Lovsangstoner VIII
Udgivelsen af den nye Lovsangstoner i december 2020 er anledning til, at vi i denne serie går igennem sangene forfra, emne for emne. At læse eller synge sig igennem en sangbog er som en lang og opbyggelig vandretur med kristne brødre og søstre fra fortid og nutid. Alle styrker og hjælper de os med deres vidnesbyrd, deres sjælesorg og formaning, så vi ikke skal gå alene.
De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne (ApG 2,42).
Efter det store afsnit om Guds ord og det lille afsnit om dåb og nadver kommer nu ni indholdsrige sange om de helliges fællesskab.
Det er tankevækkende, at fællesskabet var noget, som den første menighed holdt fast ved – nævnt på linje med læren, nadveren og bønnen. Hvad er det ved de helliges fællesskab, der er så vigtigt – og hvorfor er det egentlig et ”helligt” fællesskab?
Sangene kan hjælpe os med at få øje for det. Og i den forbindelse er det værd at tænke over, at fællesskabet ikke er afgrænset til den lokale menighedsforsamling eller et lejrfællesskab. De helliges fællesskab er en verdensomspændende ting, som også rækker tilbage i tiden til alle, der er gået forud for os i troen på Jesus:
Et er den allerede
med dig, treenig Gud,
og fælles, alt hernede,
med dem, som gik forud.
Dem kvæger alt din hvile,
vi færdes end på jord;
Gud, hjælp os did at ile,
hvor du i lyset bor!
(228)
Det er sidste vers af ”Guds kirkes grund alene”. I det foregående vers har vi lige sunget om den tid, ”da Herrens sejerskirke sin sabbatshvile får”. Nu kommer det så, at vi ”alt hernede”, dvs. allerede hernede på jorden, før Jesus er kommet igen, er ”fælles med dem, som gik forud”. De har ganske vist fået del i sabbatshvilen, mens vi endnu færdes på jorden. Men selvom der er denne afstand, så er der alligevel, allerede nu, et fællesskab med ”dem, som gik forud”. De er bare gået i forvejen til det sted, som vi også iler henimod!
Og netop deri ligger fællesskabet: Vi har hjemme det samme sted. Vores tid her på jorden er en forsvindende lille parentes; det er bare en rejse eller et løb mod vores egentlige hjem.
Det giver perspektiv over de mange gamle sange, vi har i sangbogen. Det er vores brødre og søstre, vi synger sammen med. De er gået lidt i forvejen, men vi beder: Gud, hjælp også os at ile derhen, hvor du i lyset bor – så vi kan fortsætte lovsangstonerne der i det himmelske fællesskab med alle kristne fra alle lande og alle tider, til din ære og pris i evighed.
Præg af den gamle natur
”De helliges fællesskab.” Det er store ord!
Er det måske også for store ord?
Når vi ser på vores lokale forsamling – er vi så en forsamling af hellige mennesker? Eller er vi nærmere ”de skinhelliges fællesskab”?
Én ting er, hvordan man ser ud udefra, men helt anderledes kan det se ud inde bag de fromme og gode miner. Man kan synge med liv og glæde, bede højt og længe, stille sig op og vidne, tale ved kaffebordene om de ting i vores tid, der går den gale vej, og hvor vigtigt det er, at vi som kristne ikke følger med tidsånden; men allerede på vej hjem i bilen viser det mindre fromme ansigt sig – i trafikken og over for familien; i de selvophøjende fejl, man finder ved menighedens musikere, mødeledelsen og prædikanten; i, hvad man vil skynde sig hjem og se i fjernsynet, og hvad man vil fylde sig med, nu hvor ugens møde er slut.
Tilsvarende når vi ser tilbage på kirkens historie: Er det virkelig de helliges fællesskab? Kirkehistorien er fuld af krige og splittelser, selvretfærdighed og blinde vinkler, uhyrlige udtalelser om jøderne, usunde menneskebud, der har ført mennesker i lovtrældom og ulykke, hensynsløse lovsangskrige, kærlighedsløst kæphesterytteri, tilpasning til denne verden og meget andet.
Og dog er der midt i alt dette et helligt fællesskab, der strækker sig som en rød tråd op gennem historien. Det er den kirke, der er helliget i Kristi blod. Den menighed, der bekender sin synd og lader Jesu blod gælde som dens retfærdighed. For i de helliges fællesskab er det aldrig menighedens egen hellighed og fejlfrihed, der er i centrum, men den hellighed, som vi dag for dag tilregnes ved troen på ham, der er blevet både ”retfærdighed og helligelse og forløsning” for os, for at Jesus alene skal være vores stolthed og ære (jf. 1 Kor 1,30f.).
