Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn (Ef 3,14-15).
De seneste år har jeg hørt mange sige, at vores gudsbillede er formet af den far, vi har eller har haft.
Der kan nok være noget om det. Gud præsenteres jo i Bibelen som far for sit folk – og far-begrebet kender vi fra vores jordiske far.
Men der er også noget ved tanken, jeg ikke har det godt med. Jeg har tænkt over hvorfor.
Måske reagerer jeg primært mod det, fordi jeg synes, det er et forfærdeligt ansvar, jeg så har som far over for mine børn: at jeg på en måde skal afspejle Gud over for dem. Der kan være faridealer nok i vores tid, og det er svært nok at leve op til det hele; men at afspejle Gud, det overskrider alligevel alt.
Men når vi nærlæser, hvad Paulus siger i Efeserbrevet, så er der en detalje, der er blevet vigtig for mig. Der står, at Faderen er den, ”efter hvem hvert fædrenehus … har navn”. Det er Gud, der er Faderen. Vi jordiske fædre har fået lov til at låne farnavnet – men den egentlige far er Gud. Gud er Faderen før alle tider. Han er Jesu far – og i kraft af Jesu død og opstandelse er vi blevet Guds søns brødre og har følgelig også den evige far som vores far.
Vi skal altså passe på, at vi ikke vender det om. Vi må ikke automatisk tænke, at vores farbilleder fortæller os, hvordan Gud er som en far for os. Vi må regne med, at der er meget, der skal korrigeres. For hvordan man er far, det kan skifte fra kultur til kultur. Men Gud er den evige far. Så hvordan Gud er far, det skifter ikke, som tidsånden blæser; det står fast!
Mit største ønske er, at jeg kan gøre det farnavn ære, som jeg har lånt. Men jeg må også erkende, at det står skidt til, hvis mine børns gudsbillede formes efter, hvordan jeg er. Jeg håber, at jeg kan være med til at fortælle mine børn, at uanset hvor slemt et vrangbillede de kan få af den himmelske far på grund af deres jordiske fars fejl og mangler, så må de altid først og fremmest få deres billede af Gud som far fra Bibelens ord.
Vi lever i en tid fuld af bløde fædre. Det kan der siges meget om, og det er bestemt ikke udelukkende negativt, at der er sket en ændring fra de gamle dages strenge fædre.
Men det er tankevækkende, at Paulus skriver: ”Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen …”
At vi har Gud som vores far – det er den ultimative kærlighed og nåde! ”Guds barn jeg er! O Gud, er det sandt, hvad jeg siger?”
Men vi skal passe på med at forstå det sådan, at Gud er blevet en blød far for os. Det er han ikke. Gud er en far, man bøjer knæ for. Gud er en hellig Gud. Gud er en Gud, der hader synd. Og vi er syndere. Derfor må der altid være en forundring og en ærefrygt i det, at vi får lov til at kalde Gud vores far. Det skal ikke være respektløst og jovialt. Det er en misforstået trend i vores tid at bede til Gud, som om han var en hvilken som helst kammerat, man kan hygge sig med. Og det er misforstået, når megen forkyndelse i dag fokuserer på, hvor gerne Gud vil hænge ud med os.
Vi skal holde fast ved det farbillede, vi møder af Gud i Bibelen. Her ser vi en far, der har omsorg for sine børn. En far, der elsker sine børn og våger over dem. Men vi ser også en far, der tugter sine børn – og kan slå dem hårdt, i kærlighed. Og vi ser en far, der hader synd – og dermed hader vores gamle menneskenatur.
Det betyder, at der er en del af mig, Gud hader. Der er en del af mig, der bestemt ikke har det godt med Gud. Der er en del af mig, der er gudsfjendsk og egoistisk og narcissistisk. Den del af mig elsker Gud ikke. Den hader han.
Vores forhold til Gud som far må bære præg af, at han er hellig, fuldkommen og ren, og at vi selv endnu er syndere. Det må fylde os med ærefrygt for ham.
Ved Jesu blod og for hans navns skyld har vi fri adgang til vores himmelske far og må sige alting til ham. Men vi leger ikke med ham, og vi joker ikke med ham. Det er en ubeskriveligt stor nåde, at vi må komme frem for ham. Og så længe vi er her på jorden, sølet til i synd og ondskab – så længe vi stadig af natur er fjender af Gud og Djævelens børn – så må og skal der være en forundring i os over, at Gud overhovedet vil høre på os og tage imod os. Vi kommer ikke henkastet og slentrende hen til vores himmelske far.
”Skyld foruden vover bruden nu at vise sig for dig.”
Det betyder ikke, at der ikke kan være en kærlighed. Det betyder slet ikke, at der ikke kan være en fortrolighed. Det betyder frem for noget ikke, at vi skal pynte på os selv og stille os fromme an over for Gud, når vi beder. Det er jo bare en maskerade og en hån mod Gud, der kender vores inderste råddenskab.
Nej, vi må øse vores hjerter ud som vand for Herrens ansigt. Vi må komme til ham med alt. Og vi må glæde os til den dag, hvor vi endelig ikke længere er splittede mellem ånd og kød – hvor der endelig ikke længere er noget i os, der vil skille os fra Gud.
Men indtil da – så lad os ikke fingere noget. Lad os se vores synd i øjnene. Bekende den for Gud. Og takke ham for hans uendelige nåde: at vi må kaldes Guds børn, og vi er det!
Jeg holder meget af den sætning hos Johannes: at vi må kaldes Guds børn – og vi er det! Den rummer noget af den store forundring. Han må ligesom gentage det: Ikke bare må vi kaldes Guds børn, vi er det faktisk, tro det, hvem der kan!
Og det er en trosartikel! Det er en del af den tredje trosartikel, at vi tror på den hellige almindelige kirke. Vi tror på, at Guds børn findes – selvom Guds børn endnu ikke er åbenbaret (Rom 8,19).
Bekendelse og tak. Det er vejen til et sandt og vidunderligt forhold til vores himmelske far. Og når vi med Paulus bøjer vores knæ for Faderen, så kommer vi dagligt til at vokse i erkendelse af Guds og Kristi kærlighed. Vi kommer gennem hele livet til at udforske bredden og længden og højden og dybden. For vi ser Guds faderlige tålmodighed mod sine børn.
”Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås. Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen.”
