Trængslerne fører til målet

Sådan kom jeg til tro XI

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

Fars vej væk fra Gud

Poul Tylsgaard Larsen voksede op i et hjem i København, hvor han aldrig hørte om Gud. Ingen sang eller bad med ham, når han skulle sove. Han kom aldrig i søndagsskole. Men han havde en far, som hver lørdag aften, når han kom sent hjem fra arbejde, satte sig ind i stuen for sig selv og læste søndagens epistel- og prædikentekster.

Pouls far kom fra et kristent hjem i Vestjylland. Men i sin studietid mødte han en pige, som ikke var kristen. Hun var meget smuk, levende og havde et godt hoved. De blev forelskede og giftede sig kort efter 2. Verdenskrig.

Konsekvensen af deres ægteskab blev, at Pouls far gradvist fjernede sig fra Gud og den kristne menighed. Han ville gerne gå i kirke om søndagen, men Pouls mor trak den anden vej: ”Du overdriver det!”, sagde hun.

Med tiden holdt Pouls far op med at gå i kirke. Det åndelige fundament for hans liv gik i opløsning. Bibellæsningen lørdag aften var det eneste, der blev tilbage.

I sin ungdom havde Pouls far tjent tre år på landet. Men efter denne tjenestetid vendte han tilbage til skolen og arbejdede sig frem til en kandidateksamen i historie, tysk og fransk. Herefter blev han ansat i en høj stilling i Landbrugsrådet.

”Min far var både meget afholdt og meget begavet. Han kunne tage rundt og holde indsigtsfulde foredrag om politik og historie. Han var dygtig til sit arbejde og avancerede hurtigt. Han havde et ønske om at bygge et bedre samfund op og et bedre Europa. Han og min mor var unge efter krigen, og de troede begge på den idé. Den blev deres livsindhold.”

Skyggesiden

Pouls far havde imidlertid en skyggeside:

”Jeg har kun kendt ham som alkoholiker. I de dårlige perioder var der ingen, der vidste, hvor han var. Jeg husker som barn, hvordan de ringede fra hans arbejde, fordi de ikke kunne forstå, hvor han var. Den almindelige forklaring lød, at han var ’ude og forhandle’.

Jeg så utroligt lidt til min far som barn. Han var hele tiden væk. Når han vendte tilbage fra en periode med druk, skulle der ske en hel masse. Så ville han samle op på alt det, han havde forsømt arbejdsmæssigt. Han var dygtig og effektiv, så han magtede det.

Men det var os i familien, som betalte prisen. I forhold til os tror jeg, at min far led under konstant skam og dårlig samvittighed på grund af fravær, svigt og druk.

Jeg følte selv, at min far svigtede. Da jeg var teenager kunne mor spørge mig, om jeg ikke ville gå ud i byen og hente far. Så måtte jeg derned, hvor far sad og drak, og så sad jeg og ventede på, at han havde fået de 16 genstande, som skulle til, før han faldt til ro. Og så hjalp jeg denne store mand hjem.

Bløderbarn

Poul blev født i januar 1949. Han havde en bror, som var to år ældre.

Begge drenge var blødere. Siden fulgte en lillebror, som ikke var bløder. Man kan være ”let”, ”moderat” og ”svær” bløder. De to ældste drenge var begge ”svære” blødere. Når de blødte, blev det ved. På det tidspunkt var der ingen effektiv medicin, og gennemsnitsalderen for blødere var 20-25 år.

Det værste var de indre blødninger:

”Når vi forstuvede et eller andet, kom der ledblødninger, som bare blev ved. Det var meget smertefuldt, og det medførte, at både min bror og jeg fik varige ledskader. Vi led og sled os igennem. Jeg blødte på kryds og tværs, og ind imellem havde det karakter af indre digebrud. Det fik invaliderende virkninger.

Far flygtede fra vores sygdom ind i alkoholen. Han var der ikke som den, der bar igennem. Det er jo det, en far skal. Som barn fik jeg et brudt forhold til min far. Forholdet mellem os blev først godt mange år senere.

