Det følgende er et uddrag fra bogen Ny-kalvinisme – en orientering, s. 87-89.
Calvinismen udvikler det, vi kan kalde et voluntaristisk trosbegreb. Det vil sige en opfattelse, hvor viljen gøres til forudsætning for troen. Man må ville tro og bestemme sig for at tro. At man bestemmer sig for dette skyldes, ifølge calvinsk opfattelse, at viljen omskabes, sådan at den vil tro.
Den klassiske lutherske opfattelse er noget anderledes. Grunden til dette er, at der forudsættes en anden forståelse af forholdet mellem troen og viljen end den, der gøres gældende i calvinismen. Ifølge luthersk tankegang kommer troen før viljen. Man tænker derfor, at det er troen, der bestemmer over viljen, ikke viljen, der bestemmer over troen.
Jeg mener, at denne lutherske opfattelse af forholdet mellem tro og vilje er godt begrundet i Skriften. Vi finder den for eksempel i Hebræerbrevet, hvor det hedder, at Abraham var lydig ved og på grund af sin tro. ”Ved tro var Abraham lydig, da han blev kaldet, så han drog ud til det sted, han skulle få i arv” (Hebr 11,8, jf. norsk oversættelse).
Både lutheranere og calvinister tænker såkaldt monergistisk om omvendelsen og troen. Det betyder, at også lutheranere mener, at det er Gud alene, som gør, at mennesker omven-der sig og tror. Men – fordi lutherske og calvinske bekendelsesdokumenter og skrifter definerer troen forskelligt, bliver også tænkningen om, hvordan Gud skaber troen i et menneske forskellig. Lad os se nærmere på det i det følgende.
Vi får hjælp til at forstå det lutherske trosbegreb ved at se nærmere på de ord, Luther og Melanchton brugte, da de skrev om troen. Der blev benyttet to latinske ord, som begge oversættes med tro i vores oversættelser, nemlig credo og fidusia. Fidusia betyder tillid, eller fortrøstning, og bruges normalt om den tro, der frelser. Credo betegner den intellektuelle tilslutning til troens indhold.
Ifølge Luther kan mennesket ikke få troen som tillid, uden at den bliver givet af Gud. Dette kommer klart til udtryk i hans forklaring til troens tredje artikel i hans Store Katekismus. Her bliver også den forskellige brug af ordene credo og fidusia tydelig. Luther skrev følgende:
”Jeg tror (credo), at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro (fidere/have tillid til) på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til Ham. Men Den Hellige Ånd har kaldet mig ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliggjort mig og holdt mig fast i den sande tro.”
Spørgsmålet bliver nu: Hvad er det ved troen, som gør, at den må gives af Gud?
Jo – det er netop, at troen er tillid.
Lad mig forsøge at forklare dette. Du og jeg kan ikke bestemme os til at have tillid til nogen. Tillid kommer altid som en følge af det indtryk, en person gør på os.
Og – når tilliden til en person er oprettet, får dette følger for, hvordan vi tænker og handler i forhold til den person, det gælder. Jeg kan for eksempel bestemme mig for at spørge en person om hjælp, fordi jeg har tillid til vedkommende. Da er det min tillid til denne person, der bliver afgørende for, hvad jeg beslutter mig for at gøre.
Sådan er det også med troen på Jesus Kristus. Troen på Jesus bliver til som følge af det indtryk, Bibelens budskab om Jesus gør på mig.
Troen som tillid er derfor skabt af Gud. Den kunne aldrig være kommet, dersom Gud ikke havde talt til os i evangeliet. Med andre ord: Ved at høre evangeliet om Jesus Kristus, får mennesker troen som tillid til Jesus Kristus. Det går op for dem, der hører, at Jesus kan og vil frelse netop dem. Det fører til, at de fatter tillid til, at Guds tilgivelse og nåde virkelig er for dem, og denne tillid er altså identisk med troen.
Luthersk teologi fremstiller selve omven-delsens proces anderledes end den calvinske. Det, der går forud for troen, er, ifølge luthersk tankegang, ikke nyskabelse eller genfødelse, men syndserkendelse. Den lutherske opfattelse om dette kommer klart frem, for eksempel i den augsburgske bekendelse XII, som handler om boden og troen:
”Boden er egentlig sammensat af disse to dele: Den ene er angeren eller den rædsel, som jages ind i samvittigheden, når synden bliver kendt, den anden er troen, som fødes af evangeliet eller syndsforladelsen, og som stoler på, at synderne forlades for Kristi skyld, og trøster samvittigheden og frier den fra rædslen.”
Lovens krav tvinger mennesket til at erkende sit egentlige forhold til Gud. Lysten til synd, som faktisk vækkes til live ved loven, fører til, at mennesket må indse, at det virkelig er
under Guds dom. Erkendelsen af synd og skyld følger med andre ord af selve mødet med Gud i loven.
På tilsvarende måde lader det sig gøre at tænke også om troen. Troen er dybest set en tillid, som bliver til i mennesket, når det får at høre, at Gud allerede har gjort op for de synder, som loven anklager for. Troens fortrøstning er, at Gud tilgiver os vore synder, fordi Jesus allerede har gjort op for dem.
Bestemmer mennesket sig til at give sin tilslutning til evangeliets budskab?
Der kan egentlig svares ja på dette spørgsmål. Men – og det er vigtigt – den beslutning, mennesker da tager, er ikke identisk med troen som tillid. Troen kommer nemlig altid forud for sådan en beslutning – og er forudsætning for den. Det betyder, at troen eksisterer i et menneske, allerede før det tager en bevidst beslutning om at tro.
Her må føjes noget til, før dette kapitel afrundes: Forudsætningen for, at troen kan skabes og leve videre i et menneske er, at man som kristen kan regne med, at frelsens ord altid er ment alvorligt fra Guds side. Dette er afgørende for, at en kristen kan eje vished om frelsen. Visheden er forankret i troen på, at Bibelen taler sandt om Gud. Troen trøster sig ved, at Gud ikke har nogen skjult agenda. Der er ikke nogen, Gud har forudbestemt til at gå fortabt, han mener det, han siger, når han tilbyder syndernes forladelse til – alle mennesker. Netop dette tager troen til sig.
Læs anmeldelse af bogen her.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2015. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Arne Helge Teigen
Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.