I foråret var prædiketeksten om Jesus og Beelzebul fra Luk 11,14-28. Efter at have hørt teksten og prædikenen gik jeg bagefter hjem og skrev en række tanker ned. Det var første skub til det følgende:
Vi forsager Djævelen
Vi står i en åndskamp. Og i den åndskamp er det vigtigt at huske på: Vi skal ikke vinde over mennesker, vi skal vinde dem for Kristus. Det er afgørende altid at holde sig Paulus’ ord i Efeserbrevet 6 for øje: ”I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fuld rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå” (v.10-14).
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi forsager – vi frasiger os. Vi vil hverken have at gøre med Satan selv, hans gerninger eller hans væsen. Nej tak.
Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? Ja. Tror du på Gud Fader, den Almægtige, himmelens og jorden skaber? Ja. Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, pint under Pontus Pilatus, korsfæstet, død og begravet, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaren til himmels, siddende ved Guds Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde? Ja. Tror du på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? Ja.
Det er vores dåbspagt: Vi frasiger os Djævelen og vender os til den treenige Gud. Det er ham, vi er døbt til at tilhøre. Væk med dig Satan. Vi er en andens ejendom.
Djævelens forskellige strategier
Denne søndag i foråret 2025 sagde præsten sådan cirka i sin prædiken:
”Teologisk står jeg inde for den verden, der beskrives i dagens tekst Lukas 11,14-28, men det er en fremmed verden for mig. Måske skyldes det, at Satan arbejder på forskellige måder i forskellige sammenhænge, områder og kulturer.”
Hertil er at sige, at det er der uden tvivl noget rigtigt i, selvom det selvfølgelig også kan være, fordi vi lukker øjnene og ikke ser, hvad der sker.
Djævelen ønsker, som selve hans navn indikerer, at skille Gud og mennesker og holde dem adskilt. Ordet ’djævel’ – altså Djævelen – kommer af det græske ord diabolos, der har sin baggrund i udsagnsordet diaballå – at føre fra hinanden. Djævelen ønsker at føre Gud og mennesker fra hinanden. Det kan han for eksempel ved fysisk at besætte, som vi hører om i beretningen fra Luk 11.
Men om han holder mennesker og Gud fra hinanden på den ene eller den anden måde, er nok ikke det afgørende, og derfor er det uden tvivl rigtigt set, at Satan – Guds modstander – benytter sig af forskellige strategier.
Denne advarsel ligger der allerede i det faktum, at Satan i Bibelen beskrives både som en lysets engel og som en brølende løve. Den brølende løve: Det frygtindgydende, det rædselsfulde, hvor mennesker netop står rædselsslagne – og hvem får ikke det indtryk, når de læser eller hører om mange af de besatte, der berettes om i Bibelen, eller læser for eksempel Hans Erik Nissens bog fra 1974: Og ånden skreg. Satandyrkelse, dæmonbesættelse og Guds sejr i Sydethiopien. En brølende løve.
Lyset engel: Satans fangarme er jo nærmest indsmigrende, tiltalende, tillokkende, tiltrækkende. Det er ikke mindre frygteligt at blive bundet af Satan som lysets engel, end det er at være fanget af Satan som en brølende løve.
Djævelen i dagens Danmark
Uopgjort synd adskiller. Øresund adskiller Danmark og Sverige, og det danske ord ’synd’ har jo netop sin rod i ordet sund. Synd skiller Gud og mennesker, mens tilgivet synd netop er tilgivet og derfor ikke længere kan adskille. Hvordan arbejder Djævelen da særligt i Danmark?
Ét er den fysiske besættelse som i beretningen fra Lukasevangeliet, noget andet er den strukturelle besættelse eller dæmonisering. Og det er vel netop dét, der i dag især sker hos os. Vi ser, hvordan Satan kan besætte eller dæmonisere et folk gennem en gudløs ideologi som for eksempel den ateistiske kommunisme. Men vi møder det jo ikke blot i politiske sammenhænge. Vi møder det også i frikirkelige sammenhænge såvel som i den folkekirkelige sammenhæng.
Kigger vi bibelsk på den folkekirkelige virkelighed, så er der tale om en generel besættelse. Det betyder, at der er indført bibelstridige ordninger, der gælder for hele folkekirken som kirkesamfund – altså generelt. Ordninger, der afspejler sig i folkekirkens love og liturgi – altså generelt. Undtagelsesvist kan den enkelte præst så i nogle tilfælde afvige fra det generelle, og det kan derfor ikke udelukkes, at der findes kristne præster og menigheder i den folkekirkelige struktur. Derfor var jeg selv til gudstjeneste i folkekirken den pågældende dag.