Jeg var indlagt et utal af gange på Rigshospitalet. Jeg husker, hvordan jeg allerede som 12-årig havde en kolossal protokol. Jeg fik meget fravær i skolen og gled ud af fællesskabet. Det endte med, at jeg blev isoleret og mobbet i skolen. Jeg havde en oplevelse af dyb ensomhed i min barndom.

Når jeg var indlagt på Rigshospitalet, blev jeg utroligt glad, når far kom. Men det var sjældent, og når han kom, var det kort. Efter en halv time kom sygeplejersken: ’Besøgstiden er slut!’ Jeg husker den lyd af gråd, som så bredte sig på hele børneafdelingen.”

I faderens fravær blev Poul stærkere knyttet til sin mor:

”Hun kunne i nogen grad hjælpe mig i forhold til min følelse af ensomhed og fremmedgørelse. Hun kunne også hjælpe mig i forhold til alt det, jeg kom bagud med i skolen. Hun var cand. mag. i græsk, latin og engelsk, så hun var godt udrustet til at hjælpe, og så havde hun valgt at være hjemmegående.”

Farmor og farfar

Allerede som barn registrerede Poul, at der var et hjem, hvor der var en anden ånd end i hans eget – på gården hos farmor og farfar:

”Det var nogle dejlige bedsteforældre, og der var en stor tryghed ved at være hos dem. Farfar var stille og stovt, og farmor var hjertelig, varm og gæstfri. Hun var den lysende person i min barndom.

De havde en enkel og ligefrem tro på Jesus, og jeg mærkede hos dem et stærkt ønske om, at vi skulle lære Jesus at kende. Men de pressede ikke på med det.

De stod op før alle andre, og så sad de sammen og læste i Bibelen og bad. Nogle gange sad jeg med. Jeg ved, at de bad både for mine forældre og for mig. Og det blev de ved med det. Farmor blev utroligt glad, da jeg blev omvendt. Jeg spurgte hende, om hun havde bedt for mig, da jeg var allerlængst ude og allerlængst nede:

’Bad du i de år?’, spurgte jeg. ’Ja, det kan du tro!’, svarede hun. Min kære farmor har bedt for mig – altid.”

Beatles-generationen

Da Poul var 13-14 år, flyttede familien til Bonn, hvor hans far fik ansættelse på den danske ambassade.

Efter et halvt år blev Poul sendt hjem til sin faster i Holstebro for at tage realeksamen.

Her blev oplevelsen af ensomhed kun forstærket. I begyndelsen sluttede han sig til en gruppe unge, som holdt til på en café. Men efter nogen tid fik han at vide af de andre, at han havde sit væsen imod sig, og at de hellere var fri for ham:

”Så var jeg udstødt. Jeg ville gerne være som de andre. Men det blev kejtet, og jeg var hele tiden bagefter. Så det lykkedes ikke, og det endte med en forstærket isolation.”

Efter sin realeksamen vendte Poul tilbage til Bonn. Hans far ønskede, at han skulle i gang med en uddannelse, men det blev ikke til noget:

”Far ville gerne sørge for, at jeg kom godt videre, men han magtede det ikke. Det blev afbrudt af hans alkoholproblem. Og så gled jeg ind i Beatles-generationen.”

Det var midt i 1960’erne. Ungdomskulturen var i opbrud og ungdomsoprøret på vej. Det var mærkbart i den vesttyske hovedstad, og Poul blev en del af det:

”Efter at jeg kom tilbage til Bonn, fulgte to år, som jeg aldrig har kunnet gøre rede for. Der var intet mål, ingen mening, ingen plan. Jeg hang ud med de andre unge i byens centrum og begyndte at eksperimentere med hash og stoffer. Når jeg havde taget speed, følte jeg mig frygtelig betydningsfuld og talte løs. Men det var trøstesløst, og min krop blev nedbrudt. Jeg kunne ikke tåle nær så meget som de andre.”

Midt i trøstesløsheden var der nogle, som vidnede for de unge om Jesus:

”Der var en KFUM-sekretær, som havde omsorg for de unge i byens centrum, og som drev et arbejde for at nå os med evangeliet. Han inviterede os ind i en te-stue, hvor der blev holdt andagt for os, og hvor der én gang om ugen blev holdt bibeltime.

