Sange med hjertet
Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.
Johan Halmrast
I 1912 døde en ung mand i Oslo – eller Kristiania, som det hed dengang. Eller ung og ung – han var 46 år gammel. Og det var en fattig mand, der døde denne kolde novemberdag. Det eneste, han efterlod sig var et par sække fulde af manuskripter, der ret hurtigt blev brændt. Ellers var der nærmest ingenting, der lå tilbage efter ham i den enkle lejlighed. Mandens navn var Johan Halmrast.
Johan Halmrast blev født i Lillehammer d. 2. februar 1866 ind i en velstående forretningsfamilie. Og han blev nummer to i en søskendeflok på fem. Men Johan blev aldrig som en af de andre i søskendeflokken. Det sørgede hans alvorlige fysiske handicap for. Han var invalid, lille og pukkelrygget, og havde små deforme hænder.
Johan Halmrast kom egentlig fra en stærk familie, rent fysisk. Hans bedstefar blev over hundrede år gammel, og hans far nåede en alder af 92 år. Men Johans livslængde blev kun halvdelen af farens: 46 korte år var alt, Johan Halmrast fik i denne verden.
Drengens fysiske handicap og den mindreværdighedsfølelse, der fulgte med, blev Johan Halmrasts største belastning i livet. Så længe de boede i Lillehammer, levede han rimeligt beskyttet på grund af familiens position og anseelse. Men også det forandrede sig. Da Johan var tolv år gammel, gik faren konkurs, fordi han havde stillet kaution for nogen, det gik helt galt for. Og resultatet var, at familien måtte flytte til Oslo.
Johans ældste bror fik lige nøjagtigt fuldført lægestudiet. Men for Johan fandtes der nu ingen muligheder, rent økonomisk, til at få sig en god uddannelse. Og hans fysiske handicap forhindrede ham også i at kunne fungere på de fleste almindelige arbejdspladser.
Dermed gik Johan Halmrast i gang med selvstudier og lærte sig faktisk flere europæiske sprog. Det gav ham muligheder for at arbejde som oversætter, og i løbet af sit relativt korte liv oversatte han både digte, noveller og en del bøger til norsk. En del år arbejdede han også som journalist – og som korrekturlæser.
Men Johan Halmrast bar på en drøm: drømmen om at blive salmedigter. Og skrev, det gjorde han. Både digtsamlinger og mere end 30 romaner, udgivet på eget forlag. Salg blev der dog kun lidt af. Og når trykkeriet skulle have deres del, og salget udeblev, kunne det ikke andet end at gå galt. Johan Halmrast blev en meget fattig mand. Mere end én gang måtte han stille sin sult eller slukke sin tørst ved hjælp af Frelsens Hærs sociale arbejde og det suppekøkken, de drev med tanke på Kristianias mange hjemløse.
Han forsøgte sig også som salmedigter. Men de otte salmer, han sendte ind til forskellige forlag og tidsskrifter, blev der knapt lagt mærke til. Så også her var der bare skuffelser.
Efterhånden trak Johan Halmrast sig stadigt mere tilbage fra folk. Og de sidste år var han næsten helt uden venner. Det eneste, der slap ind i lejligheden, gennem en stadigt tykkere mur af isolation, var nogle bakterier – og en lungebetændelse, som til sidst tog livet af ham.
Tidligt om efteråret i 1912 blev Johan Halmrast syg, og d. 22. november døde han. Ensom, skuffet og mislykket. Andre kunne blive brugt af Gud. Men ikke han.
Johan Halmrast ligger begravet på Østre Gravlund i Oslo. På begravelsesdagen var der kun seks personer i gravfølget: hans gamle far, en anden slægtning – og så fire officerer fra Frelsens Hær, blandt dem Johan Halmrasts udlejer. Det var det hele. Og stenen, der i dag står på Johan Halmrasts grav, blev rejst af Norges Kristelige Medialag.
Maria Magdalenes jubel
Johan Halmrasts livshistorie er historien om en mand, det aldrig ville lykkes for. Og det meste af hans livsværk er borte.
Men der er én sang, der lever videre efter Johan Halmrast: påskesangen O salige stund uden lige. Eller: Maria Magdalenes jubel, som Johan Halmrast selv kaldte den.
Den norske forfatter Johan Falkberget mødte i hvert fald én gang Johan Halmrast personligt. Om dette møde skriver han følgende:
”Defekte skuldre, langt ansigt, nærmest lille, lange ben – klædt i sort, slidt tøj. Han bar på en bylt. Det lignede mest en krukke, som sandsynligvis rummede det meste af hans jordiske gods. I tåge og i lyset fra den grønne gaslampe syntes hovedet uforholdsmæssigt stort. Og ansigtet var blegt og alvorligt.” Men når det gælder Johan Halmrasts påskesalme, er tonerne helt anderledes: ”Som påskesalme er den fuldkommen, uden skavank og lyde. Og som kristen indlevelse er den en juvel!”