C.S. Lewis er ofte blevet citeret for sine overvejelser i bogen Fra Helvedes blækhus, hvor vi møder hans advarsel mod Satans dobbelte bedrag. På den ene side, hvor Satan og dæmonernes eksistens benægtes og på den anden side, hvor de får lov til at fylde pladsen ud.
Det første bedrag præger den danske folkekirke. Mange benægter Satan og dæmonernes selvstændige eksistens – de faldne engle. De psykologiseres. Dernæst besættes eller dæmoniseres folkekirken strukturelt via det manglende opgør med synd – og ikke bare det manglende opgør, men det ligefremme, åbenlyse forsvar for synd.
Præsteforeningen vurderede for nogle år siden, at mindst 80 % af præsterne og alle biskopperne i folkekirken siger god for homoseksuelt samliv og vil vie homoseksuelle.
Hvilken kontrast til Skriftens Ord: ”Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker (…) De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – ham være lovet til evig tid! Amen. Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente” (Rom 1,18.25-27).
Hvor mennesker skulle støttes i kampen for at leve ret med alle deres modstridende følelser og syndige lyster, opmuntres og rejses, hvis de falder – helt på samme måde som vi selv har brug for andres støtte og hjælp i vores kampe, også når vi falder og skal rejses – så svigter folkekirken generelt dem i kampen.
Gang på gang vil vi stå overfor mennesker, der i respons til en bibelsk vejledning vil henvise til, hvordan der leves i præstegårdene, og hvad der foregår i kirkerne og spørge: Jamen kan 80 % af præsterne tage fejl? Hører du ikke blot til et bagstræberisk mindretal? Og bliver mindretallet ikke blot mindre og mindre?
Det kan desværre ikke udelukkes. Men det ændrer ikke, at hvad Guds Ord siger, det er sandt. Sandheden afgøres ikke af majoriteter eller minoriteter, men af Guds Ord.
Utugt og afgudsdyrkelse bydes åbent indenfor
I dag må alle, der ønsker at bygge på klippegrund, opmuntre og styrke hinanden og sige til hinanden med Jesu ord: ”Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans.” Og de må høre: ”Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere fjernes, og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud og mit nye navn. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne” (Joh Åb 3,11-13). Hold fast i Guds Ord. Det er dét ord, der er klippegrunden, hvor huset bliver stående i stormen.
Det ser voldsomt ud, når Satan og dæmonerne kaster et menneske til jorden, og det ligger og fråder, selvom vi også møder besatte i Bibelen, der kommer i synagogen og derved ikke umiddelbart skiller sig ud, men først i mødet med Jesus afsløres som besatte.
Det kan godt være, at den strukturelle besættelse ser mindre voldsom ud, men den er ikke mindre voldsom tværtimod. I dag kaldes der i folkekirkeligt regi den ene præst efter den anden, der flytter ind i præstegården med deres kæreste. Igen og igen sættes utugten i højsædet i præstegårdene, til trods for at Guds Ord formaner os og byder os noget helt andet: ”I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer, det sømmer sig ikke for hellige” (Ef 5,1-3). Det var rent faktisk også epistelteksten den søndag, da teksten fra Lukasevangeliet om besættelse var prædiketeksten.
I dag er der ikke længere tale om et enkelt tilfælde, der sker i det skjulte. Nej, det sker i hele strukturen, åbenlyst. Lolland-Falster stift forkynder i Folketidende, på deres hjemmeside og i nyhedsbreve, at nu flytter igen en ny præst ind i en præstegård med sin kæreste. Hvordan kan man da lære konfirmanderne katekismen, der siger på baggrund af Skriftens ord: ”Du må ikke bryde ægteskabet: Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever kysk og ærbart i ord og gerning, og enhver elsker og ærer sin ægtefælle.” Nej, man lever ikke sammen uden at være gift, og man går ikke uden for ægteskabet med den, man er gift med. Sådan er Guds ordning for, hvordan vi værner og beskytter hinanden.
Når ægteskabet vanæres, er det ægteskabets indstifter, der vanæres, Gud selv. Vi må se i øjnene, at der i folkekirken er sket en strukturel besættelse eller dæmonisering. Folkekirken som sådan – som institution, som kirkesamfund, som fællesskab – siger ja til synd og bedrager en opvoksende generation. Jo, der er enkelte, der taler imod, men det er ikke dem, der generelt tegner hele fællesskabet. De er netop undtagelsen.
Ét er at besætte det enkelte menneske, men hvor langt alvorligere er det ikke, når hele strukturen besættes. Folkekirken repræsenterer i dag en åben ladeport for synd, død og djævelskab.