Ligesom vi igen og igen læser om ukloge, selviske, stivnakkede og svigtende mennesker i Bibelen, der dog kaldes Guds folk og disciple, så møder vi ugentligt det samme syn i menigheden – og dagligt i vores eget spejlbillede. Det kan godt være, at kødeligheden er velfriseret og godt camoufleret, men den lurer altid lige under overfladen. Det er sådan, vi må forvente, det er i de helliges fællesskab, for det er sådan, Bibelen beskriver den menneskelige natur, der stadig lever i ethvert genfødt menneske.
Det er betegnende, at selv en menighed som korinthermenigheden, der er Paulus’ smertensbarn, i Første Korintherbrevs indledning kaldes ”dem, der er helliget ved Kristus Jesus” (1,2) og får at vide, at de ”i ham er blevet rige på alt, på al tale og på al kundskab” (1,5). Sikke dog en forbilledlig menighed! – Nej, de er netop alt andet end et forbillede på et sundt og godt menighedsliv. De præges af splittelser og partier, de er uklare i læren, de tager ikke hensyn til hinanden, de bruger deres nådegaver til at føre sig frem med, deres gudstjenester er et sammensurium af synd og gode ord, en blanding af skidt og kanel!
De er en menighed, der er så verdslige i deres tankegang og opførsel, at Paulus’ smukke og berømte ord om kærligheden, der ikke søger sit eget osv. (kap. 13), i sin oprindelige sammenhæng ikke fungerer som dejlige og poetiske bryllupsord, men må ses som en brutal forhammer ind i hele menighedens liv og kristendom. ”Kongerne” fra Korinth efterlades nøgne og skamfulde efter alle Paulus’ formaninger. Og dog: Dén menighed kalder Paulus hellige og ”rige på alt”! Ikke i sig selv – nej! Men ved Kristus Jesus og i ham (1,2).
Præg af det nye liv
Korinthermenigheden bliver også kaldet til at være hellige (1,2), dvs. kaldet til at være det, de allerede er i Kristus. At være helliget ved Jesus er ikke og kan aldrig være en fribillet til synd og verdslighed. Det er stik modsat: Når jeg ser, at jeg har al min rigdom og ære i Jesus, så ønsker jeg at leve helligt – ikke for at leve op til mine egne forestillinger om, hvordan en god kristen bør være, men som et taknemlighedsoffer til min frelser, og fordi min næste har brug for det.
Sangene om de helliges fællesskab betoner også det nye liv, der viser sig i indbyrdes kærlighed til hinanden. Den kærlighed kommer ikke af sig selv og af vores egen natur, men strømmer ud fra Jesu kærlighed til os:
”Din kærlighed, o Frelser, os forene (…) O, lad din kærlighed os gennemgløde” (227).
”Du kærlighedens Ånd! indgyd i Herrens samfund kærlighedens fryd, så vi glade vandre, Jesus, mellem dine, elskende hverandre, som Gud elsker sine!” (232).
”Til nådens ild må du os holde, så alles hjerter står i glød. Lad os ej længer gå så kolde for egen og for andres nød!” (233).
Det nye liv, som følger, når vi bliver holdt til nådens ild og lader os gennemgløde af Frelserens kærlighed, er et kendetegn på enhver kristen menighed. Og hvor det ikke giver sig udtryk først og fremmest i kærlighed til hinanden i menigheden, så er troen et rungende malm og en klingende bjælde, ikke værd at kalde en tro.
Som Johannes skriver: Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene (1 Joh 3,14). Og som kirkefædrene har gentaget op gennem historien: ”Det er umuligt at skille gerningerne fra troen – lige så umuligt som at skille varme og lys fra ilden.”
Derfor må og skal der, trods al den kødelighed og selviskhed, der stadig er iblandt os, være en synlig varme og omsorg for hinanden i et sandt kristent fællesskab. Vi må være hinanden hengivne i broderkærlighed og kappes om at vise hinanden agtelse, som Paulus siger (Rom 12,10). Vi må hjælpe hinanden, når der er behov for hjælp, vi må være gæstfrie og tage del i hinandens glæder og sorger (Rom 12,13-15). Først og fremmest må vi hjælpe hinanden på vejen hjem og formane hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder i dag (Hebr 3,13), så der ikke sker frafald fra den levende Gud. For trods al den lidelse og sorg, vi kan komme ud for i verden, så er det værste, der kan ske for et menneske at komme væk fra Jesus.