Det var en KFUM-mand på den gamle åndelige linje. Han havde selv lyttet til og var blevet præget af Wilhelm Busch og hans centrale forkyndelse til omvendelse og tro på Jesu fuldbragte frelse.

I hans te-stue kom jeg ind under Guds ords forkyndelse. Jeg gjorde modstand mod det. Men jeg mødte en stor kærlighed og omsorg, som ikke var til at tage fejl af, og som jeg huskede.”

London

Mange af de unge i Beatles-generationen brød op fra deres familie og hjemland for at rejse til Californien, Indien, Afghanistan eller et fjerde sted, hvor de kunne udleve drømmen om et frit og vildt liv med stoffer:

”For mig som bløder var det vanvittigt. Men der var prestige i at rejse, og jeg endte i London. Her gik det rigtig galt. Jeg endte på gaden som hjemløs og subsistensløs. Der var et helt folkefærd i London af unge, som var brudt ud hjemmefra og siden var gået ned. Vi sov under åben himmel på gaden og i ruiner, og det var utrolig hårdt for min krop.

Jeg fik meget lidt at spise og var konstant sulten. Det var et barsk miljø. To gange oplevede jeg at blive truet med en kniv mod min strube – som bløder! Det er et under, at jeg overlevede den tid. Det frie og vilde liv blev fremstillet som lykken, men for mange var det et helvede.”

Mange af de hjemløse unge i London samlede sig i det centrale London omkring Piccadilly Circus og Trafalgar Square. Det var Pouls foretrukne sted.

En søndag aften oplevede han noget specielt:

”Der kom nogle folk og inviterede os til nogle møder i Orange Street. De inviterede alle disse hjemløse og rodløse unge, præcis som i de bibelske lignelser.

Det var almindelige arbejdsmænd og kontorfolk, som inviterede os. Den slags folk, som jeg som ungdomsoprører foragtede og følte mig hævet over. Men de havde en omsorg, som gjorde indtryk.

De inviterede os ned i kælderen under noget, der lignede et missionshus, hvor de gav os gratis sandwich og vidnede for os om Jesus. De sang nogle enkle vækkelsessange for os, som jeg oplevede som dybt foragtelige. Musikstilen havde jeg ikke noget til overs for.

Alligevel gik sangene ind hos mig. Jeg mærkede, at der var noget i de sange, som jeg ikke havde mødt andre steder. Og så vidnede de for os om, at vi ikke selv var herrer over, hvad vi brugte vores legemer og liv til. Vi stod til ansvar over for Gud.

Det reagerede jeg imod. Jeg mente, at vi var frie. Men de sagde, at det var Guds kærlighed, som lå bag Guds bud. Og så fortalte de frimodigt om, at Jesus var død på korset for vores synd, og at han kunne give os evigt liv.

Det med det evige liv talte meget stærkt til mig. Jeg havde tænkt meget over døden i forlængelse af min sygdom. Og døden stod for mig som truende, mørk og skræmmende. Døden var et uafklaret problem i mit liv, og den gjorde mig bange.

Nu fortalte de om en mand, som kunne give evigt liv. Og de sagde: ’Give Jesus a chance!’ Kunne det være sandt? Når de talte om Jesus og det evige liv, havde det en enormt dragende magt på mig. Jeg begyndte at komme der fast, én gang om ugen.

Der kom også nogle tidligere junkies, som var blevet frelst og var blevet løst fra deres misbrug ’in one night’. De gjorde stærkt indtryk på mig. De rullede ærmerne op og viste arrene efter deres stik.

Jeg vidste, at det var nærmest umuligt at blive løst fra. Det var mennesker, der havde været ude i stor nød. Nu stod de der og fortalte, at det var Jesus, der havde gjort det!

Jeg var meget glad for dette sted i Orange Street. Der var den samme ånd her som hos de kristne i Bonn. De havde en varm, djærv og god måde at møde os unge på – uden at give køb på noget.”

Far

Poul fortalte på intet tidspunkt sine forældre, at han var i London. De anede ikke, hvor han var, og de var dybt bekymrede for ham.

