måder, nemlig ved henholdsvis lov og evangelium. Ved loven afsløres synden, og ved evangeliet fjernes synden.
Reformationens ubetingede centrum er retfærdiggørelseslæren (frelseslæren).
Hvis vi afviser eller reducerer lovens krav og dom, da bliver vi under loven. Lovens krav vil fortsat gælde for os, vi vil blive dømt efter loven, og for at blive frelst skal vi opfylde hele loven.
Det er der kun én, der har gjort, nemlig Jesus. Hvis evangeliet om, at Jesus har sonet synden og på denne måde skaffet os forsoning med Gud, ikke modtages i tro som fuldgyldig og endelig betaling for alle vore synder, da afviser vi Jesus, og da er vores kristendom uden mening og forgæves.
Men modtager vi i tro Jesu soning for vore synder som gældende forsoning i forhold til Gud, så har vi evigt liv sammen med Jesus.
Hvis vi tror og mener, at Jesus først og fremmest er et godt forbillede for os i forhold til retfærdigheden for Gud, og at vi med dette forbillede skal arbejde os frem til frelsen, da er konsekvensen evig fortabelse uden Jesus. Hvis vi tror og mener, at Jesus kun har begyndt frelsen, og at vi selv skal fuldende den, at Jesus kun har gjort det nemmere for os selv at blive retfærdige, men at vi skal blive retfærdige i os selv for at gå ind i Himlen, da har vi forkastet den eneste retfærdighed, som kan frelse os over for Gud: Jesu retfærdighed, der tilregnes os.
I sidste nummer af Nyt Livs blad tydeliggjorde den tidligere katolske præst Richard Bennett, at den katolske kirke ikke har ændret sin frelseslære siden reformationen.
Den katolske kirke afviser fortsat lovens dom over al vor egen retfærdighed. Den katolske kirke benægter fortsat, at Jesus har fuldbragt frelsen for os. Jesus har kun lagt grunden for vor frelse.
Ifølge den katolske kirke skal vi med Jesus som forbillede og med helgenerne som vore hjælpere arbejde os frem til selv at blive retfærdige. Først når vi er helt retfærdige og syndfri i os selv, kan vi gå ind i Himlen.
Vi frelses ved vor egen retfærdighed. Det er selve definitionen på selvretfærdighed! Når vi ikke den fuldkomne retfærdighed her i livet, må vi renses i skærsilden, indtil vi er helt rene.
Det er fortsat den katolske lære. Den katolske kirke fordømmer fortsat alle os, som tror, at vi kan frelses ved tro på Jesus og hans fuldbragte frelse, og at vi ved denne tro bliver tilregnet Jesu egen retfærdighed. De, som tror det, er ifølge den katolske kirke fordømte og fortabte. Det er den katolske kirkes lære i dag.
Ikke desto mindre siger Dansk Oase, at lutherske og katolikker nu i alt væsentligt har samme frelseslære, og at lutherske og katolikker derfor kan have broderligt og forkyndelsesmæssigt fællesskab.
Hvordan dette er kommet til udtryk i papirer og udtalelser fra lederne i Dansk Oase, skal vi se på nu. Jeg vil også inddrage enkelte dokumenter, som er skrevet af personer uden for Dansk Oase.
Dansk Oases landsleder 2006
I foråret 2006 blev landslederen for Dansk Oase, Anne Mie Skak Johansen, interviewet om Oasebevægelsen og herunder om programmet for SommerOase 20062.
På SommerOase 2006 var den katolske munk, Raniero Cantalamessa, hovedtaler. Han havde været hofprædikant for to paver og var på Dansk Oases lejr blevet bedt om at undervise ud fra Romerbrevet. Han havde på ingen måde tilkendegivet, at han havde forladt den katolske kirkes lære. Det har han heller ikke efter 2006.
Landslederen finder det ”genialt”, at Dansk Oase får en katolik til at tale om retfærdiggørelse af tro ud fra Luthers hovedbrev. Hun understreger, at Cantalamessa er ”knalddygtig”, og at vi ikke skal opretholde ”skræmmebilleder” af katolikkerne fra refor-mationens tid.
Den katolske kirke har ifølge landslederen gennemlevet sig egen reformation og ligner ikke den kirke, som den var på Luthers tid.
Landslederen får så følgende spørgsmål: ”Bibelen formaner os til ikke at tage imod vranglærere og til ikke at lade dem tale hos os. Hvem handler denne formaning om?”