Lykkeligvis er der mange vidnesbyrd også i dag om, at det nye liv, bønsfællesskabet og kærligheden, der hører til vores nye natur, sætter sit præg på menighederne. Ligesom der ulykkeligvis er mange tegn på, at vi stadig har den kødelige natur.
At vi som kristne har to naturer og to viljer, der strider mod hinanden, er ikke en teoretisk lære. Det er en trossætning, der er til at tage og føle på, og som sætter synligt præg på hverdagen i menighederne på godt og ondt.
Grundvolden
Uanset hvor stærke ord, Bibelen og kirkefædrene kan bruge om det nye liv og det nye livs nødvendighed, så er de helliges fællesskab ikke grundlagt på kaldet til at være hellige. Kirkens grundlag er, at den er helliget ved Jesus.
”Guds kirkes grund alene er Kristus, Gud og mand” (228).
”Stadens grundvold fast og ren, Kirkens hovedhjørnesten priser vi så gerne, det er Herren Jesus Krist, som urokket står for vist, falder end hver stjerne” (234).
De helliges fællesskab er et fællesskab af syndere, der stræber efter at være hellige, men som midt i al mislykkethed og kødelighed står på grundvolden, Herren Jesus Kristus. Ham priser vi så gerne, for han er vores faste og rene grundvold, der ikke kan rokkes, selv når stjernerne falder.
”Når grundvoldene vakler, hvad gør da den retfærdige?” spørger den gamle salme (Sl 11,3).
Svaret lyder helt fra begyndelsen – med henvisning til den ene grundvold, der aldrig vakler: ”Hos Herren søger jeg tilflugt” (Sl 11,1).
At stå på vagt
Betydningen af at have en fast grundvold kommer af, at vi som menighed og som enkelte kristne er under angreb, så længe vi er her i verden. Den sande kristne kirke vil altid stå i kamp. Derfor må vi være på vagt og bede for os selv og for vores menighed:
”Behold os, Herre, ved dit ord trods dine fjenders løgn og mord, som styrte vil fra tronen ned din Søn, vor drot i evighed!” (226)
”Lær du os selv i denne verdens fængsel at stå på vagt i bøn og himmellængsel, så ingen fra os røve skal vor krans” (227).
”Mægtigste Kriste, menighedens Herre, den, du har tegnet med dit kors til ære, kom dog at hjælpe os af fjendens snare, dit folk bevare!” (231)
Jesus siger til menigheden i Filadelfia: ”Jeg kommer snart. Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans” (Åb 3,11).
Og Paulus advarer: Vores kamp står ikke mod kød og blod, men mod Djævelens snigløb.
Djævelen snigløber os på den måde, at vi ofte ikke opfatter, at det er ham, der kommer imod os; vi ser ikke den åndelige side af det, der møder os. Vi kan tænke, det er kød og blod, vi er oppe imod, altså en ligeværdig, menneskelig modstander, men i virkeligheden kæmper vi mod ”myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6,11ff.).
Der er en kamp, der skal kæmpes, så længe vi er her på jorden, og det er en ulige kamp! Vores modstander er langt mægtigere, end vi tror. Og hans magt bliver ikke mindre af, at han har en forbundsfælle dybt inde i vores eget hjerte. Var Djævelen bare kommet til os som en frastødende, grum og hæslig skikkelse, så var kampen mere ligetil. Men nu kommer han til os som en lysets engel og appellerer til alt det, vi med vores menneskenatur kan fatte sympati for og have lyst til. Hans mål er altid det samme: Han vil tage vores sejrskrans.
Som menighed og som enkeltpersoner må vi altid være på vagt, ”så ingen fra os røve skal vor krans”.
Er vi det?
Mon ikke mange af os vil svare: Jo, vi er på vagt.
Men lad os så prøve at spejle os i sangens definition af det at være på vagt: ”Lær du os selv i denne verdens fængsel at stå på vagt i bøn og himmellængsel.”
De ord kan nok være udfordrende at synge med på. Denne verdens fængsel rimer på bøn og himmellængsel! Og det er ikke bare et rim med ord. Jesus knytter ligesom sangen det at våge sammen med at bede og at vente med længsel efter brudgommen. Og sådan lærer hele Bibelen os at være på vagt ved ikke at finde os til rette i den nuværende verden og få vores skat og hjerte her. Som kristne venter vi på de tider, hvor vi skal ånde frit, vi venter på forløsningen fra denne verdens fængsel. Vi ved, at vi ikke har hjemme i denne verden, hvor synden og døden hersker, men er borgere i Himlen – på vej mod vores sande hjem.
