Vækkelse (Del 4)
I den senere tid har der været en enestående glædelig begivenhed, som har lyst op i vores familie. Den glædelige begivenhed er, at en af mine nærmeste venner, Michael, er blevet frelst. Det følgende skriver jeg med hans tilladelse.
Michael er ikke opvokset i et kristent hjem, men han kom på bibelskole i Hillerød for godt 25 år siden. Her mødte han et ord om Gud, som han tog til sig, og som lagde sig i hans sind. Men selvom han troede på sandheden i det, han hørte, blev han ved med at føle sig fremmed i den kristne menighed. Han følte ikke, han kunne være kristen som de andre. Efter bibelskolen gled han ud i et verdsligt liv, og i en snes år levede han på afstand af den kristne menighed og tro.
Udadtil havde Michael det godt. Han blev gift og stiftede familie, og han var tilsyneladende en glad fyr. Men under overfladen var der noget, som han ikke fortalte et eneste menneske om. Han var plaget af en vedvarende og dyb dødsangst. Han var rædselsslagen ved tanken om at dø, for han vidste, at han var fortabt.
De ord, han hørte på bibelskolen om Guds vrede og dom, fulgte ham, og de gav ham ikke ro. Han vidste med sig selv, at han ikke fik fred, før han fik fred med Gud. Men hvordan skulle det gå til? Det spørgsmål levede i hans sind, og han længtes efter et svar.
Vi var en gruppe kristne venner, som bad for Michael i alle disse år. Vi vidste intet om, hvad der rørte sig i hans sind. Men det ord, som Michael havde hørt, blev brugt af Gud til at kalde ad ham.
For ikke så længe siden brugte Gud nogle ydre begivenheder i Michael liv til at forstærke kaldet. Det blev magtpåliggende for Michael at søge Gud i hans ord, og for første gang i sit liv oplevede han, at evangeliet om Jesu fuldbragte frelse på korset åbnede sig for ham.
Han forstod, at Jesus af kærlighed til ham havde båret og sonet alle hans synder og havde givet ham fred med Gud. Han så det som en virkelighed, der gjaldt for ham her og nu, præcis som han var og havde det. Gud var hans gode og kærlige far for Jesu skyld, og på den anden side af døden ventede Jesus på ham som hans frelser.
Da Michael så denne virkelighed, blev han fyldt af troens fred og vished om evig frelse i Jesus. Dødsangsten var fuldstændig væk og erstattet af en dyb længsel efter at komme hjem til Jesus i himlen. Tiden efter sin omvendelse har Michael brugt til at vidne for alle omkring sig om sin herlige frelser, Jesus Kristus.
Vidnesbyrd på Facebook
Jeg citerer nogle brudstykker fra Michaels Facebook-profil:
”Jeg fryder mig i Jesus. Han lever, og vi skal leve i ham og med ham. At få lov til at høre ham til er det bedste et menneske kan opleve. Måtte mange flere opleve Jesu kærlighed. Mange vil nok synes, jeg er blevet tosset. Men jeg er ligeglad, for Jesus elsker mig, og han døde på korset for mig. Det er en vidunderlig gave at få. Tænk, at jeg må få lov at opleve, at han ønsker at frelse mig.
Døden er ikke længere en fjende, for på den anden side venter min frelser på mig, og jeg skal være sammen med ham i al evighed! HALLELUJA! PRISET VÆRE HERREN!
Jesus lever også i dag, kære ven, og han elsker hvert eneste menneske. Han har købt os alle til frelse med sit blod. Lad os takke og prise ham. Lad ham også blive din frelser. Gud velsigne jer!
Det er svært at holde sin mund, når man er fyldt med glæde over at få lov at høre Jesus til, og inderligt ønsker at være hos ham, som har købt mig til evigt liv sammen med min himmelske far. Det er en kæmpe gave! Tænk, at jeg syndige menneske med et hjerte så urent, at mig ønsker Jesus at være sammen med. Hvor er det stort og vidunderligt! Den Gud, som er himmelens og jordens skaber, kommer til hvert enkelt menneske og siger: Jeg, din Gud, ønsker at være sammen med DIG!
