Skaberen slår sit telt op på jorden

Sange med hjertet

Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.

I år 1768, for godt 250 år siden, skrev den svenske præst Haquin Enroth følgende salme.¹ Den beskriver på en poetisk måde, hvordan naturen og hele skaberværket burde fryde sig over, at Gud blev menneske i et lille barn.

Selv naturen ville synge lovsang

Vidste naturen, at Himlenes Herre
her lod sig føde i krybbe på jord,
alt, hvad som skabtes, hvad navn det mon bære,
skulle sig fryde med Himmelens kor.
Løvrige ege og dale og vange,
skovene smykket i rigeste pragt
skulle da lytte til englenes sange:
Gud er nedsteget i menneskers dragt.

”Vidste naturen (…) at Gud er nedsteget i menneskers dragt.” I den originale svenske version udtrykkes dette med: ”Vidste naturen (…) at Skaberen slår sit telt op på jorden.”

I en anden svensk julesang står der: ”Han, som har skabt universet og sat love for alt, deler med et æsel husly, tager et menneskeligt barns skikkelse på.”

Som barn kan jeg huske, at jeg blev tiltalt af poesien i det første vers og forfatterens budskab: at selv naturen sammen med hele Himmelens kor ville synge lovsange om, at Gud blev menneske, hvis den vidste, hvor stort det var. Jeg kunne se det for mig – som der står i Esajas’ Bog: Sådan er mit ord, som udgår af min mund, det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde (…) Bjerge og høje bryder ud i jubel foran jer, alle markens træer klapper i hænderne (Es 55,11-12).

Når ordet går ud fra Guds mund, når Jesus bliver menneske, er det for at gøre Guds vilje og tage straffen for verdens skyld og synder. Det får bjerge og høje til at bryde ud i jubel! Markens træer klapper i hænderne! Så må det også give grund til fryd og jubel i mig!

Fornedrelsen: Guds højhed

Når jeg den hemmelighed overvejer:
Gud bliver født og omsluttes af rum,
skønt intet hjem her på jorden han ejer,
tanken blir mat, og min tunge blir stum.
Samler jeg end alle kræfter i sjælen,
bliver forundring til sidst min gevinst,
Gud sig fornedrer og ophøjer trællen;
Højhed, som fattes af verden dog mindst.

”Gud sig fornedrer og ophøjer trællen.” En har sagt, at ”det kostede Gud intet at skabe verden, men det kostede ham alt at frelse den.” Han måtte ofre det kæreste, han havde, sin egen søn, for at kunne ophøje trællen – os mennesker, der er slaver under synden.

Men det at Gud fornedrer sig og ophøjer trællen, er også et tegn på Guds ”højhed”. Det fatter verden ikke. Men Bibelen fortæller, at det netop er i Guds fornedrelse, vi ser hans højhed.

Jesus døde for menneskets skyld, for at demonstrere Guds ufattelige kærlighed til alle mennesker og hans ønske om fællesskab med os. Men ifølge Bibelen måtte Jesus først og fremmest dø for Guds skyld, fordi Gud er en hellig og retfærdig Gud. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed (Rom 3,25). Gud viser, at han er hellig og retfærdig, når han lader Jesus blive fornedret, ja blive en forbandelse og gjort til synd. Når Jesus så har taget vores synd og forbandelse ved at dø i vores sted, bliver vi erklæret retfærdige over for Gud. Tænk, det var Guds højhed at fornedre sig selv for at ophøje trællen.

Tom glæde

Kendte den blinde, tungthørende verden
fryden deraf, at Guds Søn nu er født,
standsede den i sin rastløse færden,
søgte ej livet, hvor alt kun er dødt,
tænkte forvist både gamle og unge:
Glæde i verden kun tomhed dog er.
Men når kun Jesus har rørt ved hver tunge,
lyder hans lovprisning, fjernt som og nær.

”Glæde i verden kun tomhed dog er.” Ja, det er som cisterner, der slår revner, og som ikke holder vand, siger Jeremias (Jer 2,13). Hvor er der mange, der søger livet, hvor alt i dybeste mening kun er dødt!