Det er de kristnes kendetegn ifølge Bibelen. Og netop af den grund hader verden os – fordi vi nok er i verden, men ikke er af verden. Det er på grund af det håb, vi lever i, verden vil kræve os til regnskab (1 Pet 3,15).
Hvis vi ikke oplever, at vi står i kamp og krig, så kan vi være sikre på, at det ikke er, fordi vores tre fjender – Djævelen, verden og vores kød – har givet op. En mere nærliggende forklaring er, at vi har forladt vores vagtpost, så fjenderne er trængt ind: Djævelen er kommet indsmigrende og positivt til os i skikkelse af en lysets engel for at tage vores krans. Den bekvemme og underholdende verden er blevet vores sande hjem. Og kødet er blevet vores fulde og egentlige jeg, som ikke længere står i strid med Ånden.
En bagvendt kamp
Sangene om de helliges fællesskab har ikke mindst det formål, at de helliges fællesskab må blive bevaret fra fjendernes indtrængen. Derfor leder de os op på vores vagtpost igen og formaner os til at kæmpe.
”Jeg dragten med korstegn og smædenavn tar, om ingen i slægten det navn endnu har, og følger med glæde, I kæmper, med jer, som drager til ære ved korsfanen her” (230).
”Er natten lang, er kampen fuld af kvaler – som morgenstjernen lyser løftet klart. Det er Guds eget ord: Du skal få trængsel, men kæmp frimodigt – se, jeg kommer snart!” (239)
Her opmuntres vi til at tage del i den frimodige kamp, som vi kæmper med glæde, uanset om kampen bliver lang og hård, og uanset om der følger kors og smædenavne med.
Når vi står (eller sidder) i en stor flok på en lejr efter en fantastisk prædiken, går det let at synge med på sådan nogle toner. Værre er det i dagligdagen, når man står alene og isoleret over for Djævelens angreb.
Men her kan det være en hjælp at se på vilkårene for den kamp, vi drager ud for at kæmpe ifølge sangbogen. Vi synger og beder de overraskende ord:
Lad alle egne forråd brænde, lad vore brønde tørres ud; du os fra vore støtter vende, så du alene bliver Gud (233).
Det er jo en helt bagvendt bøn! Hvor tit har vi ikke bedt om præcis det modsatte! ”Kære Gud, giv mig styrke til at holde ud.” ”Kære Jesus, hjælp mig til at overvinde den her synd.” ”Jesus, gør mig til et nyt og andet menneske!” Og så videre.
Men her beder vi om det modsatte. Og det er en god bøn, selvom den er svær at bede.
Lad alt det, jeg støtter mig til og læner mig opad, falde sammen! Lad mig få at se, at jeg ingenting har at støtte mig til af alt mit eget – så du alene bliver Gud.
Den tone har for mig været påfaldende ved at læse sangene i dette afsnit. Vi er under angreb, vi trues af et frafald, vi kaldes ind i kampen, vi skal holde ud og alt det … Men hvordan?
”Gør, Jesus, som al magt og styrke ejer, os sejerrig og stærke i din sejer, at vi må synge dig halleluja!” (227).
”Før du selv striden for de børn så svage, tving du vor fjende, driv hans magt tilbage” (231).
Det er Jesus alene, der skal vinde sejren for sine svage børn.
Selv i Rosenius’ stærke kampsang, hvor vi synger om at drage til ære under korsfanen, er det den samme tone, der ligger under.
Vi synger allerede i første vers: ”Os følger jo Hyrden.”
Rosenius kunne også have skrevet: ”Vi følger jo Hyrden.” Men det er ikke der, vægten ligger for ham. Det velsignede ved at leve ”med Gud og hans venskab, hans Ånd og hans ord samt brødrenes samfund og dækkede bord” er ikke, at vi er et fællesskab af veltrænede krigere, der følger efter Jesus. Det velsignede er, at Gud selv kommer – med hans Ånd og hans ord – og selv slår følge med os og leder os frem! ”Den trofaste Hyrde, vi kender hans røst.”
Videre i vers 2: ”Anfører for toget er Kristus, som bær selv sejerens banner … selv sejerens banner! SELV sejerens banner!” Hvor er det godt at få det gentaget, så det efterhånden trænger ind: Det er Kristus, der bærer sejrsbanneret – og han bærer det selv!