Det er forunderligt, og man fyldes med fryd og glæde og længsel efter sin frelser Jesus. Til dig, der ikke har Jesus i dit hjerte: Åben dit hjerte, lad ham komme ind og fylde dig med sin kærlighed og nåde. Lad ham få lov at frelse dig. Han har købt et evigt liv til dig ved sit blod på Golgata. Kære ven: JESUS ELSKER DIG!!
Det er underligt: Jo tættere jeg kommer på Jesus, jo mere ser jeg af min synd over for Gud. Jeg ser mit urene hjerte, der ikke vil ham, og det gør mig trist. Samtidig er det også en lettelse at få lov at komme ind i lyset til Jesus med min synd og få gjort op med ham, for så mærker jeg hans uendelige kærlighed og tilgivelse. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.
Tak for alle de varme hilsner, kære kristne brødre og søstre! Ja, jeg kan ikke holde min mund. Jeg må fortælle om Jesus, om hans forunderlige frelserværk, om hans ufattelige nåde og kærlighed til os alle sammen. Til jer, der synes, jeg er mærkelig og småtosset: Måtte I selv møde Jesus og åbne jeres hjerter for ham. God dag til alle.”
Hvorfor lyder dette klare og rige vidnesbyrd nu på Facebook? Det gør det, fordi der var nogle, som for godt 25 år siden var tro mod budskabet om Guds vrede og dom. Det budskab forlod aldrig Michaels sind, og det blev brugt af Gud til at vække ham, kalde ad ham og lede ham til Jesus.
Michaels historie svarer helt til den historie, som Filip Kofod fortæller i denne artikel. Det samme skete for ham. Budskabet om Guds vrede og dom fulgte ham på hans vej bort fra Gud, og det blev brugt af Gud til at vække ham, kalde ad ham og lede ham til Jesus.
I de to artikler om forkyndelsen af Helvede hos henholdsvis Jonathan Edwards og Ole Hallesby. Et klart og vækkende ord om Guds vrede og dom blev brugt af Gud til at skabe vækkelse og lede mennesker i tusindtal til sand omvendelse og frelsende tro på Jesus.
Kirkehistorien er rig på den slags eksempler. Aldrig har der været vækkelse, uden at ordet om Guds vrede og dom er blevet prædiket med klarhed og kraft. Men der har heller aldrig været vækkelse, uden at der har været modstand mod vækkelsens ord.
Modstand
Ingen prædikanter har været så stærkt kritiserede i henholdsvis USA og Norge som Jonathan Edwards og Ole Hallesby. På dette område følger vækkelsesforkyndelsen fysikkens love. Inden for fysikken gælder det, at kraft og modstand følges ad. Hvor der er megen kraft, er der megen modstand.
Den mest fremtrædende vækkelsesprædikant i den europæiske kirkes historie er englænderen John Wesley. Han har en tankevækkende bemærkning i sin dagbog. En søndag, hvor han holdt to prædikener samme sted, skriver han om den sidste prædiken: ”Den sidste var den mest velsignede. Den vakte mest modstand1”. Wesley vidste, at vækkel-sesforkyndelse med kraft altid vækker modstand.
Vi kan ikke slute fra modstand til kraft. Vi kan opleve modstand mod forkyndelsen, som ikke skyldes budskabets kraft, men snarere vore egne svagheder og forsyndelser som prædikanter. Men hvor der er kraft i forkyndelsen, er der, og vil der altid være modstand.
I dag møder vi modstand mod vækkelsesforkyndelsen helt ind i de menigheder, som kalder sig bibeltro. I de seneste årtier har der rejst sig en stærk og til dels meget selvbevidst reaktion mod vækkelsesforkyndelsen i kredse, hvor denne forkyndelse tidligere lød klart. Når reaktionen hos nogle er selvbevidst, hænger det uden tvivl sammen med, at de ser sig som talsmænd og forsvarere for nogle vitale anliggender. Der er især tre anliggender, som de ofte lægger røst til.
1) Det trygge gudsbillede
Vi må ikke ødelægge menneskers trygge gudsbillede, bliver det pointeret. Vi må værne et gudsbillede, der kan gøre folk trygge ved, at Gud i alle forhold er for dem og vil dem det godt.
