Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Røsten i ørkenen

Joh 3,30. Om hvor højt hævede Guds veje for sit riges fremvækst er over menneskers planer og strategier.

Han skal blive større, jeg skal blive mindre (Joh 3,30).

Vækkelsesmøder i en ørken

Johannes Døberen havde været virksom som vækkelsesprædikant i Judæas ørken i nogen tid og samlet store skarer. Endog hovedstadens befolkning søgte i betydeligt tal ud for at høre ham.

Hvor forskellig var ikke denne vækkelsesprædikant fra mange af vor samtids. Han havde ikke og behøvede ikke nogen stor organisation eller sammenslutning for evangelisationsfremstød med en talrig stab af medarbejdere bag sig. Ingen større forberedelseskomité, der gjorde et omfattende og månedlangt arbejde med planlægning, tilrettelæggelse og PR-virksomhed for hans vækkelseskampagne derude i ørkenen ved Jordanflodens bred.

Efter vore begreber var det nok heller ikke noget særlig strategisk sted, han havde valgt til gennemførelse af denne serie vækkelsesmøder: så ucentralt, en afsidesliggende krog og besværlig at komme til med de samfærdselsmidler, som dengang var til rådighed.

Men hvad sker? – Da Guds ord kom til Johannes derude i ørkenen, og han trådte frem og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse, ”så drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder” (Matt 3,5-6).

Så vældig en virkning havde den vækkelsesprædiken, Johannes trådte frem og lånte røst til derude i ørkenen: ”Guds rige er kommet nær! Omvend jer derfor!”

Denne røst i ørkenen virkede med magnetisk tiltrækningskraft og drog store folkeskarer til sig. Ikke fordi Johannes havde stablet et vældigt religiøst show med sansepirrende musikalske bands, dansegrupper eller andet underholdningsprogram på benene for at fange folks opmærksomhed og stille deres oplevelsestrang tilfreds. Nej, der var intet overhovedet af den slags forbundet med hans virksomhed.

En prædiken om frelsen

Men hvordan med hans prædiken da?

Var han den helt store og usædvanlige oratoriske begavelse, som alene i kraft deraf kunne samle så store skarer og holde dem fast?

Det melder historien i hvert fald ikke noget om. Der er intet, som tyder på, at det var måden, han prædikede på, der var forklaringen på den tiltrækningskraft, der gjorde sig gældende i hans forkyndelse. Det var så sandelig heller ikke, fordi han stod dér og anglede efter tilhørerskarens begejstrede bifald og egen popularitet ved at gøre sit bedste for at være mennesker tilpas og stille dem tilfreds med sin prædiken. Nej, hans prædiken virkede ikke i kraft af noget sådant, men alene i kraft af sit indhold. Han forkyndte dem sandheden, og den prædiken virkede med myndighed, med Ånd og kraft som bevis.

”Til de skarer, der kom ud for at blive døbt af ham, sagde han: ‘Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da de frugter, som omvendelsen kræver, og kom ikke og sig ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden’” (Luk 3,7-9).

Den prædiken virkede – ikke fordi det var, hvad folk gerne ville høre. Den gjorde da heller ikke Johannes særlig populær. Men den fik til følge, at mange omvendte sig til Gud og lod sig døbe til syndernes forladelse. Derom var det også, sagen drejede sig for Johannes: ikke ham selv og hans egen popularitet, men Ham, som han var røst for, Israels Gud, Herren; Messias, som han skulle berede vej for, og folkets forhold til ham: at de ikke skulle fortsætte deres egen vej og ende i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren, men erkende deres synder, vende om til Herren og få syndernes forladelse, evigt liv og salighed ved troen på hans navn.

”Ligesom der står skrevet i bogen med profeten Esajas’ ord: Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne! Hver dal skal fyldes, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, de krogede veje skal rettes ud, de ujævne gøres jævne. Og alle mennesker skal se Guds frelse” (Luk 3,4-6).

En røst af en, som råber i ørkenen – det var, hvad Johannes var. Og alt kød skal se Guds frelse. Det var derom, sagen drejede sig for ham. Det var den frelse, han prædikede om og kaldte mennesker til omvendelse til og tro på. Og gennem den prædiken virkede Guds Ånd – Gud selv. Derfor havde den også så vældig en virkning.

Se hen til Jesus

Så vældigt et indtryk gjorde den på mange, at de begyndte at spørge, om Johannes mon ikke var Messias. Der blev endda sendt en undersøgelseskommission ud fra det officielle præsteskab og det teologiske fakultet i Jerusalem for at undersøge dette nærmere (Joh 1,19-34).

Hvad svarede Johannes så, da de kom og spurgte ham: ”Hvem er du?” – Jo, da bekendte han og nægtede ikke, men sagde rent ud: ”Jeg er ikke Messias.”