Hertil svarer hun: ”Den handler om dem, som lærer fejl. Det vil sige dem, som forkynder et andet evangelium end Jesus Kristus og ham som korsfæstet. Jeg ser ikke noget problem i, at der kommer en katolik.”
Min opsummering og vurdering
Dansk Oases landsleder anser ikke den katolske kirkes frelseslære for at være falsk og dermed vranglære.
Landslederen forsøger ikke at argumentere for, at den katolske kirkes lære er et og Cantalamessas lære noget andet. Det ville også have været et håbløst projekt, da Cantalamessa på intet tidspunkt har tilkendegivet, at han har forladt den katolske kirkes lære.
Cantalamessa er katolsk munk og har haft opgaver i den katolske kirke, som betyder, at han er godkendt af og står på linje med selve det katolske ”hovedkvarter”.
Derfor kan han ikke betragtes som andet end en repræsentant for den katolske lære. At dette er tilfældet fremgår også af hans bog om Romerbrevet, Livet i Kristus.
Officielt dokument fra Dansk Oase 2006
I efteråret 2006 udsendte ledelsen i Dansk Oase et officielt dokument med titlen: Derfor arbejder Dansk Oase økumenisk. Papiret var skrevet af Morten Munch3. Under overskriften ”Den ene hellige almindelige kirke og de kirkelige konfessioner” kan man læse følgende:
”Vi må skelne mellem den globale kirkes fællesfundament og de konfessionelle tolkninger heraf, som ikke deles af hele kirken. Kirkens egentlige fundament er Guds inkarnerede ord Jesus Kristus og med Ham som tolkende centrum tillige Guds skrevne ord, Bibelen.
Som udtryk for kirkens enhed har vi i praksis brug for et af det egentlige fundament afledt fælles fundament, som siger mere end de to ord Jesus Kristus og mindre end Bibelens samlede antal ord, som er mere end ½ million.
Som fælles afledt fundament indtager de økumeniske oldkirkelige bekendelser (Aposto-licum, Nicænum) en særstilling som globalt kristent fælleseje og udtrykker som sådan den uopgivelige kristne troskerne, de kristne ’absolutter’.
Hertil føjer sig en lang række nærmere tolkninger af denne troskerne og af den bibelske åbenbaring; tolkninger som er varierende fra konfession til konfession og som ikke er globalt fælleseje i den ene hellige almindelige kirke (…)
Kategorien ’tolkninger’, dvs. konfessions-afgrænsende tolkninger, er ikke uvæsentlige, men de er heller ikke ’det hvormed kirken står og falder’ og det som skiller sand og falsk kirke (…)
Lægger vi vort eget kirkesamfunds tolkninger ned som selve basis for troen i den ene hellige almindelige kirke, sker der to ting med fundamentet: Det bliver usikkert og tillige kirkesplittende. Ophøjelse af konfessionelt afgrænsende tolkninger til absolutte sandheder udtrykker et erkendelsesmæssigt hovmod (…)
Det syn på kirkens enhed, som er beskrevet ovenfor, udmøntes i Dansk Oases praksis, ved at følgende retningslinier lægges til grund for bevægelsens fælleskirkelige engagement, brug af gæstetalere ved stævner etc.:
– Respekt for Bibelen som grundlag for kirkens lære og liv.
– Bekendelse af de grundlæggende kristne dogmer i de oldkirkelige symboler.
– Tjenesten bør værne om evangeliets frihed gennem forkyndelsen af Guds nåde og gennem en ikke-manipulerende form.
– Den personlige etik bør opleves sund og afspejle bibelske værdier i relationelle, økonomiske og andre forhold.
– Samarbejdet bør præges af gensidig respekt.
Konklusion:
Dansk Oase arbejder økumenisk ud fra den overbevisning, at kristen enhed baserer sig på bekendelsen til Jesus som herre og frelser og på fællesskab om kristendommens kerne, som den er formuleret i de oldkirkelige bekendelser.”
Min opsummering og vurdering
Her er der tale om en lang og knudret fremstilling af, at konfessioner, dvs. kirkesamfund, er noget, man skal være meget forsigtige med.
Selv om man i Dansk Oase bekender sig til evangelisk luthersk kristendom, så er det tydeligt, at denne kristendom reelt er i vejen her.
Budskabet er, at man blot skal holde sig til ”troskernen”, som ikke omfatter evangeliet om retfærdiggørelse af tro alene. Den trosartikel om retfærdiggørelse af tro, som ifølge Luther var afgørende for, om kirken stod eller faldt, den er ifølge Dansk Oase ikke længere afgørende.