Men er det sandt?
I bibelsk lys er alvoren, at vantro mennesker netop ikke har Gud for sig, men imod sig. Vantro mennesker er virkelig og reelt under Guds vrede. Det er sandt, at Gud vil dem det godt, men Guds godhed viser sig jo netop i, at han taler med dem om sin vrede og dom for at redde dem. Det er af kærlighed, Gud taler så stærke domsord både gennem profeter og apostle i Bibelen og gennem sin Søn. Gud vil vække mennesker, så de ser deres nød, og han vil føre dem derhen, hvor de alene har fred og frelse: under Jesu kors og offer.
Hvad hjalp Michael til at blive tryg ved Gud som sin far? Ikke en nedtoning af Guds vrede og dom, men en klar forkyndelse af fortabelsens fare og af frelsens vidunderlige virkelighed i Jesus. På grundlag af Jesu fuldbragte frelse kan vi løbe Gud i møde som vores gode og trygge far i fuld vished om, at vi virkelig har fred med Gud. På dette grundlag er Gud for os, men også kun her.
2) Den følelsesmæssige balance
Vi må ikke ødelægge menneskers følelsesmæssige balance, bliver det sagt. Vi må prædike på en afbalanceret måde, så vore tilhørere ikke bringes ud af balance, men kan forholde sig ligevægtigt og roligt til det, de hører. Det går ikke an, at mennesker går urolige, bange og skræmte fra gudstjenester og møder. Det er ikke sundt, når forkyndelsen efterlader folk med den slags følelser.
Men er det sandt?
Hvad skal vi i så fald mene om profeternes, apostlenes og Jesu forkyndelse? Det er en forkyndelse, som vækker chok, rædsel, gråd og klage, når det går op for mennesker, at de virkeligt og reelt er under Guds evige vrede. Jesus minder os om, at Guds vrede og Helvede er det eneste, som vi for alvor har grund til at frygte, og som vi må frygte (Matt 10,28). Ingen taler så stærkt, urovækkende og forfærdende om Guds vrede og Helvedes evige ild som Jesus. Hvordan kan vi da sige, at vor forkyndelse ikke må vække frygt?
Det er sandt, at vi ikke med vor forkyndelse må sigte på at skabe en bestemt følelsesmæssig reaktion. Vi opnår intet ved det, og det er misbrug af forkyndelsen. Men det er lige så sandt, at vi må fortælle alle, der lever i et uopgjort forhold til Gud, at Guds vredes bølge er på vej mod dem, og at det er et spørgsmål om tid, før den opsluger dem for evigt. Hvem kan høre og forstå dette budskab og undgå at blive berørt af det følelsesmæssigt?
Kan man forestille sig mennesker høre og forstå et tsunamivarsel og gå følelsesmæssigt upåvirkede, ligevægtige og rolige videre? Det er dette, som ikke vil være sundt.
Hvordan virkede forkyndelsen af Guds vrede og dom på Michael? Den efterlod ham med en vedvarende dødsangst, fordi han vidste, at han var fortabt. På grund af denne forkyndelse blev det umuligt for Michael at finde fred i livet borte fra Gud. Til sidst drev forkyndelsen ham til Jesus, så han fandt sin fred og frelse i ham. Hvor ville Michael have været i dag, hvis lærerne på bibelskolen i sin tid havde prioriteret elevernes følelsesmæssige balance over sandhedens og vækkelsens ord?
3) Det nutidige menneske
Det måske mest besnærende argument imod forkyndelsen af Guds vrede og dom, er, at det ikke er ved et sådant ord, at vi skal nå det nutidige menneske. Det nutidige menneske tror slet ikke på, at der er en Gud, som har skabt os og er vor herre og dommer. Derfor giver det ingen mening at tale til vor tids mennesker om dommen, vreden og fortabelsen. Hvis vi gør det, må vi også forvente, at vore tilhørere vil opleve det grænseoverskridende og groft og vil vende os ryggen. Vor tids mennesker vil ikke vide af en religion, som sætter dem på plads og dømmer dem som fortabte syndere. De vil behandles med respekt i forkyndelsen og vil høre gode argumenter for og personlige vidnesbyrd om, hvorfor det vil være godt for dem at tro på den kristne Gud.