Engang blev der forkyndt Kristus og anbefalet gymnastik i forsamlingshuset eller på skolen. I dag tilbyder man yoga i mange kirker/menigheder, dvs. byder afgudsdyrkelsen indenfor.
Alles frelse
Men ovenstående er vel dybest set heller ikke noget, der betyder så meget i folkekirkeligt regi med evigheden for øje, da den mest udbredte lære siges at være, at det ender godt for alle til sidst. I kirkebladet for Nykøbing Falster sogn kunne man læse: ”Nu har døden ikke det sidste ord. Så hver gang, der er bisættelser og begravelser, giver dette håb genlyd. Vi er alle lovet evigt liv……..Derfor er det ikke ubærligt at miste og savne, for det ender godt!” (Marts/april/maj 2022, s. 2).
I Guds Ord hører vi: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn” (Joh 1,12).
Den herlige fremtid, der venter et Guds barn, skal ikke nedtones eller utydeliggøres, den er netop herlig, men at forkynde i kirkebladet for alle i Nykøbing Falster sogn, at det gælder alle – uanset – det er at bedrage mennesker.
Alle bliver til sidst frelst. Og så er det ikke helt så afgørende længere, hvad man tror, og hvordan man lever – i hvert fald ikke med evigheden for øje.
Stik imod hvad der blev sagt i søndagens episteltekst den dag i foråret: ”Det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som afgudsdyrkere – har lod og del i Kristi og Guds rige” (Ef 5,5).
Kvindelige præster
Hvor Jesus lærer sit folk at holde fast i Guds Ord (Matt 4), så lærer den strukturelle besættelse os det modsatte. Når der i dag kaldes kvindelige præster, så er det et svigt af kvinder, men det er også en strukturel forkyndelse af, at vi ikke længere skal give os ind under og følge Guds Ord efter, men kan sætte os over Guds Ord, som vi vil.
Arbejder Satan her som en brølende løve eller som en lysets engel? Mon ikke mange oplever at stå over for den indsmigrende, tiltalende, tillokkende og tiltrækkende forførelse? Jeg kunne sige: ”Jeg har læst sammen med hende på universitetet. Hun er flink og imødekommende. Hun prædiker bedre end mange mænd.” Tiltalende, tillokkende og tiltrækkende. Men det ændrer ikke ved, at vi stadig læser i Den hellige Skrift:
”Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven siger” (1 Kor 14,34).
”En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed” (1 Tim 2,11-12).
Det vil sige: Allerede ved at stille sig på prædikestolen for at prædike, modsiger hun det Guds ord, der skal forkyndes.
Det er den såkaldte hovedstruktur mellem mand og kvinde, der er og skal være en afspejling af, hvordan Jesus er hoved for menigheden og underordner sig under sin far i den treenige virkelighed. Angribes hovedstrukturen mellem mand og kvinde, så er det gudsforståelsen, der står på spil.
Tag Jesus med
Det er alvorligt, når et menneske bliver besat, men det et ikke mindre alvorligt med en strukturel besættelse. Det er Djævelen, der gives råderum, når Guds Ord sættes til side. Det er Djævelen, der gives råderum, når mennesker via den strukturelle besættelse ledes uden om opgøret med synd, og synd legitimeres. Det er kærligheden, der er blevet kold.
Så kaldet lyder i dag: Elsk, elsk, elsk. Det gøres ved at holde sig til Guds Ord og hjælpe mennesker i deres kamp mod synden og Djævelen.
Den søndag i foråret hørte vi: Vi er svage, Satan er stærk, men Jesus er den stærkere. Og dét må vi minde hinanden om i dag. Holder vi os til den stærkere, så holder vi os til ham, der sejrer og har sejret, og så sejrer vi med ham.
Mange af os har salmevers eller salmelinjer, der lever i os, og som styrker, støtter, trøster, hjælper, formaner eller advarer os. Nogle af de linjer, der kom ind i mit sind i mine yngre dage var: ”Tag Jesus med, hvorhen du længes, da bliver du så let i sind, og hvor din frelser ude stænges, dér skal du ikke selv gå ind.”
Hele sangen lyder:
Tag Jesus med, hvorhen du længes,
da bliver du så let i sind,
og hvor din frelser udestænges,
der skal du ikke selv gå ind.
Tag Jesus med på dine veje,
da kan du være dem bekendt,
og bed ham våge ved dit leje,
når dagens travle værk er endt.
Tag Jesus med, hvorhen du farer,
da kan du aldrig fare vild,
Da vogter på dig engleskarer,
om verden lukker øjet til.