Vi kan godt mødes som kristne brødre og havde forkyndelsesfællesskab, selvom vi ikke er enige om, at vi kommer til Himlen ved Jesu frelsergerning og hans tilregnede retfærdighed alene. Evangeliet er ikke længere grundlag for kristen enhed og kristent fællesskab.
At hævde dette fremstilles så af Dansk Oase som et udtryk for ydmyghed! Det forekommer mig ikke særligt ydmygt, når Dansk Oase reelt afskriver de lutherske bekendelsesskrifter.
Men det er klart, at de lutherske bekendelsesskrifter i denne sammenhæng står i vejen for, at Dansk Oase kan samarbejde med og have broderligt og forkyndelsesmæssigt fællesskab med den katolske kirke.
Dansk Oase definerer reelt det frelsende evangelium som uvæsentligt for at forsvare deres økumeniske samarbejde med den katolske kirke.
Jeg kan kun se det, som Dansk Oase her kommer med, som forførende vranglære. Det lyder måske tilforladeligt, men det fører væk fra nåden i Kristus.
Herudover er det blindhed i forhold til det bibelske evangelium om retfærdiggørelse af tro alene og hovmod i forhold til de lutherske bekendelsesskrifter. Dansk Oase tilsidesætter med stor frimodighed alt det i beken-delsesskrifterne, som går deres ønskede praksis imod. Dette hovmod fremstiller de som ydmyghed, mens troskaben mod det frie evangelium om Jesu fuldbragte frelse, fremstilles som hovmod.
Dette udtrykker Dansk Oase ved bl.a. at sige: ”Ophøjelse af konfessionelt afgrænsende tolkninger til absolutte sandheder udtrykker et erkendelsesmæssigt hovmod.”
Med andre ord: De sandheder, som vi ikke kan blive enige med katolikkerne om, dem må vi ikke fremstille og forkynde som sandheder! Gør vi det, så er vi hovmodige.
Dermed bliver størstedelen af de lutherske bekendelsesskrifter udtryk for hovmod. Men dermed bliver det også en hul og fiflet dobbeltmoral, når Dansk Oase i andre sammenhænge bekender sig som lutherske og roser de lutherske bekendelsesskrifter.
DBI-lærere om Dansk Oase 2006
I forbindelse med, at Raniero Cantalamessa i 2006 var hovedtaler på SommerOase, skrev to lærere på Dansk Bibel-Institut (DBI) en vurdering af Cantalamessas teologi.
De to lærere var Nicolai Techow og Jens Bruun Kofoed. De kaldte deres dokument En Vurdering af Raniero Cantalamessas Teologi (VRCT)4. Dokumentet er på 28 sider. Med stor teologisk grundighed og med udgangspunkt i en evangelisk-luthersk lære evaluerer de Cantalamessas teologi på baggrund af hans bog Livet i Kristus, hans prædikener og foredrag, og interviews publiceret på den engelske version af hans hjemmeside www. cantalamessa.org.
De to DBI-lærere skiver indledningsvis, at Cantalamessa erhvervede doktorgraden i teologi og senere blev professor i Milano. I 1979 forlod han universitetet og blev personlig prædikant for to af paverne. Herudover har han været en af den katolske kirkes mest fremtrædende fortalere for den økumeniske samtale og en central figur indenfor den karismatiske fornyelse i den katolske kirke.
Jeg vil ikke gennemgå dokumentet. Det bør læses i sammenhæng. Men fra forfatternes afsluttende sammenfatning vil jeg citere nogle linjer:
”Det står således klart, især i de prædikener og foredrag, som er tilgængelige på hans officielle hjemmeside, men også i hans romerbrevskommentar, at Cantalamessa dels fastholder en række af de klassiske teologiske dogmer om helgener, jomfru Maria osv., dels at han står i den nyere katolske tradition, som fulgte efter 2. Vatikanerkoncil, og som er kendetegnet af blandt andet en historisk-kritisk tilgang til Bibelen, en åbenhed for økumenisk samarbejde og – nok så væsentligt – en fastholdelse af den katolske lære om retfærdiggørelse (…)
Vi skal derfor beklage, at en sådan bog [Livet i Kristus] bliver udgivet og lanceret som et bidrag til at hele de sår, som kirken blev påført ved bruddet mellem den katolske kirke og de protestantiske kristne. Den bidrager efter vores bedste overbevisning kun til uklarhed om den sag, hvormed kirken – forstået både som institution og som Kristi legeme – står og falder.
For hvis ikke kirken tydeligt og klart kan pege på den eneste gyldige frelsesgrund, Gud har givet, hvem kan så blive frelst?”
