Samtalen er ført på Facebook og var ikke i første omgang beregnet på offentliggørelse på hjemmesiden, men bringes her i sin helhed efter aftale med Søren, som opfølgning på den afsluttende replik.
Artiklen Værdifuld og fortabt
Replik fra Søren Aalbæk Rønn
Replik fra Mikkel Vigilius
Afsluttende replik fra Søren Aalbæk Rønn
Kommentar fra Henrik Gren Hansen
Tak for ordene, Søren, og for henvisningen til din prædiken, som jeg ser frem til at høre.
Debatten er jo nok ved at ebbe ud for nu, dog uden at den vel kan siges at være landet, da der stadig er en del bolde i luften, som kunne kræve en grundigere drøftelse.
Jeg vil for min egen del bare knytte en sidste kommentar til det med anfægtelsen. Du skriver, at du synes, det er gode nyheder, at der er færre unge, der er bekymrede for deres frelse, og at du har en fornemmelse af, at den alvor, Mikkel efterlyser, er en endeløs selvransagelse.
Men det, Mikkel skriver i forlængelse af den manglende bekymring, er: ”Samtidig er forvirringen om frelsesgrundlaget taget til, og dobbeltlivet, hvor en kristen bekendelse forenes med et liv i fastholdt synd.”
Jeg synes umuligt, det kan være gode nyheder, at bekymringen om frelsen er væk, når det er kombineret med et liv i synd og forvirring mht. frelsesgrundlaget. For så har vi jo at gøre med unge, der har en kristen bekendelse og et eller andet sted nok regner med, at det nok skal ende godt, selvom de ikke kan svare på hvorfor – men som i virkeligheden er på vej mod fortabelsen, fordi de lever i synd – og de bekymrer sig ikke om det! Havde de så bekymret sig om det, så ville de kunne få hjælp.
Vi har masser af ord i Bibelen, der gør det klart, at det er få, der bliver frelst. Og at mange af dem, der kalder sig kristne og regner med, at de er det, vil gå fortabt. Endda vi, der har prædiket for andre, risikerer at ende i fortabelsen, hvis vi ikke er hårde ved vores krop (kød) og lever i kamp mod synden, jf. 1 Kor 9,24-27.
Det er ikke vores opgave som forkyndere at skabe uklarhed og usikkerhed om frelsen for den, der er i tvivl, om det er nok, hvad Jesus har gjort – men det er vores opgave som forkyndere at forkynde på en måde, så det bliver til anfægtelse for dem, der lever i en falsk sikkerhed om, at de har Gud på deres side. Og jeg tror, den risiko for at komme til at leve i synd og i falsk sikkerhed, er meget nærliggende for os allesammen. Djævelen går omkring som en brølende løve og leder efter nogen, han kan sluge. Og vi har en natur, der gerne vil blive opslugt – af Djævelen og af den gudløse verden.
Luther blev aldrig færdig med det. Jeg er gået i gang med at læse hans store galaterbrevskommentar (må se, hvor langt jeg kommer denne gang :-)). Der skriver han blandt mange andre ting: ”For jeg har ofte erfaret det og erfarer stadig hver dag, hvor svært det er at tro – især i samvittighedens kamp (anfægtelse).” Og hvad er det, han har svært ved at tro? Det er: ”at Kristus er givet hen ikke for hellige og retfærdige, værdige og venner, men for ugudelige, syndere, uværdige og fjender, der fortjente Guds vrede og den evige død.”
Hvorfor har Luther svært ved at tro det? Endda hver dag? Det har han, fordi han kender en hellig Gud, og fordi han mere og mere lærer sit eget hjerte at kende og ser, at han er ugudelig og uværdig, ja endda en fjende af Gud.
Det er jo sandt, at Luther så kommer med det frieste, dejlige, skønneste evangelium! At Kristus gav sig hen netop for sådan nogle som ham. Men han gør det med en forundret glæde – som kommer af, at han taler på anfægtelsens baggrund. Luthersk teologi er ofte blevet kaldt ”anfægtelsens teologi”. Og som man sagde dengang: ”Evangelisk tro kendes på den tro, der er anfægtet.”
Hvis den anfægtelse er væk i dag – hvad skyldes det så? Hvis vi ikke har så meget behov for at høre om evangeliet om nåden, hvad er så grunden? At vi er blevet mindre syndere end Luther? At Luther og de andre rødder havde et følsomt sind, som var på grænsen til det sygelige? Eller at vi ikke længere tager vores synd og Guds hellighed så seriøst?
