Første Petersbrev V
Peter skrev sit første brev til kristne, som levede i et verdsligt samfund og mødte modstand for troens skyld. Det er et opmuntrende og trosstyrkende brev. Det retter opmærksomheden mod de kristnes åndelige og evige rigdom i Jesus og i himlen. At få syn for den rigdom er kilden til en frimodig tro og til et sandt kristenliv midt i en verdslig sammenhæng.
Til de udvalgte
Det er to år siden, Nyt Livs blad sidste gang bragte en artikel i serien om Første Petersbrev. Nu tager vi tråden op igen. I den sidste artikel så vi på, at Peter tiltaler modtagerne af brevet som ”de udvalgte” (v.1). Vi så på, at Peter med denne tiltale understreger, at de troende hedninger og jøder sammen er Guds udvalgte og elskede folk. I denne artikel vil vi se på, at de kristne også er udvalgte i en anden forstand.
Når et menneske kommer til tro på Jesus, er det ikke noget, som mennesket selv har fundet på eller valgt. Det er noget, som Gud har taget initiativ til og virket i menneskets hjerte.
”Det er ikke jer, der har udvalgt mig”, siger Jesus, ”men mig, der har udvalgt jer” (Joh 15,16).
Guds udvælgelse til tro og frelse har ifølge Guds ord fundet sted allerede før verdens skabelse:
”For før verden blev grundlagt har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte Gud os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus” (Ef 1,4-5).
Når et menneske kommer til tro på Jesus, så kan vi på Guds ords grundlag fastslå, at dette menneske er udvalgt. Det er netop det, som Paulus gør i forhold til de mennesker, som er kommet til tro i byen Thessalonika. Til dem skriver han:
”Brødre, I som er elsket af Gud, vi ved, at I er udvalgt; for vort evangelium kom ikke til jer blot med ord, men også med kraft og med Helligånd og med fuld vished” (1 Thess 1,4).
Ingen kommer til tro uden at være udvalgt til det af Gud. Når Paulus skriver om Guds udvælgelse, så gør han det med taknemmelighed og glæde i forvisningen om, at dem, som Gud har udvalgt og givet troen, dem vil Gud også selv bane vej for helt frem til Himlen (Rom 8,30; Fil 1,6).
De troende er udvalgt ikke bare til at få troen, men også til at nå målet.
Udvælgelsens anstød
Bibelens ord om Guds udvælgelse rummer således en stor og dyb trøst til de troende, ikke mindst i en tid med et stort åndeligt frafald. Men mange kristne når aldrig frem til trøsten, fordi de støder sig på tanken om, at Gud skulle have udvalgt nogle bestemte til tro og frelse.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor denne tanke vækker anstød. Ifølge vores menneskelige logik kan Gud ikke udvælge nogle til frelse uden samtidig at udvælge nogle andre til fortabelse. Det sidste følger af det første, siger vores logik.
Men Guds ord siger noget andet.
Gud vil alles frelse
Bibelen fortæller os entydigt og klart, at Gud virkelig vil alles frelse (1 Tim 2,4). Han vil ikke, at en eneste skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse (2 Pet 3,9). Med gråd ser Jesus ud over det Jerusalem, som ikke vil tage imod ham, og i denne gråd ser vi Guds eget hjertelag over for de uomvendte (Luk 19,41). Når mennesker afviser evangeliet, så skyldes det ikke, at Gud ikke vil deres frelse men derimod, at de selv ikke vil:
”Jerusalem, Jerusalem! Du som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Luk 13,34).
Disse centrale ord i Bibelen må vi vende tilbage til og minde os selv om igen og igen. Det må du gøre, som læser dette, og som er i tvivl om, hvorvidt du har troen og er frelst. Aldrig må du tvivle på, at Gud vil din frelse, og at han venter på dig med åbne arme:
”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).
Her er du regnet med! Gud elskede, og Gud elsker ”verden”, og ”enhver”, som tror på Jesus, bliver frelst. De ord omfatter os alle.
Martin Luther var i sin ungdom stærkt anfægtet i forhold til Guds udvælgelse. Han frygtede, at han var bestemt til fortabelse, og at der ikke var nåde og frelse for ham. Han fandt en afgørende trøst i Joh 3,16.