De to DBI-lærere kommenterer undervejs det økumeniske dokument fra 1999 Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren, som er udarbejdet af nogle lutherske og nogle katolske teologer, og hvor de forsøger at formulere sig om retfærdiggørelsen på en sådan måde, at begge parter kan finde deres teologi i formuleringerne.
DBI-lærerne hævder, at dokumentet ikke udtrykker nogen reel enighed om retfærdiggørelsen, det tildækker blot de uenigheder, som fortsat består. Det fremgik i øvrigt også af Richard Bennets artikler i sidste nummer af Nyt Livs blad.
De to DBI-lærere påpeger, at den danske folkekirke ikke har underskrevet dokumentet.
Min opsummering og vurdering
Når man læser denne teologiske udredning, fremgår det med stor tydelighed, at Cantala-messa ikke på nogen måde har bevæget sig væk fra den katolske kirkes frelseslære. Han lærer ikke, at vi frelses ved en tilregnet retfærdighed, som gives os ved tro på Jesus. Han lærer derimod det samme som hele den katolske kirke: at vi frelses ved vor egen retfærdighed.
Derved fornægter han, at Jesus som vores stedfortræder har fuldbragt frelsen for os, og at vi kan frelses blot ved tro på ham.
Og Dansk Oase finder det på ingen måde problematisk at bruge ham som forkynder.
Reaktion fra Dansk Oase 2006
Ikke længe efter at de to DBI-lærere havde offentliggjort deres dokument, udsendte Dansk Oases ledelse i 2006 et responsum til VRCT5. Det var skrevet af Jesper Oehlen-schläger, Anders Michael Hansen og Morten Munch.
I dette responsum til VRCT gør forfatterne indsigelse imod de to DBI-læreres udsagn om det økumeniske dokument Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren (FE).
Lederne fra Dansk Oase mener, at DBI-lærerne burde have nævnt, at der kun var 8 af Det Lutherske Verdensforbunds 80 medlemskirker, som ikke var villige til at underskrive dokumentet. Den danske folkekirke tilhørte dermed et lille mindretal af lutherske kirker, som ikke ville anerkende, at katolikker og lutherske nu var grundlæggende enige om frelsen.
Lederne for Dansk Oase understreger også, at den danske folkekirkes nej blev fulgt af en positiv erklæring som lød: ”Vi anerkender imidlertid, at FE har hjulpet de evangelisk lutherske kirker og den romerske katolske kirke til at nå frem til en gensidig forståelse af hinanden som sande kristne kirker.”
Dansk Oase-lederne fortsætter: ”Folkekirken bekræfter her klart, at den katolske kirke betragtes som en sand kristen kirke, og danske biskopper og folkekirkeledere deltager jævnligt i et forkyndelsesfællesskab med katolikker, ligesom vi også agter at gøre det på SommerOase 06 og også tidligere har gjort det.”
Lederne beklager, at DBI-lærerne har formidlet et helt andet indtryk af det, som er sket på SommerOase 2006: ”Vi sidder tilbage med et billede af, at vi i Dansk Oase har inviteret en taler fra en vranglærende sekt.”
Dokumentet slutter med disse ord: ”Vi siger ikke i Dansk Oase, at FE har udjævnet de læremæssige forskelle, men vi mener ikke, at der efter FE er basis for at fastholde reformationstidens fordømmelser af den katolske kirke. Også i det spørgsmål savner vi i VRCT en klar tilkendegivelse.”
Min opsummering og vurdering
I dette dokument prøver Dansk Oase at undskylde sig med, at når rigtig mange lutherske kirker har anerkendt og sluttet fred med den katolske kirkes frelseslære, og når folkekirken betragter den katolske kirke som en kristen kirke, så er alt på plads, og så vil man både nu og fremadrettet have broderligt og forkyndelsesmæssigt samarbejde med den katolske kirke.
Man lukker øjne og øre for alt det, som taler imod den økumeniske praksis, som man gerne vil have, og så vælger man i stedet at lytte til og lade sig vejlede af, hvad en lang række bibelkritiske og liberale lutherske kirker siger, og hvad den læreopløste danske folkekirke siger.
På denne baggrund fastslår man, at der ikke længere er basis for reformationstidens fordømmelser af den katolske kirke.