Lina Sandell udtrykker det i en af sine sange: ”Om jeg havde alt, men ikke Jesus, tror du det var nok at stole på? Kunne dette hjerte tilfredsstilles med de ting, som her så snart forgå (…) Om jeg havde rigdom, magt og ære og blandt mennesker et herligt navn (…) O, hvor tomt er alt i denne verden, uden Jesus bare synd og nød! Uden Jesus bliver evigheden lutter mørke, gråd og evig død.”

Alt i denne verden skal opløses og forgå. Vi mennesker er som græs, der blomstrer en kort tid, og så visner og dør. Har vi kun vores glæde, trøst og håb i denne verden og ikke i Jesus, har vi intet håb for evigheden. Det er en evighed i Himlen, det gælder!

Frihed og sejr

Glem ej, min sjæl, hvad ved troen du ejer,
Himmelen åbnes, og Gud stiger ned.
Riget og kronen, ja, frihed og sejer,
gives med Sønnen, se, Gud er ej vred.
Se, hvor den rige velsignelses floder
slukker forbandelsens tærende glød:
Kristus, Guds Søn, bliver menneskets broder,
løser fra skylden, dens dom og dens nød.

”Riget og kronen, ja, frihed og sejer, gives med Sønnen, se, Gud er ej vred.” Ja, Gud havde al årsag til at være vred på os på grund af synden. Paulus siger: I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville og vi var af natur vredens børn (Ef 2,3). Den vrede og forbandelse, som vi havde fortjent, den tog Jesus på sig. Jesus har én gang for alle købt os fri med sit blod og vundet en evig sejr på korset.

Som der står i en anden sang: ”Den kalk, jeg skulle tømme, den har du for mig tømt. Mig skulle Gud fordømme – du blev for mig fordømt. Jeg var af Satan bundet – du Satan for mig bandt. Min sejer den er vundet, i sejeren du vandt!”

Bryllupsmåltid

Kom da, min Jesus, velkommen til jorden,
for i mit sted at afgøre min sag,
Så jeg en gang kan i saliges orden
sidde til bords på fuldendelsens dag.
Du har jo tegnet mig i dine hænder,
derfor jeg ved, jeg i sandhed er din,
lever på nåden, hvad end der mig hænder,
ved, at din salighed også er min.

Det sidste vers i sangen er en bøn. I den svenske tekst står der: ”Kom da min Jesus, velkommen til jorden, at i mit sted fuldbyrde Guds lov.”

Kristus er lovens ende, til retfærdighed for enhver, som tror, siger Paulus i Romerbrevet 10,4.

Hans retfærdighed er min retfærdighed, hans rigdom er min rigdom. Og på det grundlag må jeg på fuldendelsens dag sidde til bords ved Lammets bryllupsmåltid og synge med hele Himlens kor: ”Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris. Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad det rummer, hørte jeg sige: Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder” (Åb 5, 12-13). Den dag skal hver skabning give Gud og Lammet al ære og pris!

I den svenske oversættelse er der et par vers mere til sangen, som vi ikke har på dansk, og et af de vers vil jeg citere her som afslutning:

Se hur de äldste för tronen nedfaller,
häpnande här vid Guds vägar och råd!
Hör, hur den himmelska lovsången skallar,
när för oss arma förkunnas Guds nåd!
Lyssna, då änglarnas saliga skara
stämmer sin harpa att fira vår fest!
Skulle vi inte av hjärtat då svara:
var nu välkommen, vår himmelske gäst!

Dansk oversættelse:

Se hvordan de ældste for tronen falder ned
forbløffede her over Guds veje og råd.
Hør den himmelske lovsang klinge ud,
når Guds nåde forkyndes for os fattige mennesker.
Lyt, mens den velsignede skare af engle
stemmer deres harper for at fejre vores fest!
Burde vi så ikke af hjertet da svare:
Vær velkommen, vores himmelske gæst!

Udgivet af

Rebecka Bach Christensen

Rebecka Bach Christensen, Dronninglund, pædagog.