Men på et tidspunkt overnattede Poul på et herberg for hjemløse i London, hvor han skrev sig ind i en protokol. Herberget gav hans navn videre til den danske ambassade i London og herfra gik det videre til hans far:

”Han var dybt ulykkelig og tog til London for at finde mig. Men jeg gjorde intet for at lade mig finde. Jeg afviste hans opsøgende faderkærlighed. Det er det, man kalder synd. Far måtte tage hjem med uforrettet sag.”

Paris

I London mødte Poul nogle franskmænd, som foreslog ham at søge optagelse i et band. Han spillede guitar, og de tilbød ham en prøveoptagelse i Paris. Som mange andre unge i ungdomsoprøret havde Poul en drøm om at blive sanger og musiker, så han takkede ja.

Ved det sidste møde i Orange Street, spurgte de kristne Poul, om de ikke skulle bede for ham:

”Det sagde jeg ja tak til. De bad for min frelse, om at jeg måtte komme til tro på Jesus og få evigt liv. De lovede, at de ville blive ved at bede for mig.

Da jeg kom til Paris, gik alt galt. Jeg tror, de kristnes bønner i London blev opfyldt.”

I Paris endte Pouls prøveoptagelse med en blank afvisning fra managerne: ”Jeg tror, det var Gud, der spændte ben for mig. Jeg endte på gaden i Paris og søgte ly under Pont Neuf-broen. Her samledes samfundets bund. De var hjemløse, sultne, fattige og uden moral, og de stjal som gribbe. Alt blev stjålet fra mig. Jeg blev ribbet for alt, og jeg havde ingenting at spise.”

Til sidst så Poul ingen anden udvej end at opsøge et hus i Paris, hvor han vidste, at en kollega til hans far boede:

”Huset lå i et villakvarter med en stor mur uden om. Jeg var meget udmagret, men jeg klarede at kravle over muren. Min fars kollega tog godt imod mig og gav mig mad at spise. Jeg tror, at jeg spiste 15-20 spejlæg. Jeg var utroligt sulten.

Efterfølgende fik jeg en togbillet til Bonn. Min far var lykkelig, da jeg kom hjem. Jeg kunne se, at han ville mig det godt, og jeg tog imod hans udstrakte hånd. Nu kunne vi tale sammen om mit liv.”

Mødet med Jesus

Kort efter tilbagekomsten til Bonn rejste Poul til Holstebro og flyttede ind i et lejet kælderværelse. Meningen var, at han skulle følge noget undervisning.

Men der var meget fritid, og i stilheden og ensomheden blev Poul mindet om døden, som venter enhver:

”Når jeg tænkte på døden, var det et fuldstændigt mørke. Jeg måtte erkende, at jeg ikke havde noget svar over for døden. Men der var klare toner i det, jeg havde hørt i England: ’Jesus kan give dig evigt liv, fordi han døde for dig!’

Jeg tænkte, at det med Jesus havde noget at gøre med Bibelen. Det var den, de kristne talte ud fra både i London og i Bonn. Det blev meget stærkt for mig: Jeg må have en Bibel! Så jeg gik til min vært, som jeg lejede værelse hos og spurgte ham, om han havde en Bibel eller et Ny Testamente.

Han var kristen og lyste bare fuldstændig op. Det ville han meget gerne. Jeg fik et Ny Testamente med ned på mit værelse og lagde mig på gulvet, og så begyndte jeg at læse Matthæusevangeliet.

Det var så levede en bibellæsning, som jeg nogensinde har oplevet, og som jeg tror, at jeg nogensinde kommer til at opleve. Det var, som om jeg vandrede med Jesus, og det var mig, han talte til: ’Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte’ (Matt 18,11).

Alt, hvad han sagde, var sagt til mig. Pludselig var jeg klar over, at denne Jesus, han findes, han lever, han er hos mig nu, og han siger: ’Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange’ (Matt 20,28).

Og jeg forstod: det gælder mig! Jeg læste om de fortabte mennesker, Jesus opsøgte, Matthæus og Zakkæus. Han havde omsorg for dem, han greb dem, han tilgav dem, og de fik nok i ham.