Åbent brev fra en DBI-lærer
I forlængelse af responsum-dokumentet fra Dansk Oase-lederne skrev DBI-lærer Nicolai Techow i 2007 et åbent brev med titlen: Kære Dansk Oase – Hvor står I?6
Det er tydeligt, at Nicolai Techow har haft hjertekvaler med at skrive dette åbne brev. Dokumentet er på 25 sider og jeg kan kun anbefale, at man læser det i sin sammenhæng og helhed.
Techows anliggende er dog klart. Han kan ikke se, at det er muligt at forene den bibelske frelseslære og den katolske frelseslære, og han ønsker, at Dansk Oase skal tilkendegive, hvor Dansk Oase står i dette spørgsmål: Hvilken frelseslære har Dansk Oase?
I sin sammenfatning sætter Techow ord på, hvad det handler om:
”Det handler først og fremmest om 1) retfær-diggørelseslærens status som den doktrin, kirken står og falder med; og 2) om retfær-diggørelseslærens indhold, at Gud på dommens dag dømmer os retfærdige af nåde (favor Dei) alene, ved troen (tillid til Kristus) alene, og for Kristi skyld alene, således at vores retfærdighed er restløst fremmed og består udelukkende i Kristus og hans én gang for alle fuldbragte værk uden for os.”
Techow fastslår, at dette er den bibelske lære, men at den katolske kirke har en helt anden lære om frelsen. Hvordan kan Dansk Oase tro, at de to kan forenes? Hvor står Dansk Oase?
Min opsummering og vurdering
Techow peger på det, der er helt centralt i den bibelske og lutherske teologi vedrørende retfærdiggørelsen. Han konkluderer, at man ikke kan fastholde den bibelske og lutherske lære og samtidig sige, at den katolske frelseslære er sand. De to syn på frelsen er lige så uforenelige som vand og olie. Hvordan mener Dansk Oase, at de kan forene disse to?
Og hvis Dansk Oase ikke vil forene disse to syn, hvilket syn må da ifølge Dansk Oase betegnes som sandt, og hvilket syn må betegnes som falsk og forførende?
Techows åbne brev med de relevante og klare spørgsmål til Dansk Oase i 2007 står stadig ubesvaret i 2014. Det kan kun tolkes derhen, at Dansk Oase fastholder, at den katolske kirke i alt væsentligt har en sand frelseslære, og at Dansk Oase derfor kan have broderligt og forkyndelsesmæssigt samarbejde med den katolske kirke.
Intet af det, som Dansk Oase offentligt har sagt og skrevet om dette spørgsmål er kaldt tilbage. Alt det, som er gennemgået ovenfor, er derfor udtryk for Dansk Oases officielle syn, også i dag.
Dansk Oase-papir om retfærdiggørelsen
Efter Nicolai Techows åbne brev udsendte Dansk Oase i 2007 et officielt papir med titlen Retfærdiggørelse ved tro. Som forfattere var anført Dansk Oases Lederskab ved Keld Dahlmann og Morten Munch7.
Det virkede umiddelbart naturligt at opfatte dokumentet som et svar på Nicolai Techows åbne brev og spørgsmål. Men det gav ingen svar. Det var fuldt af gode ord om retfærdiggørelse ved tro, og meget af det var i god samklang med Bibelen og de lutherske bekendelser.
Men det gjorde bare spørgsmålet endnu mere påtrængende: Hvis I virkelig mener dette, hvordan kan I så anerkende den katolske kirkes lære, som siger præcis det modsatte? Det gav dokumentet intet svar på. Om det spørgsmål skrev forfatterne følgende:
”Vi er uenige med en række katolske standpunkter, men mener, at der i spørgsmålet om retfærdiggørelsen er tilstrækkelig enhed til gensidig anerkendelse af hinandens kirker. Det grundsyn har vi tilfælles med over 80 lutherske kirker.”
Min opsummering og vurdering
Forfatterne fra Dansk Oase vælger helt åbenlyst ikke at forholde sig til den katolske kirkes officielle lære, som ellers fremgår med utvetydig klarhed bl.a. af den katolske kirkes katekismus.
Hvad den lærer om frelsen, fremgik med stor tydelighed af Richard Bennetts artikler i sidste nummer af Nyt Livs blad.
Den katolske kirke lærer præcis det samme i dag om retfærdiggørelsen som på reforma-tionens tid. Men det vil lederne fra Dansk Oase ikke erkende og forholde sig til. De hævder: Der er tilstrækkelig (altså i alt væsentligt) enhed i spørgsmålet om retfærdiggørelsen (altså frelseslæren) til gensidig anerkendelse (Dansk Oase og den katolske kirke).
Det kan vel næsten ikke siges klarere, end Dansk Oase gør det her: Vi og katolikkerne har i alt væsentligt samme lære om frelsen.
