I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene (Matt 5,13-16).
Verdens lys er de fattige i ånden
I teksten bemærker vi først, at når Jesus siger ”I er jordens salt, I er verdens lys,” så er det en erklæring, han kommer med, og ikke en befaling. Han siger ikke: ”I skal være jordens salt og verdens lys,” men han siger: ”I er det.”
Vi bemærker dernæst, hvem han siger det til: Det siger han til dem, som han i saligprisningerne lige forud har beskrevet som fattige i ånden, sørgende, hungrende efter retfærdighed, sagtmodige, barmhjertige, rene af hjertet, fredsstiftere. Desuden er de forfulgte for Jesu navns skyld, og derfor sætter han dem i bås med Guds gamle profeter, som i Israels folk bestandig blev foragtet, hånet og forfulgt. Det er dem, Jesus erklærer for at være denne jords salt og denne verdens lys.
Det er ejendommeligt at hævde sådan noget om sådanne mennesker. For hvad er det egentlig at være fattig i ånden? Når vi læser Bjergprædikenen igennem, taler Jesus dér om, hvordan det liv er, som gør os fuldkomne, ligesom vores himmelske far er fuldkommen. Og det er det, disse mennesker er fattige på. Derfor sørger de over sig selv. Det tynger dem virkelig, at de ikke er som deres himmelske far; at de er fattige i ånden.
Det er i denne fattigdom, de hungrer og tørster efter mere retfærdighed uden at mættes. Når de så tilmed er hånet af verden, forfulgt, hadet og foragtet, spørger man sig selv, hvordan netop de kan være verdens lys og jordens salt? Havde de så bare altid været sagtmodige, barmhjertige og fredsstiftende, så kunne man godt forstå det. Men ikke når alt det andet også hænger ved dem.
Men Jesus siger det netop til de mennesker: ”I er verdens lys. I er jordens salt.” Det er nemlig det navn, som de forfølges og hades for, der gør dem til det. Jesus sagde: ”Det er for mit navns skyld.” Det er navnet Jesus, der er kilden til det hele. At de er verdens lys, siger nemlig ikke noget om, hvordan de betragtes af verden. Men det siger noget om, hvad de er i verden. Hvis verden betragtede dem som lys, ville deres skæbne nok blive lidt anderledes i verden, end den faktisk er. Men det er alene deres forhold til Jesu navn, som gør dem til verdens lys.
Så begynder vi at forstå, at netop de er jordens salt og verdens lys. For hvilket forhold har den fattige i ånden til Jesus? Hvilket forhold har den til Jesus, som er fattig på alt, hvad der er fuldkomment hos Gud? Når man er fattig på alt, hvad der er stort hos Gud, bliver Jesus ens rigdom. Det er ham, der er vores glæde i sorgen over at se alt dette fattige hos os selv. Da er det virkelig godt at høre, hvad han er for mig. Hvad jeg har i ham. Det er sådanne menneskers forhold til Jesus, som gør dem til verdens lys. Fordi han er deres eget lys. De går med et lys her i verden, som alle menneskers frelse er afhængig af, bliver tændt i verden. Det er underordnet, om verden forstår det. De går med – og de er – verdens lys, fordi det lys skinner i dem.
Det salt, der bevarer verden
Når Jesus siger, at de, som lever med dette troens lys i verden, også er ”jordens salt,” er det et udtryk for, at når denne verdens historie ikke for længst er sluttet i vredesdommen, skyldes det én eneste ting: at dette evangelium om Jesus som de fattiges rigdom stadig lyser i verden. Da Abraham bad for Sodoma, lovede Gud, at han ville skåne byen, hvis der bare var ti retfærdige i den. Den samme betydning, som disse ti ville have haft for Sodoma, har de mennesker for hele verden, som i Jesus har hele deres rigdom, glæde og retfærdighed. Det er deres forhold til Jesus, der gør, at verden overhovedet består i dag. De er nemlig saltet, som har bevaret verden og holdt dommen tilbage, indtil der igen ikke er ti retfærdige tilbage i ”Sodoma.”
Men Jesus tilføjer dernæst, at saltet kan miste sin kraft. Hvis de, som skulle leve med hans lys i verden, mister det lys; hvis Jesus ikke mere er fattiges rigdom, ikke mere er sørgendes trøst, ikke mere er hungrendes eneste mad, så dur det salt ikke til andet end at blive smidt ud. Og så er tiden for den store afslutning nær. Da jøderne forkastede deres frelser, blev lyset slukket i det gamle jødiske folk, og Gud sendte dem bogstavelig talt ud blandt alle jordens folkeslag for at blive ”nedtrådt af mennesker,” som vi har set det i mere end 1900 år.
Nu synes den tid at være nået til hedningeverdenen, til vores kirke, til vores missionsforeninger, til vores missionærer og præster; overalt hvor vi vender blikket. For vel sker der meget i den religiøse og kirkelige verden lige for tiden. Men hvor er det dog sjældent at høre den fattiges røst, som taler ud af sit utrøstede og plagede hjerte om sin rigdom i Jesus. Hvor er det dog sjældent at høre en hungrende og tørstende sjæl være salig over, hvad Jesus har gjort. Selv hvor ordene siges, mangler så ofte vidnesbyrdets varme og overbevisning. Man siger det, fordi det er sandt, ikke fordi det er lyset for en hungrende sjæl. Man snakker om så meget andet, men ikke om blodet. Alt for tit er saltet uden kraft. Og så må vi være forberedt på, at enden er nær. Det tror vi faktisk også, den er.