De spurgte ham så: ”Hvem er du da – er du Elias? Eller profeten?”

”Nej,” svarede han, ”det er jeg heller ikke.”

”Jamen, hvem er du da? Vi skal jo have svar med til dem, der har sendt os. Hvad siger du om dig selv?”

Og Johannes svarede: ”Jeg er ‘en røst, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!’ som profeten Esajas har sagt” (Joh 1,21-27).

Ham er det, sagen drejer sig om. Ikke mig, men ham! Det er for at berede vej for ham og vende hjerterne til ham, at Gud kaldte mig som profet, lod sit ord komme til mig og bad mig træde frem og låne røst til dette vidnesbyrd om ham.

Johannes bekender, at han tidligere ikke selv var klar over, hvem der var Messias, selv om han vidste, at han skulle komme, og hvad han skulle bringe. Han ventede ham, men kendte ham endnu ikke (Joh 1,31). Så en dag kom Jesus selv for at blive døbt af Johannes i Jordan med synderes dåb til døden i synderes sted, til soning for vore synder, så vi kunne få syndernes forladelse ved troen på hans navn. Og Ånden steg ned over ham i skikkelse af en due, og der lød en røst fra Himlen, som sagde: ”Du er min elskede Søn, i dig har jeg fundet velbehag!” (Mark 1,11).

Så vidste Johannes besked: Han er Guds Søn! Han er den lovede frelser – Messias!

I dagene derefter skete det gentagne gange, at Johannes så Jesus komme gående. Da viste han bort fra sig selv, løftede sin hånd, pegede hen på Jesus og sagde: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29.36).

Det var Johannes’ vidnesbyrd: 1) Jeg er ikke Messias! Det er ikke mig, sagen drejer sig om. Se bort fra mig. 2) Se i stedet hen til ham, hør ham, og følg ham! Han er Guds Søn og verdens frelser, Guds Lam, som bærer verdens synd!

Han skal vokse – jeg blive mindre

Snart efter trådte Jesus selv offentligt frem og begyndte sin forkyndende og undergørende virksomhed. Hvordan gik det så siden?

Resultatet var, at Jesus kom i centrum for opmærksomheden og for folks omtale. Nu var det ikke længere Johannes, men Jesus, folkeskarerne strømmede til og flokkedes om. Johannes derimod kom til at stå i skyggen af ham. Mange af hans egne tidligere disciple forlod ham og sluttede sig i stedet til Jesus.

Da gik det vel for Johannes som for mangen en tidligere meget populær prædikant, der siden kom til at stå i skyggen af en anden? Eller for mangen en sognepræst, når der kom en anden præst til sognet eller nabosognet, som i højere grad vandt folks øren end han selv, så forsamlingen under hans prædikestol mindskedes, mens den blev stadig større under den andens. Eller som det så ofte gik i en kristelig organisation eller institution, som Gud havde vedkendt sig og brugt som sit redskab for en tid, når der senere voksede en anden frem, som vandt større tilslutning og også drog adskillige til sig fra den førstes rækker. For hvad skete så? Så opstod der misundelse og skinsyge; ikke glæde, men tværtimod surhed, bitterhed og kritik.

Var det sådan, det gik for Johannes Døberen?

Nogle af hans disciple kom til ham og spurgte: Hvad siger du nu til det? Er det rigtig rimeligt? At du skal være så overset nu og al opmærksomhed samle sig om en anden? Oven i købet en, du selv har været med til at pege på og hjælpe frem.

Johannes svarer: Det er helt, som det skal være. ”Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, og jeg skal blive mindre” (Joh 3,27-30).

Så er der ikke noget at græmme sig over, ingen grund til misundelse: Det er jo ikke mig, sagen drejer sig om, men ham! Han bør vokse, men jeg blive mindre!

Johannes måtte opleve opfyldelsen af sine profetiske ord. Han skulle i sandhed forringes. Først rives han bort fra sin gudgivne gerning og sættes i en ensom celle. Så kastes han ned i tvivlen og anfægtelsens mørke – for til sidst at føres ud for at blive halshugget. Men da Johannes midt i sin tvivl og anfægtelse fra sin fængselscelle sender bud med sine disciple til Jesus for at spørge: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vende en anden?” svarer Jesus dem: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig” (Matt 11,1-6).

Hvorfor kom Johannes i tvivl?

Hvorfor kom Johannes i anfægtelse og tvivl?

Af samme grund som også vi kan fristes til forargelse, til frafald fra troen på Jesus som Messias: fordi der er noget anstødeligt ved ham, noget, som støder an imod vor naturligt menneskelige tankegang; noget, vi ikke af naturen synes om; det bekommer os ikke vel, men er stik i strid med kød og blod.

Hvori består dette anstød?

