Har den katolske kirke ændret sig? (Del 3)
I første del af denne tredelte artikel er nævnt to økumeniske dokumenter, som er underskrevet af repræsentanter for den katolske kirke og for evangeliske kirker.
I begge dokumenter giver man udtryk for, at katolikker og evangeliske kristne nu har det samme evangelium og er forenede i én og samme frelsende tro. Det er et alvorligt og tragisk bedrag.
I det følgende skal de to dokumenter kort kommenteres hver for sig.
Evangelicals and Catholics Together (ECT)
Dokumentet Evangelikale og katolikker sammen blev underskrevet i 1994 og blev støttet af ledende evangelikale som Charles Colson, John White, Bill Bright, Mark Noll, J.I. Packer og Os Guinness.
Dokumentet fastslår, at evangelikale og katolikker er forenede i den samme tro på det samme evangelium, og at de derfor er ét i Kristus: ”Evangelikale og katolikker er brødre og søstre i Kristus.”
Hvilket evangelium er det da, de underskrivende evangelikale og katolikker er forenede om?
Den centrale formulering i dokumentet er denne: ”Vi bekræfter, at vi retfærdiggøres af nåde ved tro på grund af Kristus.”
Ved første øjekast kan formuleringen synes både bibelsk og evangelisk. Men det afgørende er, hvad der menes med ordene.
Hvad katolikker forstår ved retfærdiggørelse, har vi set ovenfor: en gradvis forandring og forbedring af mennesket, hvorved man til sidst kan blive velbehagelig for Gud i sig selv.
Hvad katolikker forstår ved nåde, har vi også set: en hjælp fra Gud, som vi må tage i anvendelse for at opnå fortjeneste hos Gud og blive velbehagelige for ham.
Troen er ifølge den katolske kirke først og fremmest en underkastelse under Gud og hans ord i lydighed mod Skriften og Romerkirken.
At vi frelses på grund af Kristus betyder ifølge den katolske kirke, at Kristus har påbegyndt og lagt grunden til frelsen, men at vi herudfra må arbejde på selv at fuldende frelsen og blive velbehagelige for Gud i os selv.
I et tillæg til ECT har de ledende katolske underskrivere erklæret, at de er rettroende katolikker, ”som samvittighedsfuldt er tro mod den katolske kirke lære1”.
Det betyder, at de tilslutter sig den katolske kirkes frelseslære, som den fremstilles i den katolske kirkes officielle lærebøger og dokumenter. De tilslutter sig dermed alt det, som er gennemgået i de forudgående artikler. Dermed fornægter, forkaster og fordømmer de evangeliet om Jesu én gang for alle fuldbragte frelse og om retfærdiggørelse ved tro på Jesus alene.
Hvad har man da opnået med et økumenisk papir som ECT?
Man har opnået at tilsløre, at den katolske kirke ikke har ændret sig siden reformationen i synet på frelsens grund og vej. Man har opnået at svække de evangelikale kristnes nød og bøn for katolikkerne. Man har opnået at skabe usikkerhed og uklarhed om det bibelske evangeliums indhold.
Man har opnået at åbne mange evangelikale kristnes ører og hjerter for den katolske kirkes forførende vranglære.
Man har opnået at bane vej for den katolske kirkes økumeniske mål: at forene alle bekendende kristne om ét nadverbord i én kirke: Romerkirken.
Sidst men ikke mindst har man opnået at svække det evangelikale evangelisations- og missionsarbejde over for katolikker. De seneste årtiers evangelikale kompromisser i forhold til den katolske kirke har haft en alvorligt ødelæggende virkning på evangelisa-tions- og missionsindsatsen over for katolikker rundt om i verden. Hvis vi accepterer de evangelikale kompromisser, vil de bibeltroende og evangeliske kirker ophøre med at evangelisere over for katolikkerne.
Denne virkning er allerede mærkbar i katolske lande i den tredje verden i Afrika, Mellemamerika og Sydamerika. Den mærkes også i katolske lande som Spanien og Portugal.
Ringvirkningerne af ECT breder sig verden over. I maj 2004 skrev New York Times, at dokumentet ECT er i færd med at forandre den kristne kirke over hele verden2.