”Jeg er så glad for”, siger han, ”at der ikke står, at Gud elskede Martin Luther, og at Martin Luther kan blive frelst ved tro på Jesus. For så ville jeg frygte, at der var en anden mand, som hed Martin Luther, og at det var ham, ordene handlede om. Men nu står der, at Gud elskede verden, og at enhver, som tror på Jesus bliver frelst, og så ved jeg, at det også gælder mig!”
Det samme kan du sige. Du kan vide med absolut sikkerhed, at Jesu frelsergerning også er fuldbragt for dig, at al din synd én gang for alle er sonet og fjernet af Jesus, og at vejen til Gud dermed er åben for dig, for: ”Han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore synder, men for hele verdens synder” (1 Joh 2,2).
Når Jesus endnu ikke er kommet tilbage for at dømme verden, så har det én grundlæggende årsag: at Gud vil at flere, ja at alle skal blive frelst, også dig:
”Han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9).
Dette må også trøste dig, som har nære venner og familiemedlemmer, som ikke lever i troen på Jesus. Gud brænder langt mere efter deres frelse, end du gør. Som en kærlig far spejder efter sin fortabte, men højt elskede søn, sådan spejder Gud efter dem.
Når vi bliver trætte i vores forbøn for dem, og når vores nød for dem svækkes, så er Gud usvækket i sin nød og sit arbejde for deres frelse. Han er den gode hyrde, der går ud efter det fortabte får og leder efter det, ”indtil han finder det” (Luk 15,4).
Troen er Guds gave
Det underlige er, at Guds ord samtidig gør det klart for os, at når mennesker kommer til tro, så skyldes det ikke dem selv, men Gud, som giver dem troens gave: ”Af nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds” (Ef 2,8).
At troen ikke skyldes os selv, og at vi ikke selv kan frembringe troen i vore hjerter, fremgår ganske klart af den måde, troens fremvækst og tilblivelse beskrives på i Bibelen.
I Ef 2,4-5 beskrives troens tilblivelse som en dødeopvækkelse: ”Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus.”
I Jak 1,18 beskrives troens tilblivelse som en fødsel: ”Efter sin egen vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger.”
I 1 Kor 2,10 beskrives troens tilblivelse som en åbenbaring: ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden.”
Når et menneske bliver opvakt fra de døde, så er dette menneske i sig selv helt passivt. Det gør absolut intet selv. Det samme gør sig gældende, når et menneske fødes, og når det modtager en åbenbaring. Der er en anden, som handler og gør alt. Sådan er det med troens tilblivelse. Troen virkes i vore hjerter på Guds initiativ og ved Guds gerning alene.
Troen virkes ikke ud af den blå luft. Den virkes gennem Guds ord: ”Troen kommer af det, som høres” (Rom 10,17).
Når vi hører Guds ord i lov og evangelium, så gør Gud gennem ordet den gerning, at synden afsløres, og at Jesus åbenbares for os som vores frelser. Ingen af os kan vælge at se Jesus som vores frelser, men når vi får ham åbenbaret ham som vores frelser, så tror vi. Det er ikke noget, vi vælger eller beslutter. Det er noget, som sker for os og med os, og det er Gud alene, der virker det.
Nej, nej, nej
Før vi får troen, beskriver Guds ord vore hjerter som onde (Mark 7,21), døde (Joh 5,25), beherskede af Djævelen (2 Tim 2,26), fjendske mod Gud (Kol 1,21) og uden evne eller vilje til at lyde Gud (Rom 8,7).
Vi er altså ikke neutrale i vore hjerter, indtil vi kommer til tro. Vi har på forhånd valgt side for Djævelen, mørket og ondskaben. Netop sådan fremstiller Jesus situationen for de fromme, vantro jøder i hans egen samtid:
”I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster” (Joh 8,44).
Fordi vi af natur er fjendske og ulydige mod Gud, så hverken kan eller vil vi adlyde Gud, når han kalder os til omvendelse og tro. I vore hjerter bliver vi ved at trodse Gud og sige nej til ham, indtil det øjeblik, hvor Gud ved Ordet og Ånden giver os troen. I vore hjerter siger vi nej, nej, nej til Gud, indtil Gud selv lægger troens ja ned i vore hjerter.