Men samtidig tænker man med stor taknemmelighed på de få lys, der – som stjerner på nattehimlen – står for ens indre, fordi de ud af hjertets varme talte om nåden i Jesus. Jeg tænker ofte på dem. De var ikke store og offentlige debattører – de debatterede faktisk meget sjældent. De var stille vidner. De var ikke store talere, de få jeg mindes fra mit eget liv. Men de var netop lys, som ikke bare lyste, men hvis lys varmede hjertet, når de talte om Jesus og forløsningen i ham. Jeg mindes, når jeg som ung mand sad og lyttede til de få, jeg kender.
De sagte i modet
Men lad os vende tilbage til disse hellige, som Jesus kalder jordens salt og verdens lys. Lad os høre, hvordan det var for dem at stå med det, som gjorde dem til jordens salt og verdens lys. For det første var de foragtede i verden; undertiden var de forfulgt; mange gange var de bagtalt; mange gange søgte man på enhver tænkelig måde at hindre dem og komme dem til livs. Sådan beskriver Jesus forholdet til verden for disse mennesker.
Men de beskrives også i forholdet til sig selv. De er sagtmodige, barmhjertige, ivrige efter fred. Og det forstår man egentlig godt. Trængt, som de var indefra, af deres egen fattige tilstand, af deres mangel på retfærdighed og alt, hvad der har ære hos Gud. Trængt udefra af andres bagtalelse, foragt og tilsidesættelse. Så må deres færd blive stille. De må have barmhjertighed derinde, fordi de selv trænger så hårdt til den. De må være ivrige efter fred, fordi de selv bestandig er årsag til ufred.
Der er to ting, som præger disse helliges vandring og altid vil præge den: Den er vanskelig, og den er smertefuld. Men den er samtidig stille og sagte i modet. Den er uden trang til at provokere og råbe højt. Du oplever aldrig en hellig provokere. Du oplever aldrig en hellig demonstrere. Du oplever aldrig et helligt menneske råbe højt. De er nemlig sagtmodige, barmhjertige, stille.
Var det forgæves da? Var det til ingen nytte, de gik med det lys, som boede i dem? Var al deres møje og tunge vandring spildt? Vi er mange, som kan svare på det i dag. Men jeg vil gerne, at Jesus svarer derpå. Det gør han med de ord: ”De ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.” Det er virkelig ufattelige ord: De skal se jeres gode gerninger. Hvad vi gør, er altid det første, mennesker ser. Normalt ser verden dog ikke de helliges gode gerninger, for så ville verden ikke foragte dem, som den gør. Og så er der dog en og anden, som bemærker den stille færd, de stille ord, lyset derinde fra sjælens dyb. Barmhjertighed overfor synd i verden. Den dybe længsel efter at Guds fred skal finde vej til mennesker.
Alt det, de selv følte sig så fattige på, det så andre, og de så lyset, som udgik fra deres tro på Jesus, så deres blik blev vendt mod Gud. Jeg tænker på dem i dag. Dem, som vendte mit blik mod lyset, så jeg fik Jesus at se. Hvilken salighed de bragte mig, det ved kun jeg og Gud. Selv ved de intet derom. Men i dag, hvor nogen af dem står hjemme hos Gud, og vandringen på jorden er til ende for dem, da er jeg vis på, at de høster glædens evige frugt af, at de var lys fra himlen under hele vandringen. Og jeg tror også, der er nogen, der glæder sig, fordi de fik lov til at tjene mig. Det tror jeg.
Kan jeg være lys og salt?
Jeg vender tilbage til ordene: ”Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Så dur det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker.” Vi brugte før det ord på hele kristenheden, fordi hele kristenheden i dag er mærket af helt andre mærker end det mærke, som Gud satte på de beseglede: Lammets blod. For når dette blod tales så lidt og så sjældent holdes frem som lyset, der varmer, er det tegn på, at enden er nær.
Men jeg vil gerne slutte med at bruge det ord personligt. For det er noget, som tit giver mig en fortvivlet følelse: at jeg er et salt uden kraft. Hvor ofte må jeg ikke spørge mig selv – og jeg ved, andre har det på samme måde – om jeg har bare noget af den varme, som hører et lys til. For tale om Jesus, det ved jeg godt, jeg gør. Tale om lov og evangelium, det ved jeg også, jeg gør. Men én ting er jeg bestandig usikker på: saltets kraft, lysets varme. Det, som får Jesus til at lyse for andre, når de sidder og lytter, fordi varmen når ned til dem. Når vi personligt anfægtes af den følelse, så må jeg uvilkårligt tænke på, hvem det var, Jesus kaldte de salige, som var jordens salt og verdens lys. Det var de fattige i ånden. Og nu står jeg med den fattigdom. Mangel på lys, varme, kraft.
I alt det er der kun ét, som bevarer sin kraft: Jesus, du er den samme for mig i dag. Og så længe han er den samme, har saltet ikke mistet sin kraft trods alt. Så rejser flammen sig fra en rygende væge og skinner klart for den, som trænger til Jesus. Jeg ved godt, det lys ikke brænder for andre; men for den, som trænger til Jesus, brænder det. Og brænder det lys inden i os, vil jeg gerne, du tænker på, hvad det betyder af stort. Så hører vi himmelskaren til; den store skare, som står foran Guds trone, når vandringen er til ende, med sejrspalmer i hænderne; og de lovsynger Gud og skal hvile fra deres møje. Jeg kunne ønske, at vi skulle se hinanden dér. Amen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2024. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Frank Jacobsen
Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.