Joint Declaration on the Doctrine of Justification (JDDJ)
Dokumentet Fælleserklæring om retfærdig-gørelseslæren blev i 1999 underskrevet af officielle repræsentanter for Romerkirken og af officielle repræsentanter for Det Lutherske Verdensforbund og en række store lutherske kirker.
Dokumentet har til hensigt at vise, at refor-mationens uenighed om frelsens grund og vej nu er bragt til ophør. Romerkirken og de lutherske kirker har nu den samme lære om, hvordan et menneske bliver retfærdigt over for Gud.
Hvilken lære er det da, man er enige om?
I JDDJ findes den centrale formulering om retfærdiggørelsen i artikel 15:
”I tro bekender vi sammen, at retfærdiggørelsen er et værk af den treenige Gud (…) Af nåde alene, i tro på Kristi frelsende gerning og ikke på grund af nogen fortjeneste fra vor side anerkendes vi af Gud og modtager Helligånden, som fornyer vore hjerter, idet han udruster og kalder os til at gøre gode gerninger.”
Igen lyder det umiddelbart godt, bibelsk og evangelisk. Det er karakteristisk for hele dokumentet, at det er båret af gode ord, som ved første øjekast synes at stemme med evangelisk tro og lære.
Men går man tættere på teksten viser det sig, at den igen og igen reelt siger det modsatte af det, som man først troede.
Man gør en erfaring, der ligner den gamle Isaks, da han blev bedraget: ”Stemmen er Jakobs, men hænderne er Esaus” (1 Mos 27,22). ”Stemmen” i JDDJ er bibelsk og evangelisk. ”Hænderne” derimod er den katolske kirkes behårede hænder.
Dokumentet er fyldt med tvetydige ord og vage formuleringer, som gør det muligt for de katolske underskrivere at holde fast ved hele den katolske frelseslære og dermed fortsat at fornægte, forkaste og fordømme det sande bibelske evangelium.
Den centrale anstødssten for Romerkirken i det bibelske evangelium er, at synderen på grundlag af Jesu fuldbragte værk tilregnes Jesu retfærdighed ved tro alene. Denne anstødssten er væk i JDDJ. Det er ikke tilfældigt. Den retfærdiggørelse, som læres i dokumentet, skal kunne rumme den gamle katolske løgn om en frelsende retfærdighed i og hos os selv.
I citatet ovenfor markeres det fra begyndelsen, at der skal tales om retfærdiggørelsen. Men i fortsættelsen glider man umærkeligt over i at tale om helliggørelsen. Der tales om, at Helligånden fornyer vore hjerter og hjælper og driver os til at gøre gode gerninger.
Det er ikke et spørgsmål om, at man har formuleret sig uheldigt og er kommet til at sammenblande talen om retfærdiggørelse og talen om helliggørelse. Målet og hensigten er at definere retfærdiggørelsen i overensstemmelse med den katolske lære om, at vi retfærdiggøres ved gradvist at blive forvandlede og forbedrede i os selv. Det er denne retfærdiggørelse, dokumentet prædiker.
Det er en forståelse af retfærdiggørelsen, som er i direkte modstrid med Skriften. Ingen steder i Skriften har retfærdiggørelsen noget som helst at gøre med en forandring eller forbedring i og hos os selv. Retfærdiggørelsen bygger ikke på en eneste tøddel af noget som helst i mennesket selv. Den bygger på Kristus og hans fuldbragte frelse alene.
At ville føje noget til Jesu fuldkomne retfærdighed er vejen til fordømmelse og fortabelse. De røster, som fører os ind på den vej, er talerør for Satans forførelse. Dem må vi frygte og flygte fra for den evangeliske tros skyld.
Vi må med Paulus frygte, at slangen ved sin snedighed skal bedrage os og føre vore hjerter ”på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus” (2 Kor 11,3).
Når det i citatet fra JDDJ ovenfor siges, at vi frelses ”af nåde alene”, er det igen vigtigt at gøre sig klart, at dette for en rettroende katolik betyder, at frelsen kun er mulig, fordi Gud giver os sin nådekraft. Det er alene ved hjælp af den, at vi kan forandres og forbedres og blive velbehagelige for Gud.