Jeg tror virkelig, der er noget i det her…
Som Hans Erik Nissen skrev i sin sidste leder i Båndet (Luthersk Missions Højskoles blad): ”Det er den, som tørster, der sejrer, når det er Jesus, han tørster efter. Derfor er det et stadigt kald til al kristen forkyndelse: Skab tørst.”
Det handler ikke om, at vi skal leve i endeløs selvransagelse og ikke må hvile i, hvad Jesus har gjort. Overhovedet ikke.
Jeg synes, Egil Sjaastad sammenfatter sagen rigtig godt i sin lille bog ”Når troen prøves”. Her et lille uddrag, men anbefaler hele bogen:
”Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 (CA) berører selve hjertepunktet, hvad erfaringer angår. Den taler om, at evangeliet ikke ret kan erkendes uden ‘kampen i den forfærdede samvittighed’ (CA 20). Med anfægtelse (‘tentatio’ på latin) sigtede reformatorerne til denne ‘kamp i samvittigheden’.
Deres teologi er derfor også kaldt ‘anfægtelsesteologi’. De havde mødt Guds ord på en sådan måde, at de var blevet berørt. De forstod, at de havde med en hellig Gud at gøre.
Denne ‘samvittighedskamp’ er ikke et enkeltstående fænomen i en kristens liv. Den følger en hele livet. Ikke på den måde, at man bliver sygeligt optaget af sin syndighed, men ved, at livet hele tiden står i vækkelsens tegn. Vækkelse i egentlig forstand er samvittighedsvækkelse. Man får så meget af sit hjertes ondskab at se, at evangeliet ikke bliver et tilbagelagt stadium. Det bliver et bestandigt livsbehov.
Al virkelig bibelsk vækkelseskristendom må være bevidst om at forkynde Guds vrede og dom over synden. Hvis vi er blevet en generation af kristne, som er mere eller mindre fremmede for anfægtelsen, skyldes det nok i sidste instans, at Guds vrede ikke længere bliver forkyndt med bibelsk tyngde og kraft. Samvittighederne bliver ikke vækket.
Gud er nok – som han var det på Luthers tid – et problem for mange også i dag. Men ikke, fordi han er vred. Nej, spørgsmålet er, om han har noget virkelig godt at tilbyde det moderne menneske.
I Guds ord er problemstillingen en helt anden. Vil Gud i det hele taget have med mig at gøre? Hvordan skal jeg undgå hans vrede over mine synder? Hvordan finder jeg en nådig Gud? (Luk 18,13; Es 60,5; Ef 2,3).”
Det kan sagtens være, du siger ja, jo og amen også til alt det her :-) Men jeg studsede bare over, hvordan du kunne mene, at det var fint, hvis de unge ikke var bekymrede for deres frelse.
Vi skal ikke idealisere en bestemt form for indre tilstand, og vi skal ikke opsøge at blive anfægtede. Men vi skal høre Guds lov, vi skal møde Guds hellighed, vi skal leve i kamp mod synden og i bevidsthed om frafaldets og fortabelsens mulighed. Vi skal læse alt det, der står i Bibelen om Guds hellige vilje med os og om det nye liv, der skulle være født i os. Så kommer anfægtelsen nok af sig selv … Og så bliver evangeliet om Jesus som frelser for syndere det bedste, vi ved, og det, der giver glæde og benzin (/strøm) til hverdagens kristenliv.
Det er for mig at se det centrale i kristendommen og skal også være det centrale i den kristne forkyndelse. M.a.o. lov og evangelium.
To ting mere, i al korthed (Mikkel og jeg lider desværre lidt af samme sygdom ift. at formulere os med mange ord … Beklager meget!):
Jeg er for så vidt enig med dig og Mikkel i, at hverdagen er det væsentligste. Men jeg synes, denne undersøgelse er tankevækkende i forhold til betydningen af kristne lejre for udformningen af unges tro: https://udfordringen.dk/2022/11/unge-kristne-bygger-deres-teologi-paa-lovsangstekster/
Kristne lejre klemmer sig ind lige mellem mor og far! Og ligger over menighed, forkyndelse, bibellæsning m.m.