Han er underfuld og ubegribelig, og han handler ofte underfuldt og ubegribeligt med os – med os hver for sig og med sin menighed. Den måde, han handler med os på, og den vej, han fører os og sine ad, er ofte så helt anderledes, end vi havde tænkt og forestillet os. Den måde, hvorpå han åbenbarer sin herlighed, fremmer sit rige og fører sin frelsende gerning igennem med os på, er i sandhed underfuld. Kød og blod begriber det ikke.

Ifølge vor naturligt-menneskelige tankegang, så forestiller vi os: Skal han blive stor og hans navn blive æret, da må han gøre os store, til strålende, stærke eksempler på kraftfyldte kristne, så alle uden videre kan se og mærke på os, hvad hans guddommelige kraft og magt formår.

Guds tanker og veje og hans underfulde handlemåde er imidlertid så helt anderledes og så højt hævet over vore, som himlen er over jorden: Han skal blive større, men jeg/vi skal blive mindre!

I sin bog Livets brød beretter Øivind Andersen følgende som et lærerigt eksempel herpå: En kvinde kom til en erfaren sjælesørger og sagde bl.a. i samtalens løb, at hun havde tænkt sig at faste og bede for at få mere af Guds Ånd.

”Ja,” sagde denne sjælesørger, ”gør blot det; men glem ikke at bruge Bibelen.”

En tid efter mødte han vedkommende i et privat selskab. Kvinden lod ikke til at være særlig villig til at tale med ham. Men han fik da spurgt hende: ”Hvordan gik det så?”

”Jeg gjorde, som jeg sagde,” svarede hun.

”Fik De så mere af Guds Ånd?” spurgte han.

Forlegen svarede hun: ”Sandt at sige synes jeg aldrig, jeg har haft så lidt af Guds Ånd som nu.”

”Men svar mig så på én ting,” sagde han: ”Er Jesus blevet større for Dem?”

”Ja,” svarede hun med overbevisning. ”Jesus har aldrig været så stor for mig som nu.”

Og idet hun sagde det, gik det op for hende: Det var jo svaret på hendes bøn!

Han skal blive større, men jeg skal blive mindre! Og når han, den anden Talsmand, Helligånden, kommer, hvad skal han så gøre? Jo, svarer Jesus, så skal han vidne om sandheden: Han skal overbevise om synd, han skal vidne om og herliggøre mig!

Når det sker, bliver hverken du eller jeg store, men alene han!

”Kendetegnet på vor åndelighed er,” siger Øivind Andersen videre, ”hvad Jesus betyder for os, og hvor afhængige vi er af ham. Vor hjælpeløshed er vor styrke, så sandt den gør os afhængige af Jesus. Og det er det at kende ham, som er det evige liv. At blive fyldt af Ånden er at vokse i nåde og kendskab til ham!”

Og at gøre det er uløseligt forbundet med stadig fornyet, dybtfølt og smertelig erkendelse og erfaring af egen ringhed, hjælpeløshed og afmagt. Det er to sider af én og samme sag: Helligåndens frelsende gerning, hans åbenbarelse af Jesu navns herlighed. Han vokser, men jeg bliver mindre!

Hvedekornets lov

Som det forholder sig med Guds frelsende gerning med os hver for sig, således også med Guds riges fremme, Kristi menigheds historie og missionens store sag.

Vor tankegang er den: Skal Guds navn blive stort, højlovet og æret, skal hans rige komme og hans vilje ske her på jorden som i Himlen – også i vort folk – da må han gøre os store og stærke. Da må han gøre os på kirkens såkaldte ”højrefløj” til en stadig voksende og afgørende faktor i dansk kirkeliv, som ingen længere kan undgå at lægge mærke til og mærke indflydelsen fra.

Ja, ja, om Gud vil og får lov at bevare os i ydmyg og hjælpeløs afhængighed af sig, så kunne det vel så være, og hvem af os skulle da ikke glæde sig?

Men Guds tanker og veje er underfulde, ofte så helt anderledes og aldeles på tværs af vore. Hvordan er de da, og hvad går de ud på?

Johannes siger det sådan her: ”Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra Himlen” (Joh 3,27).

Det gælder også enhver kristen menighed, missionsforening eller uddannelsesinstitution: Vi mennesker kan slet intet tage, uden det bliver givet os fra Himlen! Og én ting skal vi gøre os helt klart: Det er ikke os og vort, sagen drejer sig om, men alene ham og hans! Han bør vokse, men vi blive mindre!