Dansk Oase er dobbelte. De kalder sig lutherske, men de tilsidesætter de lutherske bekendelsesskrifter som udtryk for sandhed. De vil holde den lutherske frelseslære i den ene hånd og den katolske i den anden. Dansk Oase ønsker at ride på to heste samtidig eller, om man vil, at blæse og have mel i munden samtidig. Hvorfor gør de det? Der kan være mere end en grund til det. Men det lader i hvert fald til at være populært. De samler mange mennesker.
Antalsmæssig fremgang har imidlertid aldrig været et bevis på, at man er under Guds velsignelse og tjener hans nåderiges udbredelse. Ofte er det modsatte tilfældet.
Påvirkningen fra den katolske kirke ind i Dansk Oase afsluttedes ikke med Cantala-messas besøg i 2006. Den foregår til stadighed og kommer blandt andet til udtryk i de bøger, som anbefales og udbredes gennem Dansk Oases virksomhed.
Lad mig blot nævne nogle få eksempler fra de sidste par år: Helgenleksikon af Donald Attwater, Undervejs med Gud – meditationer over 7 pilgrimsord af Jette Dahl, At finde lykkens vej, klostervisdom til et meningsfyldt liv af Christopher Jamison og At finde et helligt rum, klostervisdom for moderne mennesker af Christopher Jamison.
Flere og mere kunne have været nævnt, men blot dette for at illustrere, at Dansk Oase i den grad i den praktiske dagligdag til stadighed modtager påvirkning fra katolsk frelseslære og spiritualitet.
Hvad bliver frugten af det? Den langsomme og gradvise udvikling er den, som man mærker og ænser mindst. Det, vi må forvente, er en bevægelse væk fra forkyndelsen af Guds dom over al vor godhed og fromhed, en stadigt svagere forkyndelse af Guds vrede over vor synd og nødvendigheden af Jesu stedfortrædende soning af vor synd, en bevægelse væk fra at fremstille Jesus som sonofferlammet, der har købt os til Gud med sit blod, og i stedet en stadigt stærkere betoning af Jesus som forbillede for os i vores liv.
Kristendommen vil stadigt mindre handle om det, som Jesus én gang for alle har gjort for os til vor frelse, og den vil stadigt mere handle om det, vi skal gøre, være, føle, udrette og forandre i verden.
Et af de mest kendte eksempler på en, som tog Jesus som forbillede til efterlevelse, er Frans af Assisi. Hans erklærede mål var at vinde det evige liv ved at leve som Kristus, fattig, selvhengivende, omsorgsfuld, god, tilgivende og hjælpende.
Meget godt blev udrettet af Frans i hans liv, og meget godt er blevet udrettet af dem, som har ønsket at efterligne og efterfølge Frans.
Men ingen kommer til Himlen ad fromhedens, godhedens og vor egen retfærdigheds vej. Vi frelses ved at slippe al vor egen fromhed, godhed og retfærdighed og gribe Jesus alene (Fil 3,2-11). Han er vores retfærdighed, og vores frelse er fuldbragt af ham.
Når man læser programmer for aktiviteter i Dansk Oase og blot holder sig til 2013 og 2014, støder man jævnligt på Frans af Assisi, hvor efterfølgelse af hans liv og gerning gøres til genstand for behandling, anbefaling og aktiviteter.
Men Frans’ vej er og bliver selvretfærdighedens vej. Intet menneske når Himlen ad den vej. Jesus er vejen i kraft af den frelse, han én gang for alle har fuldbragt for os. Har man andre og højere tanker om sig selv og sin formåen, er man på et vildspor, som fører i evig fortabelse uden Jesus.
DBI-lærer om kampen for evangeliet
I 2007 skrev DBI-lærer Jens Bruun Kofoed en artikel med titlen Er tiden løbet fra DBI?8
Det er en afhandling på 27 sider, som omhandler ideologier eller virkelighedsforstå-elser, som præger vores samfund, og som den troende menighed til enhver tid har en dobbelt opgave over for.
Den ene opgave er den negative opgave, som består i at afsløre det, der er i modstrid med en bibelsk virkelighedsforståelse, og det på en sådan måde, at de troende bliver klar over faren og kæmper imod den.
Den anden opgave er positiv og består i at tage det til sig, som er i overensstemmelse med og understøtter en bibelsk virkelighedsforståelse. Det ene skal gøres, og det andet ikke forsømmes.