Så der er al mulig grund til ikke at tale lejrenes betydning ned – og derfor også at lade lejrene handle om det centrale i den kristne tro, der er med til at forme de unges gudsbillede og kristendomsforståelse.
Og endelig: Hvordan prædiker Mikkel ”as a dying man to dying men”? Det er selvfølgelig en spidsformulering og skal derfor ikke køres ud i de konsekvenser, du drager. Men som en, der har hørt mange prædikener af Mikkel, synes jeg faktisk, hans forkyndelse ret klart afspejler netop det. Det får du ham ikke til selv at skrive, så det gør jeg her i stedet. Jeg har aldrig hørt en ligegyldig prædiken af Mikkel, og det bliver aldrig perifert. Det handler om frelse og fortabelse på en alt andet end skematisk måde – og med udgangspunkt i mange forskellige bibeltekster og beretninger fra det virkelige liv.
Nu anbefaler du en af dine prædikener (som jeg nok skal få hørt!), så jeg vil også anbefale en af Mikkels, som jeg hørte igen for nylig. Det er det første møde på vores bibellejr i 2015, så det er også lejrforkyndelse – og også med en blandet skare blandt tilhørerne. Emnet er Hovedlinjer i Matthæusevangeliet 1-4, og det lyder jo ikke just som noget ”a dying man” ville tage op … Men hvis du hører den, tror jeg, du vil forstå, hvad Mikkel mener og ikke mener.
Der var mange andre ting at kommentere på (jeg har været inde omkring det med, om artiklen kalder jer vranglærere og falske profeter et andet sted her i kommentarfeltet), men det her var et par af boldene, som jeg ikke kunne lade ligge. Kunne være hyggeligt at mødes engang face to face.
Broderligst,
Henrik
Svar fra Søren Aalbæk Rønn
Kære Henrik
Jeg tænker om din kommentar er delt i to, fordi du simpelthen nåede maksimum for én kommentar 😉
Jeg er klar over, at det var en lidt frisk kommentar, så jeg forstår godt din reaktion. Jeg skrev, at det er gode nyheder, hvis det er kristne mennesker! For jeg mener ikke, det er tegn på fromhed eller en efterstræbelsesværdig kristendom at gå og være i tvivl om sin egen frelse eller frygte frafald. Ja, frafaldet er en mulighed, men jeg tror faktisk det bedste middel mod frafald er en frimodig og glad kristendom, hvor vi tager Jesus på ordet, og griner Djævelen lige op i hans ansigt. Ja, lutherdom er for de svage. Os der ikke duer til at være kristne, men må satse hele butikken på Guds nåde. Men Luthers anfægtelse er i sig selv ikke et forbillede. Jeg tænker på den døende mand i begyndelsen af en af mine yndlingsbøger, Stengrunden, som ikke tror han bliver frelst pga. sin synd. Hans nabokone kommer og siger til ham, at han ikke mangler omvendelse men tro. Tro på Jesu forsonende gerning på korset. Jeg kan også selv blive ramt af hvor stor en synder, jeg er, men det gør mig faktisk ikke i tvivl om Gud vil have med mig at gøre. Det ved jeg jo, for det er evangeliet.
Jeg vil ikke sige at stævneforkyndelsen ikke er vigtig, så hvis der f.eks. blev prædiket fremgangsteologi eller universalisme så ville jeg også reagere.
Jeg hørte faktisk den anden dag en prædiken af Mikkel, holdt i LM kirken i Herning, og den var brandgod. Jeg vil også høre den, du her har delt.
Du er meget velkommen i Øster Snede, så kan vi tage en tur i de stærke jyders mindestue 🙂
Svar fra Henrik Gren Hansen
Ja, jeg ramte åbenbart grænsen for, hvad Facebook ville være med til i ét stakkels indlæg… Men rebelsk som jeg er, ignorerede jeg de røde flag og kørte videre ✊
Enig i at Stengrunden er en fremragende roman!
Også enig i, at man ikke skal stræbe efter anfægtelsen (det tror jeg også, jeg skrev et sted i mængden af ord).
Og endelig enig i, at den lutherske sjælesorg, hvor vi frimodigt griner Djævelen op i hans åbne ansigt og smækker ham et skriftord og et dåbsbevis i panden, er det rene guld!