Og hælder dagen, se, da kommer
din frelser selv i dødens sted,
for til en evig, evig sommer
at tage dig, en synder, med.
Kan jeg tage Jesus med? Vil Jesus følge mig derind?
Vi kan aldrig med tilslutning gå ind, hvor Guds Ord modsiges. Og visse steder er det tilslutning blot at gå ind.
Derfor går vi til begravelse, stort set uanset hvem der forestår begravelsen, for vi går der for at tage afsked med den afdøde, tilknytningspunktet er den afdøde. Og derfor kan vi ikke være en del af fællesskabet og modtage åndelig føde, hvor skaberordenen og ægteskabet ikke respekteres, da det er Gud selv, der modsiges ved selve den strukturelle ordning. Vi kan ikke være med til og en del af denne modsigelse. ”Tag Jesus med, hvorhen du længes, da bliver du så let i sind, og hvor din frelser udestænges, der skal du ikke selv gå ind.”
Vi skal ikke vinde over andre mennesker, men vi skal vinde dem for ham, der har sejret også i deres sted. Som andre står under Guds dom, sådan står vi selv under Guds dom. Som vi selv kun har Guds nåde at leve af, sådan har andre også kun Guds nåde at leve af. Derfor er og skal vi være nådige mod andre. At være nådige mod andre er noget helt andet end at være nådige mod synden.
At være nådig mod synden er at svigte dem, vi skulle tjene, og det er ubarmhjertighed mod dem.
Djævelen vil adskille og holde os adskilt fra Guds kærlighed i Jesus Kristus. Synd dræber. Syndens løn er døden. Netop når vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, så frasiger vi os al synd. Der er ikke et kompromis muligt med synden og Djævelen. Og det er afgørende, at vi er klare i vores tale. Tal som Guds ord taler, handl som Guds Ord siger, du skal handle.
Det er rigtigt, at menighedens ledelse har en stor ære i netop at være kaldet til at lede menigheden, men derfor har den også det store ansvar, og derfor må den også bære byrden – den dybest set gode og glædelige byrde at sige ja, når Guds Ord siger ja, og sige nej, når Guds Ord siger nej, og vise menigheden den omsorg at tale klart, som Guds Ord taler klart.
Det kan godt være, at store dele af verden modsiger Guds Ord og vil modsige menighedens ledelse, når den taler, som Guds Ord taler, og handler, som Guds Ord siger, at den skal handle, og det kan godt være, at mange inden for og uden for kirkelige strukturer modsiger dig, når du taler og handler, som Guds Ord siger, men under Jesu herredømme må du frimodigt tale og handle, som Guds Ord siger.
Så længe skibet sejler
Lad os bruge et billede: Den sande kirke – Guds kirke – er som et skib, der sejler gennem verden – kirkeskibet – og på det skib sejler Guds folk. Den verden, der modsiger Guds Ord, er som mennesker, der står på isflager og råber ad dem, der sejler på kirkeskibet. Varmen vil smelte isflagerne, og alle dem, der er på dem, drukner, går under, går fortabt, mens kirkeskibet sejler trygt til den himmelske havn.
Men så længe denne verden består, kaster de, der er ombord på kirkeskibet en livline ud igen og igen til dem på flagerne.
Det er kaldet til elske. Elsk din næste som dig selv. Det er også kaldet til at gå ud i alverden med evangeliet. Eller for at blive i billedet: sejle verden tynd, for at alle skal høre.
Så længe skibet sejler i denne verden, så længe kæmper de, der er ombord, også. Men der er forskel på at kæmpe alene, og så at kæmpe i fællesskabet med andre kristne og med ham ved siden, Jesus Kristus, der allerede har kæmpet og vundet. Det vil sige: Kampen er ikke en kamp for at blive forsonet med Gud, men vi kæmper, netop fordi vi allerede er forsonet med Gud. Vi vil helliggøres, fordi vi i ham allerede er hellig. Befrielsen ligger til grund for kampen.
Det er rigtigt, at vi må frasige os Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og det er rigtigt, at vi alle står i fare for at blive ført bort fra Guds Ord, falde fra og gå fortabt. Og det er så sandt, som det er sagt: I Jesus Kristus har vi sejret og er sikre på sejren, fordi han har kæmpet og sejret for os. Holder vi os til ham, vil han holde sig til os og bevare os til den yderste dag. Derfor ”hold fast ved det, du har” i Jesus.
Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Under stadig bøn og anråbelse, skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige (Ef 6,14-18).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Peter O.K. Olofson
Peter O.K. Olofson, Vålse, tidl. præst i folkekirken