Det lyder besnærende, og halvdelen af det er sandt. Den sande halvdel er den, som handler om, hvordan vor tids mennesker gerne vil tiltales i forkyndelsen. Den falske halvdel er den, som handler om, hvad vi skal prædike for dem.
Vi skal ikke tale ned til mennesker, det er sandt. Vi skal gå til dem og tale med dem, som nogle, der selv står på præcis samme plan som dem. Men vi går med et ord, der med guddommelig myndighed afslører for mennesker, hvor de står i forhold til Gud.
Derfor sætter vores forkyndelse mennesker på plads. Den viser dem, hvilken plads de står på i forhold til Gud. Det vil mange reagere imod. De ønsker ikke at høre det, og de fleste vil forventeligt afvise det.
Men vi kommer ikke uden om at prædike dette ord. For Guds vil vise dem, hvor de står – for at frelse dem.
Når vi læser Apostlenes gerninger, bliver det klart, at det store flertal af apostlenes tilhørere reagerer med vrede, indignation og afvisning på deres forkyndelse. De oplever det grænseoverskridende og groft, at der kommer nogen til dem og fælder dom over dem som fortabte syndere. Da Stefanus prædiker for de vantro jøder, reagerer de ved at skrige højt, holde sig for ørene og fare løs på Stefanus for at dræbe ham (ApG 7,57).
Men selvom det store flertal spontant vender sig fra og afviser ordet, så er der nogle, der lytter og tager imod ordet, og i disse menneskers hjerter gør Ordet sin gerning til sand omvendelse og tro på Jesus. Resultatet i Apostlens Gerninger bliver, at en rig og stærk åndelig vækkelse bryder ud. Vækkelsen kommer, fordi der er forkyndere, som trofast forkynder Guds ord i lov og evangelium og taler klart både om Guds vrede over vor synd og om Jesu en gang for alle fuldbragte soning af synden. Det samme kan siges om alle senere vækkelser.
Frelseskraften i evangeliet
Ser vi ned over kirkehistorien har der aldrig været vækkelse, uden at der har været forkyndere, som er vendt tilbage til og igen har forkyndt vækkelsens ord i lov og evangelium. At det åndelige liv følger denne forkyndelse kan ikke undre, i lyset af hvad Guds ord fortæller os om frelseskraften.
Flere gange understreger Paulus, at Gud har knyttet sin frelseskraft til ét bestemt ord: evangeliet om Jesu kors (Rom 1,16; 1 Kor 1,18). Ingen bliver frelst uden at høre dette evangelium, og ingen hører dette evangelium som et godt budskab, med mindre de har hørt om Guds vrede og dom. Derfor må vi til enhver tid prædike det ene og samme Guds ord i lov og evangelium – til alle mennesker.
I Norden oplever vi ikke store vækkelser nu. Men løfter vi blikket, vil vi se, at Gud fortsat gør sin gerning til frelse også i vor tid. Og han gør det på den samme måde, som han altid har gjort det. Ovenfor har jeg fortalt om Michael, og jeg har henvist til Filip Kofods vidnesbyrd i dette nummer af Nyt Livs blad.
Det gælder for dem begge, at de takker Gud for, at der var troende kristne, som gik mod strømmen, var tro mod Guds ord og rakte det til dem i lov og evangelium.
De fortalte dem om Helvedes virkelighed, om omvendelsens nødvendighed og om Jesu én gang for alle fuldbragte frelse. Ved det ord blev de frelst.
Der er glæde i himlen over én synder, som omvender sig (Luk 15,7). Det må der også være i vore hjerter. Gud råder for, om vi skal opleve store og stærke vækkelser igen. Men vi vil ikke vente med at glæde os, indtil de kommer. Vi vil glæde os over hver enkelt synder, som ved Åndens gerning gennem Guds Ord kommer til tro på Jesus som sin frelser. Det er stort og vidunderligt! Det sker også i vor tid, og det sker altid ved det ene og samme ord: evangeliet om Jesu kors og fuldbragte frelse!
1 Lean, Garth 1964, John Wesley, Forlaget Ide og Kultur, København, 58.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2015. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.