Den norske teologiprofessor Carl Fredrik Wisløff fortæller om en oplevelse, han havde i forbindelse med, at han et sted havde forkyndt om Guds udvælgelse og troens tilblivelse. Wisløff havde i sin forkyndelse tydeliggjort, at vi ikke selv vælger at tro, men at troen helt og fuldt er Guds gerning og gave. Gud har ikke bare tilvejebragt frelsen for os i Jesus, han har også givet os troen på frelsen.
Efter Wisløffs forkyndelse kom en mand hen til ham for at tale med ham.
”Med min frelse,” fortalte manden, ”der gik det altså sådan til, at jeg gjorde mit, og så gjorde Gud sit, og på den måde blev jeg frelst.”
”Nå”, svarede Wisløff, ”Mener du virkelig det? At du gjorde dit, og Gud gjorde sit, og så blev du frelst?”
”Ja”, svarede manden. ”Jeg strittede imod det bedste, jeg kunne, og så gjorde Gud resten!”
Sådan er det gået til med alle os, som tror på Jesus. Vi er blevet frelst ved Guds gerning alene!
Onde vi vare og døde som stene,
hårde i hjertet som marmor og stål.
Det var din mægtige styrke alene,
som os fik reddet og nåede sit mål.
Vores oplevelse
At Gud virker alt i forbindelse med vores omvendelse og troens tilblivelse, er ikke ensbetydende med, at det er sådan, vi oplever det. Mange kristne kan fortælle om en proces, hvor de oplevede, at de selv valgte at overgive sig og at komme til Jesus med deres synd. Netop det kalder Jesus os også til at gøre:
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28). ”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37).
Vi har ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved vidnesbyrdene fra dem, som fortæller om, at de har valgt at komme til Jesus. Vi må tværtimod glæde os over dem. Men på et tidspunkt kan det være godt for dem, som aflægger disse vidnesbyrd, at overveje: Hvorfor kom jeg egentlig til Jesus? Hvad fik mig til at komme?
For de fleste vil svaret ligge lige for: ”Jeg kom til Jesus, fordi jeg så, at jeg havde brug for ham som min frelser!”
Men at du ser Jesus som den frelser, du har brug for, det er jo netop troen! Ingen andre ser Jesus som deres frelser end dem, som har fået troens åbenbaring af Jesus. At du så kommer til Jesus, det er bare en frugt og en følge af den tro, som Gud har givet dig. Du kom til Jesus, fordi Gud virkede det i dig og drog dig til Jesus. Netop sådan fremstiller Jesus det for os:
”Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som har sendt mig, drager ham” (Joh 6,44).
Hvorfor nogle og ikke andre?
Men hvis det er Gud alene, der virker troen i os, hvorfor kommer nogle da til tro, mens andre ikke gør det?
Det mest nærliggende svar vil ifølge vor egen menneskelige tankegang være, at de, som kommer til tro, er mere modtagelige over for Guds ord end de andre. Forskellen på de troende og de vantro må være, at de troende er mere åbne.
Men sådan fremstiller Guds ord det ikke for os. Ifølge Guds ord er der i udgangspunktet ingen forskel på dem, som kommer til tro, og dem, som ikke kommer til tro: ”Der er ingen forskel, alle har syndet og mangler herligheden fra Gud” (Rom 3,23).
Om de troendes tilstand før omvendelsen lyder det: ”I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre” (Ef 2,3).
Hvad er da Bibelens svar på spørgsmålet om, hvorfor nogle kommer til tro, mens andre ikke gør det? Bibelen giver et paradoksalt svar: De troende har Gud alene at takke for deres tro. De vantro har sig selv alene at takke for deres vantro. De troende får troen af Guds nåde og på grundlag af Guds udvælgelse. De vantro forbliver i deres vantro, fordi de selv ikke vil tro.
