Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær. Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse (Es 55,6-7).
Det er et godt ord at blive stille for. En dag bliver den den sidste dag, hvor du kan søge Herren – hvor du kan kalde dig hans. Derfor bliver vi mindet om her, at du må gøre det i dag. I dag er Herren at finde – du kender ikke dagen i morgen.
I dag kan du får lov til at gå ind i opgøret med Jesus – men det kan du ikke blive ved med. Gud kalder ad dig igennem sit ord. Og når Gud kalder, er det, fordi han ønsker, at du skal blive hans barn.
Derfor må du også få lov til at ”kalde på ham”. Det gør du ved at bede. Gud har givet vældige løfter til bøn. Tænk på det, vi læste: Han vil så gerne vise dig barmhjertighed. Og derfor må du bede til ham.
Så lad dette vers være en påmindelse for dig om at gøre brug af bønnen; at søge stilheden sammen med Jesus i bøn og bibellæsning.
Jesus opfordrer os meget til at bede, for at vi ikke skal falde i søvn og miste livsforbindelsen med ham, og for at vi ikke skal falde i fristelse.
Djævelen vil angribe os fra mange fronter, også når det gælder om stilhed i bøn. Det er livsnødvendigt, at du altid våger og beder – det opfordres du til af Herren.
Så søg da ind i stilheden denne dag og denne uge. Kald på ham, når han er nær!
Udgivet af
Egon Jensen
Egon Jensen, Haderslev, tidligere ansat i Luthersk Mission som landsjuniorsekretær og leder af Juniorforlaget, derefter skolesekretær på Rinkenæs Ungdomsskole, nu pensionist og fritidsprædikant i Luthersk Mission.