Jeg blev fyldt af en mægtig glæde over, at denne Jesus ville tage sig af mig, og han ville tilgive mig al min synd. Syndernes forladelse overskyggede alt andet. Jeg havde så meget synd i mit liv, også fra de år, hvor jeg havde levet vildt. Men nu blev hele denne tunge syndebyrde løftet af.

’Syndernes forladelse’ blev et meget dyrebart ord for mig. Jeg så: Jesus er min, og jeg er hans, og jeg vil aldrig miste ham! Jesus havde skaffet evigt liv til mig. Det store problem med døden var løst – af Jesus.

Jeg læste ordene ’Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud’ (Matt 5,8). Og jeg vidste, at jeg havde meget synd på samvittigheden. Jeg havde intet rent hjerte, tværtimod, jeg var ond. Men jeg nåede frem til, at dette ord handlede om dem, som troede på Jesus. Deres hjerter var rene, og nu gjaldt det også mig.

Det blev utrolig stort for mig, at min synd var forladt. Jeg kan huske, at jeg gik ud i haven og så op mod stjernehimlen og havde lyst til at omfavne hele verden. Jeg bad Fadervor, og det var en vældig oplevelse at få lov at sige disse ord og bede dem af hjertet.

På mange måder var det en skrøbelig og svag begyndelse, og jeg var fortsat ødelagt af det liv, jeg havde levet. Jeg havde mange men og ar på sjælen. Men samtidig var mit liv fuldstændig forvandlet. Jeg havde syndernes forladelse og evigt liv i troen på Jesus! Og indefra havde jeg fået en gudgiven lyst til at læse Guds ord.”

Poul opsøgte sin farmor og fortalte hende om sin omvendelse:

”Hun blev utrolig glad. Det var en opfyldelse af hendes bønner. Hun fortalte mig om, hvordan hun selv var blevet omvendt, og fra da af delte vi Guds ord sammen.”

Tilbage i Bonn

Men der var også nogle andre, som Poul nu ville opsøge: de kristne i Bonn, som først havde vidnet for ham om Jesus:

”Dem tog jeg nu ned til. Lederen for arbejdet dernede blev meget, meget lykkelig, da jeg fortalte ham, hvad der var sket. Han så det som en frugt af deres bønner og deres arbejde, og dem havde der ikke været mange af.

Nu blev jeg selv engageret i arbejdet for at nå rodløse unge med evangeliet. Jeg kom til at stå i et tekøkken, hvor jeg solgte kaffe, sandwich og pølser. Der kom mange unge, som var ødelagt, og mange, som var på vej til at blive det. Dem kunne jeg nu få lov at vidne for i al skrøbelighed.

Men jeg havde samtidig selv brug for megen hjælp og sjælesorg. Meget var stadig kaotisk i mit liv. Men Jesus havde fattet kærlighed til mig og havde grebet mig, og det var så uforskyldt som noget.”

Det varme og trygge kristne fællesskab i Bonn blev af uvurderlig betydning for Poul i hans første tid som kristen. Han mødte en åndelig hjælp og støtte, som gjorde det muligt for ham langsomt at vokse i troen.

Men efter et par år blev harmonien brudt. Der kom et par unge til Bonn fra den sværmeriske sekt ”Guds børn”. De var meget karismatiske, og de formåede at vinde lydhørhed bl.a. med deres beregninger for Jesu genkomst. Beregningerne var baseret på ”dyrets tal” i Åb 13,18: 666.

På det tidspunkt havde Poul læst meget i sin Bibel, og han oplevede, at han selv med stor klarhed kunne gennemskue det usunde og usande i det, som de to unge sagde. Han holdt sig ikke tilbage med at give udtryk for sin vurdering, men oplevede at få næsten alle imod sig.

Den ulykkelige konsekvens blev, at Poul kom til at føle sig højt hævet over de andre:

”Det var sandt, hvad jeg så. Men det førte mig ind i et forfærdeligt farisæertrip, hvor jeg ringeagtede de andre, fordi de ikke havde det samme lys over Skriften som mig. Jeg så mig selv som en profet, der som den eneste havde ret, og jeg glædede mig næsten over at være den eneste klarsynede.