Bruun Kofoed understreger, at DBI fra starten af sit virke har fremholdt Bibelens syn på sig selv som udgangspunkt for læsning og forkyndelse af bibelteksterne. På den måde har DBI medvirket til, at mange (præster, missionærer, forkyndere og lægfolk) har bevaret eller fået frimodig tillid til Guds ord.
Fra starten af har DBI også været forankret i det reformatoriske princip om troen alene. Det var DBI, fordi der i dette princip var hjælp at hente i kampen mod de forskellige anslag mod den bibelske lære om retfærdiggørelse og helliggørelse. Disse angreb er særligt kommet fra to sider: fra den økumeniske bevægelse og fra den karismatiske bevægelse.
Det er tankevækkende at læse dette og at se, hvordan den økumeniske bevægelse og den karismatiske bevægelse i de senere år er flydt sammen i Dansk Oase. Og så er det herfra, vi mærker, at den evangeliske lære om retfærdiggørelse og helliggørelse nu undergraves og angribes.
Også dette dokument af Jens Bruun Kofoed kan anbefales til læsning i sin helhed. Jeg skal her kun gengive lidt af det, som står om Dansk Oase. Bruun Kofoed rejser spørgsmålet: Hvordan er det muligt at forene den lutherske og den katolske forståelse af retfærdiggørelsen?
Bruun Kofoed påpeger, at Den Augsburgske Bekendelse, som formulerer den lutherske forståelse af retfærdiggørelsen, af lutherske kristne verden over regnes for lige så vigtigt og lige så vægtigt et bekendelsesskrift som de oldkirkelige bekendelsesskrifter.
Men denne opfattelse deles ikke af Dansk Oase, hvis man skal tage deres nedskrevne udsagn for pålydende. De anerkender den katolske frelseslære, selvom den er 100% uforenelig med den evangeliske frelseslære.
Bruun Kofoed påpeger, at det her handler om evig frelse eller evig fortabelse. Så alvorligt er spørgsmålet.
Han bringer i den forbindelse et citat af DBI-lærer Nicolai Techow:
”Den katolske lære fører til, at vi satser på Kristus og vore forbedringer og gode gerninger som det, der skal klare ærterne på dommedag.
Frelsesvished kan man ikke have. Hvad værre er: Sådan en tro frelser ikke. Frelsende tro er kendetegnet ved, at den giver Gud ret i hele hans totale dom over os, inklusive over syndighed, der besmitter selv vores bedste kristne forbedring. Og kendetegnet ved, at den klamrer sig til retfærdigheden i Jesus alene (Rom 3,28; 4,5; Fil 3,7-9; Gal 2,16).
Den katolske kirke gør ingen af delene. I stedet kalder den indirekte dele af Guds dom for løgn og får os til at stole på noget andet end Guds frelse, sådan som den er åbenbaret i Kristus og hans værk alene. Det sidste er Bibelens begreb om afgudsdyrkelse i en nøddeskal. Disse ’små’ forskelle kan være svære at få øje på. Men de er altafgørende. De handler om menneskers frelse. Intet mindre.”
Bruun Kofoeds artikel slutter med et rungende ja til, at der fortsat er brug for DBI.
Min opsummering og vurdering
Bruun Kofoeds artikel behandler meget andet end Dansk Oase og deres ståsted i relation til den katolske kirke. Men det, som siges om denne sag, er med til at understrege alvoren af, at Dansk Oase åbner sig for og forsvarer radikal vranglære om vejen til frelse. Dansk Oase leder vild i det mest alvorlige og afgørende spørgsmål af alle: Hvordan bliver vi frelst på dommens dag?
I artiklen slås det fast, at der er behov for DBI. Til det kan der kun gensvares med et ja, men det er også som om, at der med tiden er blevet større afstand mellem DBI og den menige kristne på gulvet (fårene).
Det betyder at en hel del af det teologiske udredningsarbejde, som laves, måske ikke i tilstrækkelig grad bliver omsat og formidlet til den troende menighed. Der er en risiko for, at teologiske diskussioner af afgørende betydning for vores åndelige og evige liv, udfolder sig i sit eget ”rum” og ikke i tilstrækkelig grad når ud til den enkelte kristne, som har brug for hjælp og vejledning.
Jeg vil på ingen måde sige, at der ikke når noget ud til menighederne, men jeg kunne ønske, at der nåede langt mere ud, end der gør.
Det forudsætter ikke kun en indsats fra DBI, for den er ifølge min bedste vurdering betydelig, men jeg savner en større og mere målrettet indsats fra ”de lokale hyrder” ude i menighederne. Der mangler klare røster ikke mindst fra de lokale ledere og prædikanter om spørgsmål som det, der behandles i denne artikel.
