Mennesker, jeg mødte
Wilhelm Busch (1897-1966) var tysk, luthersk præst i de urolige mellemkrigsår, under 2. Verdenskrig, hvor han i flere omgange blev fængslet af nazisterne for sin kristne forkyndelse, og i efterkrigstiden frem til 1962. Han udgav fem bøger med beretninger om mennesker, han mødte. Beretningerne i denne serie er taget herfra. De er oversat med tilladelse fra CLV, Christliche Literatur-Verbreit.
Nu er det længe siden. Det skete, da jeg var en ung hjælpepræst i en by i Westfalen. Men selvom jeg har oplevet mange ting siden da, kan jeg stadig ikke glemme den uhyggelige nat.
Der boede dengang i mit sogn en midaldrende mand, som benyttede enhver anledning til at spotte og håne kristendommen, kirken og mig. Da jeg fik det at vide, besluttede jeg mig for at besøge ham.
Sjældent har jeg oplevet så trist og resultatløst et husbesøg. Manden var uimodtagelig for alt, hvad jeg sagde. Han sagde grinende til mig: Du skal ikke anstrenge dig med mig. Jeg har for længst gennemskuet løgnen. Enten må I præster selv være dumme, eller også er I ansat af eller anden magt for at gøre mennesker dumme.
– Gud lever, sagde jeg. Du skal selv en dag stå foran hans trone.
Han grinede højt ad mig.
– Det er den bedste fidus, I præster har. I fylder mennesker med angst for det, som kommer efter døden.
– Det gør vi, svarede jeg. Det er fordi, det er alvor. Det vil du måske forstå, den dag, hvor du selv skal dø.
Han blev pludselig helt højtidelig og sagde:
– Hør her: Aldrig, jeg gentager, aldrig vil jeg sende bud efter dig. Jeg hører ikke til de stakler, som, når de skal dø, pludselig får travlt med at råbe på Gud. Jeg kan og jeg vil dø uden dig, præst. Døden er den naturligste ting i verden. Enhver plante visner en dag, og det er præcis det samme med mennesker.
Jeg gik. Denne mand var fast besluttet på at leve uden Gud og dø uden Gud. Her var der ikke mere for mig at gøre.
Men jeg tog fejl. Det var omkring et år senere. Midt om natten bankede det på min dør. Udenfor stod mandens kone og bad mig oprevet om at følge med hende. Hendes mand havde i et stykke tid været syg. Nu mente lægen, at det gik mod døden.
Jeg undslog mig:
– Kære frue, din mand har udtrykkelig sagt til mig, at han ikke ville se mig, når han skulle dø. Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle indtræffe så hurtigt. Men jeg kan da ikke besøge ham, når han ikke under nogen omstændigheder vil se mig.
Hans kone svarede med bævende stemme:
– Skynd Dem, kom nu. Han har selv sendt mig hen efter Dem. Han blev ved med at sige: ”Præsten havde alligevel ret. Præsten havde alligevel ret.”
Jeg skyndte mig at gøre mig klar og gik med. Men jeg kom for sent. Manden var allerede bevidstløs og kom ikke mere til sig selv. Stille hviskede jeg nogle ord til ham i hans bevidstløse tilstand, blandt andet ordet om, at Jesu blod renser os for al synd. Men jeg havde ikke indtryk af, at han forstod det. Så døde han.
Jeg frøs, da jeg gik hjem den morgen. Det var ikke bare den nye dags kølighed, der fik mig til at ryste. Min sjæl var bedrøvet. Den morgen forstod jeg Moses’ ord: ”Herre, lær os at holde tal på vore dage, så vi kan få visdom i hjertet.”
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Wilhelm Busch
Wilhelm Busch (1897-1966) var ungdomspræst i Essen under 2. Verdenskrig. Trods flere arrestationer og langvarige fængslinger i nazi-tiden samlede han frimodigt mennesker omkring sig og fortalte om Jesus. 9 af hans foredrag, som blev kendt over store dele af Europa, er samlet i bogen "Hvad skal jeg med Jesus?".