På et tidspunkt trådte jeg op mod en af de andre medarbejdere for at konfrontere ham med hans vildfarelse, men netop da blev jeg ramt i min samvittighed af Guds Ånd: Jeg så i ét nu, at jeg var fyldt af hovmod, af syndigt farisæisk hovmod, af ond selvretfærdighed.

Det førte mig ind i en dyb åndelig krise, et dybt og vældigt mørke, fortabelsens mørke. Jeg oplevede, at jeg var forkastet af Gud og kastet i Helvede. Jeg spiste ikke i et døgn og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.

Så kom jeg til at tænke på en kristen mand, som jeg havde mødt i Bonn, en familiefar, som boede i udkanten af Bonn, og som jeg havde åndelig tillid til. Jeg gik de 7 kilometer ud til hans hus og bankede på.”

Evangelisk gennembrud

Poul blev godt modtaget af familiefaren og budt indenfor. Da husets børn var lagt i seng, tog Poul og familiefaren plads i stuen:

”Og så begyndte han at læse for mig fra Romerbrevet kapitel 7 og 8 og udlagde det for mig ind i min situation.

Det var en helt ny virkelighed, der åbnede sig for mig. Jeg var nok troende. Men jeg havde udviklet mig i lovisk retning, stolt af mit nye liv og stolt af min nye indsigt.

Men Gud havde grebet ind og stoppet mig. Han ville føre mig ned for at føre mig ind i evangeliet. Og evangeliet mødte jeg i disse bibeltekster. Jeg følte mig fordømt og fortabt på grund af mit hovmod. Men nu fik jeg at høre:

’Der er ingen fordømmelse for den, som, er i Kristus Jesus’ (Rom 8,1).

Jeg fik lov at være frelst, præcis som jeg var, i Kristus Jesus. Jeg hørte om, at der var noget, som var umuligt for loven – at gøre en ret og god kristen af mig.

I virkeligheden var det det, jeg havde forsøgt: ved min egen indsigt og min egen indsats at blive en ret og god kristen. Men det var gået galt på grund af min syndige natur, kødet i mig. Nu hørte jeg, at Gud vidste om alt dette, og at han havde åbnet en anden vej frem:

’Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld’, og det gjorde Gud, ’for at lovens krav skulle opfyldes i os’ (Rom 8,3-4).

Jeg så, at loven ikke skulle opfyldes af mig, men i mig, ved at Jesus boede og levede i mig. Vejen frem var ganske enkelt at tro på Jesus og give ham plads i hjertet.

Da dette gik op for mig, var det som et lys, der brød igennem i mørket. Jeg tænker om det som mit andet åndelige gennembrud: til evangelisk tro og erkendelse.

Siden har jeg erfaret, at Gud fører os igennem dette gang på gang. Han fører os længere ned for at føre os dybere ind i evangeliet. Der er et vers i Bibelen, som sætter ord på det: ”Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham” (Ordsp 22,15, D.O. 1931). Det er en proces, som ikke kun finder sted i ungdommen. Den varer hele livet. Sådan har jeg oplevet det.”

Bibelskole

Det evangeliske gennembrud førte for Poul til en ny glæde over og evangelisk forståelse af Guds ord. Nu handlede det alt sammen om nåden i Jesus.

Gennem nogle norske tidsskrifter blev Poul bekendt med en norsk bibelskole, som han fornemmede, var kendetegnet ved en dyb glæde over Guds ord og evangeliet.

Det kristne fællesskab i Bonn samlede penge sammen, som gjorde det muligt, at Poul kunne få et ophold på denne bibelskole: Fjellhaug Bibelskole i Oslo.

Det endte med to ophold, det sidste var på forkynderlinjen og varede to år 1976-78. Det satte dybe spor. Ikke mindst undervisningen ved Øivind Andersen blev til berigelse:

”Han forkyndte lov og evangelium på en måde, som i første omgang fik mange til at reagere mod det, han sagde. Men det var, fordi det gik til hjerte, og for mig endte det med en jublende glæde over evangeliet.”

Under tiden i Norge holdt Poul kontakt med en ung tysk pige, Angelika, som han var blevet kæreste med i 1975. De endte med at være kærester i fem år, før de blev gift:

”Det var nødvendigt, for at jeg kunne blive moden. Hun var en nådegave fra Herren til mig. Hun var en kostbar hustru. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret mit liv uden hende.”