Vi møder paradokset klart udtrykt i Apostlenes Gerninger kapitel 13 og 14. Her hører vi først om apostlenes forkyndelse i Antiokia. Her prædiker de for en gruppe hedninger, at Jesus er frelser også for dem. Om modtagelsen af ordet lyder det:
”Da hedningerne hørte det, blev de glade, og de priste Herrens ord; og alle, som var bestemt til evigt liv, kom til tro” (13,48).
De troende fik ganske enkelt troen, fordi Gud havde udvalgt og bestemt dem til det.
Men hvad så med dem, som forblev vantro? Hvad er forklaringen på, at de ikke kom til tro? Det får vi svar på i det følgende, hvor vi hører om apostlenes forkyndelse i Ikonion. Her prædiker de for en blandet forsamling af hedninger og jøder om Jesus som alles frelser. Om de jøder, som forblev vantro, lyder det da:
”Men de jøder, som ikke ville tro, hidsede hedningerne op og gjorde dem fjendtligt stemt mod brødrene” (14,2).
De troende får troen, fordi Gud har udvalgt og bestemt dem til at få troen. De har Gud alene at takke for deres frelse. De vantro forbliver i deres vantro, fordi de selv ikke vil tro. De har sig selv alene at takke for deres fortabelse.
Det trøstende
Vi får det ikke til at gå logisk op. Men vi må gøre noget bedre. Vi må tage det til os, som i denne sammenhæng tjener os til trøst, opbyggelse og hjælp i troen.
Jeg vil nævne fire ting, som vi må tage til os:
1) Gud vil virkelig alles frelse.
Det er understreget ovenfor, og det må vi vende tilbage til og minde os selv om igen og igen: ”Gud (…) vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2,4).
Vi må tage denne sandhed til os, trøste os ved den og lade den forme vores billede af Gud og hans hjerte.
2) Gud virker den frelsende tro gennem sit ord.
Det gælder for alle, som er kommet til tro på Jesus, at vi kan genfinde deres omvendelseshistorie i Ef 1,13: ”I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens Hellige Ånd.”
Hvordan forløbet end har været for den enkelte af os, så gælder det for alle kristne, at vi har fået den frelsende tro på Jesus, ved at Gud kom til os med sandhedens ord, evangeliet om vores frelse, og talte dette ord ind i vore hjerter til tro og liv.
Det var evangeliets ord om Jesus, der åbenbarede Jesus for vore hjerter til tro. Det er det samme ord, som kan forny og bevare os i troen. Og det er det samme ord, vi må række videre til dem, som vi ønsker, skal komme til tro. Vi skal ikke finde på et nyt evangelium til vor tid. Vi må i al enkelhed tage vare på og uforandret videregive det ene, sande og livgivende evangelium om Jesu død og opstandelse, som Gud har knyttet sin frelseskraft til (Rom 1,16-17; 1 Kor 1,18).
Så vil Gud selv gennem dette levende ord gøre sin mægtige gerning til tro og frelse.
3) Gud skal have al æren for vor frelse.
Det er enkelt at sige det, og der er næppe nogen kristen, som ikke vil sige det. Men i vores sind tager mange af os et lille forbehold. Gud har fuldført langt det meste af frelsen ved at sende sin søn til verden og ved at lade ham lide, dø og opstå for os. Men den sidste del af frelsen, den har vi selv stået for. Vi har selv valgt at sige ja til frelsen og at tage imod den.
Gud har gjort langt det meste, men vi har også selv gjort noget. Derfor må æren for vores frelse deles mellem Gud og os selv. Sådan er det naturligt for os at tænke – indtil vi læser Guds ord og ser, at også den sidste del af frelsen, troen i hjertet, blev virket af Gud.
Det var Gud, som gav os troen. Det var Gud, som virkede i os, at vi modtog frelsen. Det var Gud, som virkede alt i vor frelse, fra først til sidst. Derfor gælder det fuldt og helt: Det er Gud, som al æren skal have!
4) Gud har udvalgt os til at nå målet.
Når Gud har givet os troen, så har han gjort det, fordi han vil føre os til Himlen. Fra denne dag går der for hver eneste troende en banet vej gennem alle vanskeligheder, forførelser og trængsler helt hjem til Himlen.
Det er virkeligheden. Det er den store trøst i udvælgelsen.