Når det siges, at vi frelses ”i tro på Kristi frelsende gerning”, er det vigtigt at bemærke, hvad der ikke siges. Der siges ikke, at Jesu frelsende gerning én gang for alle har fuldbragt frelsen for os, så at vi intet kan eller skal lægge til. Dette kan en rettroende katolik ikke skrive under på, og derfor står det der ikke. Der står blot, at de frelste tror på Kristi frelsende gerning, uden at denne frelsergerning i øvrigt bestemmes nærmere.
Når det i citatet siges, at vi frelses ”uden nogen fortjeneste fra vor side”, så tjener det igen til at understrege, at Guds nådekraft kommer før vore gerninger og dermed skal have æren for alle vore gerninger. Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke kan gøre fortjenstfulde gerninger og opnå fortjeneste hos Gud. Det understreger de katolske underskrivere i en senere artikel i JDDJ. Her tydeliggøres det, at de gode og fortjenstfulde gerninger bidrager til menneskets vækst i nåden, at de uddyber dets fællesskab med Kristus, og at de er afgørende for at være retfærdig over for Gud3.
Samlet set er JDDJ en forførende sammenblanding af retfærdiggørelse og helliggørelse og en fornægtelse af det bibelske evangelium om Jesu fuldkomne frelsergerning og om retfærdiggørelse af tro på Jesus alene.
Hvad der er udeladt i JDDJ er ”retfærdigheden fra Gud grundet på troen” (Fil 3,9) , ”vor Guds og frelsers, Jesu Kristi retfærdighed” (2 Pet 1,1).
Det bibelske evangelium er, at Gud erklærer en synder skyldfri og retfærdig på grundlag af Jesu stedfortrædende lydighed og død. Dette evangelium finder man ingen steder i JDDJ. Men dette evangelium er vort eneste håb. En synder kan ikke i sig selv blive retfærdig og hellig for Gud. Derfor kan vi kun blive retfærdige ved en givet og tilregnet retfærdighed. Netop det er Guds frie gave i Jesus.
I Jesus er der” uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud” (Rom 3,21, DO 1948). Denne retfærdighed, som vi får ved tro, er der ingen, der kan se her på jorden. Vi kan se retfærdighedens og troens frugter, men vi kan ikke se selve den frelsende retfærdighed. Det kan vi ikke, fordi den er i Himlen, i Kristus selv. ”Herren er vor retfærdighed” (Jer 23,6).
Dette evangelium om Jesu fuldbragte frelse og om synderes fulde retfærdiggørelse i ham er vort eneste håb, og det er verdens eneste håb. Netop derfor må vi ”kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige” (Judas, v.3).
Det evangelikale kald
For halvandet hundrede år siden udtalte den engelske biskop J.C. Ryle om de åndelige ledere i forhold til vranglæren: ”Den døve hund og den sovende hyrde er ulvens bedste venner”.
Ordene er ikke mindre aktuelle i dag. De åndelige ledere, som kalder sig evangelikale, men som forsvarer den katolske kirkes lære og praktiserer fællesskab med katolikkerne, forråder evangeliet og overlader de åndeligt vanrøgtede og forkomne medlemmer af den katolske kirke til Djævelens ulve.
Der er ingen ”fælles grund”, hvor rettroende romerske katolikker og bibelsk troende evangelikale kristne kan mødes i samme tro på det samme evangelium. Et kompromis er umuligt uden at fornægte og svigte det frelsende evangelium. Her må hver enkelt evangelikal leder og hver enkelt evangelikal kristen vælge side:
”Vælg i dag, hvem I vil tjene”(Jos 24,15).
De evangelikale ledere, som i vor tid anbefaler åbenhed over for og fællesskab med den katolske kirke, kaster vrag på den kamp, som tidligere generationer har kæmpet for at bevare en sand evangelisk forkyndelse og lære.
Disse nutidige evangelikale ledere placerer sig uden for den kæmpende menigheds historiske strøm og distancerer sig fra de åndelige ledere, som i fortiden blev redskaber til vækkelse og frelse ved at være tro mod det bibelske evangelium: John Wycliff, Johan Huss, Martin Luther, William Tyndale, Jonathan Edwards, George Whitefield, Charles Spurgeon, J.C. Ryle, Martin Lloyd-Jones og mange flere.