Som troende er vi sendt ud som får mellem ulve (Matt 10,16). Det er virkeligheden. Og vi er blevet forberedt på, at der vil komme falske profeter til os i fåreklæder for at føre os væk fra evangeliet (Matt 7,15ff.)
Vi er endda blevet forberedt på, at der kan fremstå falske profeter fra vore egne menigheder, og at de vil arbejde på at få andre med sig (ApG 20,30).
Det afgørende værn mod disse forførelser er Guds nådes ord (ApG 20,32). Men Gud har også givet os nogle hyrder og lærere, for at de skal nære os med nådens ord og hjælpe os til at vurdere alt, hvad vi møder, ud fra dette ord. Det er hyrdernes og lærernes opgave. Herved værner de fårene mod ulvene (ApG 20,28; Ef 4,11-15).
Definitionen på den svigtende hyrde i Bibelen er ham, som ser ulven komme, men i stedet for at værne fårene mod ulven, flygter fra fårene og lader dem i stikken: ”Den, der er daglejer og ikke hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden” (Joh 10,12).
Er dette ved at ske iblandt os?
Vi har brug for åndelige ledere og forkyndere, som selv er forankrede i nådens ord, som deler ud af nådens ord, og som ud fra dette ord er duelige og villige til at afdække den forførende vranglære for at værne fårene mod den.
Er der noget større bedeemne for os i dag?
Min samlede opsummering på baggrund af de læste dokumenter mv.
1) Ved Skriften selv skal, kan og må alle udsagn prøves, og ved Skriften selv skal, kan og må de bekræftes eller i modsat fald gendrives og afkræftes.
2) Dansk Oase anerkender den katolske kirke som en sand kristen kirke og den katolske frelseslære som i alt væsentligt sand.
3) Dansk Oase har broderligt og forkyn-delsesmæssigt fællesskab med den katolske kirke og vil fortsætte med det.
4) Dansk Oase definerer i praksis de lutherske bekendelsesskrifter som usande, fordi de står i vejen for økumenisk samarbejde med den katolske kirke.
5) Mellem kristne brødre og søstre skal der herske ydmyghed, men ydmygheden må ikke fejltolkes. Den står ikke i modsætning til at værne evangeliet og afsløre vranglæren.
6) Vores afgørende hjælp og værn mod vranglæren er Guds nådes ord, som åbenbarer Jesus og frelsens rigdom for vore hjerter til tro og åndeligt liv.
7) Vi har behov for åndelige ledere og lærere, som er forankrede i Guds nådes ord, formidler dette ord og ud fra dette ord er duelige og villige til at værne os og advare os mod vranglæren.
8) Når man ser et medmenneske ligge kvæstet i trafikken, er man forpligtet til at hjælpe. Hvis vi som kristne ser åndelige brødre og søstre, som bliver ført væk af Satans snedige list, har vi også pligt at hjælpe. Det er det hjertelag, vi må have over for dem, som ifølge vores vurdering bliver forført i og gennem Dansk Oase i disse år. De er ikke vore modstandere. Modstanderne er de åndsmagter, som forfører dem.
9) Vi vinder alene sejr i den åndelige kamp ved at være og leve i Kristus. Vi ifører os Kristus ved selv at leve i modtagelse af evangeliet. Det er kilden til åndeligt liv, til åndelig dømmekraft og til bevarelse også i vor tid:
I øvrigt vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb
(Ef 6,10-11).
1 Jeg citerer fra ”Konkordieboken” i ny norsk oversættelse af Jens Olav Mæland, 1985, side 455. Min egen oversættelse til dansk.
2 Budskabet 3/2006
3 http://danskoase.dk/fileadmin/user/DanskOase/Organisation/Stabsdokumenter/Derfor_arbejder_Dansk_Oase_okumenisk.pdf
4 http://www.see-j.net/index.php/nt/article/download/46/43
5 http://danskoase.dk/fileadmin/user/DanskOase/Ressourcer/Artikler/Cantalamessa_responsum.pdf
6 http://e.dbi.edu/file.php/1/NRT/20070828_Kaere_Dansk_Oase_-_Hvor_staar_I.pdf
7 http://www.danskoase.dk/fileadmin/user/DanskOase/Ressourcer/Artikler/Retfaerdiggoerelse_ved_tro_-_et_Oase_dokument_2007.pdf
8 Nordisk Teologi, 2/2007
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2014. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.