Når vi først hører om udvælgelsen, er det naturligt for os at reagere mod den. Mange af os har oplevet det, som om vi selv valgte at tro, og så kan det virke ydmygende at høre, at det hele var bestemt og virket af Gud.
Men i anden omgang kan det give os en dyb trøst. For når Gud har givet mig troen, så har han gjort det, fordi han vil have mig med til Himlen! Og når det er det, Gud vil, så tør jeg også regne med, at han selv vil bane vej for mig hele vejen hjem!
Jeg tror, det er denne trøst, Peter har villet føre os ind i med adresseringen i sit første brev: Til de udvalgte.
Peter vil tale det ind i vores hjerter til opmuntring og trøst: ”Hør det, husk det og trøst dig ved det: Du er udvalgt af Gud selv til både at få troen, blive bevaret i troen og nå målet! Hvad der end venter dig på livsvejen fremover, så både kan og vil Gud bære og bevare dig igennem det alt sammen, indtil du når målet i Himlen.”
Fordi det synes at være dette budskab, Peter vil formidle med sine ord om udvælgelsen, vil jeg til sidst i denne artikel sige lidt mere om udvælgelsens trøst.
Udvælgelsens trøst
Der er en oplevelse i mit liv, som har hjulpet mig til at forstå udvælgelsens trøst. For 24 år siden deltog jeg i en nytårslejr. Jeg var ugift og 26 år, og på lejren mødte jeg en usædvanligt sød, ung pige, som jeg blev meget interesseret i. Efter at vi havde talt sammen nogle gange, nåede jeg frem til en afklaring om, at hende ville jeg gerne have som kæreste og kone!
Som sagt, så gjort. Der gik et par måneder, og så var vi kærester, og det kunne jeg så være stolt af. Jeg havde set hende, jeg havde valgt hende, og jeg havde fået hende: Leila, som i dag er min hustru.
I lang tid var jeg overbevist om, at vores forhold i alt væsentligt var et resultat af mit eget valg og min egen indsats. Men i løbet af vores kærestetid gik det gradvist op for mig, at helt så enkel var historien alligevel ikke.
Det viste sig, at længe før jeg havde set og bemærket Leila, så havde hun set og bemærket mig. Hun havde mødt mig første gang, da hun var femten år, og da hun mødte mig, oplevede hun, at Gud sagde til hende: Her er din mand!
Leilas reaktion, som hun først fortalte mig om på et sent tidspunkt, var, at hun græd! Men efter noget tid fandt hun ro i tanken og begyndte at bede om, at Gud så måtte lægge det hele til rette for hende, så vi fandt sammen. Efter nogen tid fortalte hun sine forældre om det, og så begyndte de også at bede for det. Da de havde gjort det i nogen tid, nævnte de det i deres bibelkreds, og så begyndte bibelkredsen at bede for det. Og imens gik jeg omkring og tænkte, at jeg var en fri mand, der traf frie valg.
Da det gik op for mig, at Gud i al enkelhed havde ledt og ført mig hen til Leila, og at det helt igennem var hans valg og hans gerning, kunne jeg i første omgang opleve det ydmygende.
Hvor blev mit selvstændige valg af?
Men der gik ikke lang tid, før jeg kunne tage det til mig som en vidunderlig trøst. For hvis det var Gud, som havde ført os to sammen, så turde jeg også tro, at han ville velsigne og bevare os sammen som ægtepar, og at Gud igennem vores ægteskab også ville bevare os i troen på Jesus helt frem til målet i Himlen!
Noget tilsvarende gælder i troens forhold til Jesus. I udgangspunktet kan jeg opleve det, som om jeg selv har valgt at tro på Jesus og at komme til ham. Men en dag ser jeg i Guds ord, at det i virkeligheden var Gud, som besluttede og virkede det hele. Det var ham, som førte mig til Jesus og knyttede mig til ham i troen.
I første omgang kan jeg opleve det ydmygende, at det hele har været virket af Gud. Hvad bliver der af mit selvstændige valg?