Siden reformationen har det til enhver tid været nødvendigt at bryde med Romerkirkens falske lære for at være tro mod evangeliet. Alle de ledere i kirkehistorien, som vi har grund til at se tilbage på med taknemmelighed for deres troskab mod evangeliet, brød med Romerkirken og dens falske lære.
Vores kald er at gøre det samme i dag.
Den evangelikale nød
Den evangelikale verden er i åndelig nød. Den voksende åbenhed for den katolske kirke og ligegyldigheden i forhold til det frelsende evangelium er bare et symptom på denne nød. Tusindvis af evangelikale menigheder er blevet åndeligt ødelagt, fordi de har fået forkyndt et udvandet evangelium uden bibelsk indhold og kraft, forkyndt af præster, som har forsømt selv at fordybe sig i og tilegne sig Guds sande ord.
I tusindvis af evangelikale menigheder går bekendelsen af Jesu navn i dag hånd i hånd med åbenlys og frimodig tilsidesættelse af Jesu ord. Menighederne kan være præget af stærke og opløftende religiøse følelser i menighederne, men Åndens frelsende gerning i hjerterne ved Guds sande og levende ord er fraværende.
Hvor går vejen frem?
Åndelig vækkelse og fornyelse er aldrig kommet på grund af nye teknikker, strategier og programmer. Det kommer ved Helligåndens gerning og ved Guds levende ord, der hvor der er kærlighed til sandheden og til det sande evangelium.
Det vidunderlige ved det sande evangelium er, at det altid ophøjer og herliggør Jesu Kristi person og gerning. Han er det ophøjede hoved for sin kirke.
Pinsedag forkyndte Peter, at den korsfæstede og opstandne Jesus har fuldbragt frelse for syndere ved sin død og opstandelse, og at Gud på dette grundlag har gjort ham til Herre og Kristus, og at han derfor nu er ophøjet ”til Guds højre hånd” (ApG 2,33).
Det var ved denne forkyndelse af Jesu fuldbragte frelse og af hans evige ophøjelse, at Ånden blev udgydt over tilhørerne, og vækkelsen kom.
Når vi selv kommer til en frisk erkendelse af evangeliet, da bryder bønnen frem fra vore hjerter: ”Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, at de må blive levende” (Ez 37,9).
Vi beder om, at Jesus igen må blive ophøjet igennem en sand forkyndelse af evangeliet om hans frelsesværk, og at vi derved igen må blive vidner til en rig udgydelse af Helligånden. Vi henter frimodighed fra Jesu egne ord: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke faderen i himlen give Helligånden til dem, som beder ham!” (Luk 11,13).
Der er ånd og liv i den bibelske kristendom, og livet udspringer af det personlige møde med Jesus i Ordet, når Helligånden åbenbarer frelsens virkelighed for os:
”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, som elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden” (1 Kor 2,9-10).
I Skriften bliver Guds mangfoldige visdom og nåde gjort kendt for os. Det er vores privilegium, at vi får lov at åbne for dette ord og tage det til os. Måtte vi gennem dette ord få lov at se Guds nådes overvældende rigdom i Kristus og erfare evangeliets livgivende kraft i vore liv til hans ære!
Med lidenskab og med glæde vil vi stå fast i den bibelske sandhed. Vi vil lovprise kirkens højt ophøjede hoved og Herre, Jesus Kristus.
Og vi vil bede om, at han vil komme til os ved sin Ånd og blæse ind i den evangelikale verdens dal af døde ben, så vi får liv igen, så stenhjertet tages ud af os, og vi får kødhjerter.
Må vores ophøjede Herre gennem sit evangelium give os endnu en tid med overvældende nåde, og må vi være villige og duelige til på Skriftens grund og med klar røst at forkynde, at syndere retfærdiggøres af Guds nåde alene, ved tro alene, på Jesus alene – ham alene til ophøjelse, ære og pris:
”Lovet være hans navn i evighed! Hans herlighed skal fylde hele jorden. Amen, amen” (Sl 72,19).
Oversat af Mikkel Vigilius.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2014. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Richard Bennett
Richard Bennett, tidl. katolsk præst.