Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Røsten i advent

Andagt til 3. søndag i advent 2019.

De fire adventssøndage i december skal være med til, at vi bliver stille for Ordet. Det ord, der peger på ham, vi venter på.

Det, der er særligt for denne adventssøndag, er, at evangelieteksten omhandler ham, Johannes Døber, der skulle berede vejen for brudgommen, Jesus.

Johannes’ far Zakarias var præst og modtog under sin tempeltjeneste et løfte fra en Herrens engel om en søn (Luk 1,13). Den gamle præst tvivlede, og det resulterede i, at han blev stum. På trods af Zakarias’ tvivl gik Herrens ord i opfyldelse – Johannes blev født! Det er baggrunden for teksten, vi møder i dag, som er en lovsang og en profeti, der er fyldt med glæde!

Zakarias’ lovede søn Johannes havde et særligt kald i frelseshistorien: Han var røsten, der skulle formane til folkets omvendelse og tro, for brudgommen var midt iblandt dem. Han var nær! Tiden var inde til den røst, der skulle bane vejen for Jesus.

Men hvad var karakteristisk for døberens røst, den forkyndelse, der skulle berede folket til at tage imod den lovede Messias?

Læg mærke til, at hver eneste gang, døberen forkynder for folket, så læser vi, at han viser bort fra sig selv og hen på ham, der skal komme!

Jeg er bare en røst, som råber, svarede døberen til folket (jf Joh 1,23). Det sagde han om sig selv. Johannes gjorde det ganske klart; Han var ikke den lovede Messias. Han benægtede tilmed selv, at han var den profet, der skulle berede vejen for brudgommen (jf Joh 1,19-21). Johannes ville ikke være en hindring for, at han senere kunne vise sine egne disciple hen til Jesus: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3,30). Vær ikke optaget af mig, sagde døberen, men lyt blot til den røst, jeg forkynder jer, for det er Guds røst!

Derfor kunne Johannes forkynde for folket om bod, omvendelse og det sande evangelium: “Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29). Hvilken trøst, der er i den røst!

Apostlen Paulus sammenfatter forkyndelsens opgave i sit menighedsbrev, som også er fra søndagens episteltekst:

For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren” (2 Kor 4,5a).

Dette vers er en god beskrivelse af Døberens forkyndertjeneste! Han havde ét ønske: at male mennesker Kristus for øje som korsfæstet. Det er (advents)forkyndelsens opgave!

Johannes’ virksomhed og forkyndelse havde et centrum: Lammet, der renser for al synd!

I dette ord – og kun i dette ord – opstår den sande adventsfejring! En adventstid, der er fyldt med frelsesjubel!

Men hvor lyder denne jubel?

Det profeterer Zakarias om i dagens evangelietekst: “Han har oprejst os frelsens horn” (Luk 1, 69a).

Frelsens horn er en evig genklang af Jesu ord: “Det er fuldbragt!”

Det er brudgommen på Golgata. Lammet, der dør i vort sted! Det er Gud selv, der har oprejst frelsens horn. Og det lyder på Golgata! På Golgata kan vi i denne adventstid vende tilbage til det budskab, som folket på Jesu tid havde så inderligt brug for at høre, men som er lige så meget et budskab til os i dag: “at kende frelsen i deres synders forladelse” (Luk 1,77). Ja, at vi må holde fast på denne grundsandhed til frelse!

Igen i år i denne adventstid må vi mindes det, der skete på et kors uden for Jerusalems bymure. Dér er frelsen at finde for den, der håbefuldt venter på brudgommen.

Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” spurgte Døberen fra sin fængselscelle i sine sidste dage. Hvilket svar giver Jesus? “Evangeliet forkyndes for fattige” (Matt 11,5b). Ja, for fattige! Det er det, som juleevangeliet vidner om så stærkt! Der findes et glædeligt budskab for fattige!

Evangeliet kan ikke forkyndes på nogen anden måde. Mennesker, der er fattige i ånden, er de eneste, der kan tage imod evangeliets budskab! For hvordan indleder Jesus sin store bjergprædiken? “Salige er de fattige i ånden” (Matt 5,3), lærte han sine disciple.

For at blive et Guds barn må du kende til det at være fattig i ånden – fattig i dig selv! Det var dette, Døberen afslørede med sin forkyndelse af Guds dom over menneskers gerninger. Men med denne hårde forkyndelse ville han intet andet end at lede hen til Jesus som den, der bringer sit rige evangelium til den fattige synder. Det var det evangelium, Johannes Døber selv levede af, og derfor var det det, han også rakte videre. For hele hans håb var knyttet til ham, der skulle komme efter ham.

Døberen, o store Gud,
som løb for i vejen ud
til at vise verden dig,
han så højt undskylder sig,
at han er kun blot en røst,
som mod syndens sår og brøst
prædiked al verdens trøst.

(DDS 91)

Udgivet af

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, efterskolelærer.

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, efterskolelærer.