Men i anden omgang må jeg tage det til mig som en vidunderlig trøst: Gud har givet mig troen, og det har han gjort, fordi han vil velsigne og bevare mig i troen og føre mig frelst hele vejen hjem til Himlen! Hvad der end venter mig på livsvejen fremover, så ved jeg, at der går en banet vej gennem alle prøvelser, problemer og fristelser helt frem til Himlen. Det ved jeg, fordi Gud har sagt det i sit ord:
”Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under” (1 Kor 10,13).
”Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, han vil fuldføre den, indtil Kristi Jesu dag” (Fil 1,6).
Jeg ved, at jeg vil møde både medgang og modgang på min livsvej fremover, både lys og mørke, både glæde og sorg, men jeg ved også, at Gud vil tage det alt sammen i sin hånd og lade alt samvirke til mit sande og evige vel. Det løfte har jeg fra ham, som kaldte mig og gav troen:
”Alt virker sammen til gode for dem, som elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet” (Rom 8,28)
Guds løfter holder
Men holder det? Er det sandt? Må vi ikke ærligt erkende, at vi har set mange kristne, som er begyndt på troens vej uden at fuldføre? Har vi ikke set mange falde fra troen? Og er det ikke ofte sket, netop fordi de mødte noget svært og hårdt, som fik dem til at fjerne sig fra Gud? I så fald passer det vel ikke, at alt virker sammen til gode for dem, som elsker Gud?
Jo, det passer. For hvad er det helt præcist, Guds ord siger? ”Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.”
Det er en gave, når vi har nogle mennesker, som vi elsker, og som vi ved, elsker os. Det er rigdommen ved et godt forhold til forældre og søskende, gode ægteskaber og gode venskaber. Hvordan forholder vi os til dem, som vi elsker, når livet gør ondt; når vi møder noget, som smerter, sårer, bekymrer og bedrøver? Den spontane og naturlige reaktion vil være, at vi søger hen til dem, vi elsker, for at fortælle dem om det, som tynger, og for at finde trøst, hjælp og støtte.
Jeg stod for nogle år siden på lærerværelset på den bibelskole, hvor jeg arbejder, og læste et meget nedslående brev. Det er det mest nedslående brev, jeg nogensinde har fået. Da jeg læste det, oplevede jeg det, som om at solen gik ned. Min spontane tanke, lige så snart jeg havde læst brevet og forstået indholdet, var: Hvor er Leila?
Leilas arbejdsplads ligger lige ved siden af bibelskolen, og derfor var jeg i næste øjeblik på vej hen over bibelskolens græsplæne, over til Leilas arbejdsplads, hvor jeg spurgte mig frem til hende og fik hende trukket til side, så jeg kunne tale med hende. Det var nødvendigt; det var et spontant og påtrængende behov – for jeg elsker Leila!
”Alt virker sammen til gode for dem, som elsker Gud”, og som kommer til Gud i deres nød og med deres nød. Når vi gør det, så tager Gud nøden i sin hånd, og i hans hånd vendes alt til velsignelse og bevarelse og evig frelse. Ingen er faldet fra, og ingen er kommet bort fra himmelvejen, når de er kommet til Gud i deres nød og med deres nød.
I den tro og forvisning kan vi se fremtiden i møde uden frygt og med fuld fortrøstning. Hvad der end venter os, så går der en banet vej gennem det alt sammen, hvor Gud selv vil lede, bære og bevare os, og hvor han vil lade alt samvirke til vores sande og evige vel. Gud ske tak og lov!
Alt skal tjene til det bedste,
for enhver, som elsker dig;
Herre, vil du selv befæste
disse tanker dybt hos mig.
Hvad vi kalder nød og lykke,
alt for dig jo lige er;
intet skal mig kunne rykke
af din hånd, o Herre kær.
Alt skal tjene til det bedste, –
lær mig Gud at fatte det!
Alt, og ikke blot det meste,
thi du leder dine ret.
Dine ord for evigt gælder,
thi af svig du ikke ved,
og min svage tro ej heller
ændrer din barmhjertighed.
Når til sidst mit øje skuer
dybet af din kærlighed,
når mig ingen fare truer,
når af sorg ej mer jeg ved, –
da skal jeg din dybe tale
bedre, klarere forstå,
den jeg her i jamrens dale
har begyndt at grunde på.
– Anders Nilsson
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2014. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.