Han (Herodes) sendte bud og lod Johannes halshugge i fængslet. Og hans hoved blev bragt på et fad og givet til pigen, og hun bragte det til sin mor (Matt 14,10-11).
Noget af det, vi kan lære af Johannes Døbers fremtræden i ørkenen, hans beskedne ydre og til sidst hans frygtelige død, er, at Gud åbenbarer sig i det, der er enkelt og uanseeligt, og endda i det, der er svært og fuld af lidelse.
Luther talte i denne sammenhæng om korsteologi til forskel fra herlighedsteologi. Herlighedsteologerne søger kun Gud i det store, det smukke og det mægtige. Men der lader Gud sig ikke finde – i hvert fald ikke med sin nådige frelsesvilje, men kun i sin mægtige skabermagt.
Der er derfor, Esajas skriver om Jesus, som er “Herrens arm” til frelse:
“Hvem troede på det, vi hørte? For hvem blev Herrens arm åbenbaret? Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet” (Es 53,1-2).
Ligesom Jesus levede i ydre uanseelighed, lever også Guds hellige skjulte liv i Gud, og derfor kender verden dem ikke (jf. Joh 1,10). Gud er os ofte meget nærmere, end vi selv aner. Må vi ikke forledes til at tro, at Guds rige kun findes der, hvor alt står vel til, og hvor alt i det ydre er rigt og bekymringsfrit!
Johannes Døber, som endte sine dage med at blive fængslet og halshugget, lærer os, at Guds rige ofte går frem midt i lidelse, forfølgelse og ydre nød.
Da Johannes Døber blev henrettet, så det for verden ud som et stort nederlag, som den værste fornedrelse. Men hvad verden ikke kunne se, det så evangelisten Johannes i en af sine åbenbaringer: “Og jeg så troner og nogle, der tog sæde på dem; de fik givet domsmagt. Og jeg så sjælene af dem, som var blevet halshugget på grund af Jesu vidnesbyrd og Guds ord, og alle, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke sat mærket på deres pande og hånd. De kom til live og blev konger med Kristus i tusind år” (Åb 20,4).
De henrettede kristne, som Johannes så, fortsatte efter deres fysiske død med at regere med Kristus! De var gennem deres jordiske liv ved troen på Jesus blevet et “kongeligt præsteskab” (1 Pet 2,9), og det forandrede sig ikke med døden. Deres bødler kunne ikke berøve dem det virkelige liv, som er fællesskab med Kristus.
Dette var virkelig et glædesbudskab at høre for de forfulgte kristne i Lilleasien – de første modtagere af Åbenbaringsbogen – ligesom det er for enhver kristen, særligt i forfølgelsestider.
Det samme budskab blev fremført af Paulus, som selv senere blev halshugget med sværd:
Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: ‘På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.’ Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre (Rom 8,35-39).
Amen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2019. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Lars Borgström
Lars Borgström, præst i Lutherska Församlingen i Stockholmsområdet.