Så kan det godt være, hans tanker om, hvordan det skal lykkes og virkeliggøres, er meget anderledes end de tanker, vi har gjort os, de planer, vi har lagt, og de forventninger, vi har haft og har. Det er der mange eksempler på fra missionens og kirkens historie – se f.eks. Stephan Neill: Misjon i 2000 år (Nomi Forlag, Stavanger 1972, 214-215):

Missionen blandt gasserne på Madagaskar ved London Missionary Society fra 1818-35: God indgang, betydelig fremgang. Men så i 1835 kom dronning Ranavalona til magten, og hun gav ordre til en blodig forfølgelse af de kristne. Soldaterne fik befaling om, at de skulle ”pågribe alle kristne, de kunne finde, og uden forudgående rettergang binde dem på hænder og fødder, grave en grav på stedet og hælde kogende vand over dem for derefter at begrave dem”.

Der fulgte en lang og hård forfølgelsestid. Alle fremmede missionærer var fordrevet, og de kristne modtog ingen hjælp og støtte udefra. Selvom den grusomste forfølgelse ligesom i oldkirken aldrig blev gennemført overalt, men kun sporadisk, så var der dog mange, som led martyrdøden. I 1849 blev således 18 kristne dræbt, 14 blev styrtet ned fra en høj klippe, 4 blev brændt levende, og om disse sidste fortæller et øjenvidne, at ”de bad, så længe de var i live. De døde stille og roligt. I virkeligheden havde hele deres liv været stille og roligt, og forbavset var folk vidne til, at de blev brændt.”

Hundreder blev idømt bøder, piskning eller tab af stillinger. Forfølgelsen sluttede først ved dronningens død i 1861.

Hvordan gik det så? Hvordan stod det til, da en ny dag omsider oprandt?

Da kom ”ud fra skovene mænd og kvinder, der havde vandret om som fredløse i årevis. De kom tilbage, som om de var stået op fra de døde. Nogle havde dybe ar af lænker, andre så nærmest ud som skeletter efter at have lidt af sult og feber. De kunne næsten ikke bevæge sig frem ad vejen, som førte til hovedstaden. Deres brødre kom ud fra byen for at møde dem og hjælpe dem, og (…) da de så deres gamle, kære by igen, sang de pilgrimssangen: ”Da Herren hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende; da fyldtes vor mund med latter, vor tunge med frydesang; da hed det blandt folkene: ‘Herren har gjort store ting imod os, og vi blev glade!’” (Sl 126,1-3).

Da man regnede efter, viste det sig, at de kristne nu efter forfølgelsen udgjorde fire gange så mange som før.

I sandhed: Herrens navn er underfuldt – og han handler underfuldt! – jf. erfaringerne fra missionens og kirkens historie i Kina i tiden efter revolutionen i 1949 og frem til i dag. Disse eksempler – ligesom Johannes Døberens og Jesu egen livshistorie – giver os anskuelsesundervisning i det, som er blevet kaldt Gudsrigets vækstlov.

Den er det, Jesus selv giver udtryk for med ordene: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære” (Joh 12,24-26).

Disse ord har ikke alene klar adresse til enhver af os, som har fået et præste- eller missionærkald eller en forkynder- og lærergerning i menigheden betroet, eller som forbereder sig til en sådan tjeneste. De gælder ethvert Guds barn, som han har kaldet til at følge sig efter, og som gerne vil tjene Herren og være med til at fremme hans rige her på jorden.

Hvordan skal det gå til? Hvor går vejen til brugbarhed for ham? Hvordan skal der blive frugt af dit og mit liv og vor tjeneste – hans navn til ære og pris?

Villige hvedekorn

Ja, hvad er det, han spørger efter?

Det er hvedekorn, som er villige til at blive lagt i jorden og dø! Villige til at blive alene, blive til intet, bare han må blive stor og andre få del i hans frelse. Mennesker, der har det som ”brudgommens ven”, Johannes Døberen, der fyldtes af glæde, da han så brudgommen komme, og hvis glæde blev fuldkommen, da han hørte brudgommens røst og så bruden samle sig om og forenes med ham. Johannes så begyndelsen på opfyldelsen af det, som også vi ser ske og lovpriser Gud for:

De kommer fra stormfuldt hav,
de kommer fra vildsom vej,
de kommer fra bjerg, de kommer fra dal,
de kommer, o Gud, til dig
at klædes i bryllupsskrud
og møde en brudgom skøn:
han, som vandt på korsets træ
så dyr en sejrløn.

Det er, da Johannes ser og forstår, hvad det er, der sker, og Gud er i færd med at gøre, at han af hjertet udbryder: ”Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen. Han bør vokse, men jeg blive mindre!” (Joh 3,29b-30).

Amen!


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2017. Hele bladet kan læses her.


Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

  • Lyd

Udgivet af

Niels Ove Vigilius

Niels Ove Vigilius (1931-2002), tidligere studierektor på Dansk Bibel-Institut.

Niels Ove Vigilius

Niels Ove Vigilius (1931-2002), tidligere studierektor på Dansk Bibel-Institut.