Jeg tror bare helt ærligt ikke, det er tiden til at lære folk at grine af Djævelen. Luthers latter mod Djævelen er et våben, som det kun giver mening at bruge, når man er i krig.
Derhjemme dækker jeg ikke bord med sabel og gaffel. Ikke fordi der er noget i vejen med min sabel. Den passer bare ikke rigtigt ind der …
Og sådan tror jeg, det vil være i de fleste tilfælde i dag. Vi har ikke først og fremmest brug for et våben. Vi har brug for at se, at vi er i krig. SÅ kan vi få brug for våbnet.
For at præcisere: Her taler jeg ikke bare om det med at grine af Djævelen. Jeg taler om alle de våben, der er i den lutherske sjælesorg. Og det er ganske mange. Den klare skelnen mellem retfærdiggørelse og helliggørelse f.eks. Og meget andet.
Luthersk teologi er en anfægtelsesteologi. Derfor giver det kun mening at bruge den i sammenhæng med anfægtelsen. Anfægtelsen er en forudsætning for, at det giver mening og ikke bare er teori.
Derfor er der brug for forkyndere, der ud fra Bibelens mangfoldige tekster udfordrer vores automatiske humanistiske gudsbillede ved at tale om Guds hellighed, om syndens alvor, om det nye liv m.m. Der er brug for forkyndere, der udfordrer den ”letsindighed” (for nu at bruge et gammeldags, men ganske sigende ord), de fleste af os går rundt med, fordi vi sammenligner os med andre og tænker, at det er nok ikke så slemt, og det går nok. Der er kort og godt brug for forkyndere, der taler til anfægtelse. Ikke en bestemt slags. Ikke noget fake fromhedshysteri. Ikke med så og så mange tårer over synden. Og i det hele taget ikke for anfægtelsens egen skyld. Men dybest set fordi det er sådan, Guds ord virker: som et tveægget sværd. Gud vil dræbe og gøre levende – også gennem forkyndelsen.
Jeg sad i går og læste Brorson:
Kristi blodbestænkte fane
fører frisk i striden ind,
og den daglig kæmpevane
giver kraft i sjæl og sind.
Det er en fremmed tone fra meget gamle dage. Men netop derfor synes jeg, det er et gigantisk wakeupcall.
Det er Jesus, der har vundet sejren. Det er hans blodbestænkte fane, vi kæmper under. Men hvis vi ikke har en ”daglig kæmpevane”, hvor Ånden kæmper mod kødet, så forsvinder kraften. For så fordufter evangeliet.
Det er en kamp, der fører os ind i anfægtelse og sorg over os selv, for vi må tage kampen mod synden dybt alvorligt! – men det er også en kamp, der gør os gladere og gladere for, hvad det er for en fane, vi kæmper under. Den med blodet på.
Jeg vil glæde mig over at kæmpe skulder ved skulder med dig i den kamp, Søren!
Svar fra Søren Aalbæk Rønn
I 1572 skrev tyskeren Selnecker, som vi synger i en Grundtvig-bearbejdning:
Vor tid er ond, som bedst du ved,
giv du vor tro bestandighed,
så aldrig vorder os fravendt
Guds nådes ord og sakrament!
Blot for at sige – tiden har altid været ond. De gode gamle dage var engang den onde samtid.
Men ellers er jeg nok enig. Selvom jeg tror, der er en fare ved at lade det lutherske grundspørgsmål: “hvordan finder jeg en nådig Gud?” være det eneste spørgsmål, vi stiller. Ja til daglig omvendelse og ja til gentagen anfægtelse. Men som kristen udspringer der liv og glæde ud af anfægtelsen – jeg kan faktisk se i øjnene, at jeg er en stor synder, og jeg går ikke i stykker af det. Jeg tror bare ikke den bedste vej er at gå rundt med et stort advarselsskilt med ordene ‘PAS PÅ’. Og så er vi tilbage til, hvorfor jeg ser det som noget positivt, hvis kristne mennesker ikke er bekymrede for deres frelse. Alt for mange kristne mennesker oplever aldrig den objektive frihed blive til subjektiv frihed. Her er det jo den svære øvelse at vække de døde og trøste de levende. Må Gud hjælpe os til det ved sin ånd.
Det bliver lige sidste omgang fra mig, men tak for dine samvittighedsfulde – og grundige 😉 – kommentarer.
Vi ses forhåbentligt irl.