1980

Året 1980 blev skelsættende for Poul på flere måder. Han blev gift med Angelika, og han begyndte som ansat medarbejder i det kristne fællesskab i Bonn.

Samtidig mærkede han, at hans helbred fik et knæk. Han blev grebet af dyb træthed og af influenza-symptomer, som ikke ville gå væk. Ingen læge kunne forklare det.

Siden viste det sig, at Poul var en af de blødere, som gennem blodtransfusioner var blevet smittet med HIV. I tillæg til HIV-smitten blev Poul angrebet af kronisk Hepatitis C.

Tilsammen har det betydet, at han siden 1980 har lidt af kronisk træthed samt en lang række følgesygdomme. Det har også betydet, at døden har været en stadigt nærværende virkelighed.

91 danske blødere blev omkring 1980 smittet med HIV gennem inficeret blod. Under en tredjedel af dem er i live i dag.

Ved et bibelkursus i 1980 fik Poul anledning til at søge forbøn for sit helbred hos Øivind Andersen: ”Han salvede mig, lagde hånden på min skulder, og så bad han: ’Broder Poul!’ Det var enormt trosstyrkende. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske. Jeg vidste bare, at det var lagt i Jesu hænder. Jeg fik verset Sl 57,3: ’Jeg råber til Gud den Højeste, til Gud, der fører min sag igennem.’ Det kunne jeg gå på.”

Da Poul fire år senere fik diagnosen, vidste han, at også dette var i Jesu hænder. Han havde erfaret, at Guds hånd er bag og virker igennem det, som gør ondt:

”Der er en, som har overblikket, og han har et mål, og han ved, hvordan han skal lade trængslerne samvirke til at nå målet.”

Trods sygdommen formåede Poul at stå som leder i arbejdet i Bonn frem til 1986:

”Jeg ved ikke selv, hvordan det kunne lade sig gøre, men det gik.”

Da Poul stoppede i arbejdet, var det ikke på grund af helbredet, men fordi den karismatiske bevægelse havde banet vej for så alvorlig vranglære, at det blev umuligt for ham at blive i arbejdet. Da Poul og Angelika rejste hjem fra Bonn, var de blevet en familie på fire, med to sunde drenge, Jonathan og Simon.

Familien

Pouls arbejdsliv som lønnet arbejder i evangeliets tjeneste blev kort. Som 40-årig blev han førtidspensionist.

Men i sit liv har han set en frugt af evangeliet, som er en kilde til stadig glæde: Hans far, hans mor og hans lillebror tog alle imod evangeliet om Jesus.

Allerede i 1974 blev hans far indlagt med fremskreden kræft:

”Da kom han i stor nød for sin frelse. Han var bange for at dø. Og hvor var det godt, at han var bange! Men så gik han til en hospitalsgudstjeneste, og da jeg mødte ham bagefter, lyste han over hele ansigtet. Han havde hørt et ord, som havde givet ham tro: ’Ét er nødvendigt: at høre Jesus til!’ Det blev hans trøst i mødet med døden og evigheden. Jeg sad hos ham de sidste uger, og da var vi forenede på en måde, som vi aldrig havde været det før.”

Pouls lillebror døde kun 48 år gammel. Hans krop var overbelastet af mange års alkohol- og pillemisbrug. Men i de sidste år af sit liv kom han ind under Guds ord hos Angelika og Poul. Han begyndte selv at opsøge kristne menigheder med en central forkyndelse og sugede til sig:

”Han gik fra menighed til menighed og hørte gerne Guds ord. Han var altid med, når vi skulle i kirke. Da han døde, fandt man ham med en opslået salmebog i sengen og omgivet af kristen litteratur. Der var navnlig ét vers, han hang fast ved: ‘Syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre‘” (Rom 6,23).