Maria Magdalenes jubel kaldte Johan Halmrast altså denne påskesalme. Og det var ikke uden grund. For i denne bibelske skikkelse genkendte Johan Halmrast sit eget liv: Også Maria Magdalene havde en mørk fortid og et på mange måder ødelagt liv. Syv onde ånder havde hærget hende i årevis. Men så skete underet. En dag satte Jesus fra Nazarat den ulykkelige kvinde fri. Efter dette kom Marias liv til at bestå af én eneste ting: at følge Jesus! Og at tjene Gud! Og det var netop denne kvinde, Maria Magdalene, som skulle blive den første, der fik den tomme grav at se, og den allerførste, der blev sendt af sted med budskabet om graven, som var tom!
Det er som om, Johan Halmrast lægger hele sin sjæl i denne sang. Her kommer den mislykkede forfatters skjulte længsler til udtryk på en vidunderlig måde:
1. O salige stund uden lige,
han lever, han lever endnu!
Han vandrer i sejerens rige,
min sjæl, hvorfor sørger da du?
Han er ikke længer i graven,
hvor blegnet i døden han lå.
|: Jeg levende så ham i haven,
og aldrig så skøn jeg ham så. :|
Og så fortsætter Johan Halmrast. Og i det andet vers er det ikke godt at vide, hvem Johan Halmrast egentlig synger om. Er det om sig selv? Eller er det om Maria Magdalene?
2. Han lever, og jeg må nu bringe
hans venner det salige ord –
o, jeg, som er ringest blandt ringe,
den mindste han kender på jord.
Tænk, jeg skal hans hilsen frembære,
o, kunne jeg synge den ud!
|: Mer kunne ej engle begære
end gå med så saligt et bud! :|
Nej, det er ikke underligt, at Norges Kristelige Medialag, da de skulle lave indskriften på Johan Halmrasts gravsten tog det første vers med af netop denne sang: Maria Magdalenes jubel.
”O salige stund uden lige” er en herlig påskesang. Måske en af de allerbedste opstandelsessange, vi har på norsk. Født i dyb smerte. Men fyldt til randen af glæde og lovsangsjubel!
3. O salige stund uden lige,
han lever, han lever endnu!
Han vandrer i sejerens rige,
min sjæl, hvorfor sørger da du?
Du søgte din trøst hos den døde
og dvæled i gravnatten kun,
|: den levende kom dig i møde,
o salige, salige stund! :|
Patmos
Der er sikkert ikke mange, der har det som jeg. Men jeg kan ikke synge denne påskesalme uden at tænke på øen Patmos, den lille ø, langt ude i Det Ægæiske Hav. Grunden til det er meget enkel: Igennem en årrække har jeg rejst med forskellige turistgrupper ned til de græske øer Patmos og Samos. Og et af højdepunkterne, når vi besøger denne lille, idylliske ø Patmos, er besøget oppe i Johannesgrotten. Den naturlige lille klippehule, hvor Johannes efter traditionen befandt sig, den dag han fik besøg af den opstandne Jesus.
Vi tog altid op til Johannesgrotten tidligt om morgenen. Inde i grotten, i solstrålerne, som trænger sig ind gennem et par små vinduer, læser vi ”Påskeevangeliet i Johannes’ Åbenbaring”. Og synger ”Maria Magdalenes jubel” til ære for den levende og opstandne Jesus og til glæde for vores egne hjerter!
Når turene skulle opsummeres den sidste dag, eller aftenen før vi rejste tilbage til Norge – ja, så var stemmerne og meningerne ganske entydige: Højdepunktet var besøget i Johannesgrotten og oplevelsen af lyset, stilheden og påskeglæden i denne grotte en tidlig morgenstund.
Han må have oplevet noget af det samme, den aldrende apostel Johannes, som Maria Magdalene gjorde det ved graven den første påskemorgen. For Johannes er tydeligt grebet, når han selv skal fortælle om det, der skete.
Det begynder med et uventet besøg:
”Jeg hørte bag mig en høj røst som af en basun.”
Og så kommer skildringen af en person, der virker både kendt og ukendt – på samme tid:
”Jeg vendte mig om for at se den røst, der talte til mig, og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager og midt mellem lysestagerne en, der lignede en menneskesøn, iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld, som sne, og hans øjne var som luende ild, og hans fødder var ligesom skinnende malm, der gløder i ovnen, og hans røst var som lyden af vældige vande. I sin højre hånd holdt han syv stjerner, og ud af hans mund stod et skarpt, tveægget sværd, og hans udseende var, som når solen stråler i al sin styrke.”
Dette syn må have virket overvældende på Johannes. Og reaktionen udebliver ikke:
”Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død; men han lagde sin højre hånd på mig og sagde: ’Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.’”
Mødet med den opstandne Jesus må have virket både skræmmende og overvældende på Johannes. Præcis som Maria kan have oplevet det den første påskemorgen. Men resultatet blev til syvende og sidst det samme for dem begge, både apostlen Johannes og Maria Magdalene: Ufattelig glæde. Og grænseløs jubel:
O salige stund uden lige, han lever, han lever endnu!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2024. Hele bladet kan læses her.
Fra radioserien ”Sange vi aldrig glemmer” (p7.no) og bogen ”Lyset fra Golgata”. Oversættelse: Henrik Gren Hansen.
Udgivet af
Johnn Hardang
Johnn Hardang, Bergen, radiopræst.