I vers 4-6 er der igen noget, vi skal have gentaget. Vi har lige i det tredje vers sunget om, at vi drager til ære ved korsfanen. Men de tre følgende vers tager alle udgangspunkt i den allermindst ærefulde og allermest ydmygende kamp, man kan tænke sig: ”Når Satan mig sigter – og synd kræver død …” (v.4) ”Midt i min smerte for synderne her …” (v.5) ”Når jeg mig utåleligst føler for Gud” (v.6).
Det er altså det første, jeg får, når jeg drager ud til ære: vanære! Jeg kommer til at føle mig så utålelig for Gud, at jeg endda må synge: Når jeg mig utåleligst føler for Gud! Det er ikke engang en vekselvirkning, så jeg nogle gange føler mig okay over for Gud. Nej, jeg føler mig altid utålelig! Men nogle gange føler jeg mig ekstra utålelig! Og hvornår er det? Det er, når Satan får held til at trænge sig længst ind på mig med sine angreb. Det kan han gøre med den mest overbevisende, bibelske sandhed: ”Synd kræver død!” Det er jo sandt! (Rom 6,23). Det er jo rigtigt, at den synd, jeg begår, ingen steder hører hjemme for den hellige Guds ansigt. Han hader og fordømmer i sit ord den synd, som jeg finder dybt i mit eget hjerte.
Men hvert af de tre vers slutter med at fremholde ”den store, den evige sandhed så ren”:
En døde for alle, en døde for alle, en døde for alle, og alle i en.
Når én er død for alle, så betyder det også, at én er retfærdig og ren i alle sted – og dermed i mit sted.
Ja, én! Kun én er retfærdig. Lad os høre det og synge det igen og igen. For det er ham, der bærer sejerens banner – alene.
Derfor er det ikke vores egen ære, vi drager ud til, når vi kæmper under korsfanens banner. Det er hans ære!
Og vi må slutte med at bede og lovsynge i ét åndedrag:
”O Jesus, bliv hos os, ja bliv hos enhver! Selv hjælp os, selv plej os, som hidtil os bær! Ja, amen, din troskab skal bære os hjem. Lov, pris, tak og ære; lov, pris, tak og ære; lov, pris, tak og ære vi bringer dig frem.”
At vente og at blive
I de helliges fællesskab er det Hyrden, der bærer os og Hyrden, der strider for os i kampen. Det er ham alene, der får æren. Og i virkeligheden er det vores helligste og vigtigste kald i den kristne menighed at minde hinanden om det. Vi kan ikke bære hinanden hjem, for vi kan ikke engang bære os selv. Men vi kan vise hen til ham, der som den eneste kan bære os, med sin Ånd og med sin ord, og vi kan sammen bede de ynkelige fårs brægende bøn: ”Behold os, Herre, ved dit ord.”
Derfor er en stor del af menighedens opgave også af en karakter, der kan virke uudholdeligt passiv: Vi må hjælpe hinanden til at vente på Jesus og at blive i hans ord. Sådan står vi på vagt ”i bøn og himmellængsel”.
Denne ventende himmellængsel er noget, der kendetegner de helliges fællesskab i så høj grad, at Paulus kan bruge et særligt udtryk som en samlebetegnelse for alle dem, der engang vil modtage sejrskransen: … alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst (2 Tim 4,8).
Hvem er de kristne? Det er dem, der venter og glæder sig til, at Jesus kommer igen!
”Guds folk dog vagter sætter og spejder natten lang; snart vendes tårenætter til morgengry med sang. I ringe kår, i trængsel, i kampens tummel hed, den venter her med længsel fuldendelse og fred. Den beder Gud at virke det syn, den hårdt attrår, da Herrens sejerskirke sin sabbatshvile får” (228).
Og i denne ventetid er der én ting, vi må blive i og finde trøst i: ”O Talsmand! lad os finde trøst, som barnet finder den ved moders bryst, i din søde stemme, så al vor elende smilende vi glemme over salig ende! Herre, hør vor bøn!” (232).
Her henviser Luther til Første Petersbrev: ”… og som nyfødte børn hige efter ordets rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse” (1 Pet 2,2).
Hvor ydmygende det end er, så er det vores situation her i verden. Små babyer, det er, hvad vi er! Og den eneste måde, vi kan overleve på, er at hige efter ordets rene mælk. Der hører vi Hyrdens stemme. Og i den søde stemme vil vi smilende glemme al vores elendighed, ”over salig ende” – dvs. ved gennem Guds løfter at leve i håbet.