Pouls mor tilbragte de sidste år af sit liv i Poul og Angelikas hjem. Her mødte hun til stadighed Guds ord. Til sidst åbnede hun op for det, hun hørte:

”Jeg sad hos hende og sang for hende og læste Guds ord for hende. Jeg tog også radioen ind, så hun kunne høre bibeltime med Hans Erik Nissen. De sidste uger var jeg hos hende dag og nat, sang for hende og delte Guds ord med hende, og jeg mærkede, at hun tog imod det. Selvom hun var afkræftet, løftede hun hænderne og foldede dem, så hun kunne være med i bønnen. Det havde hun aldrig gjort før. Jeg tror, at mor tog imod Jesus, før hun døde.”

Angelika

Efter at Poul fik HIV-diagnosen, stod det klart for ham og Angelika, at deres liv sammen kunne blive kort. Men de havde ikke ventet, at Angelika var den, som først skulle hentes hjem.

I år 2000 kom hun ud for en alvorlig færdselsulykke, som medførte, at hun var på sygehuset i et halvt år. Men hun blev aldrig rigtig rask igen.

I forlængelse af ulykken fik hun konstateret kræft, og efter to og et halvt år døde Angelika.

Det sidste år lå hun i hjemmet og blev plejet af Poul:

”Hun elskede, når jeg kom ind og læste for hende af Jesu afskedstaler i Johannesevange-liet, og når folk kom og gav hende gode bibelord. Hun samlede de gode ord og hentede frimodighed i dem. Hun blev svagere og svagere i det ydre, men i det indre foldede hun sig ud som en blomst.

En nat blev det med ét åndeligt mørkt for hende. Hun kaldte på mig med svag stemme: ’Poul, Poul’. Så gik jeg ind til hende kl. 3.30 og så, at hun lå der badet i sved. Og så kom det igen med en svag og hviskende stemme: ’Poul, jeg er bange, jeg er bange!’

Hvad siger man til sin kone, som er i pine og er badet i sved af angst? Jeg tænkte: Nu er der nød! Da slog det ord ned i mig: ’Døden er opslugt til sejr! Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? – Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!” (1 Kor 15,54-55).

Det gav jeg hende.

Der blev helt stille nede i mørket hos Ange-lika.

Så sagde hun lige så stille: ’Det var bare det, jeg gerne ville høre’. Hun vidste, at hun havde brug for ordet. Så faldt hun til ro, og derefter vendte anfægtelserne ikke mere tilbage. Nu står de ord på hendes gravsten: ’Døden er opslugt til sejr!’”

Anfægtelse

Når Poul fortæller om sit liv, kommer ordet anfægtelse ofte ind i samtalen.

Han kender i sjælden stærk grad til anfægtelse i form af ydre modgang og lidelse.

Men han kender også til anfægtelse i det indre i form af frygt og uro for, om han er et Guds barn, om han er frelst.

Netop derfor hænger han ved de ord i Bibelen, den forkyndelse og de sange, som taler trøst til den anfægtede. Han har fået megen hjælp gennem den svenske forkynder C.O. Rosenius’ skrifter og sange, og han kender sig uendelig godt hjemme i Rosenius’ sang Ængstede hjerte, op af din smerte, især med den svenske tekst:

Mitt under syndens dagliga plåga
Du dock en evig rätfärdighet har.
Jesus allena tvagit oss rena.
Pris vare Lammet, som synderna bar!

Vandra i tro, men se honom icke,
Dette är regeln, det bliver därvid.
Korta minuter känslan åtnjuter,
Vad vi i sanning dock äga alltid.

I en sådan sang kender Poul sig selv igen og finder trøst.

Da familien endnu var samlet, Angelika, Poul og drengene, var det en fast tradition, at Poul på sin fødselsdag blev vækket med en sang. Det var ikke en almindelig fødselsdagssang. Det var en sang, som familien vidste, på en særlig måde var hans hjertesang.

Sådan er det fortsat: ”Den sang sammenfatter, hvad der har fyldt mit liv, og hvad der fylder i mit hjerte. Det gælder ikke mindst de første par vers”:

Aldrig er jeg uden våde,
aldrig dog foruden nåde,
altid har jeg suk og ve,
altid kan jeg Jesus se.
Altid trykker mine synder,
altid Jesus hjælp tilskynder,
altid er jeg udi tvang,
altid er jeg fuld af sang.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2014. Hele bladet kan læses her.

Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.