Vær udholdende i bøn, våg med bøn og tak, og bed også for os om, at Gud må åbne en dør for ordet, så vi kan forkynde Kristus-hemmeligheden, som jeg sidder i fængsel for. Bed om, at jeg må gøre den kendt og tale, som jeg skal (Kol 4,1-2).
Et klart ydre tegn på søvn og frafald blandt kristne er, når bønnen forstummer. Når bedemøderne svigtes, når der ikke længere lyder vedholdende bønner og tak fra hjemmet og den enkelte om fremgang for Guds ord. For dette afslører, at Kristus-hemmeligheden igen er blevet skjult.
Selv Paulus havde brug for forbøn. End ikke han, med sine store nådegaver, kunne selv åbne en dør for ordet. Han vidste, at åbnede Gud ikke en dør for Ordet og gav ham at tale, som han skulle, da forblev Ordet lukket for tilhørerne. Da ville Kristus-hemmeligheden ikke blive gjort kendt og åbenbaret til frelse, men forblive en tillukket hemmelighed.
Evangeliet, ordet om Jesus Kristus, er nemlig en hemmelighed for det naturlige menneske, eller ”et sjæleligt menneske”, som det hedder i Første Korintherbrev 2,14. Loven kender vi, dens gerninger er lagt ind i vore hjerter og samvittighed, skriver Paulus (Rom 1,15). Men evangeliet, det er en hemmelighed, et mysterium – skjult for vores forstand og fornuft.
Men se nu hvilken ufattelig nåde, at Gud vil åbne evangeliet for os – Kristus-hemmeligheden. Og vi har hans eget ord for, at vi må takke og bede ham om at gøre det. At han må drive og sende arbejdere ud til sin høst – også iblandt os i dag.
Må Herren selv give os udholdenhed og vågenhed i bøn – også hvis svaret lader vente længe på sig. For Gud elsker, når mennesker tager hans løfter til sig, tror dem og takker ham, som kan gøre alting nyt – ja, som kan skabe liv af døde, åbenbare Jesus for syndere.
Bøn kan til tider være arbejde og strid. En tjeneste i Guds rige! Først for Herren og dernæst for de mennesker, vi elsker. De mennesker, vi er sat iblandt. Ægtefælle, børn, venner, familie, naboer, menigheden og vort land. At Gud vil åbne hjerte-døre for Kristus – ærens og frelsens konge.
Paulus skriver senere om en sådan bønnens tjener for kolossenserne: Epafras. Han, som netop havde forkyndt Kristus-hemmeligheden for dem (Kol 1,7). Han kæmpede udholdende i bøn for dem, skriver Paulus i vers 12: ”Hilsen fra jeres Epafras, Kristi Jesu tjener, som altid kæmper for jer i sine bønner, for at I kan stå fast, fuldkomne og med sikker forvisning om, hvad der i alle forhold er Guds vilje.”
Ja: Lykkelig den menighed, den ven, den ægtefælle, den datter, søn eller det land, som har fået givet en Epafras, som kæmper i bøn. Da er der håb om at døre åbnes for Ordet. Håb om at stå fast i troen. Håb om at Guds vilje må kendes i alle ting – også når mange spørgsmål i troslivet eller menigheden presser sig på.
Udgivet af
Ruben Skov Jensen
Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.