At vente og at blive. At lade os bære og lade os made. Det er sådan, vi vinder sejr.
Fred i kirken
Når alt dette er sagt om de helliges fællesskab, er det vigtigste også sagt om at holde fred blandt kristne og undgå splittelser i menigheden.
Så sandt det nye liv findes i os, må der være en broderkærlighed blandt os, der stræber efter at holde fred. Som Paulus hilser korintherne ved vejs ende i det andet brev: ”I øvrigt, brødre, glæd jer! Bring alt i den rette stand, tag imod formaning, vær enige, hold fred! Og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer” (2 Kor 13,11).
I samme ånd beder vi:
”Fred udi Kirken vi af dig begære” (231).
”Nu bede vi den Helligånd at sammenknytte os ved troens bånd” (232).
”Som dine svage lemmer, Herre, bevar du os fra splidens vej. Vi er kun få – så meget værre, om ikke vi er et i dig. Smelt alt, som skiltes, atter sammen, lad ingen kold og lunken gå, styrk os, når svag og mat er flammen: Du alt i alle blive må!” (233).
Det må være bønnen for enhver kristen, så sandt som vi elsker vores brødre og søstre i Herren. For ”splid vil kirken lamme” (228).
Men vi skal ikke søge fred i den forstand, som mange tænker ”fred” i dag, hvor vi går på kompromis med sandheden og sætter Guds ord ud af kraft. For det er jo vores mad, som vi lever af.
Nej, den fred, der skal herske i Kirken, er netop en fred, der skal strømme ud af Åndens enhed i troen på Jesus, når vi som små babyer sammen higer efter Ordets rene mælk. Freden skal ikke komme, ved at mange forskellige opfattelser om den kristne tro lærer at tage hinanden i hånden, selvom de er indbyrdes modstridende og søger fred og næring i vidt forskellige ting.
Vi beder om at måtte blive sammenknyttet ”ved troens bånd” (232). Og det er ikke en hvilken som helst tro:
”Den (Guds kirke) er endnu den samme, har fælles kendingsråb i hver en folkestamme: Én drot, én tro, én dåb. Ét helligt navn den ærer, ét brød den lever af, ét håb i hu den bærer, én nåde Gud den gav” (228).
”Din kærlighed, o Frelser, os forene, at vi må ét med dig og i dig mene!” (227).
Ja, vi beder faktisk om, at vi må ”mene” det samme, og det er grundlaget for, at Frelseren kan ”forene” os. Som Paulus også siger: ”Vær enige, hold fred!” Enigheden kommer før freden; det er ikke freden, der skal bygge bro over uenigheden.
Dermed ikke sagt at vi skal være enige i ét og alt på alle områder og i alle detaljer. Men splid opstår ikke i kirken, fordi folk ikke giver hinanden plads til forskellighed i læren. Splid opstår, når der kommer en ny lære ind i menigheden, så der bliver flere meninger om de centrale ting: om vores drot (herre og konge), vores tro, vores dåb, lovprisningen af Jesus alene, nadveren, håbet og nåden (jf. 228). Her er det, der udgør kirkens ”fælles kendingsråb”.
Kernen i Kirkens kendingsråb kan sammenfattes i to ord: ”Kyrie Eleison” – Herre, forbarm dig. Vi er fælles om at sætte hele vores lid til Jesus, og det er det, der giver os liv. Hele det kristne liv springer ud af det, at Jesus alene bliver stor for os. Når vi beder Helligånden om at knytte os sammen ved troens bånd, beder vi derfor også: ”Du lysets Ånd! opklar os så, at i sin herlighed kan for os stå Herren, vi tilbede …”
Troens bånd knytter os sammen, når Jesus, vores Frelser og sejrherre, kommer til at stå for os i al sin herlighed som vores eneste håb og trøst.
Derfor beder vi: ”Fred udi Kirken vi af dig begære, fred udi landet du os og beskære, fred udi hjertet du for alting give! Hos os du blive!” (231).
Det er freden i hjertet ved nåden i Jesu blod, der må være centrum. Fred i kirken – det må vi ønske. Fred udi landet, det beder vi også om. Men ”for alting”, dvs. frem for alt: Giv os fred i hjertet – bliv hos os, Jesus! Det kommer før alt andet. For Guds sande kirke er kun der, hvor Hyrdens røst lyder sandt og klart. Der samles fårene, der fodres vi og holdes i live. Der bæres vi hjemad på hans mægtige ord.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2024. Hele bladet kan læses her.
